Maria Montell: »Lykken er ikke lykken, men vejen mod lykken«

Var hun ikke sanger, ville hun være gartner, for naturen gør hende grundlykkelig – og lidt mindre ensom. Maria Montell er ambassadør for Røde Kors’ nye kampagne »Blomster Mod Ensomhed«.

Maria Montell. Til BT Weekend.
Maria Montell. Til BT Weekend.

Hvorfor støtter du »Blomster Mod Ensomhed«?

»Jeg har lavet en del for Røde Kors de sidste par år, men det har alt sammen været ting, der foregik i Afrika. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville være med, tænkte jeg, at det var fint at støtte noget, der foregår tæt på mit hjem. Alle kender til ensomhed, tror jeg, det gør jeg også, og det er jo enormt mange mennesker, der er ensomme.«

Hvad har du ellers gang i?

»En masse musikalske projekter, som skal ende med, at jeg laver musik og kommer ud at spille. Og så skal jeg bestige Kilimanjaro sammen med min mand og en hel gruppe mennesker. Det er et velgørenhedsprojekt, der dels støtter kampen mod krybskytteri i Tanzania, dels støtter KidsAids arbejde med danske børnehospitaler. Det er fedt at lave noget, der giver mening. Og så får jeg besteget et bjerg. Det er 4. marts, så jeg vandrer en del rundt med en stok for tiden.«

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»Jeg er et meget begejstret menneske. Sådan er jeg født, tror jeg. Jeg har nemt ved at smitte andre med min begejstring, og det er jo fantastisk, for er der noget bedre end at være begejstret?«

Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad ville det så være?

»Jeg kunne godt tænke mig, at jeg ikke var så perfektionistisk, hvis det er det, det hedder. Måske har det faktisk et bogstav, noget OCD, hvor ting skal være på en bestemt måde, før jeg kan gøre noget.«

»Der er ting, der skal ordnes, før jeg kan være kreativ, og det kan blive enormt hårdt. Jeg ville ønske, jeg kunne slappe lidt af.«

Hvem er din største helt?

»Jeg synes, jeg møder mange helte. Det er folk, der gør noget, som ikke er for egen vindings skyld. Da jeg var i Afrika, mødte jeg Paul David Videbæk, som bl.a. har sat gang i flere fairtrade-projekter. Det gør han ikke for sin egen skyld, men for andres. Sådan en mand er en helt.«

Hvad ser du som din største succes?

»Personligt er det, at jeg fik tre børn. Det havde jeg aldrig troet. Jeg fik den første, da jeg var 34, så at jeg fik tre er en ret stor succes. Arbejdsmæssigt var det, da jeg skrev mit hit (»Imens Hun Sang (Di DA Di)«, red.), som jeg var ude at synge i hele verden.«

Hvad er din største fiasko?

»Jeg lavede en plade i USA på et tidspunkt. »Think Positive« hed den, og jeg lavede den mest, fordi jeg skulle bevise noget over for andre mennesker, ikke fordi jeg gerne selv ville – og sjovt nok blev den ikke særligt god ... Det lærte mig, at man altid skal lytte til sig selv og sin egen mavefornemmelse. Hvis man gør noget for at imponere andre, bliver det aldrig en succes.«

Hvis du ikke var sangerinde, hvad ville du så være?

»Så ville jeg være gartner. Jeg kan godt lide byer og at tage ud og se ting, men det, der gør mig jævnt lykkelig, er at være ude og rode i naturen. Jeg siger ikke, at folk skal gå rundt og kramme træerne, men naturen kan noget særligt, også når det gælder ensomhed. Man er ikke helt så alene derude. Folk skal komme ud og gå en tur, de skal se op i himlen.«

Hvad er den mest utiltalende tendens i tiden?

»Der er så meget snak og så mange, der hele tiden ytrer sig. Det går så stærkt, og oh shit, så siger folk noget, de fortryder, som de må trække tilbage. Det er fint nok, at alle bliver hørt, men det kan også blive for meget, og det tager så meget tid. Nogle gange skulle folk snakke mindre og bare leve lidt mere.«

Hvad er dit motto?

»Jeg har flere. Jeg tror på karmaloven, og at der sidder nogen – om det er en gud, ved jeg ikke – som holder øje og som sørger for, at der sker noget godt, hvis man gør sig umage over for andre. Og så har jeg mottoet, »Lykken er ikke lykken, men vejen mod lykken.« Det er jo så indlysende rigtigt, vi har så kort tid på Jorden, en dag er det slut, og derfor skal man holde op med at brokke sig hele tiden og sætte pris på, at man lever.«

Hvad er det bedste, en person har sagt til dig?

»For et par uger siden sagde min mand til mig, at jeg var et godt menneske. Jeg ved godt, at det var min mand, men det er vel dybest set den største kompliment, man kan få. At man er et godt menneske.«

Har du en hemmelighed, du gerne vil dele med os andre?

»Jeg har masser af hemmeligheder. Men de er mine.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.