Maria Gerhardt: »Jeg har aftjent min sjælelige værnepligt«

Hun startede på den yderste venstrefløj og blev op gennem 00erne kendt som Københavns kantede dj-dronning, Djuna Barnes. Efter et årti med tømmermænd fandt Maria Gerhardt endelig sit livs kærlighed og begyndte at passe på sig selv. Men så kom kræften, der var lige ved at udslette hende.

Maria Gerhardt også kendt som Djuna Barnes, har skrevet sin første bog, "Der Bor Hollywood-stjerner På Vejen", som går ærligt og selvbiografisk til værks.
Maria Gerhardt også kendt som Djuna Barnes, har skrevet sin første bog, "Der Bor Hollywood-stjerner På Vejen", som går ærligt og selvbiografisk til værks.

Har man været i byen i København i 00’erne, har man også danset til et dj-sæt fra Djuna Barnes. Så kort kan det siges. Måske man ikke har lagt mærke til det. Måske man har. Men hun har stået der. Oppe bag dj-pulten og udlagt festens topografi med sin pladetaske. I over et årti var hun fast inventar på byens natklubber og barer og sørgede for soundtracket til både undergrundsfester i Ungdomshuset og de hippeste modefester under Copenhagen Fashion Week.

Hun var om nogen nattens dronning i det ny årtusindes København. Men efter mange år i overhalingsbanen med alt for meget druk og for lidt søvn ramlede det for Maria Gerhardt – mennesket bag Djuna Barnes. Hun havde ellers lige fået styr på livet. Var begyndt at passe på sin krop og havde startet sit eget magasin, »Københavner«.

Og vigtigst af alt: Hun var endelig blevet kæreste med Rosa, som hun havde været hemmeligt forelsket i gennem 15 år. I vinteren 2013 tvang Rosa hende til at få undersøgt den knude i brystet, der det sidste års tid havde vokset sig til en massiv svulst på otte cm. Beskeden fra lægerne på Rigshospitalet var klar og kontant: Brystkræft.

Siden fulgte halvandet års kamp for livet. Med kemobehandlinger, hospitalsindlæggelser, hårtab, strålebehandlinger og – endelig – raskmelding. Hele det gruopvækkende – og for mange danskere desværre velkendte – sygdomsforløb beskriver Maria Gerhardt indgående i sin første bog, »Der Bor Hollywoodstjerner På Vejen«, som netop er udkommet. Formen er skønlitterær, men indholdet hentet i den virkelige verden.

Tæt på det hele

Og hun går tæt på. Ikke bare på kræftsygdommen. Men også også på nattelivet og de unge år på den yderste autonome venstrefløj i 90erne. På kærligheden, kønnet, familien og livet som lesbisk par med et lille barn. Og hvordan en dødelig kræftsygdom sender det hele til tælling.

»Det har været vigtigt at fortælle en meget privat historie. En meget præcis historie, der tager nogle af de ting med, som folk måske normalt udelader. Jeg har læst en del kendiskræftbøger, og der var ikke rigtig nogen, der snakkede særlig meget om pårørende. Og de stoppede ofte der, hvor de havde fået en raskmelding af lægen. Jeg synes også, det er interessant, hvad der sker bagefter. Jeg tror på sådan noget med at snakke om tingene. Jeg tror på aftabuisering. På at gøre sig fri af sine traumer. Jeg tror på skriften som forløsende,« fortæller hun.

Det lyder næsten som en trosbekendelse. Men det er ikke tom snak. Allerede før kræften ramte, brugte hun ofte sig selv i de meget ærlige og personlige klummer, som hun skrev for Dagbladet Information i en årrække. Og når man sidder over for hende i dag, lægger hun heller ikke fingre imellem, når hun beskriver kræften og den måde, den både har hærget og ændret hendes krop.

»Et kræftforløb er ekstremt kropsligt. Man føler, at det er én lang hævn. Kroppen brækker sig, vrider sig og vender vrangen ud på sig selv. Man bliver stukket i, skåret i og brændt. Det er alle skærsildens lidelser. Sådan er et brystkræftforløb. Der er så mange klassiske referencer: Først mister man håret, så man går rundt som en anden Jeanne d’Arc. Eller en Gollum. Så mister man brystet og bliver en amazone,« siger hun.

Fjernet begge bryster

Maria Gerhardt valgte at gå skridtet videre og også få fjernet det raske bryst.

»Det gør mig ikke så meget. Det er lidt stramt, fordi jeg jo er vant til, at der er lidt mere hud. Og så har strålerne fucked arvævet fuldstændig op, så jeg skal lave mange øvelser. Men selve looket – det æstetiske – er jeg faktisk ret glad for. Lægerne var meget fleksible. Normalt skal man plage dem lidt. Det er en god ting ved tiden, at kroppen er til forhandling. Det har den ikke været tidligere på samme måde. De ting rykker sig. Jeg har også fået lavet tre tatoveringer, siden jeg blev rask. Det har været vigtigt for mig at nærme mig min egen krop ved at tegne på den – gøre den til min egen igen.«

Som kvinde er det aldrig en nem beslutning at få fjernet brystet. Det er ofte traumatiserende og forbundet med følelsen af et tab af kvindelighed. Men for Maria Gerhardt var beslutningen ikke helt så svær. »Jeg kan igen tæmme en fodbold, som da jeg var dreng,« som hun skriver usentimentalt et sted i bogen.

»Jeg kan godt lide den klassiske leg med kønnet. Alt fra Gertrude Stein til David Bowie – hvor det er selve legen, det handler om. Men det der med for alvor at skifte køn synes jeg er lidt småborgerligt. De sidste ti år har det meget været sådan noget med, at de her lesbiske kvinder har ønsket at blive en helt almindelig mand. Hvem gider det? Jeg forstår det ikke rigtig. Jeg kan meget bedre se mig selv som en del af en avantgardekultur, der leger med kønnet. Jeg har aldrig haft lyst til at hedde Jens og bo i en eller anden provinsby. Og være normal. Det interesserer mig ikke,« siger hun.

Mere normal i dag end før

Normal kan man ikke beskylde hende for at være. Jo, måske lidt mere i dag end tidligere. Men det er mest fordi, at samfundet har rykket sig. Hele normalitetsbegrebet er i opbrud i disse år, som hun siger. Der er blevet mere plads til at lege med kønnet. Men det er en udvikling, der ikke er kommet af sig selv.

»Der er sket meget de sidste 20 år. Mainstreamkulturen har i lang tid flirtet med sådan nogen som jeg. Det gjorde den jo ikke dengang. Der er flere muligheder i dag, hvor man sagtens kan være både ung og lesbisk og få børn og være karriereagtig på samme tid,« siger hun. Som helt ung var hun i flere år en del af det autonome miljø i København og var bl.a. en del af en mindre lesbisk aktivistisk fraktion, der forsøgte at gøre op med tidens fastlåste køns- og seksualforestillinger. Både internt på den yderste venstrefløj og udadtil i samfundet.

»Vi var meget alene om de her ting tilbage i 90erne. Enhedslisten havde ikke noget queer-udvalg, der var ikke nogen homoseksuel undergrund, der havde ikke været TV-serier som »The L Word« og »Orange Is The New Black«, ingen »Fucking Åmål« og »Adèles Liv«.

Da jeg begyndte at komme i det autonome miljø, var det her med køn og seksualitet ikke noget, man snakkede så meget om. Men det begyndte man på. Den gruppe, jeg senere kom med i, var en rent lesbisk fraktion på otte piger. Der blev diskuteret Michel Foucault, Judith Butler og Roland Barthes. Jeg var lige ung nok til at forstå de ting, men jeg har flere gange siden tænkt på, hvor fremme i skoene vi var. Hele Pussy Riot-æstetikken dyrkede vi allerede dengang. Der var en humor og en måde at møde verden på, som gled af på alt, hvad der kom. Folk syntes jo, at vi var syge i hovedet. Vi sprang 15 års diskussioner over og sagde »bare kom an. Her er vi.« Det er noget, der har formet mig meget,« fortæller hun.

Efter årtusindskiftet begyndte hun at skifte demonstrationerne og fælleskøkkenerne ud med natklubberne som dj og festarrangør. Sammen med en række andre lesbiske dj’s var hun i de følgende år med til at forny det på det tidspunkt meget mandsdominerede dj-miljø. Med årene blev festerne større og vildere. Og i takt med, at efterspørgslen steg, begyndte Djuna Barnes også at stikke tæerne i modebranchens mere kommercielle vande. Stille og roligt omfavnede hun en mere hedonistisk kultur, der stod i stærk kontrast til venstrefløjens bevingede idealer.

To forskellige sider

»Den ene side handler om at tage verden på sig og være meget ansvarlig, og den anden handler mere om at sige »fuck det, vi skal bare have det sjovt«. De to sider har klasket op ad hinanden gennem mange år inden i mig og gjort mig tvivlende og forvirret. Den der værdirelativisme fik mig på en eller anden måde lidt i knæ,« siger hun.

»Med årene kom der en periode, hvor jeg dj’ede så meget, at jeg begyndte at spille numre, som jeg ikke elskede. For bare at fylde tiden ud. Det er jeg ikke stolt af. I dag spiller jeg heldigvis så sjældent, at jeg glæder mig på en helt anden måde. Mine venner er begyndt at komme igen. Det er en luksus.«

Det vilde dj-liv har hun lagt bag sig. Det samme med stofferne. Det havde hun faktisk allerede, inden kræften begyndte at æde sig ind på de raske celler i hendes krop. Nu har hun bare fået bekræftet yderligere, at det var på tide at sadle om.

Musikken er der dog stadig. Nu arbejder hun bare som musikalsk konsulent på X Factor og ved nogle af de største danske designeres shows under modeugen i København. Også her har Gerhardt ikke været bange for at stikke næsen frem og prikke til nogle af tabuerne.

»Jeg sad en hel uge på første række under modeugen. Helt skaldet og uden øjenbryn. Det var lidt for at provokere branchen, der er så optaget af skønhed og ungdom. Jeg endte faktisk med at blive kåret til »most fashionable person« på de sociale medier. Jeg ved, at der er folk i branchen, som har været syge før mig, som har holdt det helt hemmeligt. Næste gang bliver det måske nemmere for en anden. For mig handler det om at springe ud. Ligesom det også var enormt vigtigt for mig at tage den lesbiske kategori på mig fra start af. Hvis man er bange for kategorierne, begynder de først at komme løbende efter en. Man kan ligeså godt tage dem på sig. Tabuisering interesserer mig ikke. Det er bare enormt ødelæggende.«

Kræften har forladt kroppen

Nu kan den tidligere autonome aktivist, stjerne-dj og tabunedbryder så tilføje kræft- overlever og forfatter til cv’et. I takt med at ordene er strømmet ned på papiret de seneste syv måneder, har de sidste spor af kræften langsomt forladt hendes hårdtprøvede krop.

»Jeg føler endelig, at jeg er kommet ud på den anden side. At der har været en mening med det hele. Der er i hvert fald kommet et klarsyn. Jeg kan mærke, at jeg har lyst til at holde min krop ved lige. Jeg er kommet meget mere i balance. Både indvendig og udvendig. Jeg synes faktisk, at livet er blevet enormt meget lettere end før. Der er ikke lige så meget tvivl og skyld og forvirring,« siger hun.

»Måske fordi jeg føler, at jeg har aftjent min sjælelige værnepligt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.