Måske er Mads Holger simpelthen bare Mads Holger

»Det er ensomt at være mageløs,« siger Mads Holger. Og selv om både han og jeg kan høre, hvordan det vil blive læst, så er det ikke et arrogant, men et ene menneske, der sidder overfor mig og siger det

Mads Holger dukkede op i den københavnske nat omkring den tid, da den sidste femmer var blevet tyret mod Boogie Preben, og der nu var tomt der på Strøget, hvor han havde spasset sin electric boogie og lavet ormen for pøblen.

Det var i midten af 90erne, og selv om vi, der var der, aldrig troede, vi skulle forlade nætter med druk og smøger og den intensitetslængsel, som var det eneste, der dengang gav mening, så var nogle af os så småt på vej videre, uden endnu at vide det.

Mads Holger havde allerede været der nogle år, før jeg bemærkede ham. Fra omkring 12-13 års alderen kendte han til sommerdaggryets særlige lys i Kongens Have med en pige fra natten bag på cyklen og wienerbrødet og Mathildekakao fra de nys opvågnede bagere.

Med den tidlige begyndelse kunne han nogle år senere midt i årtiet håndtere en billardkø og en øl så godt som nogen. Han var en sær figur i sine cowboystøvler og jakkesæt, og det brillantineperfekte mørke hår før nogle af os vidste, hvad der senere ville ske med Cafe Victor og Herlufsholmsmuserne og folketingsvalget og hans fraværende far, der kun kom med død.

Supermule, Møghunden og resten af slænget

Da jeg når frem til vores chambre séparée på Le Sommelier kl. 14 venter Mads Holger allerede med en Campari i hånden. Dengang var det også som om Mads Holger altid var ankommet lidt før, når man stødte ind i ham på Andys, Jazzhouse, Superfly, Hvidtfeldt eller X-Ray.

Selv om han altid var omgivet af mennesker, var det sjældent, man så ham som en del af en flok. Ikke, at han ikke havde venner, det var derfor, vi kendte hinanden en smule, for nogle af hans venner, var også mine venner.

I hans flok var Supermule, der udmærkede sig med næsen, og Møghunden, der engang, da han havde en meget lav kæreste, gemte det mest perverterede porno, man kunne finde, før internettet i et højtliggende skab i entreen, og fyren der konstant købte natklubber, og Underarmen, der hed sådan af indlysende årsager og vist blev gift med en TV-værtinde.

Og så var der de gode musketerer og Mikkeldrengen, der elskede Ulysses og TS Elliot og Baudelaire, men hellere snobbede ned og så selvfølgelig hele baggrundsslænget af selvbestaltede kokainstjerner, der stroboskopisk blændede nætterne med skarpe jag af nihilistisk forvildet selvfedme i årtusindets sidste apokalyptiske år.

Men selv om der var venner, og han tjente lidt penge på at udgive Pisserendens avis, »Rendestenen«, virkede han nærmest som en fleksibel hjemløs, som han vist nok også var i to år, hvor han overnattede hos en ny pige hver nat.

»Ja, det er rigtigt. Det var i mine dogme-dage. Det var dog kun et halvt år,« retter han.

»Vi var en del af en generation, der smadrede skår«

Han passede ind i ethvert selskab uden synderlig anstrengelse og var altid den samme, som jeg til gengæld i min overdrevne Cobain/Strunge dyrkelse, fandt umådelig falsk. Jeg tror ikke, han vidste det dengang, og jeg vidste det slet ikke, men i virkeligheden var alt det, jeg repræsenterede med mit forcerede digterhjertes romantisering af selvdestruktion, essensen af alt, hvad han senere vendte sig klart formuleret imod.

»Bob Dylan skabte noget og resten af vores forældres 68er-generation smadrede i det mindste en vase. Det er fair. Det larmer. Vi var en del af en generation, der smadrede skår. Der var ingen rammer og struktur og grænser at overskride.«

»Kurt Cobain og hele vores generation pissede bare på en frihedsstøtte, der allerede var gennempisset af tre autonome, vores forældre og Jeff og Jæver fra forstaden,« som Mads Holger siger ved langbordet på Le Sommelier, mens han får skænket et glas Bourgogne.

Jeg var ikke vild med ham dengang, men i modsætning til mig, der nogle gange kunne blive nervøs eller genert i en grad, så det fremstod forkvaklet, arrogant eller uendeligt kedeligt, så var han aldrig, selv om han ikke var decideret imødekommende, hverken uvenlig eller kedelig.

Det forstærkede naturligvis bare min mistanke mod ham, for der er ingen grund til at være nervøs og genert, hvis man ikke har sig selv på spil, men bare er en figur. For mig, der ikke for alvor kendte Rungsted- og Vedbæk-koderne, lignede han en dreng fra Nordsjælland, der ikke havde fattet, at fars penge og guldvisa ikke var gældende valuta i indre by. Men jeg tog fejl.

Både om det med guldvisaet, men især om Mads Holger selv. Skønt vi var samme generation med samme betingelser, så forvarslede han det systemskift, der kom, da Nevermind blev til 00ernes forløste world wide friværdi, som jeg aldrig selv blev en del af, med det resultat, at jeg i lidt for mange år gik rundt og lignede forældet ungdom, fra en tid der var blevet overhalet af helt andre forventninger til livet.

Med øjnene retter mod den »rigtige« Mads Holger

Jeg skænkede ham ingen tanker i de følgende år, da det punkt, der altid havde eksisteret i vores generations horisont, blev nået med årtusindskiftet og heller ikke da tårnenes fald året efter forandrede verden til det miskmask, vi kender i dag.

Men så begyndte han at dukke op igen i medierne som TV-journalisten Paula Larrains ægtemand, som teologistuderende, som forfatter og blogger, og med den flyvende fest, Klub Jet, og undervejs fik jeg en ide om en gang for alle at flå cowboystøvlerne og jakkesættet af ham og konfrontationsinterviewe et eller andet ægte frem.

Men det er at smadre skår. Ikke, at han er i stykker. Men han har prøvet det en milliard gange før. Journalisten vil have den store becoming Mads Holger-historie, tilsat lidt »Dorian Grays billede«, hvor der langsomt åbenbarer sig sprækker i den iscenesatte facade, som drengen engang skabte for ikke længere at føle.

Det er Spiderman, der vokser sammen med sin dragt i en parasitsymbiose, hvor det ægte menneske ikke længere findes som andet end et forkrampet sjæle-lig. Det er Major Tom, der saluterer Bowie. Batman, der residerer i Bruce Waynes palæ.

»Det er Batman, alle de andre journalister vil have. De vil høre om Klub Jet og Herlufsholmpigerne og fem muser på en nat. Det, du vil have mig til at fortælle om, er Bruce Wayne,« siger han.

»Vi konstruerer alle en identitet, og andres identitet var så lidt mere gængs. Jeg var skarpt optrukken. Jeg var markeret«

Mads Holger opstod 31. december 1986, da han var ni år gammel. Det, der lå før, er ikke længere så tydeligt.

Det var den dag, hans onkel døde. Det var den dag, det sidste maskuline i hans barndom forsvandt, og alt der var tilbage, var kvinderne i familien og hele det institutionaliserede matriarkalske atomvåbenfri Nørrebro med affaldsskakterne på opgangen, der selv om de var venligt ment, signalerer socialt boligbyggeri som intet andet på nær de obligatoriske gavlmalerier i glade, lilla nuancer.

»Hvis man bor et sted, hvor kommunen har malet glade farver, så ved man, at man har et lorteliv. For man er ikke glad,« som han siger.

Det gjorde ham ikke så meget i barndommen, at han ikke havde en far, der efter fælles overenskomst med hans mor groft sagt smuttede et kvarters tid efter undfangelsen i Paris for at fortsætte sit frie bohemeliv i verdens storbyer og listige steder. Men det var en rystelse, da hans elskede onkel, der i øvrigt tilfældigvis mindede en del om hans far, døde, da Mads var ni år.

»Det var en stor sorg, og det var nok fra det øjeblik, jeg mere eller mindre bevidst erkendte, at nu var jeg så manden i huset. Mit projekt med stormvejr som permanent vejrudsigt har været at revitalisere maskuliniteten, myndigheden, traditionen, og det medgiver jeg, relaterer sig til fraværet af det patriarkalske aspekt i min personlige historie, men så bestemt også samfundet som helhed. Du kan have ret i, at jeg skaber min egen identitet i det øjeblik, min onkel dør, hvor jeg indtager en maskulin, patriarkalsk rolle,« siger han.

Det var på det tidspunkt, han købte eller måske plagede eller krævede, at få sine cowboystøvler. Han ved ikke præcis hvorfor.

»Måske havde jeg set en John Wayne film.«

Kort efter kom den hvide skjorte og det sorte jakkesæt, som måske var delvis tidstypisk, men dog ikke blandt niårige på Sortedam Skolen eller for den sags skyld på Kartoffelrækkernes lokale Bordings Friskole, som han skiftede til et par år senere.

»Jeg kan love dig for, jeg så mærkelig ud, der var meget røvfuld og ballade, og der var mange damer som konsekvens heraf. Langt hen ad vejen var jeg en karikatur. Jeg tager et par cowboystøvler på, og så bliver jeg på et tidspunkt ham med cowboystøvlerne.«

»Hvis vi skal være lidt højpandede, så er det Aristoteles’ fronesisbegreb, der siger, at du internaliserer hen ad vejen. Internaliseret er et nøglebegreb. Det er korpus. Du kan hugge en hæl eller klippe en tå, men korpus kan du ikke amputere. Vi konstruerer alle en identitet, og andres identitet var så lidt mere gængs. Jeg var skarpt optrukken. Jeg var markeret.«

Og han var om ikke en arbejderknægt, så en knægt fra et arbejderkvarter, og i virkeligheden en Oliver Twist-våd drøm for de kulturradikale forældre på Bordings. Men ikke som svigersøn, og han tog lidt for meget for sig af retterne, allerede dengang.

Ungdomsoprørernes børn

Han ville have det sjovt. Det var også derfor, han 18. maj 1993 stod ved Christiansborg og skændtes på DR TV med glade VUere, der hoppede rundt som de nu gør, og som de stadig gjorde som Venstre-voksne, da han ved seneste folketingsvalg beskrev deres reaktion på valgsejren som »glade som mongoler på vej til en Shubidua-koncert«.

Da han tog hjem den majnat, vi gik på nationalt kompromis, oplevede han på nært hold et af fikspunkterne i vores generation, da Nørrebro var en barrikaderet, brændende EU-fri zone.

Han så bz’ernes tårer fra tåregassen tegne rene streger i deres ansigter, han hørte politiets skud og så brostenene blev kastet af folk med Rage against the Machines »Fuck you, I won’t do what you tell me« i hjerteblodet udenfor Quattro Fontane, den restaurant, hvor barndommens Mads Holger spiste sine fiskefileter med pomfritter ved særlige lejligheder.

Det er ikke signifikant for historien om Mads Holger på andre måder end som eksempel på, at han har set verden og tiden med egne øjne, og oplevet, hvordan de med noget på spil, kæmper for det, de har kært.

Jeg var selv på Nørrebro den nat, og det var i de år, jeg i overensstemmelse med min tid blev langhåret og tog på Staden og blev forløst af Kurt Cobains desperate vrede og sugede de sidste bloddråber ud af mine forældres ungdomsoprør med Oliver Stones »The Doors«.

Jeg faldt over Oscar Wildes lille roman »Dorian Grays billede«, der fortæller om den unge dandy, der får malet et portræt, han skjuler på loftet, og som ældes i stedet for ham. Til sidst står han ansigt til ansigt med det forkrøblede menneske, han i virkeligheden er blevet inde bag den evige facade.

Og med alle de referencer, der peger bagud, er der linet op til andet lag i konstruktionen af Mads Holger, mens læseren her bedes erindre, at vi var en del af en generation, der smadrede skår, og at der ikke sker så forfærdelig meget ved at pisse på noget, der allerede er overpisset af tre autonome, ens egne forældre og Jeff og Jæver fra forstaden.

»Bunden blev nået. Vi havde det alle som Knud Romer på hans dårligste dag. Vi fik et lorteliv kollektivt betragtet. Vi blev snydt, men I lod jer også snyde. Vi købte den der med at skulle skrive som Strunge eller Rifbjerg, og det var fedt, da de gjorde det, for da var hun jomfru. Men vi trængte op i noget, der ikke engang kunne lukke sig sammen omkring vores lem. Der var friktionen til forskel.«

Jeg ved, hvad han mener. Vi vidste det jo godt, og derfor blev vi ved at jage et eller andet, der kunne være vores eget, med det resultat, at livet forløb i slowmotion, mens vi ventede på invitationen til en federe nytårsfest.

I modsætning til dem, der kom efter, var vi ungdomsoprørernes børn, der sprang voksenlivet over og fik børn som oldinge, mens de efter os blev voksne, da de fik deres børn.

Mads Holger røg ud i en regulær depression over tidsåndens selvdestruktive, apatiske taberæstetik, og han gjorde op med sig selv, at han enten kunne skride ved at gøre en ende på sig selv eller ved at gå linen ud. Han valgte det sidste og drog med 500 franc på lommen ud for at finde en bedre verden.

»Det er uværdigt at skænde lig og nedbryde det nedbrudte. Jeg besluttede at samle vasen ved at klinke skårene, og det er en ægte avantgardistisk provokation. Det giver ballade.«

Det var i den periode, da computerne og vi andre overlevede årtusindskiftet, at Mads Holger, bedst som han fandt fodfæste blandt verdens rigeste og berømteste på den franske riviera, blev ramt af en absurditet.

»Jeg vil altid være en dreng fra Stengade, det kan jeg ikke ændre på, men jeg har selv indflydelse på, hvad jeg bliver husket for..«

Mads Holgers fraværende far John Little begik selvmord i sin fængselscelle i Sverige. Foto: Simon Læssøe
Mads Holgers fraværende far John Little begik selvmord i sin fængselscelle i Sverige. Foto: Simon Læssøe

Hans fraværende far dukkede op igen. Ikke hjemme hos ham, men som »Hivmanden« i avisoverskrifterne og siden i telefonen. Mads Holger, der havde set ham fem-ti gange i sit liv, og identificerede sig som en faderløs, der havde skabt sig selv som sin egen fader, blev pludselig sin fars fortrolige.

58-årige John Lindsay Little, der kom af en akademisk Cambridge-familie, fik Hiv ni år efter Mads Holgers fødsel og spredte virussen til et ukendt antal kvinder. Han ville ikke erkende, at han var smittet, og derfor havde han så mange kvinder som muligt så ubeskyttet som muligt. Da han sad i fængslet i Sverige og afventede sin dom, kontaktede han sin søn.

»Jeg kan godt genkende mig selv i ham, når jeg læser om ham. Han rejste over det meste af verden, han var en damebedårer, en libertiner, en eventyrer på godt og ondt, men også skruppelløs og det mener jeg ikke at kunne genkende i mig selv. Men det er klart og den analyse ligger lige for: jeg minder nok mere om min far end om min mor, en 21-årig sygeplejerske fra Nørrebro. Den tror jeg de fleste vil kunne klare på en blindsmagning.«

Aids-sygdommen var i fuldt udbrud, da John Little hængte sig i cellen umiddelbart efter, at de facto dødsdommen på syv års fængsel faldt.

Mads Holger tog til Göteborg for at hente farens kremerede lig, og det var i de dage, at han tog endegyldigt afsked med barndommen. I sin selvbiografiske roman »Bladguld« fra 2012 skriver Mads Holger om sin far, at »han havde været en myte på godt og ondt, og intet var mere ensomt for et menneske, end at være netop en myte. Det var jeg efterhånden ved at begribe.«

Da han kørte fra borde i Helsingør grundede han over, at vi ikke selv kan bestemme under hvilke omstændigheder vi fødes, men at vi kan bestemme hvilken verden, vi giver videre. Han blev sin egen far, der skabte sig selv, da onklen døde. Nu var hans far død og fra det øjeblik blev hans personlige strid mod den ansvarsløshed, der havde kostet ham en far i barndommen, en strid på nationens vegne.

»Jeg vil altid være en dreng fra Stengade, det kan jeg ikke ændre på, men jeg har selv indflydelse på, hvad jeg bliver husket for, og det er der, hvor man i abstrakt forstand overgår fra at være søn til at blive far. Som faderløs er jeg jo min egen far, hvilket er kendetegnende for hele vores generation. Jeg er et koncentrat af en tidsudvikling.«

Og hele tiden, før jeg kendte ham, mens jeg kendte ham, i årene efter og til stadighed blev Mads Holger mødt med både den voldsomste vrede og de mest anerkendende nik.

»Mens andre blender guldfisk, bygger jeg kunstnerisk noget op og det virker meget provokerende på den generation af talentløse humanioradrenge fra KUA, der er opdraget til at bryde ned uden et sted at rette dette.«

»Når lektor Blomme så endelig dukker op, har de omsider den eksistensberettigelse, der giver Pearl Jams tekster mening. Hvis de vil score en pige på Roskilde, skal de bare skrive på Facebook, at jeg er en nar. På den måde er jeg blevet til en identitetsmarkør. De markerer sig i forhold til Batman, men selv når jeg sidder ned og har slået brættet ned, når deres stråle ikke halvt så langt som min,« siger han.

Jeg siger, at han vel i grunden selv bare er en rekonstruktion af tidligere tider.

»Ja, men som enhver kvinde kan belære dig, så er der ikke noget galt med at gå med en tidligere tids mode, så længe det ikke er sidste års mode. Jeg bekender mig til Nietzsches cykliske historieforståelse om den evige genkomst.«

Men du rammer jo ikke ind i den cyklus, for du fremstår netop ikke som et menneske, der er i overensstemmelse med nuet, konstaterer jeg.

»Det er jeg heller ikke. Det var Tjajkovskij heller ikke. Det var Georg Brandes heller ikke. Det var Nietzsche heller ikke, så det er jeg selvfølgelig heller ikke,« svarer han.

»Jeg er i overensstemmelse med i morgen. Jeg har en internaliseret, patriarkalsk borgerlig dannelse som her i klodens Christiania afskriver mig som idiot eller falsum. Men nu kommer rockerne. Vi kan ikke ride i felten, og der er et felt, som en kampleder, der med abstrakte franske frihedsrettigheder som ligestilling, ytringsfrihed og demokrati, siger, man ikke må slå under bæltestedet. Vi må internalisere nationaliteten og borgerligheden. Vi må gå til kamp under Dannebrog og krucifikset og blive part i tilværelsens eksistenskamp. Jeg holder med mig og min familie og mit fædreland. Jeg holder med Preben Elkjær.«

Han så brostenene blive kastet af dem, der havde noget på spil.

»Den, der holder festen, er ikke med i festen«

Det bord, vi sidder ved, er uforholdsmæssigt langt, og der er ikke andre end os i det lille lokale. Vi sidder overfor hinanden, og jeg kan ikke lade være med hele tiden at synes, der er noget ensomt over ham. Det er som om, han blev efterladt et eller andet sted og ikke kan komme op.

Som om han har opgivet at råbe efter hjælp, og i stedet kvæstede sine dæmoner, da han var mindre end dem, og nu pisker dem fremad uden at kunne undslippe, mens jeg beder ham beskrive væggene i mørket.

Jeg siger til ham, at jeg synes, han virker ensom, og at jeg også syntes, han virkede ensom dengang.

»Det har du nok ret i. Måske mere nu end dengang. Men jo. Det kan jeg godt gå med på.«

»Det er altid ensomt at være vært. Den, der holder festen, er ikke med i festen. Du skaber blot den virkelighed, andre træder ind i. Jeg har i så henseende resigneret, men det er dog også af mæthed. De mennesker, jeg kan relatere til, er i historien.«

Han understreger, at der er mennesker, han har kendt hele livet, og at han har en kæreste.

»Men det er ensomt at være mageløs,« siger han, og selv om både han og jeg kan høre, hvordan det vil blive læst, så er det – og det vil han hade mig for at sige, for uanset hvor mange tæsk han får, så er der ingen, der skal ynke ham – ikke et arrogant, men et ene menneske, der sidder overfor mig og siger det.

Jeg har spekuleret på det inden vores møde, og det står mere og mere klart; måske skal man bare acceptere Mads Holger som et hyperkonstrueret bud på, hvordan man også kan være menneske, hvis man gør sig den ulejlighed selv at bestemme.

Måske er Mads Holger simpelthen bare Mads Holger.

»Det som folk tager mig ilde op, er, at de tror, at min identitet ikke er internaliseret. De tror, det er noget, jeg leger. Det er ikke tilfældet. Det er fuldstændig sandfærdigt. Jeg er den, jeg er.«

En sidste refleksion inden vore veje igen skilles

Vi går ud i Bredgade i vores fælles København, og mens han studser lidt over, at ingen flager på Kronprinsessens fødselsdag, forklarer han, at nation er latin for fødsel og at den europæiske måleenhed meter kommer af det oldgræske ord for moder.

Du kan kun udmåle distancen fra din oprindelse med dit modersmål. Eller med H.C. Andersens ord: Herfra min verden går.

Min verden begyndte med fødslen, og min identitet blev i højere grad end jeg vil være ved, dannet af et øjeblik i tiden. Mads Holger skabte sig selv den sidste dag i 1986 ved at tage kvælertag på dæmonerne, anskaffe sig et par cowboystøvler og blive Mads Holger.

Jeg spørger ham, hvordan det egentlig er endnu en gang at skulle forsvare og legitimere og overbevise en anden om autenticiteten af sin identitet.

»Det er som at spørge, hvordan det er at vokse op uden en far. Jeg har aldrig kendt andet. Jeg kender ikke til fred, så spørg ikke, hvordan krigen er. Det er en konstant af konflikt og kontrovers,« siger han, mens vi tager afsked.

Som han går der med retning mod Marmorkirken i det tidlige mørke, tænker jeg, at Mads Holger aldrig ville have tyret en femmer mod Boogie Preben, men i stedet budt ham en bajer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.