Laura Bro: Man skal kunne give slip

Skuespilleren Laura Bro om prisen for at være datter af to kendte skuespillere. Om at have en mørk side og hvorfor, hun har valgt at være naiv og barnligt begejstret. Lørdag stod hun på scenen til premieren på »Bliktrommen«.

 - Jeg tror, at man på et tidspunkt må gøre op med sig selv, om man vil tage afstand fra det, ens forældre laver. Eller om man vil omfavne det, jeg har valgt det sidste, og jeg har valgt, at jeg vil møde folk åbent på en barnlig naiv måde og uden at dømme nogen på forhånd, siger Laura Bro.
- Jeg tror, at man på et tidspunkt må gøre op med sig selv, om man vil tage afstand fra det, ens forældre laver. Eller om man vil omfavne det, jeg har valgt det sidste, og jeg har valgt, at jeg vil møde folk åbent på en barnlig naiv måde og uden at dømme nogen på forhånd, siger Laura Bro.
Skuespilleren Laura Bro husker, at hun helst ville forsvinde. Blive usynlig, kravle ned i det nærmeste hul eller tage en bus til Månen. Fordi det var så pinligt.

Hun var omkring 17 år den dag, hun gik med sin mor, skuespilleren Helle Hertz inde på Strøget. Moderen talte højt og tydeligt. Det gjorde hun altid. Alt for højt og alt for tydeligt, syntes datteren.

- En lille skarp kniv med blod blinkede i månelyset.



Helle Hertz spillede på det tidspunkt med i Federico Garciá Lorcas »Blodbryllup« på Det Kongelige Teater, og replikkerne arbejdede et sted i baghovedet på moderen, da hun pludselig kom til at sige en af dem højt.

- Det lød ret voldsomt og jeg kunne se, at folk omkring os blev forskrækkede, husker Laura Bro.

- Det føltes pinligt, mega-pinligt, folk kiggede jo. Andre gange blev der hvisket om mine forældre, hvis vi for eksempel stod i Irma. De troede ikke, vi kunne høre det.

Også Laura Bros far, Christoffer Bro, er uddannet skuespiller og var i en årrække teaterdirektør på Gladsaxe Teater. Og begge brødre, Anders-Peter og Nicolas, er skuespillere.

Lørdag aften stod Laura Bro, 39, selv på scenen. Til premieren i en genopsætning af den anmelderroste »Bliktrommen« på Betty Nansen Teatret. Denne gang uden sin far blandt publikum.

- Han var med til premieren på samme forestilling sidste år. Men han har det ikke ret godt, og da jeg i februar fulgtes med ham ud fra teatret, sagde han til mig, da vi kom ud på gaden: »Laura, jeg tror, at det i aften er sidste gang, jeg har været i teatret.«

Hun siger, at hun for længe siden kunne have valgt at tage afstand fra sine kendte forældres karriere. Fra det liv, de valgte. Og som senere kom til at få så stor betydning for hendes egne valg og for det menneske, hun selv er blevet.

Når Laura Bro i dag meget bevidst vælger at være tillidsfuld og barnligt naiv, som hun kalder det, er det et direkte resultat af sin opvækst. Af alt for ofte at være blevet mødt af en forudindtagethed. Af en idé om, hvordan Laura nok må være med de forældre og den barndom. Ikke altid en negativ holdning, men bare det, at der overhovedet var en holdning til hende på forhånd, kunne føles ubehageligt og næsten intimiderende.

- Jeg tror, at man på et tidspunkt må gøre op med sig selv, om man vil tage afstand fra det, ens forældre laver. Eller om man vil omfavne det, jeg har valgt det sidste, og jeg har valgt, at jeg vil møde folk åbent på en barnlig naiv måde og uden at dømme nogen på forhånd.

I Betty Nansen Teatrets baghus på Frederiksberg Allé har skuespillerne deres lange, smalle gaderober. Det er her, Laura Bro sidder. Med sine tykke kinder og sin lille mund. Sådan beskriver hun sig selv.

- Folk har ofte skudt mig til at være yngre, end jeg er. Det opfatter jeg IKKE som en kompliment.

I nogle år har hun nok leget, at hun var 32 år. Har nok forført sig selv en lille smule, som hun siger.

- Jeg har fastholdt mig selv i en illusion om at være yngre og selv tro på det. Måske er det derfor, jeg har været forholdsvis lang tid om at blive rigtig voksen.

Hun tænker sig om et øjeblik.

- Man kan måske sige, at jeg er gået fra at være 32 og direkte til at være 39. Til foråret fylder jeg 40, og ja, der er meget, jeg ikke har nået. Jeg har ikke fået stiftet familie, jeg har ikke en fast løn, og jeg lever på mange måder stadig som om, jeg var i 20erne.

Hun forklarer, at hun i modsætning til, da hun fyldte 39, har en betydelig større ro med at fylde 40. En større accept af, at der bare er nogle ting, der er for sent, og fred med det.

Laura Bro er kommet på Betty Nansen Teatret, siden hun ikke var ret gammel. Og blev skuespiller, fordi hun grundlæggende interesserer sig for, hvorfor mennesker handler, som de gør. Det er spændende at dykke ned i en karakter og være med til at skabe en historie, som andre måske kan spejle sig i, mener hun.

På samme måde, som hun selv har spejlet sig i sine forældre. Som barn og senere som teenager kunne Laura Bro ellers blive helt stiv i kroppen, når hun mærkede, at spørgsmålet var på vej: »Hvad laver dine forældre?«

- Fra det øjeblik ville jeg ikke længere kun være mig. Det sidder stadig dybt i mig, indimellem har jeg tænkt, hvordan det så ikke må føles at være barn af for eksempel en statsminister, og ikke bare af et par skuespillere.

Hun holder en pause.

- Tænk dig at være datter af Helle Thorning-Schmidt og blive mødt af alle mulige forestillinger om, hvem man er, på grund af ens mor?

Laura Bro har oplevet folks forargelse og dermed forudindtagethed, også flere år efter, at medierne havde skrevet om hendes mor, der forlod mand og børn. Helle Hertz havde forelsket sig i en anden mand. Og værst af alt: Hun lod sine tre små børn blive hos deres far.

Laura Bro husker i dag ikke præcist, hvordan hun mærkede forargelsen, men mere som en fornemmelse af noget, hun vidste, at andre syntes var meget forkert at gøre. Andre gange har det været jævnaldrende piger, som på forhånd har besluttet sig for, at Laura Bro som kendisbarn var en snob.

- Jeg var dømt, før de overhovedet havde lært mig at kende, husker Laura Bro om nogle af de piger, hun mødte, da hun som 14-årig begyndte på en efterskole i Nordsjælland.

Det var på efterskolen, hun traf en beslutning. En beslutning, som hun i dag kalder for sin grundfilosofi.

- Jeg vælger at tro på det bedste i de mennesker, jeg møder. Jeg er hverken frelst eller et bedre menneske end andre. Men som en begyndelse tror jeg på, at alle er gode og vil mig noget godt.

Hun tilføjer, at hun er stærkt fascineret af tilgivelsesprincippet og kærlighedsprincippet i kristendommen. Og at hun opfatter sig selv som et spirituelt menneske. Hun indskyder også, at naivitet for hende ikke er det samme som at være tomhjernet eller dum.

- At vælge at være naiv er ikke at vælge at være et barn, men at være voksen med de erfaringer, man har gjort sig i livet. Jeg har forsøgt at lære af mine dårlige erfaringer, men de skal ikke have lov til at bremse mig i min tilgang til andre mennesker. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis man lader sine dårlige erfaringer være styrende.

Laura Bro erkender, at hendes grundfilosofi indimellem kan have en høj pris.

- Det indebærer jo, at jeg kan blive slemt skuffet. Især når jeg investerer mig selv og mine følelser i et andet menneske. Det kan være i forbindelse med en forelskelse, men det kan også være i andre former for relationer, jeg indgår.

Og ja, hun er blevet skuffet, ret slemt endda og flere gange. Hun har ikke lyst til at være mere konkret.

- Alligevel VIL jeg beholde min naivitet og min barnlige begejstring.

Det var nogle af de tanker, hun gjorde sig på efterskolen. Dengang en af pigerne efter et nogle uger sagde til hende:

- Hvis du virkelig havde vist dig at være en snob, så havde vi fået dig ned med nakken, det kan du lige så godt få at vide nu. Men du er jo faktisk okay sød.

Laura Bro smiler. Det gør hun meget. Men det er der en forklaring på, siger hun. For hun ved det godt. Hun blev opmærksom på det, da hun første gang søgte ind på Statens Teaterskole.

- Jeg kom ikke ind, og en af forklaringerne var, at jeg smilede for meget og fyldte for lidt på en scene, som de sagde. Det har jeg siden har arbejdet meget med, for jeg forstod godt, hvad de mente. Jeg smilede og kompenserede for noget manglende selvtillid, som jeg stadig kan døje med.

En forklaring på, at hun er meget smilende, skal igen hentes i barndommen. Fra nogle af de mange gange, hvor hun ubevidst har forberedt sig på at blive opfattet på en bestemt måde.

- Jeg kan huske, at jeg har tænkt: Hvis jeg nu smiler meget, kan jeg tage noget af det væk, som folk kommer til at tænke om mig, når de finder ud af, hvem jeg er datter af.

En anden forklaring er, at Laura Bro har det, hun kalder for en mørk side. På samme måde som sin bror, Nicolas.

- Der er dage, hvor alt omkring mig føles sort. De dage synes jeg ikke, andre mennesker skal involveres i, så når jeg har det sådan, er jeg alene.

Med til den mørke side hører også, at hun bekymrer sig meget, siger hun. Om at hun måske skulle have formuleret noget anderledes, eller hvad andre tænker om det ene eller det andet, hun har sagt eller gjort. Det er der, den manglende selvtillid kommer ind.

- Fordi jeg indimellem har denne her side, har jeg ubevidst fået lavet en modvægt i form af en barnlig begejstring sammen med beslutningen om en positiv og optimistisk tilgang til mine omgivelser. Jeg har to yderpoler, hvor jeg skal prøve at være i vatter.

Laura Bro siger, at det kan næsten komme til at lyde som om, hun er belastet af et eller andet.

- Det er jeg altså ikke. Det er jo, når jeg lige taler om de her ting, at det kan lyde lidt slemt. Men det handler vel dybest set om at lære sig selv at kende som menneske. Om at prøve at forstå sin fortid, for at finde ud af, hvem man egentlig er, og så arbejde med sig selv ud fra det.

Hun har aldrig haft brug for at gøre oprør. Aldrig givet sin mor og far skylden for, at de var kendte skuespillere. Og at det har haft nogle konsekvenser for hendes opvækst.

- Enten gør man oprør mod det, man kommer fra, eller også tager man det, man kommer fra, med sig, mener hun.

- Jeg har taget en masse godt med mig fra mine forældre, som jeg altid har haft et nært forhold til. Det har stadig, jeg knus-elsker dem begge.

Der har været »højt til loftet« i barndomshjemmet, siger hun. Med et par fordomsfri forældre, der har aldrig har gået i små sko, men har omfavnet verden på hver sin måde.

De har altid talt meget med andre, også mennesker, de ikke har kendt. De er åbne og positive, og det har præget mig i min opvækst.

Laura Bro mener, at hvis man tager en vrede mod sine forældre med sig ind i sit voksenliv, risikerer man at blive et ufrit menneske.

- Enten skal man gøre oprør, eller også må man give slip på sin vrede. Jeg har ikke behøvet nogen af delene i forhold til mine forældre, men jeg tror, det er helt universelt at kunne give slip. Et menneske, der ikke formår at give slip, er et menneske i afmagt. Med risiko for at blive et ulykkeligt og bittert menneske.

Laura Bro er meget optaget af »at kunne give slip«. Af at kunne sætte et andet menneske fri, hvis det menneske vil noget andet i sit liv.

- Man gør det lettere for sig selv ved at acceptere det, i stedet for at forsøge at holde et andet menneske fast. Det gælder ikke kun kærester, men også veninder, kolleger, alle former for relationer. Det lyder lidt højstemt, jeg ved det godt, men det er det vel egentlig også, når det handler om nære vores relationer til andre mennesker.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.