Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar

Lars Ulrich har efter 28 år som rockstjerne gjort Metallica til sit deltidsjob, fordi han skal passe sine børn hveranden uge. Kæresten Connie Nielsen har fået ham til »at stramme op«. Vi fulgte ham i ti dage.

.
.

Mexico City, 7. juni 2009. Himlen er lysebrun. Selv om mexicanerne efter sigende vasker verdens største by med kunstig regn for at skylle forureningen væk, er den skyfri himmel møgbeskidt.

Jeg er på vej ind i en taxa til Foro Sol stadium. Med jetlag siddende tungt i øjenlågene.

Min mobil ringer. »Hej, det er Connie Nielsen. Lars og jeg tænkte, om du ville med på Frida Kahlo-museet, før vi kører ud til koncerten på Foro Sol?«

5 ting du ikke vidste om Lars Ulrich

Web-TV: Lars Ulrich og Metallica backstage i Mexico City

Se billedserier med Lars Ulrich og Metallica her til højre ...

Jeg har et par måneder tidligere sendt en forespørgsel om et interview med Lars Ulrich af sted.

Jeg ville gerne mødes med ham i San Francisco – den danske Metallica-trommeslagers hjem siden 1983 – for at tale med ham om det liv, han lever, når han ikke er rockstjerne i nok tidens største heavy metal-band.

Når han bare er Lars. Far til tre, kæreste – og et så almindeligt menneske, man nu kan være, når man har været verdensberømt i mere end et kvart århundrede.

Men han insisterede på, at jeg også fik et indblik i hans andet liv, i »the Metallica family«, som de kalder sig selv og deres fans. Derfor har han inviteret mig til den sidste af Metallicas i alt tre udsolgte koncerter i Mexico City, hvorefter jeg skal følges med bandet og deres nærmeste medarbejdere hjem i et privatfly til San Francisco om natten.

Hans kæreste, den danske Hollywood-skuespillerinde Connie Nielsen, er med på turen til Mexico City. For at fejre deres femårsdag. Uden børn. Deres fælles søn, den knap to-årige Bryce, er hjemme i huset i San Francisco sammen med barnepigen fra Søborg, mens Lars’ to andre sønner Layne og Myles på otte og ti år, er hos deres mor, eks-konen Skylar.

»Men der er ikke så meget alene-tid,« bemærker Connie senere. »Der er hele tiden nogen, som vil Lars noget.«

En time efter Connies opkald ruller en stor bil op foran det lille Frida Kahlo-museum, den berømte mexicanske malerindes tidligere hjem La Casa Azyl i Coyoacan. Lars springer ud. Iført cowboybukser og T-shirt. Tager solbrillerne af, udbryder:

»Du ser sgu da dansk ud,« og giver mig et stort kram, der får kæderne om hans hals til at klirre lystigt.

Det er den første af utallige gange, han bruger ordet »dansk« i de mange timer, jeg følger ham.

Connie Nielsens tempo er elegant, hendes hår vådt, tøjet sort afsluttet med høje hæle. Hun giver høfligt hånd.

Lars’ personlige assistent, Barbara, danner bagtrop. Han har ingen bodyguard. Det har han ikke haft de seneste ti år, fordi han fandt ud af, at det tiltrak mere opmærksomhed om hans person. Samtidig vil han gerne møde sine fans. Være tilgængelig.

»Jeg hørte, du landede i aftes. Det skulle jeg have vidst, så skulle du have været med ude at spise med os,« gentager han flere gange, mens han forsøger at holde trit med Connie Nielsens lange ben.

Efter blot fem minutter på museet får den første mexicaner øje på ham. Beder om en autograf og et billede. Snart stimler samtlige museumsbesøgende sammen om ham som fluer omkring en sukkerknald. Han stiller op til det hele. Med flakkende blik.

»Con, Con, kom og vær med,« råber han, men hun smiler bare og søger tilflugt blandt Frida Kahlo og ægtemanden, Diego Riveras møbler, kunstværker og liv.

Selv museumsdirektøren, en venlig dame, får en autograf og tilbyder at give parret en privat rundtur. Efter at have dvælet ved Frida Kahlos seng for anden gang, begynder Lars Ulrich at rykke uroligt på kroppen. Siger utålmodigt på dansk:

»Con, skal vi ikke komme af sted nu? Jeg har ligesom en koncert at spille.«

 

Hun svarer dæmpet:

»Jo, men vi skal lige høre hende færdig. Alt andet ville være uhøfligt.«

Lars tier. Venter på, at Connie oversætter et brev fra Albert Einstein til Diego Rivera fra tysk til engelsk.

Hun taler seks sprog flydende.

I bilen, på vej mod Foro Sol, beder Connie os alle om at huske sikkerhedsselerne. Lars spiser en banan og en yoghurt. Besvarer sms’er. Spritter hænderne, svineinfluenzaen spøger stadig. Spørger, om der er sket noget spændende i Danmark, udover EU-valget og den ny statsminister.

Jeg svarer »næhh« og holder lav profil på det bagerste sæde. Der dufter sterilt. Sidder og forestiller mig, hvordan det ville have lydt, hvis Lars’ far, den tidligere tennisstjerne og senere forfatter og musiker, Torben Ulrich, havde fået sin vilje dengang anden juledag i 1963, hvor hans eneste barn kom til verden i Gentofte og foreslog navnet Lars Iben.

Lars Iben Ulrich…

Hans mor, Lone, nedlagde veto.

Tonede ruder er en af flere lyksaligheder i de kredse, hvor Lars Ulrich færdes. Allerede fire timer før koncerten står en hob mexicanske kroppe med Metallica T-shirts opstillet ved indkørslen til bagsceneområdet ved Foro Sol for at få et flygtigt glimt af deres idoler.

Lars Ulrich følger dem med øjnene, som han synes at registrere alt omkring sig. Siden han var ganske lille, har han haft en nærmest fotografisk evne til at huske alt, hvad der er sket på et år. Han ser kalenderåret som et »ur«, hvor han ved helt nøjagtig, hvad han har lavet i hver måned.

Bilen stopper uden for bandets »allerhelligste« – et bagscenelokale med hvide sofaer, bløde puder, lanterner på bordene, omklædningsrum, catering, tourmanageren, personlige assistenter, pladeselskabsdamer og massøren, Dr. Don.

Samlet tæller Metallica-familien en fast stab på 83 mennesker. De fleste har arbejdet for bandet siden 1980erne. Det mærkes på stemningen, der er hyggelig og venskabelig. Alle kender deres pladser i »virksomheden«.

Staben udvides til 400-500, når bandet er på turné. Metallica er kendt for at turnere heftigt, og denne, deres »World Magnetic Tour«, der følger i kølvandet af deres 10. album »Death Magnetic«, varer et års tid og har en omsætning i omegnen af 60 millioner dollar.

Lars springer ud af bilen. Connie følger efter med et par tasker i hænderne. Den personlige assistent Barbara med endnu flere.

Forsangeren James Hetfield drikker vand i sofaen. Bassisten Robert Trujillo går rundt og synger. Guitaristen Kirk Hammett bliver bag en lukket dør. Connie lægger sig ind i Lars’ rum, hvor hun læser et magasin om Frida Kahlo.

Lars laver sætliste. Det er altid ham, der gør det. Efter et sirligt system. Forklarer, at en koncert har 18 slots, 18 sange, som skal være forskellige hver gang. Han tager det meget seriøst.

Går til Meet And Greet. En Metallica-tradition, hvor en gruppe fans får mulighed for at møde deres idoler inden koncerten. Får autografer, billeder. Lars Ulrich pjatter med de unge drengefans, hvis læber blafrer af begejstring.

Spiser kylling med Connie i bandets transportable »restaurant«, »Cyanide Café«. Han skifter tøj. Til sort. Som resten af bandet. Forsvinder ind i tuning-rummet – et opstillet øvelokale med nedrullede gardiner, hvor bandet varmer op en halv time før koncerten. Connie løber en tur.

De 50.000 publikummer begynder at give lyd fra sig 50 meter borte, mens den britiske fotograf Ross Halfin, der har været bandets husfotograf i mange år, hjælper mig med at fjerne blitzen fra mit kamera. Og fortæller, at Lars Ulrich er blevet et bedre menneske de seneste fem år. At han i 1990erne, specielt efter bandets store verdensgennembrud med »Metallica« i 1991, også kaldet »The Black Album«, havde været en »total ass«.

»Han var helt utålelig. Succesen steg ham til hovedet. Når jeg mødte ham, flakkede hans blik, og han lovede alt muligt, som han ikke holdt. Hang ud med Axl Rose fra Guns N’ Roses og tog coke. I dag er han et sødt og ordentligt menneske med benene på jorden. Jeg tror, Connie har haft god indflydelse på ham. Han virker glad,« siger han og tilføjer, at jeg bare kan sige til Lars, at han har sagt det.

Husker mig selv på at gøre det.

Bandet kommer ud af tuningrummet i spredt flok. James Hetfield hopper op og ned. Sitrende. Kirk Hammett øver nogle riffs. Robert Trujillo går bare, smilende, mens Lars Ulrich danner bagtrop, snakkende, gestikulerende.

 

Lige inden bandet går på scenen, stiller de sig i en rundkreds. Peptalker hinanden et par minutter, før de som perler på en snor forsvinder ud på scenen. På bølgerne af et mexicansk menneskehav.

Under koncerten går jeg rundt omme bag scenen. Sidder lige bag Lars Ulrich, der fokuseret hamrer løs, spytter, drikker lyserødt vand, skifter trøjer i et lille rum bag trommesættet – fire gange. Connie stiller sig ved den ene side af scenen. Han rækker tunge til hende. Kommer ud af fokus et par sekunder og slår sine fingre.

Hun drikker rødvin. Det eneste alkohol, jeg ser skyggen af på den tur. Bandets tilnavn som »Alcoholica« er forlængst passé. Vodkaen er udskiftet med myntete.

To timer senere lægger Ulrich sine stikker efter sin Metallica-koncert nummer cirka 1.162. Kun én gang i Metallicas 28 år lange historie har han misset en koncert. Det var for fem år siden, da han på vej til et job i England fik et angstanfald i en flyver over Hamborg og måtte indlægges.

Han havde tilbragt tre uger i Danmark – og var flyttet fra sit eget værelse på d’Angleterre ned på Connie Nielsens, der også boede på hotellet for at lave pr for sin rolle i Susanne Bier-filmen »Brødre«.

De var blevet introduceret for hinanden nogle år tidligere, på et hotel i Los Angeles, hvor de talte dansk sammen så længe, at »hendes kæreste bare sad og blev mere og mere sur«.

Først et par år senere krydsedes deres veje igen. Lars Ulrichs gode ven, skuespilleren Sean Penn, ringede en aften fra New York og sagde, at han sad sammen med en, der gerne ville tale dansk med ham. Det var Connie. De holdt derefter kontakten ved lige, Lars tog til en dansker-aften hos hende i New York, men det var først i 2004, på d’Angleterre, at de blev kærester.

»Jeg tror, jeg fik et anfald på den tur, fordi jeg var under pres i den periode. Var midt i en skilsmisse, mødte Connie, sov for lidt. Og selv om jeg elsker at være hjemme i Danmark, er det også lidt småstressende, fordi der er 700 mennesker, jeg skal nå at se. Der mærker jeg lidt den der Jantelovsting, for hvis jeg ikke ringer til den og den, kan de godt blive lidt småsure og »hvem tror du, at du er«. Når jeg i dag får de der »kvababbelses-anfald«, som jeg kalder dem, hjælper fru Nielsen mig med at huske på, at det hele foregår oppe i mit hoved. Jeg kan godt få ondt alle mulige steder og tro, at jeg er ved at få en hjerneblødning. Jeg er helt klart hypokonder.«

Himlen er stadig brun, mørkebrun, da han iført en badekåbe, hopper ind i bilen efter koncerten. Der lugter af den pizza uden ost, som altid står klar til ham, når arbejdet er gjort. Connie giver hans fingre plaster på. Gør ham opmærksom på, at han spiser med åben mund. Han rækker armene om mod sin personlige assistent, der giver ham sit ur og armbånd på.

Connie og han taler om praktiske ting. På dansk. Som forældre nu gør. Om at skulle pakke sammen med børnene, der alle er med på bandets europaturné, der starter fire dage senere og varer flere måneder.

 

Da bandet senere forsvinder ind på et hotel for at gå i bad, drikker Connie Nielsen og jeg kaffe i bilen. Taler om, at det danske sprog og den fælles kultur, de deler, er en helle i et liv, hvor der hele tiden er mennesker omkring dem. Om at savne sin voksne søn fra et tidligere forhold, Sebastian, der i dag bor i London, og om, at det er vigtigt for hende, at sønnen Bryce er så meget sammen med sin far som muligt.

Derfor har hun ikke lavet film de seneste par år, så hun har kunnet følge Lars og holde familien samlet. Når bandet tager på europaturné, pakker hun alt legetøj ned, så Bryce får fornemmelsen af »hjemme«. Lars Ulrich gør det samme med sine to ældste sønner.

»Jeg begynder dog snart at arbejde igen, men er også lidt bange for det, fordi vores liv skal hænge sammen,« siger den 45-årige Connie Nielsen, der egentlig stammer fra den nordjyske by Elling, men som ligesom Lars har levet uden for Danmarks grænser, siden hun var 18 år. Tog til Paris, Italien og New York, hvor hun havde mindre film- og tv-roller, indtil hun i 1997 fik sit gennembrud i Hollywood-filmen »Devil’s Advocate«.

Privatflyet venter i en stille del af lufthavnen i Mexico City. Det er lejet. Blåt og hvidt til 13 mennesker med bløde, beige lædersæder.

Bandet bliver overfaldet i lufthavnen af alt lige fra rengøringspersonale til toldere. Lars Ulrich skriver på ryggen af en af dem, mens Hetfield mest af alt ligner en, der er ved at eksplodere. Specielt da en ældre lufthavnsansat kommer helt op i flyet for at få dem til at skrive på en T-shirt til hans nevø. Lars Ulrich skriver høfligt og uden større besvær dagens sidste autograf. Jeg tænker, at jeg hellere må lade være med at fotografere. Der er fare for, at Hetfield så ville mase min trætte krop ud gennem flyvinduet.

Han drikker myntete, ser Carl Th. Dreyers »Vredens dag«, som han i øvrigt synes er ret kedelig. Siger kun syv ord i min retning under den over seks timer lange flyvetur:

»Otte, ni, nul. That’s Danish, right?«

Lars Ulrich forsvinder ind i en Deep Purple-dvd, et af de bands, han er størst fan af. Så sin første koncert med dem i KB-Hallen i 1973. Dengang han stadig boede på Lundevangsvej i Hellerup, hvor han voksede op i et hjem med klaver og brugte det meste af sin tid på tennisbanen.

Ikke fordi hans far ønskede, at sønnen skulle gå i hans fodspor, men fordi Lars selv ville. I 1980 brast den drøm, da han sammen med sin familie flyttede til Los Angeles for at gå på tennisskole. Dér opdagede han, at nok havde han ambitionen om en tenniskarriere, han manglede bare talentet.

»Det havde jeg ikke arvet. Det kom lidt bag på mig, at jeg end ikke kom med på skolens tennishold. Det var lidt kikset.«

Han droppede tennisspillet og dyrkede i stedet en anden af sine store passioner, musikken, trommerne. Mødte året senere James Hetfield, der delte hans interesse for britisk heavy metal – og dannede Metallica, der udgav deres debutalbum i 1983. Siden har de solgt i omegnen af 100 millioner plader.

Connie Nielsen falder i søvn med en hat på. Der bliver serveret varme retter, kager, te og vand af en velklædt, ung stewardesse. Den eneste, der ellers stadig er på arbejde, er Barbara. Når Lars Ulrich er rockstjerne, sætter han ikke stikket i sin egen computer. Eller finder et bolsje i sin taske.

Da flyet lander i San Francisco klokken 6.30, skal Robert Trujillo direkte hjem og køre sine børn i skole.

 

San Francisco, 8. juni 2009. Den berømte San Francisco-tåge indhyller dovent Golden Gate Bridge. Jeg spiser bøf på hotellets restaurant. Jetlaget tynger om mine kæber. Min mobil ringer.

»Hej, det er Lars. Connie og jeg tænkte, om du – efter at vi to har lavet interview i morgen eftermiddag – har lyst til at tage med mig hjem og spise middag. Connie laver lidt casual mad til nogle af vores nærmeste venner, så vi lige kan nå at se dem, inden vi tager til Europa de næste par måneder.«

Næste eftermiddag, 9. juni, henter han mig i sin store bil. Iført cowboybukser og T-shirt. Hans mobil ringer. Det er eks-konen Skylar. De taler om sønnerne Myles og Layne. Om skoleafslutningen dagen efter.

Vi kører gennem San Franciscos bakkede gader. Han stopper udefor en af sine yndlingsrestauranter, den asiatiske Betelnut på Union. Bestiller firecracker shrimps og stillwater. Drikker ikke øl på den »danske måde«, som han kalder det, når danskerne lige snupper en øl til frokost den ene dag og en snaps den næste. Når han ind imellem drikker, er det ikke pletvis.

Han virker afslappet, sidder stille og med fast blik. Fortæller, at bandets administrative kontor ligger et stenkast borte. Som bandets »vicevært« har han stadig snor i, hvad der overordnet sker i milliardforretningen Metallica.

»Da jeg var 20 år, var jeg med i alt, hvad der skete, men det er jeg ikke mere. Mange af de folk, der arbejder for os, har gjort det i årevis, og de ved, hvordan tingene skal gøres. Vi har en meget hierarkisk struktur.«

Hvem er så CEO?

»Hvis du virkelig skal få mig til at sige det, så er det nok desværre mig, der sidder øverst i kransekagen. James, Kirk og Robert er mine partnere i den musikalske afdeling, og de store beslutninger tager vi sammen. Men i det daglige er der ingen over mig.«

Hvorfor siger du desværre?

»Af en eller anden grund er jeg de seneste år blevet lidt beskeden.«

Hvorfor?

»Det er bare blevet meget ukomfortabelt for mig at sidde og klappe mig selv på skulderen og fortælle om, hvor geniale vi er, hvor godt det kører. Det skyldes nok, at jeg har skiftet ble og tørret hundelorte op i ti år, har været igennem en skilsmisse og nu er sammen med en nordjysk pige, der får mig til at stramme op.«

Stramme op?

»Bare være et almindeligt og godt menneske. Holde benene på jorden og »Don’t Believe The Hype«, som Public Enemy ville sige.«

Jeres fotograf sagde, at du var en »total ass« dengang i 1990erne?

»Da jeg var i 20erne, handlede det om ikke at vise begejstring over vores succes. Det var ikke cool. Da jeg kom i 30erne, gik det i en helt anden retning. Der drejede det sig om: »Se, hvor stor jeg er«. Om at erhverve. Kæmpe hus, store dyre malerier, grunde. På et tidspunkt kom der en modreaktion på det.

Jeg skulle finde balancen og begyndte at skille mig af med ting. Sælge ud af min dyre kunst. Jeg har ikke længere brug for at have et milliondyrt maleri hængende bare for at vise hvor mange penge, jeg har tjent. I dag har jeg Kehnet Nielsen hængende, som ingen aner, hvem er. Connie er en stor del af den forandring. Der skete dog også andre ting, som ændrede mig. Blandt andet alt det lort, Metallica var igennem.«

 

Som dokumentarfilmen »Some Kind Of Monster« fra 2004 hudløst skildrer, var bandet i start-2000 ved at gå i opløsning.

Den mangeårige bassist Jason Newsted forlod bandet, James Hetfield forsvandt et år på rehab, kom tilbage og skulle finde sig selv i sin nye rock’n’roll-livsstil uden stimulanser. Bandet overvandt krisen med blandt andet en dyrt betalt psykologs hjælp.

»Sommeren 2002 var første gang, jeg måtte indse, at vi måske ikke var udødelige. At bandet hang i en tynd tråd. Jeg havde også problemer i mit ægteskab og blev til sidst skilt, hvilket var meget svært for mig. Jeg så det som et stort nederlag, at jeg ikke kunne få det til at fungere.

Det var ikke mig, der ville skilles, og jeg kæmpede længe for det. Jeg er meget god til at få ting til at fungere, hvis jeg vil, jeg har en meget stærk viljestyrke. Vi var separeret et stykke tid, fandt sammen, fik det til at fungere, men to år senere, i 2004, ville hun gå igen. Grunden var soleklar. Jeg var ikke nem at danse med.«

Hvorfor ikke?

»Jeg var meget ambitiøs og satte bandet over min familie. Jeg ville hellere hænge ud med mine drengevenner og brugte det meste af min tid med dem, og på det, der kommer i kølvandet på succes. Jeg forsøgte at få familien placeret, så det passede mig, men min eks-kone ønskede ikke at leve i skyggen af mig.

Nederlaget, skilsmissen, lærte mig mange ting. Connie er for eksempel den første pige, jeg har været i et forhold med, som er min bedste ven. Jeg vil hellere være sammen med hende end nogen anden, jeg kender. Og for første gang nogensinde smelter min karriere og familieliv sammen. Jeg ville ikke begå de samme fejl igen, så da jeg mødte Connie, var jeg helt klar, åben og gik ind i forholdet uden nogen former for parader,« siger han og bestiller flere stærke rejer.

Chilien giver mig tårer i øjnene.

»Jeg indså også, at det danske var en stor del af problemerne med min eks-kone. Jeg er virkelig nostalgisk med Danmark, jeg er så dansk. Jeg har forgæves forsøgt at forklare amerikanere, hvad det handler om. At vi er fem millioner mennesker fra en tribe, der hedder Danmark, og at vi er stolte af, hvem vi er – og beskyttende omkring det danske.

Vi er vokset op med en bestemt historie og kultur, har vores eget sprog og udsyn til verden. Det er svært for mig at sætte ord på, men Connie og jeg mærker det meget stærkt. At vi er kulturelt forbundet, vi kommer det samme sted fra, og det gør, at jeg på en måde endelig føler mig forstået.«

Connie fortalte, at det danske sprog også er jeres helle i en hverdag uden meget privatliv?

»Ja, det er helt genialt. Det danske er et sted, hvor vi kan gemme os. Det danske bringer også en helt anden intim følelse ind i vores forhold. Det interessante er, at vi taler dansk, når vi har det godt, er tætte og kærlige. Når vi ikke har det så godt, taler vi mest engelsk. Af en eller anden grund er det nemmere at slås på engelsk.«

 

Han vender tilbage til familielivet.

»En af de første ting, min eks-kone sagde, da vi blev skilt, var, at vi skulle dele børnene fifty-fifty. Jeg sagde: »Okay, det holder jeg dig oppe på.«

Og det har vi så gjort i fem år, men det betød også, at jeg var nødt til at køre et andet skema med Metallica. I 2007, da vi begyndte indspilningerne til »Death Magnetic«, kom vi faktisk til et meget interessant sted. Vi skulle indspille i Los Angeles, og der var jeg nødt til at gå til bandet og sige, at jeg har nogle børn, som jeg tager mig af, og jeg derfor skulle være hjemme i San Francisco hver anden uge.

Jeg tror for specielt James ... jeg har ikke tænkt på dette før, så jeg skal lige formulere det for mig selv... Et af vores væsentligste problemer gennem årene har været, at James og jeg hev i hver vores retning. Det var altid James, der ville mindre, og mig, der ville mere. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at Metallica var nødt til at spille en to’er-rolle i mit liv, fordi mine drenge var vigtigere. Jeg tror, det tog lidt af presset fra James, hjalp ham i sit udsyn på mig og bandet, at det pludselig var mig, der var nødt til at prioritere. Og den model eksisterer stadig. Under denne turné dropper jeg børnene i skole mandag morgen og tager på turné en uge, leger rockstjerne, mens jeg i den næste er familiefar, står op klokken 7 og laver madpakker. Når vi tager til Europa, har jeg fået overtalt Skylar til, at vi har børnene i to uger hver.«

Hvad gør det ved rock’n’roll, at det bliver et deltidsjob?

»Kun noget godt, fordi det betyder, at man ikke går i amok i noget af det. Jeg kalder det mine to liv. Men jeg troede da heller ikke for 20 år siden, at man kunne det. Det er jo det, man skal igennem.

En af de gode – eller negative ting – ved mig er, at jeg tager tingene, som de kommer. For mig er livet et tog, hvor jeg sidder i den bagerste vogn og bare prøver at følge med. Hvis jeg får mulighed for at kontrollere det, kan jeg blive alt for kontrollerende og stille for mange spørgsmål. Jeg er ved at drive Connie til vanvid med alle mine spørgsmål. Men jeg kan godt lide at involvere de mennesker, jeg stoler på, i, hvor det tog kører hen. Jeg kan godt lide, at jeg ikke er alene på den rejse. Jeg har et underligt forhold til det at være alene. Jeg elsker at hænge ud alene, men jeg har faktisk aldrig ikke været i et forhold ...«

Hvad driver dig til at blive ved med Metallica?

»Jeg synes, det er skægt. Jeg elsker det, jeg laver, og vi er gode til det, vi gør. Og for første gang i mit liv giver jeg mig selv lov til at nyde det. Nogle gange kan jeg godt sidde og kigge ud af vinduet i privatflyet og tænke, hvor heldig jeg er. Jeg har arbejdet hårdt, jeg har taget chancen og fået det op at stå. Jeg bliver vartet op i hoved og røv, bor på de bedste hoteller og er sammen med mennesker, jeg virkelig har det godt med.«

Han kigger på sit ur. Siger, vi skal gå.

»Connie bliver sur, hvis vi kommer for sent.«

Vi krydser Golden Gate Bridge. Kører nord for byen, op ad stejle snoede veje, før vi når huset. Lars Ulrich har boet der i 15 år, og selv om han var parat til at flytte, købe et nyt hus, da han mødte Connie Nielsen, ville hun gerne blive i huset med udsigten over San Francisco, bugten og Golden Gate Bridge. Her er også albuerum. De kan være helt i fred.

 

Huset er hvidt, gemt bag en høj mur og buske. Vi går ind gennem garagen. Der hænger et billede af en midaldrende, brysk kvinde lige inden for garageporten.

»Det er en stalker, jeg har. Hun møder op på de mærkeligste tidspunkter. Alle skal bare huske at lukke porten efter sig,« siger Lars henkastet og skynder sig ind i huset. Der er kun én bil i garagen.

Connie kommer samtidig. Iført løbetøj og i hælene den cognacfarvede hund, Dexter, opkaldt efter Lars Ulrichs gudfar, saxofonisten Dexter Gordon, der var ven af Lars’ far. Bryce løber rundt og leger med de bunker af legetøj, der er stillet frem i køkkenet. Formentlig det, der skal med til Europa. Connie taler dansk til ham.

Gæsterne begynder at komme, mens Connie anretter sin hjemmelavede pasta i kondisko. Skuespilleren Peter Coyote, kendt fra blandt andre Roman Polanski-filmen »Bitter Moon« og hans kone. En oliemilliardær-søn og hans kone, en tenniskommentator fra CNN med hustru. Og Robin Williams’ kone og søn. Lars fortæller, at Williams ligger i skilsmisse, og det ligesom er blevet konen »vi ser mest lige nu«.

Connie går i bad. Tager Bryce med sig. Lars skænker champagne i køkkenet. Er afslappet, snaksalig, gestikulerende.

Indretningen er dyr, men hyggelig med sine hvide marmorgulve, Poul Kjærholm og Arne Jacobsen møbelklassikere, Asger Jorn, John Kørner og Kehnet Nielsen-malerier på væggene, sølvtøj og borde fyldt med bøger, familiebilleder, vaser og skulpturer.

Connie vender tilbage. Med vådt hår. Serverer hjemmelavet pasta i bare fødder.

»Det er nære venner, alle velhavende, men indsigtsfulde og inter- essante,« siger Lars med henvisning til blandt andre Peter Coyote, der er meget politisk engageret. Samtalen om bordet sværmer da også om filosofiske emner såsom, hvorvidt astrologi er en videnskab eller »total bullshit«, som oliemilliardær-sønnen kalder det. Connie er uenig og argumenterer ivrigt.

I forhold til »rockstjernen« Lars, er den private Lars ikke bleg for at give en hånd med. Tager af bordet, skænker vin, passer Bryce, selv om barnepigen fra Søborg også er der. Kalder mig ned i kælderen for at se Bryce spille på hans trommesæt. Bag trommerne hænger et stort Dannebrog med skriften »For helvede«.

Rummet er fyldt med instrumenter – og flyttekasser.

»Intet må smides ud. Jeg har gemt alt, hvad der handler om Metallica. Nogen skal jo gøre det. Nogle af kasserne står hernede nu, fordi Connie smed mig ud af mit kontor, da Bryce skulle have et værelse.«

Da gæsterne er gået, sætter vi os i sofaen i stuen med udsigt over swimmingpoolen og lysene fra byen. Det er Lars, der vil have, at jeg skal blive.

»Nu skal der være gang i den! Connie går alligevel altid i seng,« siger han og stryger hende over kinden.

»Ja, sådan er det jo, når den lille står op klokken 7,« svarer hun, griner højt. Og bliver oppe.

De giver en rundtur i det store hus, som jeg aldrig finder ud af, hvordan hænger sammen med sine tre etager, søjlerne, atriumgården, træningsrummet, biografen, soveværelset med den sorte jacuzzi, squash-banen, der er omdannet til børnenes legerum, gangene med designbøger i stakke på gulvet, og Lars’ Metallica-arkiv – et rum fyldt med kassettebånd fra næsten samtlige af bandets koncerter, singler, magasiner med Metallica-artikler. Også saunaen er proppet til med Metallica-kasser.

»Lars ER arkivet,« griner Connie og viser derefter baren frem med ordene: »Den bliver ikke brugt så flittigt, nu efter at Lars er blevet far igen.«

»Nu flytter vi snart ud i to-tre år, mens huset totalrenoveres. Da Connie valgte, at vi skulle blive her, syntes jeg også, at hun skulle være med til at sætte sit præg på det. Selv om jeg ejer en grund oppe på en bakketop i nærheden, synes vi begge, at dette sted ligger helt specielt,« siger Lars.

»Ja, men det er hele strukturen i huset, der skal laves om for at få et mere nordisk design,« fortsætter Connie.

 

I taler begge meget om Danmark. Overvejer I nogensinde at flytte tilbage?

»Jo, men jeg har jo to børn. Da min eks-kone sagde til mig, at vi skulle dele børnene, var det en af de mest seriøse ting, nogen nogensinde havde sagt til mig. For mig var det nærmest et battle-cry. Jeg var nødt til at gøre det.«

»Ja, og bevise, at du kunne,« tilføjer Connie.

»Og så er der jo lige den sidedetalje, at mit dayjob, Metallica, også er her. Men vi har talt om at få et sommerhus i Danmark, vi kan bare ikke blive enige om, hvad det skal være. Vi taler også om at flytte tilbage, men det er mere en drøm end virkelighed. Det er sådan noget, der ligger ovre i mormor og morfar-afdelingen. Måske om ti år...«

København 14. juni. Jeg er hjemme i mit kolonihavehus i Dragør. Har sovet 14 timer i døgnet, siden jeg landede på dansk jord tre dage tidligere. Lars Ulrich, Connie Nielsen og børnene er også i Danmark. Bor på d’Angleterre en uge. De har været til familie-komsammen og i Tivoli.

Min mobil ringer.

»Hej, det er Lars. Jeg er på vej i et fly for at spille et par koncerter i Helsinki og tænkte, om du vil med til Oslo på onsdag. Du ville jo gerne have lidt mere interview-tid med mig?«

Onsdag eftermiddag den 17. juni mødes vi igen. Lars ser træt ud. Lidt kort for hovedet. Har sin otte-årige søn, Layne, med. De skal have en far-søn-dag. Endnu »en ny dag på kontoret«.

Selv om jeg kun har været med en gang tidligere, føles det allerede mindre glamourøst.

Guldrandet, bevares, men jeg tænker alligevel, at hvis man gør det her længe nok, har dette liv og arbejde ligeså mange gentagelser og rutiner, som så mange andre: Den sorte Mercedes og velduftende chauffør, det hvide og blå privatfly i Kastrup, sushien, de varme retter, kaffen, kagerne i flyet. Uroen i kroppen over flyveturen. Fansene ved indgangen. Denne gang ved Oslo Spektrum arena.

Lars fortæller under flyturen Layne om Skagen under os. I bilen om, hvorfor Danmark hedder Danmark. Layne lytter. Og spiller Gameboy. Spørger sin far, om han ikke synes, den nye Mercedes er for cool. Og en båd med badekar.

»Jo,« svarer Lars på engelsk, »men jeg er meget tilfreds med den bil, jeg har. Og en båd behøver da ikke et badekar. Man kan jo bare hoppe i havet.«

Han laver et telefoninterview. Senere et tv-interview. Meet and Greet. Spiser banan og yoghurt. Løber en tur. Spiser kylling med Layne. Får en massage. Vender jævnligt tilbage til Layne, der nu spiller computerspil i fællesrummet. Spørger: »You’re fine, buddy?« Layne nikker hver gang.

Hamrer på trommerne i over to timer. Bader. Spiser pizza uden ost.

Klokken cirka 1 om natten går turen hjem igen. Privatfly, sushi og vand. Han siger: »Jeg kan huske, da jeg gik til konfirmationsforberedelse og præsten spurgte os om, hvordan vi så vores liv 20 år frem. Jeg svarede, at det ikke blev et liv bag et skrivebord, men noget der hele tiden var i bevægelse og forandring. Allerede dengang vidste jeg, at det ville blive sådan.«

Hvorfor?

»Måske fordi jeg på det tidspunkt selv havde rejst meget. Jeg voksede op ved tennisturneringer verden over. Allerede fra 1. klasse tog min far os med, når han skulle spille. Sydafrika, Tahiti, USA, Australien. Jeg har fået en stor sort scrapbog af min mor med billeder fra de første 14 år af mit liv, hvor vi altid var med min far.

Jeg kan huske, at vi altid sad på de bagerste rækker, men han vidste altid, hvor vi var. Ligesom han registrerer jeg alt omkring mig. Det er en del af det fokus, jeg skal have, for at spille trommer. Jeg syntes, min far var cool og anderledes end de andre fædre. Der var en god vibe omkring det, de lavede. Det var skægt.«

Tænker du på, at dine børn vokser op på samme måde?

»Ja, men jeg er nok mere opmærksom på forskellen på den måde, jeg voksede op på, og mine børn gør. Jeg voksede ikke op på privatfly og femstjernede hoteller, men på turistklasse og trestjernede hoteller. Jeg omgav mig ikke med den form for luksus, som i dag er en del af vores livsstil, fordi det hjælper os til at komme igennem turné-livet.

Min far spillede en turnering om måneden ét sted og ikke i fem forskellige byer på en uge. Det giver nogle praktiske problemer, og vi er nødt til at balancere de materielle ting over for børnene. Banke ind i kraniet på dem, hvor anderledes deres liv er i forhold til mange andres.«

Hvor meget er du egentlig værd?

»Det ved jeg ikke, og hvis jeg vidste det, ville jeg ikke sige det.«

 

Hvorfor ikke?

»Vi bliver da betalt åndssvagt meget for det, vi laver, men igen, vi arbejder hårdt for det. Jeg går ikke rundt og skammer mig over det, men jeg har aldrig syntes, at penge er specielt vigtige. Heller ikke nu, hvor jeg har dem. De giver en frihed.«

Hvor længe tror du, Metallica kan blive ved?

»Svaret ligger i min højre skulder, i Roberts knæ, i James’ vokal og ryg, og i Kirks fingre. Vi er alle 45-46 år, og det er fysikken, der sætter en stopper for det. Jeg håber bare, at det ender pænt, men jeg sidder aldrig og frygter, at det ender. Efter 28 år er hver dag gravy, sovs. Der er ikke længere noget, der skal opnås, ikke noget, du kan være utilfreds med.«

Han holder en kort pause.

»Når jeg er på scenen, har jeg det sådan, at det skal gøres ordentligt. Det er et arbejde, en præstation. Først derefter kan jeg lette på skuldrene og trække vejret. Faktisk kan jeg bedst lide, når det er forbi. Det kan godt være lidt stressende at være på ti timer om ugen, flyve to gange om dagen, passe tre børn og det ene og det andet og det tredje. I de perioder, hvor vi ikke turnerer, savner jeg at bevæge mig, rejse rundt og drikke et glas vin med vennerne, Det er da cool, men det er ikke scenen, opmærksomheden og alt det, jeg lever for.«

Klokken 2.30 om natten rammer flyet dansk grund igen. Layne falder i søvn i sin fars skød, da bilen begiver sig ind mod byen.

Det er helt mørkt, da den sorte Mercedes med den tavse chauffør stopper foran d’Angleterre. Lars Ulrichs mobil ringer. Det er hans ældste søn, Myles. Lars siger: »Tak for denne gang. Nu vil jeg gå op til min store dreng, der ligger og venter på mig. Hils derhjemme.«

Metallica giver i juli fem udsolgte koncerter i Forum. Se www.metallica.com

Læs også: 5 ting du ikke vidste om Lars Ulrich

Web-tv: Lars Ulrich og Metallica backstage i Mexico City:

 

 

 

Flere interviews:

Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist

Bjørn Lomborg: Hvis jeg ikke var vegetar, ville jeg leve af røde pølser

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.