Lars Ranthe: »Måske er jeg bare et pisseusikkert menneske«

Da skuespiller Lars Ranthe var i midten af 20erne fik han en depression, efter at han det meste af sit liv var flygtet fra sin indre usikkerhed. Usikkerheden er stadig hos ham, men han har lært at acceptere den som en del af sin personlighed.

- I virkeligheden har jeg det allerbedst, når jeg går ude ved stranden med min ven Niels og snakker om ørrederne og hvornår, de gyder. Jeg har bare valgt et fag, hvor jeg skal være sygeligt selvoptaget. For mig er det et eller andet personligt terapeutisk helvede, fordi det tvinger mig tilbage til et sted, hvor jeg dybest set ikke bryder mig om at være, siger Lars Ranthe,
- I virkeligheden har jeg det allerbedst, når jeg går ude ved stranden med min ven Niels og snakker om ørrederne og hvornår, de gyder. Jeg har bare valgt et fag, hvor jeg skal være sygeligt selvoptaget. For mig er det et eller andet personligt terapeutisk helvede, fordi det tvinger mig tilbage til et sted, hvor jeg dybest set ikke bryder mig om at være, siger Lars Ranthe,
- Det kan godt sgu være, jeg ender med at stoppe med skuespillet. Og bliver lærer i stedet for. Jeg elsker at undervise.

Lars Ranthe kigger granskende på sig selv i spejlet i sin garderobe på Bellevue Teatret og kører begge hænder gennem det halvlange hår. Uden for teatret går gråvejrshimmel og hav i ét på den strækning af Strandvejen, der løber gennem Klampenborg.

- I virkeligheden har jeg det allerbedst, når jeg går ude ved stranden med min ven Niels og snakker om ørrederne og hvornår, de gyder. Jeg har bare valgt et fag, hvor jeg skal være sygeligt selvoptaget. For mig er det et eller andet personligt terapeutisk helvede, fordi det tvinger mig tilbage til et sted, hvor jeg dybest set ikke bryder mig om at være, siger Lars Ranthe, da han er færdig med at betragte sig selv.

Billedserie: 


Han taler om et helt særligt sted. Det er et sted, han har flygtet fra det meste af sin barn- og ungdom. Det er et usikkert og akavet sted. Et ubehageligt sted, som det i lang tid bare var nemmere for ham at undgå fra ved at spille smart og ovenpå.

- Fra jeg var helt lille, ville jeg ikke tabe ansigt i børnehaven – jeg ville ikke være i situationer, hvor der var en risiko for, at jeg ikke kunne finde ud af det. Min mor har fortalt mig, at jeg ikke ville være i sådan et usikkert børnemiljø, hvor man tumlede rundt, siger Lars Ranthe.

- Allerede som barn fandt jeg ud af, at hvis jeg bare spillede en rolle og lod som om, jeg ikke var usikker, var jeg fri for at være det sted, hvor der ikke var rart at være. Altså det usikre og bange sted.

Lars Ranthe (43) er lige nu nærmest så aktuel, som det fås. Han har en fremtrædende rolle i Thomas Vinterbergs »Jagten«, som netop har haft premiere herhjemme. Han spiller med i dramaserien »Dicte«, der lige nu bliver sendt på TV2. Og han medvirker i forestillinger både på Det Kongelige Teater og Bellevue Teatret.

Lars Ranthe fik sit folkelige gennembrud i DRs dramaserie »Sommer« og sit kunstneriske gennembrud i rollen som Kjeld Petersen over for Nikolaj Lie Kaas’ Dirch Passer i »Dirch«. En rolle, der også indbragte ham en Bodil og en Robert.

Men selv om han er glad for at være blevet etableret som dansk skuespiller og føler sig parat til den store hovedrolle, kræver det også lidt øvelse at navigere i den øgede opmærksomhed, som Lars Ranthe har fået.

- Jeg kan mærke på mig selv, at jeg trives bedst, når jeg ikke arbejder så meget. Jeg har enormt meget brug for at komme ud og spille golf, fiske og bare være mig selv – være sammen mine børn og min hustru. Hvis det hele går op i arbejde, bliver jeg et trist menneske, siger Lars Ranthe, som ved, hvad det vil sige.

Da han i sine midt-20ere studerede på teaterskolen i Odense, betød en kombination af stress, for meget arbejde og to gange kærestesorg, at han ramlede ind i en depression. Han holdt op med at spise, han sov ikke om natten og gik med sine egne ord rundt som en slags levende død.

- Det startede egentlig bare som en søndagsdepression. Men sådan én plejer jo at gå over, hvis man gør rent eller løber en tur. Den her blev bare ved i det uendelige, og alt blev mere og mere formørket. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg ikke vågnede op dagen efter, så ville det være lige meget. Det var bare sådan en ... sibirisk slette af ingenting.

Det ville være en nærliggende at konkludere, at det var forældrenes skilsmisse, der fik lille Lars til at iføre sig sin maske og så ellers undgå den ubehagelige usikkerhed og frygt i en årrække, indtil det hele krakelerede, og han fik en depression.

Selv synes Lars Ranthe, at det er en nem konklusion – måske lidt for nem.

- Jeg synes, det er at forfladige det lidt, hvis man siger, at det var et kardinalpunkt: »Han var i sorg over forældrenes skilsmisse, og derfor tog han en maske på og fik en depression«. Det er måske lidt forenklet. Måske er jeg bare af natur et pisseusikkert menneske, siger han.


Netop usikkerheden er et tema, som Lars Ranthe vender tilbage til. Det er også den usikkerhed, der ifølge ham selv har ledt ham i armene på skuespilfaget.

- Lige siden, jeg startede med at spille skuespil, har det altid været et forsøg på at puste Lars op til et eller andet spændende eller stort. Deri ligger også eskapismen – jeg flygter fra et eller andet ved mig selv, som jeg ikke bryder mig om at være i kontakt med. Mit indre usikre barn, som skal begå sig i verden, siger han.

Af og til dukker små spor op om, at Lars Ranthe forsøger at stå ved sin egen usikkerhed, når han svarer på spørgsmål; han kratter lidt i bordpladen foran garderobens spejl, der går lang tid, før han svarer på spørgsmål, og når han gør, spørger han gerne, om det, han svarer, giver mening.

For noget af det, han blandt andet lærte af sin depression var, at de fleste mennesker reagerer på en positiv måde, når han er ærlig om sin usikkerhed og sine følelser.

- Jeg fandt ud af, at jeg faktisk blev mødt på en måde, som jeg bedre kunne lide, når jeg sagde højt, at jeg var usikker eller ked af det, end når jeg spillede en rolle eller stillede mig an. Så når jeg tænker tilbage på min depression, ser jeg det ikke som min grimme tid, som jeg aldrig vil tale om igen. En depression kommer jo ikke bare af ingen grund. Det er din krop og din psyke, der beder dig om at stoppe op og mærke efter. På en eller anden underlig måde, så omfavnede jeg det. Selv om det var megahårdt, var jeg godt klar over, at det var en tilstand, der var vigtig for mig at fordybe mig i. At jeg ikke bare skulle have nogle lykkepiller for at få det væk.

Depressionen varede fire måneder. Fra februar til maj tog han hen på Teaterskolen om morgenen, fik undervisning om dagen og spillede med i forestillinger om aftenen. Nætterne gik med at rode søvnløs rundt. Han beskriver det selv som en tid præget af stilstand og ligegyldighed – et følelsesmæssigt vakuum.

Men i foråret begyndte det ligeså stille at gå fremad.

- Da jeg stod ved over for dem på skolen og mine forældre, at jeg egentlig var helt vildt ked af det og usikker, begyndte det at gå fremad. Det er jo vigtigt, hvis man gerne vil være et helt menneske og bestræbe sig på at have en eller anden form for indre balance – så er man nødt til at anerkende alle sider af sig selv. Jeg var en af dem, der havde brug for sådan en periode for acceptere mig selv, siger Lars Ranthe.

Lidt før fotografen ankommer for at tage de obligatoriske portrætbilleder, forsøger Lars Ranthe at beslutte med sig selv, om han skal skifte sin røde polo ud med en sort skjorte.

- Hvad tror du, fotografen helst vil have? Helt sort fungerer måske bedst?

Rutinen til trods er Lars Ranthe stadig usikker – ja, han er faktisk blevet mere usikker, jo ældre han er blevet.

- Når man har brugt hele sit liv på at undgå at stå i usikre situationer, bliver man jo utrænet i at være i de situationer, hvor man står nøgen. Der er af til instruktører, der presser mig hen i det der usikre sted og i kontakt med min følelse af usikkerhed. Blandt andet under optagelserne til både »Dirch« og »Jagten«. Det kan være drænende, og jeg har hele tiden en indre dialog med mig selv om, hvorvidt jeg skal stoppe med at være aktiv skuespiller og bare begynde at undervise i skuespilfaget i stedet. Jeg kunne sikkert også godt tage et job som pædagogmedhjælper og finde stor glæde i at spille fodbold med børnene. Men det tror jeg bare ikke, at jeg ville være tilfreds med i længden. Fordi jeg tror, jeg har brug for at være det der sted.

Men at Lars Ranthe føler sig mere usikker, skyldes ifølge ham selv også, at han har accepteret usikkerheden som en del af den, han er.

- I virkeligheden er jeg jo interesseret i finde den indre ro ved at komme i kontakt med mig selv og min egen usikkerhed. Det er en rejse, synes jeg. Men en nødvendig rejse, så jeg kan gå ind i et andet stadie af mit liv med et andet selvværd. Derfor er jeg heller ikke bekymret for, om min depression kommer igen. Der er kommet flere blå toner i mit liv, men jeg er meget mere i kontakt med mine følelser og har en lettere tilgang til dem. Jeg bliver stadig ramt af en slags tristesse, når sæsonen starter efter sommerferien, fordi jeg ved, at jeg skal i kontakt med en masse usikkerhed og selvoptagethed. Men som sagt – det er på en eller anden måde terapeutisk for mig. Så jeg elsker det stadig.

Men selv om Lars Ranthe virker usikker, når han kratter i bordpladen og siger »øh« i starten af hvert eneste svar, er der alligevel et sted i hans liv, hvor der ikke er plads til usikkerheden. Og det er, når det gælder hans børn.

For netop at være blevet far til sine to piger, Betty-Marie på fire og storesøster Rigmor på ni år, har givet Lars Ranthe følelsen af at være en del af noget større.

- Jeg fik en følelse af, at tingene hang sammen, da jeg blev far for første gang. Der er noget utroligt smukt og fantastisk ved det – også i forhold til det med at være selvoptaget og usikker. Det kan også virkelig få åbnet op for sluserne. Hele den første uge, da vi havde fået Rigmor, når jeg kørte med barnevognen på gaden ned ad Gammel Kongevej, gik jeg bare og græd, siger Lars Ranthe og griner lidt af sig selv.

- Men jeg har også utroligt let til tårer. Jeg tuder, når der er én, der bliver nr. 3 til Sjællandsmesterskabet i brystsvømning, siger han.

Lars Ranthe mener selv, at det har haft kolossal betydning for hans selvfølelse, at han er nogens far.

- Det er noget, der stadig fylder mig op, når mine piger kalder mig »far«. Det giver sådan en stor følelse af at have opnået noget reelt. At være nogens far.

Han tager en dyb indånding.

- Ej altså, som sagt har jeg virkelig let til tårer, siger Lars Ranthe, inden han rejser sig for at vise et af sine favorit-far-øjeblikke.

- Når jeg skal hente dem i børnehaven eller i skolen, kan jeg nogle gange holde momentet, inden jeg pifter vores særlige pift. Og lige kigge på dem, mens de leger og bare er sig selv. Og når jeg så pifter, og de vender sig om. De smil, man bliver mødt af. Det er helt unikt, siger han og lader som om, han går ned ad gaden og rækker sin hånd ud.

- Jeg elsker også, når jeg går sådan her. Mens jeg venter på den der lille hånd – jeg holder næsten vejret. Og så kommer den, og jeg mærker den der fire-årige hånd i min. Det er ... altså, det er næsten ubeskrivelig lykke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.