Lars Goldschmidt: Jeg flytter mig aldrig efter penge

Sideløbende med sit job som direktør i Dansk Industri er Lars Goldschmidt en flittig samfundsdebattør. I den forgangne uge besluttede han sig for at stille op til kampen om at blive folketingskandidat for Socialdemokraterne på Bornholm. Her fortæller han om, hvordan det ikke altid er lige let at sejle båden i havn.

Lars Goldschmidt i Industriens Hus. Lars Goldschmidt stiller op for socialdemokraterne, hvilket er atypisk for en, der repræsenterer arbejdsgiverne.
Lars Goldschmidt i Industriens Hus. Lars Goldschmidt stiller op for socialdemokraterne, hvilket er atypisk for en, der repræsenterer arbejdsgiverne.

Hvordan føles det at varetage arbejdsgivernes interesser i det daglige, når man er socialdemokrat indeni?

»Jamen, der har aldrig været nogen modsætning. For Socialdemokratiet er det jo væsentligt, at der er arbejdspladser, og for arbejdsgiverne er det vigtigt at kunne drive deres erhvervsvirksomheder. Og mellem de to ønsker er der jo en snæver sammenhæng.«

Hvorfor vil du være politiker?

»Fordi jeg synes, at politik – og politikernes del af politikken – er en vigtig del af demokratiet. Og det arbejde er der nogen, som skal gøre, også nogen, som har andre erfaringer end bare at være i Folketinget. Jeg synes, at den erfaringsbaggrund, jeg har, også bør være til stede i Folketinget.«

Hvordan tror du, det vil opleves at skifte fra arbejdsgivernes lejr til et parti, der historisk set er tæt knyttet til modparten, fagforeningerne?

»Jeg føler ikke, at jeg skifter lejr. Jeg har fra starten, da jeg blev ansat her, meldt ud, at jeg dengang var SF’er og senere blev socialdemokrat. Men det er klart, at der jobmæssigt er tale om en stor ændring, og det er jo altid sjovt at kaste sig ud i noget nyt.«

Hvis det lykkes at komme i Folketinget, vil din indtægt formentlig blive mere end halveret. Hvordan har du det med det?

»Det har jeg det fint med, det har jeg gjort før. F.eks. da jeg gik fra Arbejdsmarkedsstyrelsen til den halve indtægt som konsulent i Dansk Handel og Service. Jeg flytter mig aldrig efter penge. Det er da klart, at jeg ville foretrække at tjene det samme, men sådan er verden bare ikke.«

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»At jeg er god til at forstå, hvad andre siger.«

Hvis du kunne ændre en ting ved dig selv, hvad ville det så være?

»Min vægt. Jeg er for tyk. Jeg ville gerne tabe ca. 10 kilo.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Det var nok dengang, jeg med kone og lille barn var ved at synke i en sejlbåd halvvejs til Tyskland og måtte sejle tilbage til Ærø Havn. Vi kunne ikke starte motoren, for så kom der bare endnu mere vand ind. Og da det blæste meget lidt, sejlede vi ganske, ganske langsomt tilbage til havnen, mens vi var ved at synke. Heldigvis nåede vi det, før båden gik helt ned.«

Hvem er din største helt i den fiktive verden?

»Schindler fra »Schindlers List« og Jean Valjean fra »Les Miserables« er begge flotte figurer, men det er jo ikke sådan noget, jeg går og tænker i.«

Og i den virkelige verden?

»Nelson Mandela var klart en helteskikkelse. På det mere jordnære plan og i praktisk politik, synes jeg, at Bjarne Corydon har gjort det på en måde, som vidner om noget personligt mod, og taget en masse bank, som jeg har stor respekt for.«

Hvad ser du som din største succes?

»Ja, der er mange muligheder, men af de nyere synes jeg, at det bidrag, jeg har leveret til skolereformen, er ganske vellykket.«

Hvad er din største fiasko?

»Der er jo masser af små fiaskoer. Men på det rent økonomiske plan, så investerede jeg engang i en båd, som jeg og min kone ville sejle Jorden rundt i, og som jeg tabte én million på. Værftet krakkede, og så fik vi bygget den færdig et andet sted, hvorefter den skulle lejes ud i Middelhavet. Men så brød den jugoslaviske borgerkrig ud, og båden blev sænket i havnen. Derefter fik vi båden halet og kørt hjem gennem krigshærgede Jugoslavien, og til sidst fik vi den så solgt med et nettotab på én million kroner – det er altså ret mange penge, når man har en almindelig ingeniørindtægt.«

Hvad anser du for at være den mest utiltalende tendens i tiden?

»Fremmedhad.«

Hvad er dit motto?

»At det, der ikke er værd at gøre sig umage med, ikke er værd at gøre.«

Hvad er det bedste en mand/kvinde har sagt til dig?

»En ting, som har været rigtig god, er, at min kone sagde »ja« for 35 år siden.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.