Klumme: Man må heller aldrig noget

Overdrivelse er allemandseje, og hvem bruger det ikke i ny og næ? Jens Rebensdorff tager nogle af klassikerne op til revision.

Uanset hvor meget sympati og opmærksomhed jeg scorer ved at sige det, er det heller ikke »altid mig«, der kommer til at sidde ved siden af den kedelige borddame ved festerne. Hvis jeg altid var så uheldig, var det enten værtens cadeau til mig som problemknuser eller et råb om hjælp til mig selv om, at jeg burde pudse mine verber og træde i karakter som bordherre.
Uanset hvor meget sympati og opmærksomhed jeg scorer ved at sige det, er det heller ikke »altid mig«, der kommer til at sidde ved siden af den kedelige borddame ved festerne. Hvis jeg altid var så uheldig, var det enten værtens cadeau til mig som problemknuser eller et råb om hjælp til mig selv om, at jeg burde pudse mine verber og træde i karakter som bordherre.

Vi skal have verdens bedste Danmark og galaksens bedste dit og dat. Politikere overdriver, så det driver, og man mistænker dem for at tro, at almindelige mennesker er født i går.

Den samme fladpandede tro på, at overdrivelse fremmer fordøjelsen, har sanddru borgere i hvert fald ikke. Men så var det, jeg gik i Frederiksberg Have, så en dreng gå tur med sin far og indså, at overdrivelser er hver mands eje.

Politikerne er blot pattedyr, der forsøger at få lidt opmærksomhed. Ligesom os. For tænk, hvis man tog overdrivelserne bogstaveligt...

Drengen, der gik med sin far, havde fået afslag på et eller andet og var rigtig sur.

- Man må heller aldrig noget, vrængede han over de voksnes diktatur og til alle i hele universet.

For ham var uretfærdigheden himmelråbende. Men okay. Tænk aldrig at måtte noget! Aldrig noget som helst. Ever. Stakkels dreng. Hvis man tog ham på ordet, ville man fluks flyve krisepsykologer og aflastningsfamilier ind og fjerne bæstet af en far. Men jeg ringede ikke 112, for jeg vidste, at drengen var som politikeren. Han skulle sælge varen: Sig selv som martyr.

Og sådan er det hele vejen igennem, kunne man sige. Kun hvis man stammer ekstremt meget eller har et fritidsproblem, har man sagt noget »117 gange«.

»Sådan er du altid« er noget forbandet vrøvl, med mindre man er sammen med en oppustelig dukke. »Man kan heller ikke stole på nogen længere,« siger kun en paranoid, og hvis jeg virkelig mente, som jeg tog mig selv i at sige for nylig, at det altid er min kasse, der er længst kø ved, når jeg er i Føtex, så ville jeg hyre en »personal shopper« eller gå til supermarkedets ledelse.

Uanset hvor meget sympati og opmærksomhed jeg scorer ved at sige det, er det heller ikke »altid mig«, der kommer til at sidde ved siden af den kedelige borddame ved festerne. Hvis jeg altid var så uheldig, var det enten værtens cadeau til mig som problemknuser eller et råb om hjælp til mig selv om, at jeg burde pudse mine verber og træde i karakter som bordherre.

Eller hvad med brokkeriet i toget? En midaldrende mand taler med en kollega og slutter sin klagesang over skattefars rådgivning eller hans chefs dispositioner med »og sådan er det hele vejen igennem...«

Det er en analyse fra Andeby. Det passer jo ikke, for hvor ofte har han ikke fået klar og opbyggelig besked hos Skat, og hans chef har, som han selv, både gode og dårlige dage. Privatoverdrivelserne kan også handle om noget godt. »Da jeg var dreng, tog vi altid på vandrehjem om sommeren«. Øh, nå. Altid? Det var sørens. Tror du ikke, det var to-tre somre à en uge eller to?

Jeg har selv fortalt min omverden, som om jeg var den ondeste kirkenørd eller et offer for de voksnes nidkærhed, at »jeg har set samtlige landsbykirker i Danmark« på vores sommerferier i 1970erne. Not!

Hvad er der i vejen med at sige »mange« eller »20«?

Jeg ved det ikke, men det lyder bare dumt at sige »jeg så 20 landsbykirker, da jeg var dreng.« Man skulle måske tage ved lære af de orientalske tæppehandlere i Købehavn, der er legendariske for at overdrive deres sidste åndedrag.

»Ophørsudsalg« kan der stå i deres vinduer i årevis, men indehaveren sidder inde i butikken og smiler, fordi han ved, det bare er noget, vi leger.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.