Klumme: Det man siger, er man selv

Noget af det hyggeligste ved at få børn er, at man får mulighed for at opleve alle de gamle kendinge én gang til, skriver Jesper Eising.

Jesper Eising om at genopleve fortiden
Jesper Eising om at genopleve fortiden

Forleden kom Gustav, min søn på fire år, hen til mig med udstrakt hånd og et stort, smørret grin.

»Giv mig to,« sagde han.
Jeg gav ham to.

»Du er en ko,« svarede han og kunne næsten ikke holde et flækket grin tilbage.

Han strakte hånden ud igen.
»Giv mig seks,« sagde han så.

Jeg gav ham seks.
»Du er en heks,« svarede han, og nu var det smørrede grin virkelig ved at flække.

Han strakte hånden ud en tredje gang.

»Giv mig seksten,« sagde han.
Jeg gav ham seksten.

»Du kysser din kæreste på rejsen,« hiksede han nu med et flækket grin, som jeg selvfølgelig istemte.

Noget af det hyggeligste ved at få børn er, at man får mulighed for at opleve alle de gamle kendinge én gang til.

»Det, man siger, er man selv, for det står i Aktuelt,« har været en hyppig sætning de seneste år. Ethvert forsøg fra avismandens og farens side på at forklare, at Aktuelt i gamle dage var en avis, der nu er lukket, falder på gold jord, og man får bare: »Hvad snakker du dog om«-blikket fra ungerne.

»Andersine, Anders And og Rip, Rap, Rup, de skulle ud og køre«-sangen inklusive håndleg er jeg møjsommeligt og med næsten opgivende, rullende øjne blevet instrueret i af min datter, Anna Olivia, på snart otte, der nu går i 1. klasse, hvor de også gerne spiller stikbold, »mur« og »jeg melder krig mod«.

Umiddelbart før jul kom hun i øvrigt også glædestrålende hjem og proklamerede, at hun gerne ville opføre en helt vild sjov sang: »Den kender du helt sikkert ikke, far,« sagde hun og gik i gang: »I can hop, I can run, and it’s very very fun/klask your lår, klask your støvle/I can hop, I can run, and it’s very fun/glem the trouble – and the bøvl.«

Og så fik vi hele De Nattergales »The Støvle Dance« opført hjemme ved spisebordet.

Når jeg ellers betragter mine børn, ser jeg nogle meget medievante unger. De har – som de fleste andre i deres generation – for eksempel kastet sig over iPaden, som de færdes hjemmevant på. Når storesøster ikke kan finde ud af de forskellige apps, så kommer lillebror teknikkyndigt og klarer det for hende.

Han bygger store huse, lange stiger og kæmper mod zombier i det populære »Minecraft«-spil, mens hun klæder virtuelle Barbie-dukker på og sminker dem. Og de bruger begge Netflix som deres egen bukselomme og vælger film og tv-udsendelser, de gerne vil se. Samtidig kæmper min datter allerede med at finde sin egen identitet blandt de mange – ofte medieskabte – børne- og ungdomsbilleder, der flyder rundt.

I hele den suppedas gør det mig ganske tryg, at der findes klassikere. At der er noget, som ikke forgår, men som vender tilbage igen og igen uanset tidsånden og den øvrige udvikling.

At det, man siger, er man stadig selv, for det står i Aktuelt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.