Klougart og Brøgger: Kærligheden er fantastisk og forfærdelig

For 40 år siden udgav Suzanne Brøgger »Fri os fra kærligheden«, der ruskede op i kærlighed og kernefamilie. Og bogen er stadig relevant, mener den 27-årige forfatter Josefine Klougart, der har brugt den som et pejlemærke i sit liv. De to mødes her for at tale om kærlighedens væsen på tværs af alder og generation.

Forfatterne Suzanne Brøgger og Josefine Klougart.
Forfatterne Suzanne Brøgger og Josefine Klougart.

I disse dage, for nøjagtig 40 år siden, kom en lille bog, som hed »Fri os fra kærligheden«. En 287 sider lang debut, som rykkede ved grænserne for, hvad man som dansk – kvindelig – forfatter, kunne sige offentligt. »Blandingsbrokker« var Suzanne Brøggers eget ord for sit miks af essays og fiktion, som hun skrev »på fem minutter i en pause fra støvsugningen«.

I bogen trak Suzanne Brøgger gulvtæppet væk under indgroede og veletablerede sandheder som familieliv, kønsroller, ægteskab – og det at få børn – i en tid, hvor det netop var de institutioner, samfundet byggede på. Bogen indeholdt desuden kapitler om voldtægt, transseksuelle og erotiske scener med både kvinder og ældre mænd. Kunne man virkelig tillade sig det som kvinde?

Billedserie: 

I morgen fejrer bogen – og forfatteren bag – jubilæet i Den Sorte Diamant. Blandt dem som er med til at markere jubilæet er forfatteren Josefine Klougart, som selv skabte en vis debat, da hun i 2010, kun 25 år gammel og blond som den danske sommer, fik sin debutroman nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris – inden sin afgang fra Forfatterskolen.

Det er hende, Josefine Klougart, som sidder på forsædet, mens fotografen styrer bilen ad E20 gennem det sneklædte sjællandske landskab. Hende, der sms’er til Suzanne Brøgger, da GPS’en leder os på om- og vildveje til den lille landsby Løve, hvor Brøgger med udsigt over moselandskabet har skrevet sin særegne blanding af essays, selvbiografi og fiktion.

Suzanne: »Jeg synes egentlig, at sådan nogle jubilæer er fuldstændig overdrevne, men jeg havde valget mellem at fejre min 70 års fødselsdag næste år eller mit 40 års jubilæum i år. Jeg tænkte, at det med de 70 år kan enhver da præstere, men der er mening i at fejre mit arbejde,« siger hun.

Kærlighedens vilkår

Og den 40 år gamle bog er stadig frisk og kan bruges af en ny generation, som kan undres eller forfærdes over »Fri os fra kærligheden«’s opgør med indgroede forestillinger om kønsroller og kærligheden som institution

Josefine: »Jeg er vokset op med, at »Fri os fra kærligheden« bare var en del af verden. Så det er næsten en slags omvendt proces, hvor jeg skal forestille mig, hvordan verden så ud, inden bogen. Den rejser stadig nogle grundlæggende spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske og har egentlig provokeret mig meget. Og gjort mig ængstelig. Fordi »Fri os fra kærligheden« taler meget hårdt til mig og det sted, hvor jeg står i mit liv lige nu, hvor man skal til at have nogle børn og skabe en familie. Der er en realisme i den, som jeg reagerer imod. Og også en kynisme, som kan være forfærdende, når man gerne vil tro på kærligheden, og den tro er altafgørende.«

Suzanne: »Bogen var utænkelig, dengang den udkom, fordi den satte ord på nogle ting, som var i folks hoveder, men som ikke havde noget sprog. Derfor blev den genstand for had. Den var skrevet af Djævlens Advokat og spørgsmålet var, om man ville have Fanden med i seng.«

Josefine: »Den repræsenterer også, ligesom meget af Suzannes forfatterskab i øvrigt, en refleksion over, hvad kærlighedens vilkår er, og hvilke former for kærlighed, der findes. Hvordan kærlighed er noget, der kan vokse og ændre sig over tid. Jeg har i mine bøger været meget optaget af tabet, det timelige og desillusionen.

Min seneste roman (»Én af os sover«, red.) er på den ene side en realistisk gennemskrivning af kærlighedstabet og den helt store desillusion. Samtidig er den et forsøg på at forme et håb. I den proces har det været interessant at læse Suzannes bøger. Men jeg vil hellere tro på kærligheden og vælge den med risikoen for at blive skuffet og så ligge dér og rode rundt i støvet…«

Suzanne: »… end at leve som et betonmenneske? Ja.«

Josefine: »Kærlighed er på en måde det mest horrible og fuldstændig ødelæggende, man kan forestille sig. Det er en udsat position at elske rigtigt og helt. Fantastisk og forfærdeligt på samme tid.«

Suzanne: »Og at smelte sammen med et andet menneske er fuldstændig vildt. Men det varer heller ikke særlig længe ad gangen. Man kan jo ikke leve symbiotisk. Og for dem, som gør, er det jo det rene helvede.«

Læs også:  Peter Sommer: »Jeg har en følelse af at gå ved siden af livet«

Der er stille i stuen et øjeblik. Kun træets knitren i pejsen høres.

Josefine: »Jeg har helt klart et problem med det. At finde ud af, hvordan man ikke lever i en symbiose. Når jeg ikke lever symbiotisk med en mand, så gør jeg det med skriften. Når jeg ser tilbage, er det en klar tendens i mit liv. Fordi det at skrive også kræver en symbiose med verden.«

Suzanne: »Så du har både symbioser med manden, verden og skriften? Ja, det er selvfølgelig også mange.«

Josefine: »Og det kan være svært at skrive, mens man elsker.« Suzanne: »Og elske, mens man skriver. Som regel er man jaloux på et menneskes skrift. Den, som elsker en forfatter, vil nok altid være i tvivl om, hvorvidt der er plads til vedkommende.«

En gensidig forståelse

På trods af 41 års aldersforskel har de to et slægtskab og en følelse af gensidig forståelse, der startede for cirka fem år siden, mens Josefine Klougart var elev på Forfatterskolen og ved at færdiggøre sin første roman »Stigninger og Fald«.

Siden har de holdt kontakten og mødt hinanden i flere litterære og sociale sammenhænge. ---- Suzanne: »Min første erindring om Josefine er fra Hald Hovedgaard (skriverefugium og kursuscenter, red.), hvor hun badede i søen på de mest usandsynlige steder og tidspunkter. Og jeg tænkte: »Hvor fantastisk! Den danske sang er en ung, blond pige.« Du havde sådan en naturkraft i dig og et mod, som betog mig.«

Josefine: »Jeg husker det som meget stærkt, at du kom derover og var så generøs med dig selv og dine erfaringer med at leve som forfatter – det liv, jeg stod på tærsklen til at træde ind i. Bagefter blev jeg nødt til at gå tilbage til mit værelse og lægge mig på sengen, for jeg var nærmest i chok over at føle, at du havde talt direkte til mig. De ting i dit liv, du havde kæmpet med, kunne jeg allerede på det tidspunkt ane konturerne af. Blandt andet de konflikter og problemer, der hænger uløseligt sammen med at skrive litteratur, hvor man bruger af sig selv. Det var en mærkelig tid for mig, fordi jeg gik på Forfatterskolen og havde fået en bog antaget. Jeg følte på en mystisk måde, at jeg havde et ben i hver lejr og var meget nervøs.«

Suzanne: »Hvorfor?«

Josefine: »Fordi bogen skulle komme, tror jeg, og jeg tænkte på de konsekvenser, det ville få for mit liv. Ofte udkommer bøger, men ingen opdager det, og man vågner næste dag, og der er ikke en eneste anmeldelse. Og verden fortsætter, som om intet var hændt. Andre gange ved man, at det bliver begyndelsen til noget helt andet. Jeg kan huske, at du sagde, at hvis man tvivler på, om det giver mening, så skal man nok lade være.«
Suzanne: »Nej. Jeg vil aldrig anbefale nogen at blive forfatter. Og slet ikke, hvis de er i tvivl.«

Josefine: »Jeg har aldrig været i tvivl om, hvorvidt det giver mening at skrive, men det er også netop det skræmmende. Det er ligesom at have lyst til at bade, selvom det er stormvejr og slet ikke være i tvivl om det, selvom man ved, at man kan knække halsen på det. I mange år havde jeg ikke læst dine bøger, men vidste, hvem du var. Du er på mange måder dit eget værk og nærmest en levende myte, jeg har haft svært ved at forholde mig til. Dit billede er så ikonisk, og jeg er vokset op med mytologien om dig. Så jeg har haft en ærefrygt over for overhovedet at gå i gang med at læse dig.«

Suzanne griner. »Ja det kan virke noget uoverkommeligt.«
Josefine: »Men det har betydet meget for mig at få den opmærksomhed fra dig…« Hun bliver tydeligt rørt. »Det brev, du skrev til mig, efter at have læst min bog, rammede jeg ind og hængte over mit arbejdsbord ved siden af håndskrevne sider fra mine yndlingsbøger.«

Suzanne: »Jeg mærkede et mod i dig, som alligevel bævede. Og jeg ville sige til dig, at du gerne må. Du må gerne være den, du er, og skrive de bøger, du gør. I mit eget liv har jeg selv fået opbakning fra ældre forfattere, og det har betydet enormt meget for mig. Ved min debut skrev Henry Miller til mig (og kaldte hende for »sin danske Scheherazade – kvinden, der fortæller kaliffen historier i »1001 nats eventyr«, red.), og jeg følte på den måde, at jeg fik en velsignelse. Det er helt uvurderligt.«

Josefine: »Da vi spiste morgenmad sammen dengang på Hald, blev jeg slået af det fysiske møde. At et menneske, man kun kender gennem litteraturen og ser op til, virkelig kan eksistere...« Suzanne: »... og spise morgenmad?

Kvindelig forfatter

I hjørnet af den store stue står et hvidt flygel og et mikrofonstativ – Suzanne Brøgger synger også jazz og blues – stakke af bøger, og antikviteter står på de fleste vandrette flader og malerier og guldindrammede spejle hænger på de lodrette. Bag vinduerne nøgne træer og sneklædte marker. Suzanne Brøgger skænker den efterhånden kolde te i kopperne og byder fra en skål med småkager. 

Suzanne: »Hvorfor siger man egentlig »kvindelig« forfatter?

Josefine: »Vel fordi det traditionelt set har været mænd, så det hænger vel fast, at skrivende kvinder nærmest er en undtagelse. Man kan jo ikke komme udenom, at ens køn er betydende for det sted, man ser verden og den prisme, man anskuer livet igennem. Men spørgsmålet er, hvor interessant det er? Under kønserfaringen ligger der jo ofte noget mere eksistentielt interessant. Erfaringen ved at være menneske, snarere end erfaringen ved at være kvinde.«

Suzanne: »Jeg har aldrig følt mig som en kvindelig forfatter. Gennem historien har der været meget få kvindelige forfattere og dem, der var, var ugifte, barnløse og døde unge. Den med, at kvinden har stjålet en blyant, som ikke tilkommer hende, kan også opfattes, som at hun sidder overskrævs på et kosteskaft. At der er noget skræmmende ved en kvindelig forfatter, og at få mænd tør binde an med hende. De tør måske godt nærme sig hende, men ligefrem komme sammen med en kvindelig forfatter, er der ikke så mange, der har lyst til.«

Josefine: »Det kan jeg godt genkende, og måske forstår jeg det også godt. Jeg ville også nødig gifte mig med en kvindelig forfatter.«

Suzanne: »Hvorfor ville du ikke det?«

Josefine Klougart tænker sig om »Måske ville jeg alligevel efter nogle overvejelser gå ind i projektet med en vis entusiasme. Men jeg tænker, at det at være forfatter, især på den måde, Suzanne og jeg er det på, betyder, at man stiller sig frem som et meget sårbart menneske, som i høj grad har brug for andre mennesker. Man bliver afhængig af andre, fordi man befinder sig i en udsat position. Og det kan være meget hårdt at være sammen med et menneske, der på den måde kastes rundt.«

Suzanne: »... og som udsætter sig selv på den måde og ikke kan holde op med det.«

Josefine: »Det kan være frustrerende, og næsten skræmmende, hvis man ikke selv er i det. »Du er bare hysterisk« eller »gå dog til psykolog«. Jeg har i et stykke tid overvejet at gå i psykoanalyse, men en psykolog sagde til mig, at mens normale mennesker tager på arbejde og lægger psykoanalysen fra sig, når de går ud ad døren, så ville jeg ikke have anledning til at bryde ud af psykoanalysen. Der er et element af en evig...«

Læs også: Silas Holst: De kaldte mig bøsserøv

Suzanne: »Man ligger altid på briksen, ikke?
« Josefine: »Ja. Jeg tror, der er en tradition for, at man smider kvinder på bålet eller på psykiatrisk afdeling, hvis de lever i den udsathed. Jeg tror, at mange mænd, og det er naturligvis fuldstændig generaliserende, har nok fundet måder at være i det på, som ikke bliver patologisk. Der er stadig en opfattelse af, at det er lidt... sygt, når kvinder opfører sig på den måde. Jeg tror, at idéen om den hysteriske kvinde stadig hænger i gardinerne.«

Suzanne: »Traditionelt har der været en kone, som har støttet op om det kunstneriske geni, der skulle undfange idéerne. »Tys tys, far skriver med blæk.« Der er ikke noget, der hedder »tys tys, mor skriver med blæk.« De griner begge.

Josefine: »Engang imellem tænker jeg, at jeg lever på en måde, der er umulig. At det ikke helt hænger sammen. Så får jeg en følelse af, at nu gik der lige en dag mere, og det kommer bag på mig, at det alligevel holder. Som et overfyldt glas, hvor overfladen står og dirrer, men lige akkurat ikke skvulper over.«

Josefine: »Nu skal det ikke lyde som om, at jeg lever i et martyrium, for samtidig med at jeg synes, det er hårdt, er det også vanvittigt privilegeret at leve på denne måde og kunne bruge så meget tid på de lysende øjeblikke, hvor verden ordner sig som krystaller, og man ser forbindelserne mellem tingene. Mange mennesker er udelukkende til stede i verden på en intellektuel og refleksiv måde. Men idéer og begreber må altid bøje sig for et kys på kinden eller en regndråbe på et æble. Idéer bøjer altid af for sansningerne og de lysende øjeblikke, man som forfatter har rig adgang til, og som jeg daglig er taknemlig for.«

Lyset svinder langsomt, og Suzanne Brøgger rører utålmodigt på sig. I entréen finder de to kvinder deres ens gummistøvler – Brøggers er gule med stribet for, Klougarts er sorte – og tager frakker på. Og således, arm i arm, spadserer de gennem haven og forsvinder på marken bagved.


 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.