Karl Ove Knausgård: For mig er ferie en pligt

Han har skrevet et af de seneste års mest roste romanværker og har fået superstjerne-status. Men egentlig vil den norske forfatter helst bare glemme sig selv.

.
.

Karl Ove Knausgård skulle egentlig have været 14 dage til Korsika på ferie med sin kone og deres tre børn for nylig. Men familien måtte tage af sted uden ham. Han skulle skrive. Det sjette og sidste bind i det 3.000 siders store selvbiografiske romanværk, »Min kamp«, skulle gøres færdig.

Se flere billeder af Knausgård i galleriet til højre >> 

I virkeligheden gjorde det ikke den 42-årige norske forfatter noget, at han måtte blive hjemme, fortæller han, da vi møder ham i lejligheden i Malmø ud til torvet Triangeln, hvor han bor med sin svenske kone og deres børn.

»Ferier er for mig noget meningsløst. Det er noget, jeg helst ikke vil. Jeg vil arbejde, så enkelt er det,« siger Karl Ove Knausgård.

»For mig er ferie pligt. Det er noget, jeg må gøre, fordi de andre vil på ferie sammen med mig.«

»Min kamp«, Knausgårds tredje roman, har – fra første bind udkom i 2009 – været en de mest roste og debatterede bøger i nyere tid. Han har fået et hav af priser for den og opnået superstjernestatus i offentligheden, blandt andet er han blevet kåret som »Norges mest sexy mann« af modemagasinet Elle.

Vi sætter os i hans arbejdsværelse. Det er her, han skriver, fra han står op klokken 4 om morgenen, mens familien stadig sover. På skrivebordet er der udover en bærbar pc og en globus i vindueskarmen bunker af papirer, bøger og cd’er. Der ligger også et par hovedtelefoner – han hører altid musik på fuld knald, mens han skriver. For tiden er det det amerikanske folk-orienterede indieband Midlake, der kører igen og igen.

Pause rimer på arbejde for Karl Ove Knausgård. Eller rettere sagt: Det at skrive er et helle – et rum hvor han slipper væk fra sig selv.

»Det handler egentlig om identiteten og en slags jeg-bevisthed. For når man skriver, læser eller i det hele taget er 100 procent i noget – helt opslugt af det – så forsvinder ens jeg og tiden. Så er det bare noget, der sker,« konstaterer Knausgård.

Han tænker sig lidt om og udbryder: »Det er en utrolig nydelse at være væk fra sig selv. At spille fodbold er for mig helt parallelt med det at skrive. Jeg er ikke nogen god fodboldspiller; jeg er gammel og har aldrig været god, men selve det at være der, hvor man bare er der og glemmer sig selv, det er for mig akkurat det samme som at skrive.«

Karl Ove Knausgård forklarer, at han ser det at skrive som en måde at få kontakt med en anden side af jeg’et, en eksistens, der er mindst ligeså vigtig som den mere jordnære og bevidste tilværelse med praktiske gøremål, familieliv – og ferier.

»Men det føles jo ikke som en pause, når jeg skriver. Tværtimod som det modsatte – at det er det egentlige, den her intense nærværsfølelse. Men prisen for at være der er, at man ikke ved, man er der. Man kan først se det bagefter.«

Det er da heller ikke tilfældigt, at Karl Ove Knausgårds første roman, der udkom i 1998, hedder »Ude af verden.«

»Den er skrevet helt ude af verden. Jeg var ude af sync med alt, arbejdede bare. Mødte ingen mennesker. Hvis jeg ville se fodbold i fjernsynet, optog jeg kampene og så dem om natten. Jeg havde ingen forbindelse med verden overhovedet. Jeg var et helt andet sted.«

Da han fik sit første barn i 2004, måtte han ændre det arbejdsmønster.

»Så blev det jo pludselig umuligt for mig at gøre det sådan. For da måtte jeg jo være der med familien på bestemte tidspunkter og underordne mig det liv fuldstændig, med en masse forpligtelser.«

Men kort efter, han fik sit første barn, kom Karl Ove Knausgård ind i en manisk skriveproces med sin anden roman, »Alting har en tid«.

»Pludselig, efter fem eller seks års forsøg på at skrive, lykkedes jeg endelig med det. Og så måtte jeg vælge mellem enten at være sammen med vores barn eller at skrive. Og jeg valgte at skrive, hvilket jo egentlig var brutalt, men sat på spidsen måtte jeg tage det valg,« siger han og lægger til: »Det at skrive er noget helt umisteligt for mig, netop fordi jeg ved, at om to måneder kan der måske gå fem år, til jeg kan skrive noget godt igen. Det betød jo, at jeg var væk fra familien, men det var ikke så længe – en måned eller to, tror jeg. Det er ikke sket før eller siden. Det var en slags ekstase, hvor jeg bare sad og skrev og skrev og skrev. Alt var meningsfyldt, og ingenting var farligt eller forkert.«

Siden kom det til at fungere mere normalt med familielivet. Efter den intense skriveperiode aftalte Karl Ove Knausgård med sin kone Linda, at hun skulle studere på fuld tid et år, mens han tog sig af deres barn på fuld tid. Men også i den periode insisterede han på at have et frirum. Hver eftermiddag ville han have en time, hvor han kunne være sig selv.

»Det blev helt utrolig vigtigt for mig bare at få den ene time, hvor jeg kunne læse og skrive.«

Det er netop de to verdener – hverdagslivet med familien på den ene side og det skabende rum på den anden – Karl Ove Knausgård forsøger at forbinde med »Min kamp«. I romanen skriver han blandt andet om dagligdags oplevelser som at være til børnefødselsdag og babyrytmik, men også den maniske periode er med i bogen.

»Det var temmelig ubehageligt at skrive om, for så røber man jo en næsten ubændig narcissistisk selvoptagethed – at man lægger alt i det at skrive,« siger Karl Ove Knausgård.

 

Men sådan må det være, erkender han.

»Jeg har altid tænkt litteraturen som et andet sted, et konkret sted, ikke som en metafor, men nærmest som et fysisk sted. Da jeg voksede op, var det et sted, jeg flygtede til, mens det nu er et sted, hvor verden kan blive set fra.

Se flere billeder af Knausgård i galleriet til højre >> 

Det er kunstens og religionens sted, og det har også med det utopiske at gøre – utopi betyder jo ikke-stedet. Så hvis vi skal snakke lidt stort om det, så har jeg haft den følelse, at der ikke længere findes nogle utopier. Den følelse er vældig klaustrofobisk, og det er meget det, jeg har prøvet at skrive om i det selvbiografiske projekt – ved at skrive om hverdagen og gøre den til litteratur. Jeg gør det, fordi jeg vil, at utopien skal være her og nu med mine børn i mit hverdagsliv og ikke føle trang til at flygte. Jeg vil forsøge at forsone mig med det liv. Det er meningsløst at ville være et andet sted. Det er jo det her, vi har, og det er også godt nok. «

Det er blevet tid til en rygepause. Karl Ove Knausgård går ud på altanen på den anden side af de nedrullede persienner i arbejdsværelset. Sætter sig på en stol med benene på altanens gelænder og tænder en Lucky Strike. Bagefter – da vi igen er kommet ind i det mørke arbejdsværelse, der er fuldstændig proppet med bøger fra gulv til loft, både i reolerne og i store stabler på gulvet – vender vi tilbage til spændet mellem de to verdener. Det er blevet lettere at leve med, siger Karl Ove Knausgård.

»Det går bedre nu, end det har gjort før. Familien bliver mere og mere vigtig for mig. Der er nogle kanter, der er blevet slebet af. Og så kommer man jo hele tiden tættere på sin familie, fordi man er så meget sammen. I Kina siger man, at man først bliver far, når barnet er fem år, og det er der måske noget sandt i.«

Og selv om han ikke kom med på ferie, skal Karl Ove Knausgård alligevel være sammen sin familie hen over sommeren.

»Nu gør jeg det sådan, at jeg arbejder til klokken 11 om formiddagen, og så handler det for mig om ikke at være frustreret resten af dagen over, at jeg ikke kan arbejde mere. Jeg skal prøve at være sød og have det godt.«

Han smiler og fortæller om sit arbejdsmønster: »Når jeg skriver, må det ske, fra jeg vågner. Jeg går direkte herind og skriver. Hvis der sker noget, som nu f.eks. det her interview, så kan jeg ikke skrive. Så må jeg sove igen. Jeg bruger søvnen som et slags totalt afbræk. Bagefter kan jeg begynde på noget helt nyt. Hvis jeg har et problem, jeg ikke kan komme videre med, når jeg slutter skrivedagen, så løser det sig altid, når jeg begynder at skrive igen efter at have sovet,« siger Karl Ove Knausgård.

»Forfatteren Laurence Durrell har sagt det ret præcist. Han siger, at det at skrive er at sætte sig et mål og så gå derhen i søvne. Det at skrive er forbundet med det søvngængeragtige. Det har også med det at være et andet sted at gøre.«

Karl Ove Knausgård har måttet afgive sit oprindelige arbejdsværelse, bagerst og mest afsondret i lejligheden, til sin datter. Hun skulle begynde i skole og havde brug for sit eget værelse. Så nu har han fået kontoret her midt i lejligheden, mellem køkkenet og den store lyse stue.

»Det føles egentlig mere sundt. Men nogle gange, når jeg sidder med musik i ørerne og skriver, bliver jeg temmelig skræmt, når et af børnene pludselig står lige ved siden af mig,« siger han og ler.

Efter sommeren skal han og familien flytte. De har købt hus på landet, 12 kilometer uden for Ystad. Han har boet i Sverige i mange år, og det passer godt til hans forfatterarbejde, mener Karl Ove Knausgård.

»Det at skrive er en temmelig anti-social beskæftigelse, som jeg ser det. Det er vigtigt, for der er en masse ting, som er styret af det sociale og af moralen, som er det sociales udtryk. Moralen holder alt på plads, og er uendelig vigtig, men den begrænser også. Det at skrive handler om at sætte sig i en position, hvor man faktisk står uden for. Det er selvfølgelig umuligt, for så er man umenneskelig, men i hvert fald så langt uden for som muligt. Det handler om at vende sig væk fra noget for at kunne skrive om det. Det er antageligt også derfor, at Sverige er et godt sted for mig at bo. Her befinder jeg mig uden for Norge, men også uden for Sverige. Det er ikke bare teoretisk, det fungerer også sådan i praksis. Jeg kan aldrig blive svensk, aldrig gå helt ind i det svenske, men jeg fået et svensk blik på tingene, så nu ser Norge også lidt anderledes ud. »

Han har da heller ingen planer om at vende tilbage til Norge. Han glæder sig til at flytte på landet.

»Det er en pause fra alt. Jeg ved ikke, hvordan det bliver, for der sker jo virkelig ingenting. Der er bare helt mørkt og stille om aftenen. Vi gør det selvfølgelig også på grund af børnene. Her i Malmø er det sådan, at hvis de skal ud, så skal de følges med os. Det nye sted kan vi jo bare åbne døren, og så kan de gøre, hvad de vil. Det er en stor frihed.«

Men Karl Ove Knausgård indrømmer gerne, at det at flytte også handler om hans frihed.

»Jeg kan lide at være alene, og der er faktisk tre huse på grunden, så jeg får et hus til at være alene og skrive i. Det er perfekt,« siger han og tilføjer: »Jeg burde vel egentlig modarbejde min trang til at være ude af verden – vi burde måske bosætte os i New York. Men jeg vil altså gerne være så ubundet og fri som muligt. Og så vil jeg bare gerne være i fred.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.