Karen-Lise Mynster: Jeg ved mindre og mindre

Hvad er jeg egentlig bange for, spørger skuespilleren Karen-Lise Mynster ofte sig selv. Det handler om mod, og om at turde livet for alvor. I morgen er der premiere på stykket »Diva min«, som hun spiller hovedrollen i.

Hvad er egentlig meningen med livet? Selv om skuespilleren Karen-Lise Mynster har opgivet at finde den, er hun alligevel ikke i tvivl om det vigtigste.

- Hvis man er så heldig at kunne give sin kærlighed til nogen, og få kærlighed, så er det vel dybest set og helt grundlæggende mening nok.

Men ellers kan hun godt være i tvivl om det meste. Faktisk ligger tvivlen næsten altid på lur, synes hun. Nagende og irriterende. En tvivl, hun har lyst til at fornægte. Fordi tvivlen skaber uro. Den kan bringe kaos i det, der ellers var orden på. Og det er besværligt.

- Hold nu op, jeg har levet langt over halvdelen af mit liv, tænker jeg. Med al min livserfaring, burde jeg så ikke vide ret præcist, hvordan det meste skal være? Men egentlig synes jeg bare, at jeg ved mindre og mindre, jo ældre jeg bliver.

Billedserie: 

Lørdag var der premiere på teaterstykket »Diva min« på Teater V.

Med Karen-Lise Mynster, 60, i den ene af hovedrollerne som aldrende diva i en fortælling om vanvid og ulykke, udsprunget af selvfornægtelse gennem næsten et helt liv. Et stykke om at have tvivlet og truffet nogle valg og indset – eller fornægtet – at de valg har været fatale og forkerte. At de derfor afstedkommer en dyb længsel, der ikke vil stoppe.

For Karen-Lise Mynster hænger tvivlen uløseligt sammen med det at turde livet, som hun formulerer det. At have modet til at konfrontere sig selv og stille spørgsmålet:»Hvad er jeg egentlig bange for?«

- Det er noget, som optager mig meget, og som jeg arbejder med, både privat og professionelt. At vove at gå nogle nye veje, hvis jeg kan se en mening med det. Det kan godt være, at meningen umiddelbart er skjult, men det skjulte kan man ofte mærke med sit hjerte.

Det er her, tvivlen kommer ind. For det er skidesvært, som hun siger, når man ikke kan vide, hvor man ender, men bare har besluttet sig for at vove og være modig.

- Samtidig kan tvivlen jo også være vidunderlig, spændstig og befordrende. Som en makker og en god samarbejdspartner. Når tvivlen dukker op, er det et signal om, at jeg er på vej i rigtig retning, og den form for tvivl, den elsker jeg.

Lige nu er der hverken ret meget diva eller tvivl over Karen-Lise Mynster. Hun har netop cyklet fra sit hjem på Frederiksberg til teatret i Valby. Håret er samlet lidt tilfældigt, makeup’en diskret, frakken smidt over en stoleryg. Rolig og opmærksom sidder hun i foyeren med sin kaffe inden for rækkevidde.

Et fascinerende miks af robusthed og styrke – og sarthed og skrøbelighed. Det er sådan, hun ofte er blevet beskrevet. Med en stor spændvidde og et helt register i midten at arbejde med. Ikke så dårligt for en af Danmarks største skuespillere, der har stået på scenen i diverse krævende karakterroller.

Som ifølge anmeldere mestrer både det moderne og det klassiske lige stærkt, fordi hun altid evner at tilføre noget uventet til de roller, hun skaber. Det kræver mod. Men hvorfor er vi så bange for at turde?

- Jeg tror, det er risikoen for at miste, siger hun.

- Og at vi også kan fejle og nogle gange komme til at gå for langt i vores vovemod og indse, at vi må vende om igen.

Som dengang hun besøgte Rigshospitalets behandlingscenter for torturofre i sin research til en rolle om hævn. Og om aftenen grådkvalt måtte ringe til en af hospitalets psykologer, der på forhånd havde advaret skuespilleren om, at hun senere kunne få det dårligt. Karen-Lise Mynster havde læst og set film om tortur og torturmetoder, og på Rigshospitalet havde hun talt med fagpersoner, der arbejder med mennesker, som er blevet tortureret. Det var et barskt land at bevæge sig så dybt ind i, erkender hun.

- Jeg troede ikke, jeg kunne få det dårligt bagefter, og tænkte, at jeg havde en professionel distance. Men jeg fik det helt elendigt i løbet af aftenen og måtte indse, at jeg var gået for langt i mit mod og i min iver efter at trænge helt ind i en rolle. Det havde jeg ikke behøvet.

Efterfølgende mistede hun for første og eneste gang i sin karriere gejsten og lysten til teater.

- Jeg havde ingen kræfter, og når man bliver så grå og så trist, som jeg blev, er der ingen dynamik og energi at spille på. Jeg spillede rollen omkring 90 gange, og det blev da lidt bedre hen ad vejen, men rigtig godt blev det aldrig.

Forløbet lærte hende, at hun var blevet skuespiller af lyst. Men også fordi, hun både har lært og er god til at leve sig ind i andre verdener og andre karakterer.

- Hvis man vover at gå så meget ind i et arbejde, som jeg gjorde, mister det hele idéen med teater. Teater skal være et spejl af virkeligheden, men ikke virkeligheden.

Hun mener, det i stedet blev et studie i torturmetoder og eftervirkningerne af dem og siger, at hun så i stedet skulle have hjulpet de mennesker på Rigshospitalets behandlingscenter for torturofre.

- Som skuespiller har jeg rigeligt med fantasi til at forestille mig, hvordan det må have været at blive tortureret. Eller hvis ens nærmeste var blevet det. Det er jo heller ikke nødvendigt at have mod til at dræbe sine egne børn for at spille rollen som Medea.

Mod handler for Karen-Lise Mynster også om at turde elske andre mennesker. For hver gang, vi involverer os, for hver gang vi virkelig elsker, bliver vi sårbare, skrøbelige og bange for at miste.

- De mennesker, der har svært ved at binde sig, for eksempel i et parforhold eller til nære venner, er vel dybest set bange for at blive forladt af én, de har involveret sig følelsesmæssigt i.

Karen-Lise Mynster er overbevist om, at vi alligevel skal vove at elske andre, selv om vi kan risikere at komme ud for store tab.

- Det er også en måde at mærke livet på. Vi kan ikke tro, vi kan gå igennem det her liv uden tab og smerte, det er en illusion, konceptet findes ikke.

Karen-Lise Mynster har følt angsten for at miste meget konkret, da hendes mand, skuespilleren Søren Spanning, for nogle år siden blev ramt af kræft, men i dag er rask.

- Med mindre man selv har prøvet det, tror jeg ikke, at nogen kan forstille sig, hvad det vil sige at stå med ansigtet ind mod muren og tænke: »Det her, det kan jeg dø af.« Jeg kunne have nok så stor forståelse og nok så meget empati. Jeg kunne støtte ham på alle mulige måder, men jeg kunne ikke hjælpe ham der, hvor han var ensom og bange for at dø. Men jeg så, hvor meget det betød for ham at tale med andre, der også har prøvet at være tæt på at dø.

Angsten for at miste mærkede Karen-Lise Mynster også, da hendes datter for 22 år siden blev født for tidligt. Samtidig var det oplevelsen af en helt unik forståelse og samhørighed, der kan opstå mellem mennesker, når de er i samme situation. Et fællesskab mellem forældrene til de børn, der lå i kuvøser på Hvidovre Hospital og kæmpede for at overleve.

Karen-Lise Mynster beskriver det som en næsten surrealistisk verden i evigt alarmberedskab. Med tusind-millioner maskiner og læger, der uanset hvordan, de nu valgte at gøre det, bare skulle sørge for at redde de bittesmå mennesker for enhver pris.

- Ud af det opstod der en stærk fællesskabsfølelse mellem forældrene i en nervepirrende og anspændt situation, vi aldrig havde været i tidligere.

Da Karen-Lise Mynster kunne tage hjem fra hospitalet med sin datter, var noget forandret.

- Jeg kunne mærke, jeg var blevet et andet menneske, nej, ikke et andet menneske. Men jeg var blevet mere ydmyg over for livet.

Hun husker, at hun tænkte på værdien af et menneskeliv. Hvor forskellig den værdi er afhængig af, hvor man er født på Jorden.

- Det blev så tydeligt og pludselig sat ind i et perspektiv, da jeg stod dér udenfor hospitalet på vej hjem.

Karen-Lise Mynsters egen begyndelse på livet var i Aalborg. Tre år senere flyttede familien til Hørsholm, og det var her, hun allerede som barn vidste, hun ville være skuespiller. En dyne bundet rundt om maven, og hun var prinsessen, der fandt på historierne, teatret og rollerne.

- Men jeg kunne også godt lide at spille mand. Måske fordi jeg på den måde kunne få noget mere magt, griner hun højt.

Hendes mor var damefrisør, faderen arbejdede på et reklamebureau. Ingen i familien var skuespillere eller ansat inden for noget, der bare mindede om film eller teater.

- Da jeg blev lidt ældre, var det kun til min mor, jeg turde sige, at jeg ville være skuespiller. Jeg var bange for, at omverdenen ville opfatte mig som en krukke, og til mine kammerater syntes jeg, det var pinligt at sige, at jeg havde tænkt mig at gå til prøve på Statens Teaterskole.

Hun aner ikke, hvor lysten kom fra. Siger, at hun sikkert også kunne have fundet på noget andet, hun kunne være blevet glad for. Men lige så længe, hun kan huske, har det været teatret, hun har villet.

Sådan har Karen-Lise Mynster det stadig. Som dengang, hun havde dynen rundt om maven og elskede at lege teater.

- Der er selvfølgelig sket lidt siden dengang hjemme på værelset. Men for mig skal teater ville noget mere, end bare at opføre en forestilling. Der skal være noget på spil, så folk ikke bare går ud efter forestillingen og tænker: Nå, det var det.

Karen-Lise Mynster har en ven, der indimellem siger til hende: »Jeg fatter ikke, at du orker at blive ved med at stå oppe på den scene.«

- Men det gør jeg. Alene hele denne her undersøgelse, som går forud for enhver teaterforestilling. Undersøgelsen er mega-spændende, man får mulighed for både at undersøge politiske, psykologiske og historiske termer. Men frem for alt får man mulighed for at undersøge sjælens uransagelige veje. Det er en kilde til evig inspiration og nysgerrighed, der kan fortsætte i det uendelige.

For at udfylde sine roller, skal Karen-Lise Mynster også have modet til at åbne for sin underbevidsthed.

- Du ved aldrig, hvad der kommer, vel, når du slipper underbevidstheden løs. Du kan ikke kontrollere din underbevidsthed, og det er her, det som skuespiller kræver noget mod og bliver spændende at udvikle en rolle.

Skal hun sige det lidt firkantet, går 90 procent af arbejdet med at lære tekster og sætte sig ind i stykket og karakteren. De sidste ti procent, som måske er de vigtigste overhovedet, går rollen sine egne veje, som hun siger. Det er her, underbevidstheden bliver sluppet løs og kontrollen forsvinder.

Ifølge Karen-Lise Mynster er det optimalt, hvis folk går ud af et teater eller en biograf, og deres underbevidsthed arbejder videre med det, de har oplevet.

- Kunst skal være så stærk, at den åbner vores hjerne og giver os et elektrisk stød. Jeg mener virkelig, at god kunst kan lære os empati og være et redskab for det enkelte menneske til at arbejde videre med sit liv.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.