Johan Olsen: Vi har brug for monstre

»Frankenstein« har altid fascineret Johan Olsen, der er aktuel i Det Kongelige Teaters fortolkning af historien. Mød biokemikeren og frontmanden i Magtens Korridorer til en snak om menneskets indre monster.

Johan Olsen, forsanger i bandet Magtens Korridorer, biolog og forsker ved Københavns Universitet. For tiden spiller han djævlen i en moderne genfortælling af Frankenstein i Skuespilhuset.
Johan Olsen, forsanger i bandet Magtens Korridorer, biolog og forsker ved Københavns Universitet. For tiden spiller han djævlen i en moderne genfortælling af Frankenstein i Skuespilhuset.
Vi er dårligt kommet ind i Johan Olsens garderobe i Skuespilhuset, før han går i gang med en anekdote, hans mor fortalte ham, da han var en stor dreng. Den om, hvordan den britiske forfatter Mary Shelley skrev »Frankenstein«.

- Det er en meget fascinerende historie, faktisk, siger Johan Olsen og tager en slurk af den flaske Matilde Kakaomælk, han har med.

Johan Olsens forældre blev skilt, da han var fem år, og han voksede op hos sin mor med sin bror i et rækkehus i Brede. Moren, der var lærer, elskede historien om den stærke kvinde, som i begyndelsen af 1800-tallet gjorde det, ingen mænd på den tid troede, kvinder kunne. Hun skrev en gruopvækkende uhyggelig og sørgelig fortælling, der er gået over i litteraturhistorien. Romanen om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der efter sin mors chokerende død brændende ønsker sig at kunne skabe kunstigt liv og kreerer et monster, udsprang af en tur til Schweiz i 1816.

Her var Mary Shelley med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, og en anden af tidens store romantiske digtere, Lord Byron.

Billedserie: 

- De tog hvert år til Alperne om sommeren. Men den sommer var en vulkan aktiv og sendte enormt meget støv ud over Europa. Det betød, at temperaturen faldt, og det var pissekoldt, så de kunne ikke rigtig lave noget. De plejede at spadsere, men det kunne de ikke nu, så de lavede en skrivekonkurrence. De skulle skrive spøgelseshistorier... og man kan roligt sige, at den konkurrence vandt Mary Shelley.

Johan Olsen skraldgriner.

- Det kunne min mor lide. I sig selv det, at Mary Shelley – forfatteren til en bog, der har sat sig spor i nu 200 år – var kvinde.

Vi møder Johan Olsen en formiddag mellem jul og nytår. Den 43-årige frontmand i rockorkesteret Magtens Korridorer og forsker på SBiNLab, Biologisk Institut ved Københavns Universitet, er lidt træt. Han har da også et heftigt program. Om dagen og til langt ud på aftenen har han prøver i Skuespilhuset på »Frankenstein genskabt«, den fortolkning af den litterære klassiker, som Det Kongelige Teater sætter op fra 12. januar. Og når han er færdig med prøverne, skal han ile til spillestedet Vega, hvor han og Magtens Korridorer skal spille et nummer sammen med TV2.

I det hele taget har han nok at se til med to job, naturvidenskabelige foredrag ved siden af og på privatfronten to drenge. Derfor var han også i første omgang afvisende, da musikeren Kenneth Thordal tog kontakt til ham, fordi han havde fået en idé til en musikforestilling med udgangspunkt i »Frankenstein«.

- Kenneth havde gået rundt om Søerne en vinterdag for tre år siden og var kommet til at tænke på »Frankenstein«. Den ender jo i ishavet med showdown. Han ville have mig med, fordi jeg synger og arbejder med biokemi. Han havde skrevet en synopsis og det hele, men jeg sagde: Det skal jeg ikke være med til, for jeg har simpelthen ikke tid.

Alligevel blev han fristet og indvilgede i at mødes med Kenneth Thordal. Det endte med, at de to udviklede historien sammen. Den er baseret på Frankenstein-fortællingen, men bevæger sig også langt fra den oprindelige version. Det er blevet en musikforestilling, hvor Johan Olsen spiller sammen med garvede kræfter som Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Lars Brygmann.

Johan Olsen deler i den grad sin mors begejstring for »Frankenstein«. Som han ser det, holder historien om den gale videnskabsmand stadig.

- Det, jeg elsker ved »Frankenstein«, er lidt det samme, som det man har i store fortællinger som »Moby Dick« og »King Kong«. Det er nærmest noget generisk at finde det, vi alle sammen tror, er et monster, men som viser sig ikke at være det. Noget af det, der fascinerede mig ved den, da jeg læste den første gang som teenager, og som jeg ikke vidste på forhånd, var netop, at monsteret er sympatisk. Det er omgivelserne, der gør det til et monster, siger han og forklarer, at det kan ses som den selvopfyldende profeti, som den amerikanske psykolog Robert Rosenthal fik opkaldt efter sig – Rosenthal-effekten.

- Hvis omverdenen mener, at monsteret er et monster, så bliver det det. I »Frankenstein« er den eneste, der vil tale med skabningen, den blinde gamle mand. Til sidst hævner det sig, fordi det bliver så desillusioneret af den stigmatisering, det møder, at det kun har øje for hævn over Frankenstein.

På den måde illustrerer »Frankenstein« noget fundamentalt menneskeligt.

- Den siger noget om vores ærgerrighed og grådighed og ansvarsløshed, forfængelighed og fordømmelse. Det er virkelig nogle dødssynder, den tager op. Vi fordømmer det, vi ikke forstår. Det, som vi synes, ser anderledes og fremmed ud. Man behøver ikke kigge særlig langt ud i verden for at opdage, at det foregår hele tiden. Victor Frankenstein er ærgerrig, og hans projekt er fuldstændig blindt for konsekvens. Han VIL kunne vække noget dødt til live for at få anerkendelse. Når han endelig har gjort det, vil han ikke stå til ansvar for det.

Bogen er derfor også en påmindelse til videnskabsfolk som han selv, mener Johan Olsen.

- Den indeholder alle de elementer, man taler om, når man diskuterer etik og videnskab i dag. Man har pludselig evnen til at skabe noget, gøre noget, som har uoverskuelige konsekvenser, også af etisk karakter.

Da Johan Olsen i 1996 skrev speciale om, hvordan colibakterier laver fedtsyrer, skrev han da også »Ingolstadt« med store typer på et skilt over døren til laboratoriet på Carlsberg. Det er navnet på den tyske by, hvor Victor Frankenstein laver sine forsøg og ender med at kreere det grotesk udseende væsen ud af kropsdele, han graver op af jorden og syr sammen, hvorefter han sætter strøm til det.

- Det var en provokation. Der var dengang en masse arbejde på det laboratorium, som kredsede om gensplejsning af planter. Det var den helt store ting i 1990erne. Man troede, at gensplejsede planter meget snart ville blive frigivet på markedet, og at det derfor ville blive kommercielt interessant. Jeg oplevede ofte, at folk forskede uden nogle etiske overvejelser. På et møde spurgte jeg en ph.d.-studerende, om hun havde overvejet, hvorvidt det hun lavede, kunne være problematisk. Hun arbejdede med at ændre på aminosyresekvensen i et protein, så planten opførte sig anderledes, siger han og indskyder:

- Jeg skal ikke trætte dig med mine rudimentære minder om detaljerne, men ændringen var en fordel, når man skulle høste. Jeg spurgte, hvad der ville ske, hvis det slap ud i naturen. Vi ved, at der er parallel genoverførsel arterne imellem, så hvad nu, hvis det slipper ud til de vilde planter? Er det så ikke en forurening af naturen? Hun var fuldstændig blank. Der var aldrig nogen, der havde talt om det, så det havde hun ingen holdning til. Bagefter fik jeg en reprimande. Eller rettere – en voksen kom og sagde til mig, at det var da noget underligt noget at spørge om.

Han griner igen højt.

- Det, synes jeg, er spændende. At det var så forbudt at diskutere. Det gør man ikke i videnskabelige kredse – man diskuterer ikke etik. I langt de fleste tilfælde er der heller ikke den store grund til det, for det er jo langtfra alle, der arbejder med de helt store etisk udfordrende ting. Men videnskabsfolk er meget sjældent filosofiske i tilgangen til deres fag. De vil bare gerne finde ud af, hvordan et eller andet fungerer. Det var en af grundene til, at jeg skrev »Ingolstadt« over døren.

Det var nu langtfra alle omkring ham, der var med på, hvad bynavnet hentydede til.

- Man skal have »Frankenstein« temmelig præsent for at huske, at byen hedder det, så det måtte jeg ofte forklare, og da dør sådan en joke en liiiille smule. Min vejleder syntes heller ikke, det var sjovt, så hun pillede skiltet ned en dag.

Selv har Johan Olsen aldrig drømt om at blive videnskabsmanden, der kan skabe kunstigt liv. Men han har altid været meget optaget af livets oprindelse.

- Noget af det første faglitteratur, jeg læste som dreng, handlede om, hvordan livet er opstået, siger han og kaster sig ud i en detaljeret beretning om sin fascination af Stanley Millers berømte forsøg i 1950erne med »ursuppen«.

Den amerikanske kemiker satte strøm til en blanding af vand, metan, ammoniak og brint i nogle glaskolber, og på den måde lykkedes det ham at skabe aminosyre, som proteiner og enzymer er lavet af – og som dermed er en af de byggesten, der er forudsætningen for liv. Den slags undersøgelser af livets bestanddele var med til at kickstarte hans interesse for biologi og kemi.

Igen var det hans mor, der fik hans øjne op for det.

- Hun var interesseret i de spørgsmål, så det var noget, vi talte om. Jeg var helt sikker på, at jeg skulle arbejde med sådan noget, siden jeg gik i 1. klasse. Ligesom man kan gå og tænke over det forunderlige i, at verdensrummet er uendeligt, så tror jeg, at jeg tidligt i livet havde en fornemmelse af, at naturen er meget omfattende og fuld af mysterier. Historien bliver aldrig fortalt færdig. Det har vel også noget at gøre med, at jeg godt kan lide at gå i detaljer med ting for at finde ud af noget. Det er en vigtig ingrediens i biokemien.

»Frankenstein« er også en historie om et menneske, der leger Gud ved at gøre sig til herre over livet. I fortolkningen på Det Kongelige Teater er Djævelen med, og det er i den rolle – som den faldne engel – man kan møde Johan Olsen, iklædt et knaldrødt velourjakkesæt.

- Frankenstein bliver lokket af min karakter til at skabe et menneske for at overvinde døden. For hvis man overvinder døden, besejrer man Gud. Den eneste måde, man kan besejre Gud på, er, hvis mennesker aldrig behøver at dø. Det er jo et altoverskyggende traume for mennesket, at vi skal dø en dag.

Han springer dog let hen over det religiøse aspekt, for det er ikke det mest interessante for ham i diskussionen om kunstigt liv.

- Jeg har ikke selv nogen gud. Det er ikke af princip, og det kan af og til ærgre mig, at jeg ikke har det, men det har jeg altså ikke, så udtrykket »at lege gud« har ikke nogen betydning for mig. At lege gud betyder jo, at man piller ved noget, der er helligt. Det er ikke problemet for mig. Jeg synes, det afgørende er, at man overvejer hver eneste konsekvens af sin forskning. I naturvidenskaben kan jeg ofte fornemme en arrogance over for naturen, siger han og giver et eksempel fra sin egen verden.

- Nogle gange designer man for eksempel proteiner til at gøre dit og dat, men man skal bare huske, at de her proteiner gennem millioner og atter millioner af år er forfinet til det nærmest fuldkomne. Molekylerne indeni din og min krop vekselvirker på en måde, som er så kompliceret, at vi aldrig kommer til at erkende det. Den traditionelle medicinske måde at se kroppen på som en slags maskine med nogle tandhjul, man kan reparere ved at skære noget ud eller give medicin, kan godt virke arrogant. I nogle tilfælde er det lidt ligesom at sparke til en computer, hvis den ikke virker. Det er også det syn på naturen, »Frankenstein« taler om.

Han ridser uden slingren op, hvor langt naturvidenskaben var nået, da Mary Shelley udgav »Frankenstein« i 1818.

- Bogen er skrevet lige omkring opdagelsen af elektromagnetismen og elektrisk strøm. Pludselig kunne man komme ind på universiteterne og se nogle makabre forestillinger, hvor man satte strøm til lig, og så kunne de bevæge sig. Naturvidenskabens frembringelser satte aftryk på samfundet og dermed også litteraturen. Det var banebrydende, fordi civilisationens historie indtil da stort set havde været domineret af et religiøst betinget verdensbillede. Man forskede ikke, lavede ikke eksperimenter. Tycho Brahe var en af de første, der i 1500-tallet med matematik og logik kunne tegne et nyt verdensbillede. Et par århundreder senere kom Newton som den kæmpe intellektuelle eksplosion inden for naturvidenskab, og så begyndte man at bruge naturvidenskaben til at udforske verden og til at opfinde ting. Det har selvfølgelig også været en forudsætning for at skrive »Frankenstein«, at der pludselig var en verden inden for naturvidenskaben og nogle erkendelsesspring i forhold til, hvordan verden så ud.

Selv om der er sket meget siden da, er problematikken mindst lige så aktuel i dag. Også i vores virkelighed sker der opdagelser, der gør, at vi må ændre vores verdensbillede. Og vi er kommet en hel del tættere på den vision, som »Frankenstein« tegner. Bare tænk på Dolly, det får, som det lykkedes at klone i 1997. Eller på, at forskere i dag reelt er meget tæt på at kunne skabe børn helt uden indblanding fra en mand eller kvinde, som man kunne læse i Weekendavisen for nylig.

I Japan er det lykkedes forskere at udvikle en kunstig livmoder, der har formået at holde gedefostre i live i flere uger, og det er kun et spørgsmål om tid, før det er muligt at skabe sædceller ud af en hvilken som helst celle, hvilket gør en far overflødig. Det har ført til debat i Storbritannien. Og sådan vil det blive ved, mener Johan Olsen.

- Naturvidenskaben er i konstant udvikling. Der er ikke noget endepunkt, vi vil hele tiden ændre vores verdensbillede. Og i kraft af det, vil det selvfølgelig også blive ved med at stille os over for etiske spørgsmål.

Johan Olsen har kunnet bruge sin faglige ballast i forbindelse med forestillingen på Det Kongelige Teater.

- Helt lavpraktisk skal vi fremsige en del fagudtryk, som jeg kender, så nogle gange spørger de andre mig: Johan, hvordan siger man det der ord: Deoxyribonukleinsyre og homeotiske systemer? Der har jeg kunnet træde til. Heinrich Christensen, instruktøren, har også været henne at spørge: Denne her videnskabelige diskussion, de har her, virker den realistisk, og hvordan ville en nørd opføre sig? Vi vil jo gerne prøve at beskrive ham realistisk uden at han bliver en karikatur, så på den måde har vi snakket en del om, hvordan det foregår.

Det betyder ikke, at Johan Olsen ikke også har følt sig på glatis i stykket. Én ting er videnskab. Noget andet er skuespil.

- Jeg har aldrig prøvet at stå på en scene før som skuespiller. Jo, jeg havde en replik i en gymnasieforestilling, og det gik relativt dårligt med at få den sagt, selvom det kun var én linje. Jeg er selvfølgelig vant til at stå på en scene, så det er ikke udfordringen, men hold nu kæft, hvor skal man huske meget, når man står der. Intet i et teaterstykke er tilfældigt. Det hele er koreograferet ned til mindste detalje. Det er vildt at blive sat på en 16 meter bred scene og gå rundt der og skulle huske at gå fire skridt i den retning, hånden ud dér, øjenkontakt dér, mens man synger det der. Når man når hen til omkvædet, skal man huske at gå frem på scenen, for så glider scenegulvet tre meter ned. Det er pissesvært, men også sjovt.

Det er ved at være tid til, at han skal til prøve. Vi skal have taget billeder, han skal nå at have hugget noget mad i sig – det nåede han ikke dagen før – og så skal han i sit jakkesæt. Jeg spørger ham, om han selv har givet historien om Frankenstein videre til sine to sønner på samme måde, som hans mor gjorde det til ham.

- De kender historien, men der er ikke nogle af dem, der har læst den endnu. Men Julius, min ældste, er blevet 16, så nu bør han da egentlig læse »Frankenstein«, siger Johan Olsen og griner.

- Det må jeg huske ham på senere i dag.

For Frankenstein er eviggyldig. Mener i hvert fald Johan Olsen.

- Vi har brug for monstre i fortællingen om, hvem vi er. Hvis der ikke er et monster, bliver vi nødt til at skabe det. For nogle er det deres lærer, for andre indvandrere. Der er altid et monster derude.

»Frankenstein genskabt« spilles i Skuespilhuset fra 12. januar til 4. april.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.