Johan Lindeberg: »Tøj er den stemme, jeg har«

Svenske Johan Lindeberg har været yuppie, reklamemand, direktør, festkonge og designer. Men hvem han egentligt er, inde bag alle maskerne – det er han i gang med at finde ud af. Samtidig er han vendt tilbage til modemærket, der bærer hans navn, J. Lindeberg.

De fleste designerinterviews er kontrollerede og korte. De foregår i anonyme mødelokaler i store hovedsæder eller på kølige hoteller, hvor der står mineralvand og lidt frisk frugt som ingen spiser af. Tiden er nøje afmålt, en halv time, en hel, hvis man er heldig. Designerne svarer høfligt og afmålt. De taler lidt om sig selv og meget om deres brand. Om processer og inspiration, men aldrig om noget, der er svært eller uflatterende.

Sådan er det ikke med Johan Lindeberg, den svenske designer, som netop er vendt tilbage til det mærke, der bærer hans navn, J. Lindeberg, som kreativ konsulent.

Han forlod firmaet i 2007 efter uenigheder med investorerne, men nu har han indvilget i for en foreløbig toårig periode at arbejde for det. Det er en god historie, ja, en stor historie i den skandinaviske modeverden, hvor det nærmest svarer til, at Malene Birger vendte tilbage til By Malene Birger. For nøjagtigt som hun var sit brand, var han sit.

Han var Sveriges første store modenavn – den, der klædte filmstjerner og sangere på, den, hvis tøj blev set på den røde løber. Han var manden, som forandrede golfmoden, og han var sin egen bedste reklamesøjle, der gerne sprang på motorcyklen for at fortælle historien om drømmen om frihed og livet som en evig fest.

Men 58-årige Johan Lindeberg har også en anden historie at fortælle. Historien om at gå gennem kriser i sit liv og om at finde ud af, hvordan den dreng, man var, blev til den mand, man er. Og om man, nej, om han mistede noget af sig selv undervejs.

Vi mødes i restauranten Aurora i Williamsburg, New Yorks smarte kvarter, der dog ikke er så smart, at det er farligt. Han bor to huse fra restauranten og kom her dagligt, mens han byggede om, da han flyttede ind. I reservationslisten står han bare som »Johan«. Han bestiller suppe med pasta og bønner. En flaske rødvin.

Han er en høj mand. Solidt bygget. Han har brunt hår, der er farvet. Man kan se en halv centimeters grå udvoksning. Det er tyndt i toppen, men børstet op, så det står som vinger om ansigtet. Han har røde støvler på og en lang ulden frakke, der når ned til gulvet.

Slidsen bagpå er revet op. En pelsvest under jakken, der stikker frem. En slidt ulden trøje. Armbånd om håndleddene, to halskæder om halsen. Han ligner en mand, der har råd til at udskifte sit tøj og derfor sætter en ære i ikke at gå op i, om det er slidt.

Før maden står på bordet, fortæller han en anden historie, om at være sendt til tælling.

»Det har været et fantastisk hårdt år for mig det sidste års tid, fordi jeg blev forladt af min forlovede. Der dukkede noget op fra hendes fortid, som jeg intet kendte til, og hun forlod mig pludseligt. Det var et kæmpestort chok, og jeg har kæmpet for at få det bedre. Jeg har været nødt til at finde ud af, hvorfor det skete for mig. Nu skal hun giftes med ham, det passer måske også bedre aldersmæssigt, hun er 20 år yngre end mig. Men jeg var overbevist om, at vi skulle være sammen altid, så det var det værste, jeg nogensinde har oplevet.«

Hans PR-dame, en ung kvinde, ler lidt nervøst over åbenheden.

»Men jeg tror, at andre måske kan lære noget af den proces, jeg går igennem. De kan spejle sig i det. For man lærer noget af alt, der sker«

Foto: Johan Lindeberg.
Foto: Johan Lindeberg.

Men Johan Lindeberg fortæller, hvordan han har forsøgt at komme videre. Han har afbrudt al kontakt med hende, og han har opsøgt særdeles alternativ hjælp.

Han har fået behandling hos en healer, der bor tre timer i fly fra New York, han har været i junglen i Peru, hvor han i flere døgn i træk var alene og drak ayahuasca, en te, som sydamerikanske shamaner bruger for at fremkalde trance. Han konsulterede en hypnotisør, som han stadig bruger. Hypnotisøren bor i Stockholm, så de skyper.

»Han lærer mig at tage min eks og sende hende ud i rummet. At få hende ud af mine tanker. Man kan tænke og tænke og tænke, og det er ikke produktivt. Det bliver kun værre. Så jeg SENDER hende ud i rummet.«

Han knipser, som om ekskæresten sad på hans finger, og som en krumme kan knipses væk.

»Jeg har valgt at være meget åben om, hvordan jeg har det. Jeg har givet en del svenske interviews og været med i den mest aflyttede svenske podcast, Värvet, som bringer interviews med kendte svenskere, hvor jeg fortalte alt. Men jeg tror, at andre måske kan lære noget af den proces, jeg går igennem. De kan spejle sig i det. For man lærer noget af alt, der sker.«

»Jeg har lært, hvordan et forhold virkelig kunne være. Hun kom tæt på mig, som intet menneske har været før. Gennem hende har jeg fået kontakt til den lille Johan, til ham, jeg var, før jeg fik en maske på. Når jeg ser gamle billeder af mig selv, smilede jeg aldrig. Jeg så barsk ud, fordi jeg gemte mig bag det, når jeg var usikker. Men nu er jeg nødt til at finde ud af, hvor Lille Johan er henne. Hvor meget af den, jeg er nu, som er masken, og hvor meget der er lille Johan.«

Fra lille Johan til Mr. Diesel

Den lille Johan er født i 1957 og voksede op i den svenske universitetsby Lund. Han kommer fra en præsteslægt, hvor både hans morfar og farfar var præster. Hans far var kulturjournalist på Sydsvenska Dagbladet og advokerede gennem en årrække for kvinders ret til blive præster, men var ikke selv religiøs. Hans mor var ansat i administrationen på universitetets litteraturinstitut. Han har en yngre søster, der også har arbejdet kreativt.

»Lund var en by fyldt med universitetsstuderende, og at vokse op der i 1970erne har præget mig, for ungdomsoprøret i 1968 prægede stadig byen. Det fyldte meget. Den fornemmelse af oprør og frihed, den har jeg aldrig forladt.

Han var udmærket i skolen, men ikke specielt dygtig. Han vidste ikke helt, hvad han skulle. Da han var 17, mødte han Lena, som han blev kærester med.

»Hun var fantastisk, hun var dygtig til alt. Hun stod på ski og spillede golf, hun var klubmester, så jeg måtte lære at spille golf og stå på ski. Hun var smuk, og hun var designer. Men vi gik fra hinanden efter nogle år. Jeg var nok for ung,« siger han.

»Men hun lærte mig meget, jeg har altid lært meget af mine forhold og af kvinder. Hvis jeg kigger på mit liv, sker udviklingen stort set altid parallelt med mine forhold. Af Lena lærte jeg at gøre mig umage og tage mig sammen.«

Så han kom på handelsskolen og fik eksamen. Han blev yuppie, dengang de virkelig kunne fylde et jakkesæt ud, og rejste rundt i verden på business class med et slips så stort og skulderpuder så skarpe.

Han læste Dagens Næringsliv, for det var den avis, man læste, når man tjente penge, og han tjente mange penge på at handle med cellulose, et materiale, der blandt andet bruges til at lave papir.

Men han kedede sig også efter nogle år. Han søgte ind på et reklamebureau i Malmø, Brindfors, og opdagede det italienske jeansmærke Diesel, som han blev så forelsket i, at han rejste til Italien for at overtale Diesels grundlægger og ejer, Renzo Russo, til at lade ham blive svensk importør.

Det blev han efter lidt overtalelse, og han eksperimenterede med, hvad man kunne opnå med Diesel i Sverige. Han syntes f.eks., at nogle af mærkets jeans var for lyse. Så fik han dem farvet, vasket hedder den slags på jeanssprog, mørkere på en fabrik i Borås.

Han begyndte også at lave Diesels reklamer, først til nogen skepsis for Renzo, senere med succes, hvor han lavede nogle af de mest omtalte reklamer i 1990erne med »Succesfull living«-kampagnen i samarbejde med Paradiset, hvor de lavede kampagner med budskaber om at leve det gode liv og opføre sig ordentligt, men også kommenterede aktuelle emner på ironisk facon, en flok aber blev f.eks. fremstillet heilende som en kommentar til datidens flirten med højrefløjen.

Han blev direktør for Diesel i USA, hvor han lagde mærkets første butik over for Levis for at huske sig selv på, hvad han var oppe imod. Det blev en kæmpe succes. Han tjente masser af penge, han levede Diesel-livet for fuld skrue, han festede, han åbnede butikker, han var Mr. Diesel i USA. Men han var, når alt kom til alt, ansat af Mr. Diesel himself, når der skulle tages store beslutninger, var det Renzo Russo, der bestemte.

»Jeg kunne jo ikke bestemme, selv om jeg syntes, at jeg vidste bedst nogle gange. Det var Renzos firma, og det gik op for mig, at jeg måtte lave mit eget. Men vi skiltes stille og roligt i 1996.«

Nu var Johan Lindeberg klar til at erobre verden en gang til, bare i eget navn.

»Da jeg startede J.Lindeberg i 1996, havde jeg en ambition om, at jeg ville lave en moderne udgave af Ralph Lauren«

Foto: Johan Lindeberg.
Foto: Johan Lindeberg.

Vi er færdige med at spise. Samtalen rykker fra restauranten til hans hjem.

»Vi kan tage den her med,« siger han og peger på karaflen, der stadig er vin i.

»Må jeg få den, jeg bor inde ved siden af?« spørger han tjeneren, der ser forbløffet ud, og siger: »Jeg kan hælde den på flasken, ellers må jeg spørge min manager.«

»Gør det, jeg kender manageren godt,« siger Johan Lindeberg med den selvfølgelighed, som et liv som ham, der bestemmer, giver.

Manageren dukker op med et stykke sølvpapir, som han sætter over karaflen, før han kommer den i en brun pose. I New York er det ulovligt at gå rundt på gaden med en åben flaske med alkohol.

Johan Lindeberg bor i et byhus i Williamsburg. Nederst er der et stort tomt butikslokale med slidte tykt lakerede gulve og fastmonterede skuffedarier på væggen. Der har været en antikbutik. Johan Lindeberg har overvejet at åbne et galleri der, men lige nu er planen at lave en cafe i samarbejde med nogle unge cool drenge fra Stockholm, der laver chiagrød og avokadomadder.

»Men vi får se,« siger Johan Lindeberg, da han går op ad trappen til 1. sal. Her er et stort køkken med udgang til en terrasse, hvor der normalt er udsigt til Manhattan, Williamsburg Bridge og Freedom Tower, men den er dækket af sne i dag. En spisestue og en opholdsstue.

Væggene er dybt mørkegrønne, inspireret af den franske model og forfatter bag bestselleren »How to be Parisian«, Caroline Maigrets lejlighed. Han besøgte hende, da han skulle fotografere hende. Sådan drysser kendte navne konstant ind i samtalen.

I gangen hænger den brasilianske model Giselle Bündchen, som han har fotograferet. Hun ringede selv og spurgte. Han tænder massevis af hvide bloklys i pejsen i stuen. Sætter sig i sofaen og er parat til at tale.

»Da jeg startede J.Lindeberg i 1996, havde jeg en ambition om, at jeg ville lave en moderne udgave af Ralph Lauren. Det skulle være et moderne livsstilsmærke, ikke bare et denimmærke, selv om jeg havde lavet det med succes før, og så ville jeg forandre golfsporten. Golfverdenen er så konservativ.«

»Jeg tænkte, at hvis jeg kunne få de meget konservative mænd, der spiller golf, til at klæde sig anderledes, så ville de begynde at tænke anderledes. Det var det, jeg ville med mit mærke.«

Det lykkedes. I en verden, hvor ternede bukser var standard og en polotrøje i pastelfarve var decideret vovet, fik han golfspillere til at gå i tøj, der både var mere tætsiddende og i friskere farver.

Da den svenske golfspiller Jesper Parnevik vandt en sejr i Texas, talte publikum mere om hans tøj end om sejren: Tætsiddende bukser i modsætning til de sædvanlige løse chinos. Og så i lyserød!

»It takes balls to play in pink i Texas,« sagde Parnavik efter matchen. Han blev en af J.Lindebergs profiler i golfverdenen. I modeverdenen fik han ros for sine rock’n’roll-inspirerede kollektioner og sin internationale tilgang til mærket. Han åbnede kontorer i både New York og Stockholm med det samme, han fik hurtigt en række svenske modepriser og i løbet af få år omsatte J.Lindeberg for over 200 millioner svenske kroner.

I 2002 lancerede mærket en damelinje, designet af hans hustru Marcella. Der kom en skilinje til, solbriller. Mærket var det første skandinaviske, der for alvor slog igennem internationalt, Aston Kutcher gik i tøjet, og da Brad Pitt, tidens allerhotteste sexsymbol, dukkede op til Golden Globe i 2007, havde han en smoking fra J. Lindeberg på.

Det kørte. J.Lindeberg havde stor succes, blev solgt i hele verden og havde egne butikker i flere lande, men det kræver kapital at udvide et modefirma, så Johan Lindeberg solgte ud af firmaet for at få midler til at investere.

En bid ad gangen og til sidst ejede han ikke hovedparten længere. Og så gik det, som det er gået så tit før. Ejerne ville én ting, han ville noget andet, og de, der havde pengene, bestemte, hvad orkesteret skulle spille. Da uenigheden blev for stor, gik Lindeberg sin vej i 2007.

»Det var et afsluttet kapitel, og jeg ville ikke bare gå tilbage, fordi firmaet har mit navn. Men jeg kunne mærke, at jeg har en passion igen«

Johan Lindeberg med sin 15-årige datter Blue, som han har med sin italienske ekskone Marcella. Blue har en modelkontrakt og spiller skuespil. De to har aldrig skændtes, siger Johan Lindeberg. Til gengæld giver de begge hinanden gode råd. Foto: Johan Lindeberg.
Johan Lindeberg med sin 15-årige datter Blue, som han har med sin italienske ekskone Marcella. Blue har en modelkontrakt og spiller skuespil. De to har aldrig skændtes, siger Johan Lindeberg. Til gengæld giver de begge hinanden gode råd. Foto: Johan Lindeberg.

Han flyttede til New York, hvor han bosatte sig i Soho med sin daværende kone. De fik datteren Blue i 2001. Mens han boede i Soho, gik han nærmest daglig forbi J.Lindebergs butik.

»Men jeg kiggede aldrig derind. Jeg kiggede frem. Sådan er jeg. Jeg interesserer mig for det nye, ikke for fortiden.«

Han fortsatte i tøjbranchen og samarbejdede med Jay-Z, han lavede et tøjmærke med Justin Timberlake, og i 2011 lavede han mærket BLK DNM – der udtales Black Denim.

»Det var tøjet til den kvinde, jeg beundrer. En stærk kvinde. Jeg er ultrafeminist, og tøjet var inspireret af min ungdom i Lund, af ungdomsoprøret og frihedstrangen, som denim repræsenterer for mig.«

Men efter fem år forlod han BLK DNM i maj 2015. Det var på tide, at andre kræfter tog over, sagde han, da han gik. Han ville koncentrere sig om at fotografere, som han var begyndt på, da han lavede kampagner til BLK DNM, og måske at instruere film. Være kreativ på andre måder.

Et godt stykke inde i det værste år i hans liv, i 2015, ringede telefonen i efteråret. Det var J.Lindebergs administrerende direktør, Stefan Engström, der havde et forslag. Havde han lyst til at komme tilbage til J.Lindeberg som kreativ konsulent?

»Jeg blev meget meget overrasket og tænkte først WOW. Jeg havde aldrig tænkt tanken selv. Det var et afsluttet kapitel, og jeg ville ikke bare gå tilbage, fordi firmaet har mit navn. Men jeg kunne mærke, at jeg har en passion igen. Jeg føler mig kreativ som aldrig før. At jeg ville kunne gøre noget her. Da jeg kom til Diesel, var mærket 20 år gammelt og etableret, den samme alder som J. Lindeberg har i dag.«

»Det er et firma, som er ude over startvanskelighederne og som er velstruktureret, så jeg kan koncentrere mig om en fri kreativ rolle, og jeg mener, at J.Lindeberg har et fantastisk potentiale med sin kombination af sport og mode. Det kan noget andet. Jeg har altid været forud for min tid.«

»Nu har J. Lindeberg og jeg måske hentet hinanden. Jeg kommer især til at præge damelinjen. Jeg vil gerne ændre verden med mit tøj, også nu. Nøjagtigt som da jeg ville have de konservative golfere til at gå i moderne tøj og dermed måske tænke lidt mere moderne. Jeg vil gøre verden bedre.«

Han sidder i sofaen og griner.

»Det er nærmest som præsterne i min familie. Jeg vil bare gøre verden bedre på min måde. Det tror jeg, at jeg kan nu. Tøj er den stemme, jeg har. Det er en gave, når man finder sin stemme, den måde, man kan udtrykke sig på. Jeg var 30 år, før det lykkedes. Men nu ved jeg, at det er det, jeg kan.«

Hvem han selv er, ved han stadig ikke helt.

»Man fødes ren, og så lægger man lag på, jo ældre man bliver. De lag er jeg ved at pille af. Jeg har aldrig haft et naturligt smil, fordi jeg altid har haft en maske. Men det lærte jeg i det forhold, der gik i stykker.Nu ved jeg, hvad jeg ønsker mig igen. Jeg leder efter en kvinde, jeg kan være sammen med altid, en, der kan se mig, som jeg virkelig er. En, der kan se ind bag masken og stadig lide mig. Det har jeg lært. Så lille Johan har det faktisk meget godt for tiden.«

Foto: Gustav Wiking.
Foto: Gustav Wiking.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.