Jens Blendstrup: »Jeg har altid stillet spørgsmålstegn ved den skide eksistens«

Han læser digte op med en tehætte på hovedet, men længes efter at smide masken. Han skriver sjovt om en far, der var skidefuld – men også nærværende. I et forsøg på at komme den bogaktuelle Jens Blendstrup lidt nærmere gav vi ham fire ord, der knytter sig til hans liv, og bad ham skrive de første linjer til hvert kapitel i historien om ham selv.

Jens Blendstrup i familiens skød. Døtrene Wilma (tv.) og Liva og konen Malene.
Jens Blendstrup i familiens skød. Døtrene Wilma (tv.) og Liva og konen Malene.

Far            
»Erindring og kiksekage. Hvor meget er sandt, og hvor meget er falsk? Billedet på far ændrer sig med årene. Den far, jeg havde, er ikke den samme som ham, der står tilbage. Slet ikke ti år efter denne fars død. Nye ting kommer op, andre ting forsvinder. Måske i takt, med at jeg selv bliver far...og træder ud af min egen fars skygge.«

Se flere billeder af Jens Blendstrup i galleriet til højre>>
 
Jens Blendstrup er besat af sin far. Det er blevet lidt bedre, men den 44-årige forfatter kan stadig finde på at iføre sig den gamle, efterhånden temmelig nussede, mørkeblå kost-skoleblazer, som faren brugte, da han gik på Herlufsholm.

»Han ville vende sig i sin grav, hvis han vidste, at jeg går med den,« udbryder Jens Blendstrup, da han viser blazeren frem på sit kontor, der ligger på 1.salen af den gule villa i Korsør, som han bor i med sin familie. Her er alverdens rariteter – gamle rejsekufferter, en petroleumslampe, masker og skulpturer – mange af dem med forbindelse til hans far.

»Jeg har haft jakken på på nogle frygtelige byture. Mine brødre synes, det er sygt, for så fantastisk var han heller ikke. ’Kan du da for pokker ikke lade være med at tage den jakke på? Du har jo ikke engang gået på Herlufsholm, din idiot,’ siger de.  På den anden side synes de, at det er fantastisk, at jeg kan holde ham i live i min skrift.« 

I Blendstrups forfatterskab har faren da også en central placering som inspiration for de ofte absurde, surrealistiske og humoristiske fortællinger. Det gælder først og fremmest romanen »Gud taler ud« fra 2004, der portrætterer faren, fra familien flyttede til Risskov, til han dør 25 år senere af kræft. Men også i »Bombaygryde« fra 2010 spiller han en vigtig rolle. Det samme gør han i »Luskefisefortællinger«, bogen,  som Jens Blendstrup skriver på for tiden og regner med at udgive til efteråret.

På væggen bag skrivebordet hænger et maleri, som faren malede på hele sit liv. »Til evig forfølgelse« hedder det, og den titel passer ikke helt skidt på Blendstrups eget forhold til faren. I »Gud taler ud«, der netop er blevet gjort til teater på Husets Teater med skuespilleren Mads Wille i rollen som sønnen, er det da også faren, der er Gud.

Hans far hed egentlig Uffe og var uddannet psykolog, men blev pensioneret allerede som 53-årig. Han var alkoholiseret, kæderøg hvide King’s, var kolerisk og til tider grov, men også en inspirerende og nærværende far, som Jens Blendstrup havde lange samtaler med. For eksempel om de fristile, som sønnen allerede som ni-årig fandt ud af, at han havde flair for.

»Jeg har tre storebrødre, og vi anglede jo alle sammen efter hans kærlighed,« siger Blendstrup med rystestemme.

Han havde forinden prøvet at klimpre »Streets of London« på guitar for sin far, men det lød ad helvede til, fik han at vide. Først da han begyndte at læse højt af en stil, var der hul igennem.

»Jeg havde skrevet om en zombie, der havde udgivet sig for at være graver på en kirkegård. Den stil fik jeg en kæmpekarakter for. Jeg kom hjem og sagde det til den gamle, og så kunne jeg se, at hold da kæft, det var interessant.«

Efterhånden læste han alle sine historier for faren.

»Han sad sgu altid og så fjernsyn, skiskydningskonkurrencer eller et eller andet, når jeg kom ind i stuen. Jeg læste højt, og så diskuterede vi det bagefter. Men i begyndelsen troede han ikke på, at jeg kunne få udgivet noget.«

Det var Lars Bukdahl – den senere litteraturanmelder på Weekendavisen – som Jens Blendstrup blev venner med i gymnasiet, der overbeviste ham om, at han kunne noget litterært.

»Men da jeg senere kom på besøg hjemme i Risskov, sad min far med sine King’s og en øl og sagde: ’Nu skal du bare skrive, jeg er her kun som en skygge’. Så læste jeg højt for ham, når jeg havde skrevet noget nyt. Det var  enormt spændende.«
 
Blendstrup er selv blevet far, til pigerne Liva og Wilma på 11 og syv år.

»Jeg troede, da jeg blev voksen, at jeg skulle være ligesom min far. Det er også lykkedes mig, hver gang jeg var pissefuld. Så blev jeg ham. Men det er desværre svært at leve med en moderne kvinde og så opføre sig som min far. Jeg har virkelig kunnet mærke, at jeg næsten har skullet læse bøger for at nå frem til en moderne far- og manderolle. Jeg tror, det er derfor, at nogle af mine tidlige noveller, for eksempel »Manden der blandt andet var en sko« fra novellesamlingen »Laterna Vagina«, er udtryk for en mand, der prøver at tage sig sammen som mand, men falder sammen, fordi han ikke har materialet.«

Hvordan har du haft din egen far med i bagagen?

»Jeg fortæller jo altid ungerne om ham. De er godt klar over, at jeg har en sygelig besættelse af ham. Det er gudskelov taget lidt af nu. Men jeg fortæller dem om ham som et eksempel på en far, der var meget til stede og en, som interesserede sig for sine børn.«

Der er også ting, han gerne vil gøre helt anderledes.

»Det lyder så selvterapiagtigt, men jeg tænker meget over det her med: Sørg for at få din egen mening, før dine forældre dør. Jeg var jo 32, før jeg begyndte at tale med min egen stemme i stedet for med min fars. Det er ret væsentligt, at man som forælder ikke fylder så meget, som min far gjorde. Han ville gerne tygge virkeligheden for mig.«

Han laver tyggelyde.

»Uhm uhm, nu skal jeg fortælle dig. Jeg var efternøler og derfor har jeg måske haft en tendens til at lade ham gøre det. Der er Liva, min datter, meget god, for hun siger: ’Jamen, far, det er fint, at du kommer med det der, men bland dig uden om’. Jeg bliver lidt stødt og tænker: ’Er det, fordi jeg ikke er så god til at fremstå dæmonisk som min far, eller hvad?’

Hvorfor tror du, at du har været så besat af din far?

»Min ældste storebror har ikke forgudet vores far, som jeg har. Vores far drak i en periode så meget, at min bror måtte gå ind og afløse og hjælpe min mor med at få tingene til at hænge sammen derhjemme. Det har jeg ikke vidst som barn. Den far, jeg kom til at holde af, var pensionist. Han blev en anden. Han var mere rolig, og vi kunne tale sammen. Vi fik snakket om næsten alt. Måske også for meget. Men jeg tror, det er derfor, jeg har det sådan med ham.«

Læs mere på næste side>>

Ægteskab
 »En utrolig svær konstruktion. Dybest set tror jeg ikke, at vi mennesker er bygget til at være sammen hele livet. Jeg får i hvert fald daglig klaustrofobi. Jeg tænker også plads. Og børn. Og sparring. Altså konstante møder og afstemning af hinanden og vores forskellige blikke på, hvad et ægteskab er.«
 
Der er langt fra Jens Blendstrups ideale liv med tilrøgede saloner til dagligdagens trivielle realiteter.

»Der går ikke en dag, hvor jeg ikke drømmer om at leve som Edgar Allan Poe og blive slået ned i en gyde som 40-årig under mystiske omstændigheder.«

Han sprutter af grin.

»For at et ægteskab skal blive ved med at være fantastisk, skal det være en opdagelsesrejse. Men nogle gange virker det mere som om, at man er en slags reoler, man flytter rundt på.«

Jens Blendstrup er gift med Malene Kirkegaard, der blandt andet sidste år debuterede som thrillerforfatter. De mødtes en nat i 1998. Dengang var hun tilknyttet DR Radiodrama. Blendstrup var sammen med de andre fra litteratur- og kunsttidsskriftet Øverste Kirurgiske, som han er redaktør på, med i en happening.

»Vi skulle kapre æteren. Det var fire timers direkte optaget radio, og Malene var producer. Jeg tror nok, at jeg endte med at falde i søvn oven på hende. I hvert fald kunne hun se, at her var en mand, der havde behov for en kvinde.«

Ligesom han selv skrev hun.

»Jeg sad på det tidspunkt med nogle små tekster, som jeg tænkte skulle i Øverste Kirurgiske, men Malene spurgte mig, hvorfor jeg ikke skrev dem sammen til en bog. Jeg mente ikke, at jeg kunne skrive mere end ti sammenhængende sider, men hun hjalp mig. Det blev til min roman »Dame til fornuftige priser«.«

Dér startede arbejdsfællesskabet.

»Hun var god til at få mig til at fokusere. Selvfølgelig var vi glade for hinanden, vi blev jo gift, men vores forhold er i høj grad bygget på, at vi arbejder afsindigt godt sammen.«

Alligevel er det ikke altid helt nemt.

»Jeg har det svært ved hverdagen i ægteskabet. Jeg føler, at jeg gentager mig selv. Problemet er, at når man har talt sammen ret intenst i 12 år, så ved man, hvad den anden vil sige. De der sætninger eller bestemte måder at sætte sig på kan give mig helt kistefornemmelse: ’Nå ja, nu går hun derind, og så drejer hendes hjernes tandhjul på den måde, og om et øjeblik siger hun det om sin mor’. Jeg tænker hele tiden i dialog. Jeg hører sætninger, før de bliver sagt. Det er i virkeligheden nok den der friske pebermyntesamtale, man havde allerførst i et ægteskab, jeg gerne vil tilbage til. Hvor man hører, ser og smager hinanden.«

Problemerne handler måske også om Jens Blendstrup baggrund. Om at han kommer fra et hjem med en dominerende far og en mor, der var fra et svensk overklassemiljø og satte en dyd i at være opofrende.

»Hun nægtede rødstrømpebevægelsen nogen form for mening. Hun var sur over, at kvinder skulle tvinges ud på arbejdsmarkedet. Det sidder stadig i mig. Nogle gange, når jeg siger til Malene: ’Prøv lige at se den her tekst, jeg har skrevet, den er sgu da fantastisk, synes du ikke?’ siger hun bare: ’Jo, den er udmærket’. Hun skamroser ikke. Det kan jeg mærke, at jeg savner. Men det er jo noget fis.

Når hun siger: ’Et godt ægteskab er også venskabet’, så tænker jeg: ’Okay, det er en pæn måde at beskrive koldbrand på’. Men det er rigtigt nok. Hverdagen kan være smuk, og det er den da også. Det med, at man er et fartøj, der opdrager to nye individer er jo fantastisk. At man skaber trygge rammer for den næste generation. Jeg vil da være sindssygt stolt, hvis jeg ikke får nogle børn, der bor på den lukkede afdeling, når de bliver voksne. For det er jo min største frygt: Har man redskaberne i sig til at gøre det?«

Han er vokset med opgaven.

»På de 12 år, vi har været gift, er jeg nok blevet 30 år ældre. Fordi der er så mange ting, man skal tage stilling til, når man er i et parforhold. Man skal hele tiden afstemme hinandens virkelighed, hvilket gør, at man flytter sig meget. Det har nok været ekstremt for mig, fordi jeg måske har været 12 år i rigtig mange år, og så skiftede det der.

Jeg har fået et stort behov for at kunne stå på egne ben. For at kunne tage lige så meget ansvar for børn og økonomi. I gamle dage var det altid Malene, der stod for det, fordi jeg fingerede nervesammenbrud eller et eller andet åndssvagt. På den måde har jeg altid været en gammeldags kvinde i vores parforhold. Jeg tror ikke, det er uden grund, at jeg bruger fistelstemme nogle gange, når jeg læser mine tekster.«

Interviewet fortsætter på næste side>>

Iscenesættelse
»Ja, så tænker jeg naturligvis på, at jeg rigtig godt kan lide at klæde mig ud. Og også ødelægge min lyrik med tåbelige stemmer. For at fjerne den iscenesættelse af lyrikken som noget sakralt. Og utilnærmeligt. Begge dele er dog lige iscenesat. Har jeg erkendt med årene. Masker er gode, hvis man kan tage dem af.«
 
Det ligger til hans familie at klæde sig ud. Hans far iførte sig sin »negermaske«, når han ville fremstå stærkt dæmonisk og også farmoren havde en rem af huden.

»Hun havde en tendens til altid at parodiere de andre mennesker i Præstø, hvor de boede. Hvis Fru Hansen havde fået en hjerneblødning og gik mærkeligt, begyndte min farmor at gå bagved hende og slæbe på benet. Det er en familiær sygdom.«

Han trækker en papkasse, der står under mahognichatollet på kontoret, frem. Den er fyldt med masker, som han bruger, når han sammen med sin ven, kritikeren Lars Bukdahl, laver det, de kalder litterær hypnose – en blanding af turbooplæsning, dilettantkomedie, oplæsning og dans. Andre er fra Frodegruppen 40, bandet som Blendstrup er forsanger i, og hvor hans lyrik ledsages af musik i alverdens genrer.

»Hvorfor laver man sådan en her?« spørger han og tager en opvaskehandske med en klase druer som pynt på.

»Lige fra jeg var lille, har jeg drømt om at være gammel. Jeg begyndte at aflure min farfars måde at gå på, og til fastelavn klædte jeg mig ud som en gammel mand med kunstigt overskæg.«

Det handler om en længsel efter ikke at have ansvar, mener han. Også hans far var en inspiration til rollen som gammel.

»I virkeligheden har jeg jo levet et liv som pensionist, indtil jeg blev ung og forfatter. Min far var jo pensionist, fra han var 53, og jeg var efternøler, så alle brødrene tog hjemmefra, mens jeg gik tur med hunden sammen med ham. Vi gik op og hentede mad, og så belønnede vi os altid med en øl. Det var allerede, da jeg var 12 år. Det kunne være gået meget galt.«

Men det med maskerne hænger også sammen med en forestilling på Aarhus Teater, som han så som dreng.

»Jeg mener, den hed »Klovnen« og handlede om en klovn, der bliver vanvittig. Den der mærkelige opmalede mund, som man som barn både synes er sjov og uhyggelig, fascinerede mig.«

Hvis man søger på hans navn på Youtube, dukker der også adskillige videoer op, hvor han spiller roller. I »John danser grøntsag«, hopper Jens Blendstrup rundt på en scene iført tehætte, og i videoen »Pølsesnak« er han iført en gasmaske, mens han taler om at spytte. Endelig er der et klip, han har optaget med web-cam på sit eget kontor, hvor han uden maske taler med fistelstemme som kvinden Yvette Espersen, der har set en ufo.

»Når jeg bruger rekvisitter, tager masker på, bliver jeg mere samlet. Det giver mig en ro, jeg slapper af. Lige nu er jeg jo også lidt iscenesat, fordi jeg har taget slipset på.«

Han vifter med det brede brune slips, han har på under en sort vest.

»Det er tandbørstesælgeren, eller måske brugtvognsforhandleren. Det hører med. Hvis jeg bare havde haft en T-shirt på, tror jeg, at jeg ville have følt mig mere nøgen.«

Han indrømmer gerne, at maskerne er en måde at skjule sig på.

»Men jeg er blevet bedre til at slappe af. Iscenesættelsen er blevet en del af mig selv, og måske er det faktisk ikke så iscenesat mere. Hvis du havde spurgt mig for ti år siden, havde jeg hellere taget en maske på, mens vi snakkede.« 

Hvorfor ?

»Fordi jeg ville være utryg ved samtalen. Jeg ville være nervøs for, om jeg kunne sige noget fornuftigt. Jeg ville hellere sige noget skørt. På den måde ville jeg kunne skjule min usikkerhed. Jeg tror også, det er en del af det at blive ældre. Iscenesættelsen er fin nok, men man kan også blive træt af den. Man kan ikke gå rundt med maske på hele tiden.«

Hvem er du så uden masken eller det store skæg?

»Jamen, så er jeg jo bange for, at jeg er bankmand. Jeg tror, det har noget at gøre med, at min far var ret kedelig, når han var ædru. Han var iscenesat, når han var fuld. Til sidst gad vi kun at besøge ham, når han var fuld, fordi han var sådan et fossil – lille og rystende. I virkeligheden tror jeg, det er det, jeg er bange for, at jeg er under skægget – et svagt, ynkeligt individ.«

Han stopper sig selv.

»Nej, det passer jo ikke… men mindre interessant. Det er en stumfilmsagtig trang til at male øjnene sorte for at fremstå mere samlet.«
Maskerne har dog også den hage, at de kan spærre for litteraturen.

»Det kan være, at folk til sidst tænker: »Åh nej, det er ham, der skriger, åh nej, det er ham, der taler med beostærstemme, eller åh nej, det er ham, der altid har det der slips på og er hysterisk. Det, at man bliver alt det udenom. Man bliver gavepapiret.«

Og når alt kommer til alt, kan vi alligevel ikke skjule os, masker eller ej.

»Det er sjovt, at vi bruger et helt liv på at bygge historien om os selv op, og så pludselig giver det ingen mening mere. For når vi sidder på et plejehjem, kan vi alligevel ikke skjule, at vi tisser i bukserne. Det er måske lidt hårdt sat op, men jeg tror, det er der, jeg har min svaghed for ældre mennesker, men også mit håb. Når man bliver gammel, behøver man ikke at gå med så mange masker. Så er man bare i verden og modtager den, fordi man ikke kan gå så hurtigt.«

Læs resten af artiklen på næste side>>

Midtvejskrise
»Ha! Den har jeg vist været i hele mit liv. Manderollen, jeg er opdraget med, passer ikke helt til den verden, vi lever i i dag. Men måske vokser vi alle op i de her tidshuller? Der er aldrig en virkelighed, der stemmer overens med én. Nogle forstår at tilpasse sig. Andre bliver gale eller drankere. Og så er der dem, der slår ud i kunst, eller mæslinger, livsmæslinger.«

Kriser har været et grundvilkår i hans liv. Det er ikke noget, der er kommet, efter at han blev 40.

»Jeg har altid stillet spørgsmålstegn ved den skide eksistens,« siger han.

»Da jeg var 15, havde jeg en drøm om, at når jeg blev 20, ville jeg hvile i mig selv. Da jeg blev 25 og havde min første depression... Det lyder som om, det er menstruation, vi taler om,« indskyder han muntert, inden han fortsætter talestrømmen:

»Så troede jeg, at alt ville være godt, når jeg blev 30. At jeg ville forstå livet og slappe af. Sådan har det været altid, og jeg synes ikke, jeg nærmer mig.«

Man har da også næsten kunnet stille sit ur efter hans depressioner. De er kommet hvert tiende år i hans voksne liv. Og hver gang har det været en druktur, der har udløst dem.

»Drukken er fantastisk, fordi den kan være et fartøj. Det var den i hvert fald, da jeg var mellem 20 og 30. Jeg følte, at jeg kunne gøre nogle sindssyge ting. Nogle af mine tidlige tekster til Frodegruppen 40 er meget klare, fordi de er skrevet med tømmermænd. Men de sidste år, fra jeg var 35 til 40 år, begyndte det at gå ned ad bakke. Det blev destruktivt.«

Så i 2010 tog han en drastisk beslutning og lagde sit liv om.

»Indtil for to år siden gjorde jeg ligesom min far. I hvert fald hver 15. dag tog jeg hjemmefra og gik i byen to-tre dage sammen med min storebror. Vi hærgede rundt i flere døgn. Til sidst lå jeg syg en uge bagefter. Jeg har aldrig haft abstinenser, men psykisk tog det på mig. Jeg kunne mærke, at det begyndte at gå ud over min skrivning. De emner, jeg tog fat i, når jeg skrev, blev de samme og de samme. De kredsede hele tiden om drukken som befrielse. Jeg kunne ikke skrive de store værker, jeg gerne ville skrive.«

Det sidste siger han påtaget højstemt med dirrende stemme.  

Er du helt holdt op med at drikke?

»Ja, jeg har ikke rørt det i to år. Jeg syntes, det var svært i starten at gå i byen, fordi alle de mennesker, jeg plejede at tale, med blev kedelige. Festmotoren går i stykker, når man er ædru.«

Var der en konkret anledning til, at du stoppede?

»Vi havde haft en oplæsning på Nørrebro med tidsskriftet Øverste Kirurgiske, og der havde været gratis øl. Jeg gik totalt amok. For det første læste jeg op tre gange på den aften, hvilket er et tegn på, at jeg går i overgear, og så endte jeg med at balancere på muren ind til Vestre Kirkegård. Jeg faldt selvfølgelig ned og forstuvede mit ben, så jeg ikke kunne gå. Jeg var skidefuld og  endte med at føre en samtale med min døde far – jeg så ham helt konkret derinde. Da det blev morgen, og jeg blev ædru, kan jeg huske, at jeg tænkte: ’Det her skal du ikke opleve igen’. Jeg ønskede min far så meget tilbage – også på grund af branderten – at jeg kunne mærke, at hjernen ikke havde godt af det. Nu måtte der komme en samling. Jeg var også træt af… hvorfor fanden skulle jeg gentage nogle mønstre, jeg godt vidste, slog min far ihjel til sidst. Jeg har jo børn, jeg har heller ikke lyst til at vise mig som det forbillede. Som det her menneske, der kommer hjem som en hængt hankat hver tredje uge.«

Drukken fascinerer ham dog stadig.

»Jeg kan godt mærke, at jeg stadig synes, at de fordrukne er heltene. Jeg er vokset op med, at det er en slags adelstitel at være fordrukken. Hvis man er ædru, er man totalt kedelig, så er man bankmand. Men jeg var i virkeligheden også bange for at stivne i den masse. At folk skulle forvente, at Blendstrup og Frodegruppen 40 er galskab og druk. Det er det selvfølgelig også – det er galskab – men det behøver ikke at være ødelæggelse.«

Nu er kriser jo heller ikke noget, der kun rammer Jens Blendstrup, skynder han sig at understrege.

»Alle mine venner omkring mig er sgu også i konstante kriser. Nogle gange holder de det nede ved at sige: ’Vi er lige flyttet i hus’, eller de køber måske møbler i stedet, og så ved man, at de bliver skilt ret kort efter. Måske er det heller ikke en krise. Der er en konstant våge i eksistensen, hvor man hele tiden er i tvivl. Jeg tror også, at det er nødvendigt. Ikke kun som forfatter, men som menneske,« siger han og spørger sig selv, om der findes mennesker, der aldrig stiller spørgsmål ved tilværelsen.

»Jeg ved det ikke, men jeg tror, der bor nogle nede på en vej hernede ved stranden,« siger han og peger ud af vinduet, over villahaverne og ned mod stranden i Korsør.

»Deres haver er meget, meget ordentlige. Der er et hegn, der er ved at blive sat op, og man har indtryk af, at de pudser hver eneste bjælke. De står altid i vinduet, når jeg går forbi. Jeg fortæller mine børn, at det er normale mennesker. Men det er jo nok ikke rigtigt.«

»Gud taler ud«, Jens Blendstrups mest kendte roman fra 2004, havde i går premiere som teater på Husets Teater. Kan ses til og med 12. maj. »Berlin – øjenvidnevariationer«, Jens Blendstrups historiske tekst- og billedbog, som han har lavet i samarbejde med fotografen Lars Gundersen, udkom i fredags.

Læs også:


 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.