Jeg er ikke så firkantet mere

Som ung afskyede han de kendte, der førte sig frem i ugebladene, og i mange år sagde Mikael Birkkjær nej til tv- og filmroller. Men søndag aften er han med, når 'Forbrydelsen' starter igen.

Han har selv sat scenen for interviewet - man er vel ikke skuespiller for ingenting. Vestre Kirkegård. Hvilested for tidens statsministre, store hoveder og berømtheder. Han er vokset op her. I Valby, hvor han stadig bor, og på kirkegården, hvor han blev vugget i søvn i barnevognen ved den sø, hvor vi nu sidder. Ved den sø, hvor han selv tit kommer.

»Her er fred, ro og skygge, og det er et fantastisk syn,« fortæller han og slår ud med armene over søen og kapellet, gravstederne og træerne.

Han er Mikael Birkkjær – i folkemunde lægesønnen Adam fra tv-serien »Sommer« og snart politimanden Ulrik fra »Forbrydelsen«, der starter i morgen på DR1. Ti nye afsnit er klar til at rulle over skærmen og få os alle til endnu en gang undrende at spørge hinanden i frokostpausen: »Hvem er mon morderen?«

I denne omgang bliver en kvindelig advokat mishandlet og myrdet, og Sarah Lund, vicekriminalkommissæren i islandsk sweater, bliver hentet ind fra provinsen for at hjælpe med opklaringen sammen med sin nye makker, Ulrik Strange – vicepolitikommissær i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, også kaldet Drabssektionen.

Optagelserne har været i gang i godt et år. Det er fast arbejde – både dag og nat. En ny tilværelse »on screen« for den 51-årige Mikael Birkkjær, der har tilbragt den største del af sin professionelle karriere i teatrets verden, efter han i 1985 blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater.

I 17 år underholdt han publikum på de skrå brædder på Det Kongelige Teater. 17 år hvor aftensmaden blev slugt, og cyklen derefter nærmest selv fandt vej til Kongens Nytorv. Til endnu en rolle, endnu en prins og konge, endnu en Romeo eller Ødipus. Efterhånden forsvandt lysten til at stå på en scenen.

»Jeg var ved at være mør. Jeg orkede det ikke mere efter at have spillet i så mange år. Teater er hårdt arbejde, gentagelse på gentagelse, og jeg havde mange krævende roller. Jeg var ikke teatersulten mere og vågner ikke i øjeblikket og tænker, at nu må jeg op og stå på en scene. Jeg havde været ude i alle kroge, så jeg måtte have nogle nye skuffer åbnet i mig selv. Prøve noget andet.«

Der skulle dog mange års erfaring og asen og masen til fra kollegaer, familie og venners side, før Mikael turde komme til erkendelsen af, at han havde fået nok af teatret. »Du kan da ikke blive ved med at sige nej«, »kom nu for helvede ud af busken«, »nu har du gemt dig på teatret i 15 år«, »du har godt af det« – sådan lød kommentarerne fra kollegaerne. »Jamen, jeg vil ikke, jeg vil bare lave teater!« svarede Mikael Birkkjær dem.

Det blev skuespiller og filminstruktør Paprika Steen, der i 2004 fik ham overbevist, da hun gjorde klar til sin debut som filminstruktør med filmen »Lad de små børn«. »Hun fortalte mig, hvad filmen handlede om, og jeg ville gerne være med til at fortælle historien om at miste et barn. Jeg kunne ikke lade være med at sige ja,« husker Mikael Birkkjær.

Og han havde godt af det – springet til filmens verden. »Det var rart. Noget energi blev frigjort, og jeg har fået nogle større briller på. Verden er blevet lidt større, og der er nogle andre muligheder.«

Da springet var taget, og den første film lavet, kom rollerne rullende ind. Og Mikael gjorde klar til et endnu større spring – til den bedste sendetid på DR1. Til en serie, der skulle gøre ham til folkeeje, som vores alle sammens Adam. Lægesønnen og familiens sorte får, som slog benene væk under kvinderne med sit skæve smil og faste blik.

»Folk hilser på gaden og siger »Hej Adam, hvordan går det med din far?« Og jeg er blevet stoppet af nogle ældre damer, der sagde, at nu skulle jeg altså behandle hende Anna ordentligt. Det er skide sjovt, og folk er enormt søde,« fortæller Mikael Birkkjær.

»Det var lidt specielt de første tre-fire gange, man blev genkendt på gaden. Nu har jeg det ganske afslappet med det, og jeg har kun oplevet positive ting. Det er absolut ikke så slemt, som jeg havde troet,« fortæller Mikael Birkkjær.

»Man kender det jo også fra sig selv. Da jeg var 12-13 år, gik jeg gennem et S-tog og skulle til at stå af, og der i kupeen sad Ove Sprogø, altså selveste Egon. Jeg stoppede op og sagde »hej!« og tænkte så »nej, nej, nej, hvor pinligt, mand.« Han kiggede op bag avisen og sagde »Dav, min dreng«, og så gik jeg videre med røde ører. Så jeg kender godt det med, at man synes, at man kender dem i fjernsynet. Jeg kan sagtens forstå folks reaktioner.«

 

Nu er han klar til endnu en gang at gæste søndag aftens kaffebord som Ulrik Strange, og til oktober starter optagelserne til »Borgen« – endnu en stor dramasatsning fra DR’s side, hvor Mikael Birkkjær har en gennemgående rolle som ægtefælle til hovedpersonen, partilederen, der spilles af Sidse Babett Knudsen.

Eksponeringen kan næsten ikke blive større, når man først har indtaget sendefladen søndag aften.

»Jeg er blevet lidt mere blød og modtagelig og knap så stædig og egenrådig. Jeg er ikke længere så firkantet oven i hovedet, ment på den måde, at verden ikke er så sort-hvid, som da jeg var ung. Jeg er åbenbart blevet voksen nok til at tage det og kan godt finde ud af at have det som en del af mit liv. Og så kan jeg bare ikke lade være med at sige ja til de ting, jeg er med i,« fortæller han.

Men sådan havde det ikke altid været. I mange år sagde Mikael Birkkjær nej til tv- og filmrollerne, fordi han skyede at være kendt.

»Det stammede i virkeligheden fra, da jeg var ung og sad og læste sladderblade hos frisøren, hvor alle mulige kendisser førte sig frem i deres sommerhuse og med deres sportsvogne og alt sådan noget pis, som jeg foragtede dybt. Jeg tænkte: »Hvorfor stiller man sig op der og ser solbrændt og lækker ud oppe ved kysten i Hornbæk med en stor Jaguar og en eller anden steg?«

Da jeg så selv blev kendt, tænkte jeg, at sådan skal jeg aldrig stå, sådan skulle jeg aldrig blive,« fortæller Mikael Birkkjær. »Og sådan har jeg levet siden. Det var en form for skyhed over for det, at folk kender en, og jeg ville gerne bevare en form for privathed.«

Netop privatlivet holdes tæt ind til kroppen. At han har en kæreste, vil han godt ud med, men navnet behøver vi ikke bringe på banen. Han har også to børn med ekskonen Tammi Øst. Andrea på 17 og Rasmus på 19.

Mere om dem kommer vi heller ikke ind på. »Jeg vil stille mig meget imod, at det kommer til at handle om mine børn og mit privatliv. Der skal være noget, der er mit, og jeg er ikke interesseret i at invitere alle mulige mennesker og fotografer ind i mit hjem og tage billeder af mine børn. Jeg kan da godt fortælle, at jeg bruger sommeren på at cykle, eller at jeg har et sommerhus i nærheden af Asserbo. Men der skal være et sted bare for mig,« siger Mikael Birkkjær.

Mikael Birkkjær er netop fyldt 51 år. Han ser det som et plus, at han er blevet et folkekendt ansigt i en sen alder.

»For mig passede det godt, at jeg var midt i 40’erne, da det begyndte. Det interesserede mig ikke, da jeg var yngre, og jeg havde svært ved det med at skulle være kendt. Det kunne først komme, når jeg kunne have med det at gøre, kunne tage det ind og sige »okay, så gør jeg det sgu.« Det kom på et godt tidspunkt,« fortæller han.

Men alderen har sat sine spor, og Mikael Birkkjær kan godt mærke forskel på 41 og 51. » Jeg er trættere og ømmere, og jeg kravler ud af sengen om morgenen. Jeg prøver at holde skroget ved lige ved at cykle, dyrke gymnastik, som jeg altid har gjort, gå tidligt i seng og spise en masse æbler, men jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er ung overhovedet,« griner Mikael Birkkjær, mens han tager en bid af et at sine mange medbragte æbler.

Alderen til trods blev Mikael Birkkjær sidste år kåret til »Årets Hug« i Ekstra Bladet. Han løftede arven efter stjerner som Mads Mikkelsen og vandt over mænd som bokser Mikkel Kessler, skuespiller Nikolaj Coster Waldau og tv-darling Johannes Langkilde.

»Hallo, jeg vil gerne tale med Årets Hug,« ringede flere venner og kollegaer drillende og sagde, og titlen kom da også bag på den da 50-årige tv-stjerne. »Det undrede mig. Jeg troede, at jeg var for gammel til det der. Men jeg skal da være et skarn, hvis jeg ikke synes, at det er hyggeligt og bekræftende, at folk synes, at man er en flot mand,« siger han med et skævt smil.

Hvad fremtiden byder på, er ganske uvist for Mikael Birkkjær, der har været vant til fastansættelse på først Det Kongelige Teater og senere med film og tv-roller. Når optagelserne til »Borgen« slutter, er der ikke noget nyt på programmet, og hvis det hele skal løbe rundt, kræver det nok også ekstra arbejde under optagelserne til »Borgen«, som ikke giver så meget på bankbogen som de to foregående roller.

»For første gang i mange år skal jeg til at være lidt opsøgende, eller også skal jeg bare læne mig tilbage og håbe på, at telefonerne ringer. Jeg må kridte skoene. Det er faktisk lidt gyser-agtigt for første gang i lang tid,« fortæller Mikael Birkkjær. »Folk, der kender mig, siger, at arbejdet nok skal komme, men gør det nu også det? Man skal jo betale sin husleje og så videre. Indtil videre sover jeg dog godt om natten.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.