Hvornår bliver maden god nok?

Nanna Simonsen brugte årevis på at forsøge at slippe væk fra det at lave mad for alvor, før hun fandt ud af, at det er fint nok at være forkæmper for det gode måltid. Bevæbnet med sund appetit og gode smagsløg.

Nanna Simonsen, der er kogebogsforfatter, har skrevet en bog om året i sit hus på Møn.- Maden har været vigtig for mig, siden jeg var barn. Min mormor havde et pensionat, et slags privat plejehjem for ældre, hvor beboerne hver morgen fik serveret ristet brød med smør og æblegele og kaffe på sengen. Jeg kan huske fornemmelsen af at ligge i min seng og kunne dufte maden og gassen, fortæller hun.
Nanna Simonsen, der er kogebogsforfatter, har skrevet en bog om året i sit hus på Møn.- Maden har været vigtig for mig, siden jeg var barn. Min mormor havde et pensionat, et slags privat plejehjem for ældre, hvor beboerne hver morgen fik serveret ristet brød med smør og æblegele og kaffe på sengen. Jeg kan huske fornemmelsen af at ligge i min seng og kunne dufte maden og gassen, fortæller hun.
Det er en af de dage, hvor det er så yndigt ude på landet. Skoven falmer ikke spor, men flammer blussende op som i en sidste krampetrækning af skønhed, før bladene falder.

Og lige der, hvor vejen slår en bugt, ligger virkelig et hus så smukt.

Det hedder »Murermesterstedet« og er et gammelt bindingsværkshus fra 1700-tallet, med gårdsplads med valnøddetræ, æbletræ og brændestakke. Havet er et blik væk fra bakketoppen ved siden af. Skoven på den anden side af grusvejen.

Her har Nanna Simonsen, kogebogsforfatter og Berlingskes faste madskribent sommerhus. Og vinterhus. Forårshus og efterårshus. Hun er her så meget som muligt, og hendes nyeste kogebog »Mit køkken på landet« er en hyldest til det langsomme landliv, hvor ting er mere simple.

Billedserie:  

Hvor det handler om at holde ild i brændekomfuret og hus med stearinlysenderne, der er gode til at tænde op med. Den er hendes 12. kogebog, hun har lavet otte alene og fire med Camilla Plum, udover de mere end 1.000 opskrifter, hun har lavet til Berlingske de sidste ti år.

Men selv om det nu virker så indlysende, at hun har et særligt talent for at lave mad, tog det år og en del svinkeærinder at indse, at det var det, hun skulle.

- Maden har været vigtig for mig, siden jeg var barn. Min mormor havde et pensionat, et slags privat plejehjem for ældre, hvor beboerne hver morgen fik serveret ristet brød med smør og æblegele og kaffe på sengen. Jeg kan huske fornemmelsen af at ligge i min seng og kunne dufte maden og gassen. Min farmor gik også meget op i mad, hun havde nok giftet sig til lidt dårligere kår, end hun kom fra, for hun lavede fine ting. Hos hende kunne man f.eks. få duer.

I barndomshjemmet i Hjortekær var maden også værdsat. Hendes far lavede mad, når han kom hjem fra antikvarboghandelen, hvor han var ansat. Han lavede mad, som man gjorde i 1960erne, så han var glad for konservesdåser, og Nanna Simonsens favorit- og fødselsdagsret var et fiskefad med frossen fisk, bechamelsauce, ost og »sikkert også fiskeboller.«

- Jeg ved ikke, om jeg kunne få det ned i dag. Men min far elskede mad, og han kunne vågne om morgenen og glæde sig til et måltid. Sådan har jeg det også.

Det var ikke et velhavende hjem, men et hjem, hvor viden og nysgerrighed var værdifuld. Her slog man op i bøger, når der var fremmede fugle i haven, og man lærte sig ting. Man sugede til sig, og hendes far havde som ung boet i New York nogle måneder, hvor han havde lært eksotiske ingredienser at kende.

Hans spaghettisauce var legendarisk i vennekredsen, den var som hans salatdressing fuld af hvidløg.

- Mine bedste minder fra min barndom er søndage, hvor morgenmaden trak ud i evigheder, og man sad i nattøj og fandt bøger frem og slog ting op. Jeg var vant til hjemmefra, at det, man spurgte om, blev betragtet som interessant, og måske derfor var det svært for mig at gå i skole. Jeg måtte lære at tie stille, selv om jeg havde lyst til at spørge om noget.

Læs også:

Hun sidder i stuen i det lille hus, som hun omhyggeligt har ringet og forklaret vejen til. Hele vejen over Møn. Ikke emsigt. Omsorgsfuldt. Hun har fundet hjemmesko frem og tilbudt gæsterne kaffe eller te. Spurgt, om vi bruger mælk og varmet den. Lige smurt et par stykker honningkage.

Inden interviewet aftaler vi, at vi spiser med til frokost. Hendes mand kommer senere sammen med en nevø og en ven, der skal flytte brænde ind i stalden. Hun har købt ekstra rugbrød til de unge mænd, der »spiser rigtig meget.«

Nanna Simonsen havde ingen fremtidsplaner som ung, hun kom på realskolen, men valgte latin fra, så egentlig kunne hun ikke komme på gymnasiet. Indtil hun opdagede, at hun kunne gå på Det Fri Gymnasium.

- Lidt i slipstrømmen af min storesøster. Hun gik på den første årgang, jeg gik på den tredje.

Sådan beskriver Nanna Simonsen sit ungdomsliv. Som én der fulgte efter. Ting skete, og verden gled mere af sted med hende, end at hun bestemte retningen. På samme måde havnede hun på arkitektstudiet. Havde en del gode ideer, men var ikke så god til at tegne. Eller til at møde op og blev derfor smidt ud. Men hun mødte et menneske, der fik stor betydning.

- Jeg havde faktisk gået på gymnasiet med Camilla Plum, men aldrig talt med hende. På arkitektstudiet kom vi til at snakke sammen, og vi blev dem, der lavede mad til festerne. Derfra gik det slag i slag, for kort tid efter blev jeg spurgt af en af mine forældres venner, om jeg ville lave en kogebog. Den skrev vi sammen.

De arbejdede også som kogekoner for Københavns bedre borgerskab. Camilla Plum kendte dem, der havde råd til at få serveret hummer, og Nanna Simonsen kunne koge dem og smage maden til. De blev »københavnerberømtheder« på bagsiden af Politiken, fotograferet med deres longjohn.

Men efter en del turbulente år blev samarbejdet og det nære venskab for slidt.

- Det var som en skilsmisse, og jeg gik ned med flaget og fik en depression, som jeg gik i terapi for. Jeg blev i tvivl, om jeg overhovedet kunne noget alene. Det var faktisk min psykolog, som blev min veninde, der fik mig tilbage til maden, fordi hun lod mig arrangere sin datters fødselsdag. Det gik godt, og så fik jeg tilbudt cateringen på Pelle Erobreren.

En film blev til flere, men det var ikke nok for Nanna Simonsen at lave mad til filmholdene. Hun blev optaget på filmskolens manuskriptlinje. Gik der, blev færdig, skrev aldrig en linje på en film, men blev telefondame på Information for at få et job med pensionsordning og faste mødetider.

- Jeg var en god telefondame, og jeg elskede det, men efter en periode kom de jo og spurgte, om jeg ikke ville have en madklumme. Nogle år efter spurgte Søren Frank, om jeg ville på Berlingske. På et tidspunkt kan jeg huske, at min psykologveninde spurgte mig: »Hvornår bliver det fint nok for dig at lave mad?« Det gik op for mig, at det var det faktisk. Det var godt nok.

Herfra er der ingen tøvende pauser, når hun fortæller. Ting sker ikke af sig selv, men fordi hun vælger dem. Hendes mand, Ole Knudsen, kommer hjem med drengene, der skal flytte brænde. Han er høj og har en latter, der kommer rullende gennem kroppen, og aldrig helt forlader den, selv om han end ikke smiler.

De har mødt hinanden, fordi han er ansat på Gyldendal. Da forlaget relancerede en af hendes og Camilla Plums bøger, skulle den promoveres på bogmessen.

- Nanna stod med armene over kors helt bagerst og så til, mens Camilla stod og hakkede efter folks hænder med en kniv og råbte »de er ikke færdige«, mens folk ragede smagsprøver til sig, fortæller han.

Nanna Simonsen griner.

- Nu spørger ingen på mit forlag, om jeg vil på bogmesse. De ved det godt. Men det var der, vi blev kærester.

De har været sammen i 17 år og har ikke fået børn. Sådan blev det bare ikke.

- Folk, der selv har børn, kan ikke forstå det. Du ved ikke, hvad du går glip af, siger de, og det har de da ret i. Til gengæld kan jeg blot fortælle, at tilværelsen ikke nødvendigvis er ringe uden børn. Vi har et dejligt liv, hvor vi kan gøre, hvad vi vil. Det gør ikke noget nu, at det blev sådan… Måske skal man ikke have børn.

Hun har forklæde på og steger Karl Johan svampe skåret i grove stykker. De er fundet i en af skovene omkring huset. Et par kilo i dag. Fire kilo for nogle dage siden. Seks kilo weekenden før.

Det er første år, hun har været så heldig, og hun kan næsten ikke holde ud at tænke på, om det var lige så bugnende sidste år. En omelet til. Der bliver også lavet æbleflæsk, fordi en af gæsterne kom til at sige »åh æbleflæsk«.

- Så laver vi det, siger hun. Hun finder bacon i køleskabet, timian i haven. Et rødløg i kurven. Stænker lidt vineddike på æblerne. Det er ikke avanceret køkkenkunst, det er god hverdagsmad, og talentet for at lave det har givet Nanna Simonsen en plads i den danske gastronomi, som ellers de sidste ti år er blevet mere og mere fyldt af mandlige superstjernekokke.

For det at lave mad er blevet smart og et statussymbol. Det har været godt med et øget fokus på råvarer, mener hun:

- Men der har også været virkeligt dårlige ting ved det. Der er så meget dims. Hvis bare man har den her dims, er alt godt. Men dimser som havtorn gør jo ikke dårlig mad bedre. Du kan ikke redde en kedelig ret med den. Den er bare sur. Men nu skal vi spise yoghurt med havtorn de næste fem år, bare fordi der er nogen, der skal sælge en masse lortemælk. Eller alle de gourmetrestauranter, der laver desserter med rodfrugter. Det er der en grund til, at man ikke har gjort før. Det smager ikke godt. Jeg fik engang en dessert lavet på løg. Jeg troede, der var gået noget galt, så modbydeligt smagte det.

Læs også:

Hendes mand sætter sig for bordenden og siger »kom nu, Nanna« og »hvad laver du?« mens hun også lige rører en mayonnaise. Hælder sennep og citron i uden at smage, hænder, der har gjort det tusinde gange før. Hvis nogen ville have en tomatmad.

Her er hverken brændt hø, levende myrer eller pulver af eddike. Det er bare ren velsmag. Og kun én ting at sige bagefter: Tak for mad.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.