Husk tilbage: 5 gode og 5 triste begivenheder

Hvor var du, da World Trade Center styrtede til jorden? Hvem var du sammen med, da landsholdet vandt EM i fodbold i 1992? Hvad lavede du, da vi gik ind i det nye årtusinde? Alle har deres skelsættende begivenheder, men hvad er dine?

Psykolog Jørn Beckmann mener, vi bedre husker tragedien, katastrofen, den meningsløse ulykke end den glædelige begivenhed – men er det rigtigt? Ny bog fortæller historien om 101 begivenheder, der ændrede Danmark og Verden. Vi har valgt 10 bud ud – fem positive, fem negative begivenheder fra de sidste 25 år.   

 

Fem gode begivenheder:

 

Murens Fald (1989)

I årtier havde den delt Europa i en østlig og vestlig del. I årtier var den selve symbolet på den kolde krig. Men den 10. november 1989 var det slut. Berlin Muren faldt efter at have stået i 28 år, og tusinder af øst- og vestberlinere kunne genforenes og omfavne hinanden, mens de bogstavelig talt gik i gang med at rive den forhadte mur ned.

Symbolet på et delt Europa var med ét slag væk, og det gav genlyd over hele verden. I dag er der kun få rester af den oprindelige Berlin Mur tilbage – resten er blevet solgt eller gemt som et minde om et af de mest forhadte monumenter i nyere europæisk historie.

(Foto: Scanpix)
 

EM i fodbold (1992) 

Hvem havde nogensinde troet, det skulle ske: Danmark som Europamestre i fodbold! Men efter en spændende finale mod Tyskland, som Danmark sensationelt besejrede 2-0, var det en realitet. Hele Danmark gik amok i en sejrsrus uden lige. Folk stormede ud på gader og stræder til en kollektiv fest og ”Deutschland, Deutchland, Alles ist Vorbei….”

Og så skulle vi endda slet ikke have været med. Jugoslavien havde oprindeligt Danmarks plads, men på grund af borgerkrigen på Balkan blev Danmark tildelt Jugoslaviens EM-plads, mens landstræner Richard Møller Christensen manede til besindighed med den siden hen så legendariske udtalelse: ”We should screw down our expectations…”

(Foto: Scanpix)

 

Storebæltsbroen åbnes (1998) 

Kan du huske din første tur i bil over Storebælt? Sikkert ikke men for mange danskere var og er Storebæltsbroen en milepæl, der med ét slag gjorde det lettere at komme hjem til den fædrene gård eller flygte til København.

14. juni 1998 åbnede broen, der havde taget over ti år at bygge og endte med at koste cirka 22 mia. kroner. Der var stor skepsis blandt danskerne, for behøvede vi overhovedet den bro, når vi havde de hyggelige færger… Her mere end 10 år efter åbningen er den en gigantisk succes og en uundværlig hovedlinje mellem Øst og Vest-Danmark.

(Foto: Scanpix)

 

Årtusindeskiftet (1999/2000) 

Hvor mange oplever et årtusindeskifte? Skiftet fra 1999 til 2000 blev en gigant fest. I Danmark og verden rundt. Driftige forretningsfolk så gyldne muligheder for at score kassen på det ene mere ekstravagante nytårsarrangement end det andet.

Politikere og IT-folk havde travlt med at gardere sig mod et muligt computersammenbrud. Der blev brugt svimlende summer på at lave en så glidende overgang som muligt mellem 99 og 00 i computersystemer verden over. Til ingen verdens nytte. Systemerne klarede det i det store hele selv.

Dommedagsprofeter havde travlt med at forudsige verdens undergang. Og mon ikke mange følte lidt det samme, da de dagen derpå vågnede fra en fest, de sent ville glemme. 

(Foto: Scanpix)

 

Frederik og Marys bryllup (2004)    

De fleste husker billedet af en dybt bevæget kronprins, der står ved alteret i Vor Frue Kirke i København og venter på sin udkårne – Mary Donaldson fra Australien. Den gudesmukke kvinde havde han mødt fire år tidligere under OL i Sydney og var faldet pladask for.

Det samme gjorde danskerne. På rekordtid kom danskerne på fornavn med Mary, der imponerede alle ved at tale et flot dansk kort efter sin ankomst. Hele Danmark var inviteret med til globryllup den 14. Maj 2004 og kunne bl.a. høre kronprins Frederik sige i sin tale til Mary: ”Jeg elsker dig Mary. Kom lad os gå, kom lad os se. Gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed”.     

(Foto: Scanpix)

  
Fem triste begivenheder

Mordet på Olof Palme (1986)

På vej hjem fra biografen blev den svenske statsminister Oluf Palme og hustruen Lisbet Palme angrebet fredag den 28. Februar 1986. Olof Palme døde umiddelbart af skuddene, mens hustruen overlevede.

Attentatet vakte enorm opmærksomhed og bestyrtelse. Ikke mindst i Danmark, hvor Olof Palme var et kendt ansigt. Kort efter Palmes død arresterede svensk politi Christer Pettersson – en småkriminel stofmisbruger. Han blev dømt for mordet, men siden hen løsladt, da beviserne mod ham viste sig at være for ringe. Mordet er stadig uopklaret.

(Foto: Scanpix)

 

Diana dør (1997)

Prinsesse Dianas begravelse den 6. September 1997 blev set af mere end to en halv milliard mennesker verden over. Ved begravelsen sang Elton John en omskrevet version af ”Candle In The Wind”, der straks strøg til tops på alverdens bestseller-lister og gjorde sangen til en af de bedst sælgende singler nogensinde.

Dianas pludselige død i en parisisk tunnel sendte chokbølger gennem England og hele den vestlige verden.  For hvordan kunne det ske? Den officielle forklaring lød, at Diana og hendes nye kæreste Dodi al-Fayeds privatchauffør kørte galt, og de begge blev dræbt i ulykken. Men mange tror den dag i dag, at den umådelig populære prinsesse og mor til de to prinser Harry og William blev udsat for et attentat.

(Foto: Scanpix)

 

Orkan over land (1999)

Ekstreme vejrfænomener er danskerne vant til at se på TV eller læse om i aviserne. Men den 3.-4. December 1999 blev Danmark ramt af en orkan, der i mere end en forstand ruskede op i danskerne.

Et lavtryk fra Vest tog til i styrke, og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) begyndte at sende advarsler ud. Et halvt døgn senere kunne DMI måle den kraftigste storm over Danmark, siden de blev oprettet i 1872. Da orkanen var drevet over var de danske skove raseret, og der var ,materielle skader for millioner af kroner.   

(Foto: Scanpix)

 

Terrorangrebet – 11. September (2001) 

Få begivenheder, hvis overhovedet nogen, har indprentet sig så stærkt i vores bevidsthed som terrorangrebet den 11. September 2001 på World Trade Center i New York. Billederne af de brændende tårne, desperate mennesker der springer i døden og sammenstyrtningen af de to tårne blev transmitteret live til hele verden.

Fra første parket kunne vi følge terrorangrebet på USA, der hurtigt blev til angrebet på hele Vesten og alle de vestlige værdier. USA’s præsident George Bush udnævnte hurtigt al-Qaeda som hovedfjenden og kimen til en fundamental anderledes verdensorden var lagt. USA var i krig og har været det lige siden.

Cirka 3.000 mennesker blev dræbt den dag i september 2001.    

(Foto: Scanpix)

 
 

Tsunami (2004) 

Før julen 2004 var der ikke mange danskere, der anede, hvad en tsunami var. Det vidste alle efter den 26. December 2004, hvor en altødelæggende havbølge slog ind mod kysterne i Thailand, Indonesien, Sri Lanka og en stribe andre lande og trak et blodigt spor af død og lemlæstelse med sig.

250.000 mennesker menes at være døde som en direkte følge af tsunamien . Godt en procent af disse var vesterlændinge, der var på ferie i de berørte områder på det tidspunkt. Naturkatastrofen vakte international opmærksomhed. Hjælpen strømmede til, og der var behov for den. Mere end halvanden million mennesker blev hjemløse.

(Foto: Scanpix)

Kilde: ”Hvor var du? – 101 begivenheder du ikke glemmer” af Ole Knudsen, 249 kroner, Gyldendal, er udkommet 
    

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.