Her er din decemberplan - dag for dag

Sarah Skarum guider dig her gennem julemåneden, så du kan nyde juleaften uden at brænde anden af eller risengrøden på. Hemmeligheden er lister og onlinekøb.

Sarah Skarum forsøger her at hjælpe til en mere overskuelig julemåned. Tag hvad du kan bruge.
Sarah Skarum forsøger her at hjælpe til en mere overskuelig julemåned. Tag hvad du kan bruge.
Jeg har altid haft en hånlatter til overs for folk, der synes, det er hårdt at holde jul. Hvor svært kunne det egentlig være?

Det var så indtil sidste år, hvor jeg for første gang holdt jul hjemme med gæster. På en lille uge blev det til et gløggarrangement for 50, juleaften for seks og to gange julefrokost for otte og ti.

Det er en stroppetur, men her er et bud på, hvordan det gøres nemmere. Dine nye to bedste venner er lister og onlinekøb.

Fredag 30. november
  • Lav lister. Den vigtigste lige nu er over julegaverne. Hvem skal have hvad? Jeg skriver gode ideer ned i min kalender i løbet af året, hvilket er en enorm lettelse, når man er decemberblank, men tænk grundigt nu. Og nej, det bliver ikke nemmere, hvis du venter, til du står og sveder i uldfrakken i Magasin 22. dec. Lav den liste nu. Få også synkroniseret kalenderen.
  • Hvem holder hvad, hvornår? Notér også ned, hvad du faktisk gerne vil nå – pynt til døren, nelliker i appelsiner, julelys på træerne i haven. Det skønne ved julen er, at den faktisk ligner sig selv, så det er muligt at undgå at blive overrasket.

Lørdag d. 1. december
  • Smid alle dine gamle julekrydderier ud og køb nye. De er sikkert fra sidste år og smager af ingenting og gammelt støv. Få overblik over julebageriet. Camilla Plums »Jul« er god. Nanna Simonsens »Smørrebrød« er vejen til gode julefrokoster.
  • Lav dej til brunkager i dag. Det er nemt, det smager godt, det stinker af jul.
  • Skriv et julekort hver aften i december. Eller drop det og send nytårskort. Eller i januar eller til påske.

Søndag d. 2. december

  • Tænd adventskransen (som virkelig sagtens kan være fire lys på et stort fad. Et par kviste gran med røde bånd på og nogle små glaskugler imellem. Vupti, færdig)
  • Bag brunkagerne.
  • Tag første oppyntningsrunde i huset. Lys på træer udenfor. Pynt på døren (en grangren og en rød sløjfe er fint nok. Bank nelliker i nogle appelsiner, sådan, nu er der hyggeligt).

Mandag d. 3. december

  • Bøger er en god gave at give, og man kan faktisk give en hel familie bøger (har testet. Indkøb tog lige præcis 42 minutter i Arnold Busck.) Men bestil online. Amazon er i sandhed din ven. Find skægge ting på antikvariat.net, en guldgrube af sjove bøger, og med tre uger til jul kan du finde dem uden åndenød.

Tirsdag d. 4. december

  • Bestil alt andet online. Magasin.dk, matas,dk, hm.com, netaporter.com, lego.com. Bestil en omgang praktiskhed i online supermarked: stearinlys, tape, juletræslys (de er ALTID udsolgt i hvid stearin lige før jul). De 42 kroners levering er godt givet ud, når du spiser brunkager, mens nogen leder efter mel og sukker på hylderne for dig.

Onsdag d. 5. december

  • Køb gavepapir og bånd og tape. Eller tag en beslutning på den miljømæssige måde og brug gamle aviser og røde silkebånd – eller håndflettet økostrå, hvis du er fanatisk. Det første er bare festligere.
  • Lav leverpostej til julefrokosten og frys ned. 

Torsdag d. 6. december

  • Køb mandelgave(r)

Fredag d. 7. december

  • Find juledugen frem og stryg den, mens du ser et afsnit julekalender. Fold den sammen igen.

Lørdag d. 8. december

  • Lav tre slags småkagedej. Det skal ikke være yndigt eller hyggeligt, bare effektiv fabrik. Af slagsen, der kan rulles i stænger og skæres ud. Ting, der skal håndformes, har fanden skabt. Spises gennem december.

Søndag d. 9. december

Hold fri. Køb de sidste gaver enten meget tidligt på dagen eller sent om aftenen. Hurra, så er det klaret. Skriv evt. en irriterende overskudsagtig facebookopdatering.

Mandag d. 10. december

  • Pynt lidt mere. Der kan godt være en kravlenisse mere deroppe.

Tirsdag d. 11. december

  • Giv noget til andre. Der er masser af mennesker, der har brug for din hjælp. Løb byen rundt og find et Frelsens Hær orkester at give nogle penge, tjek facebooksiden Julehjælp, hvor frivillige formidler kontakt mellem folk, der har, og folk, der mangler. For nogle ville en ny kjole fra H&M være en fyrstelig gave. Måske skal du give den?

Onsdag d. 12. december

  • Tjek julemusikken. Var det noget med, at der manglede julehæfter med sange sidste år? Og fik du nogensinde købt Elvis’ juleplade?

Torsdag d. 13. december

  • Lav vanillekranse. Gerne en virkelig stor portion og involver alle personer i hustanden og dem i nærheden, der kan shanghaies til at rulle, tage imod, forme, bage og smage. De fleste mennesker bliver forbløffende glade for vanillekranse, og så er det heller ikke sværere.

Fredag d. 14. december

Lav den store julebestilling i onlinesupermarked. Få alt leveret til døren 22. eller 23. Her er listerne igen din bedste ven. Brug en time på omhyggeligt at gå alle opskrifter igennem, notér ned og fyld basislagre op.

Lørdag d. 15. december

  • Køb spegesild og udvand dem et døgns tid, før du marinerer til sild til julefrokosten.
  • Hiv julekassen frem og tjek, at der ikke mangler noget, at musene ikke har spist halvdelen af pynten og at der er snore i glaskuglerne.

Søndag d. 16. december

  • Lav konfekt. To eller tre af ideerne fra Nanna Simonsens opslag her i Juletid. Drop ideen med at lade dine børn lave konfekt og give det væk som værtindegave (det er ikke kært, det er klamt). Gem på kølige hemmelige steder.

Mandag d. 17. december

Tag vaniljekranse og brunkager med på arbejde.

Tirsdag d. 18. december

  • Pak alle gaver ind. Beundr stakken.

Onsdag d. 19. december

  • Hør Camerata synge Messias i Holmens Kirke.

Torsdag d. 20. december

  • Lav rødkål. Det er urimeligt nemt og smager hundrede gange bedre end noget på glas (også Meyers).
  • Gør rent og ryd op. Tøm køleskabet for mærkelige glas. Stil dem i garagen eller på altanen julen over. Det klarer de nemt, og du får mere plads til julemaden.

Fredag d. 21. december

  • Lav gravad laks til julefrokosten. Det tager seriøst ti minutter. Bagefter kan du jo drikke en kop te og spise en mandarin.

Lørdag d. 22. december

  • Køb hyacinter til vinduerne og røde tulipaner til bordet.

Søndag d. 23. december

  • Lav gløgg. Husk, at tricket er at fortynde med rødvin og ikke bruge for meget sukker. Bagefter bliver det så nemt at pynte juletræ.
  • Kog kartoflerne til de brunede kartofler og (få nogle til at) smut(te) mandler til risalamande.

Mandag d. 24. december

  • Anden i ovnen. Kirke, gåtur, åbne rødvin. Mes ofte »det er bare en middag, det er bare en middag«, for det er det jo, og en nem én af slagsen. Et juletræslys i en lysholder med klemme på hver tallerken er en sjov ekstra leg. Den, hvis lys brænder sidst ned, har vundet en lille gave.

Tirsdag d. 25. december

  • Nattøj, rester og måske en gåtur. Bag brød til julefrokosten.


Onsdag d. 26. december

Julefrokost. Nøjes med at lave fire fem ting. Måske sild, gravad laks, æbleflæsk, ribbensteg og leverpostej? (Meget godt råd, som jeg ikke kan opfylde, men ideen er virkelig god).

Torsdag d. 26. december

  • Træk vejret og nyd, at der er et år til næste gang.

Find mere inspiration og gode juleopskrifter på Facebook

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.