Her er der ikke noget, der hedder dårligt vejr ... kun for lidt whisky

Orkney ligger langt væk fra alt, men de laver en forrygende whisky i en sjældent storslået natur.

Ved indgangen til Highland Park destilleriet. Foto: Jan Hedegaard.
Ved indgangen til Highland Park destilleriet. Foto: Jan Hedegaard.

På Orkney er der ikke noget, der hedder dårligt vejr ... kun for lidt whisky. Og vejret er dårligt på Orkney. Omvendt er den lokale whisky god. Blandt verdens bedste og det har den været i mange år. Heroppe er forskellen på sommer og vinter kun ti grader. Om vinteren er her fire grader og om sommeren 14.

Når flyet er drejet hen foran den overskuelige passagerterminal i lufthavnen i Kirkwall, øernes diminutive hovedstad, stiger man direkte ud og indånder den befriende friske luft, der dufter af både hav og hø.

Orkney er en ø-gruppe 16 kilometer nord for Skotlands nordkyst på højde med Stavanger i Norge. Den består af omtrent 70 små og lidt større øer, hvoraf der bor mennesker på de 20.

De har boet her de seneste 8.500 år. Først af stenalderfolk og siden år 875 af vikinger, men altid som seje og selvbevidste »orcadians«, som de hedder på engelsk. Øerne hørte under den danske trone frem til 1472. Herefter under den skotske, da den danske konge ikke havde råd til at betale medgiften, da James III blev gift med den danske prinsesse Margrethe.

Den største af øerne hedder med sand Orkney-selvbevidsthed »Mainland«, og den er kun lidt mindre end Bornholm. Klimaet er mildt på grund af Golfstrømmens gunstige indflydelse.

Flest lever af landbrug – længere nede kommer fiskeri, turisme og længst nede kommer den whisky-fremstilling, der for mange har været med til at sætte ø-gruppen på verdenskortet. Nogle har, siges det, stort udbytte af at indsnuse øernes betagende natur på cykel. Selv stikker jeg helst næsen i en 21 år gammel Highland Park.

De milde vintre og de kølige somre giver i frisk forening med en stabil vestlig kuling ideelle betingelser for lagring af whisky. Men den skal ligge længe. Helst ikke under 19 år. Det vidner fremstillingen af Highland Park om. Øens andet destilleri, Scapa, var på et tidspunkt ved at gå bankerot på grund af misrøgt, men i dag ejes det af Chivas Regal, og produktet er ikke dårligt. Det er bare ikke så godt som Highland Park.

Et besøg på distilleri

Dave Reid kontrollerer kvaliteten af tørven i Highland Parks whisky-destilleri, som er Skotlands nordligste. Highland Park er et af to destillerier på Orkney – det andet er Scapa. Foto: Jeremy Sutton-Hibbert/Getty Images.
Dave Reid kontrollerer kvaliteten af tørven i Highland Parks whisky-destilleri, som er Skotlands nordligste. Highland Park er et af to destillerier på Orkney – det andet er Scapa. Foto: Jeremy Sutton-Hibbert/Getty Images.

Mit allerførste indtryk af Orkney var 2008-udgaven af Highland Parks 21-års maltwhisky. Og hvilket møde. Sjældent havde jeg da smagt mere forrygende maltwhisky. Den røg lige ind på min private maltwhisky-Top 10. Den var bare så blød og så fuld af karakter og forædlede smagsnuancer. Og i 2009 blev den enstemmigt af en række herrer med sprukken røst og spiritusånde udråbt til »Maltwhisky of the Year«.

Siden slap det ud, at 2008-udgaven nu også var en særlig lykkelig aftapning. Hovedparten af indholdet havde reelt været fadlagret i 30 år og mere. Så det var med en blanding af ærefrygt og bevægelse, at jeg gik ind ad porten på det af grå granit opførte destilleri, der ligger som de sidste bygninger, når man kører ud af Kirkwall mod syd.

Der er 23 lagerbygninger, hvor whiskyen ligger og ligger og bliver til Highland Park. De var forsvarligt aflåst. Destilleriets mest betroede medarbejder, den relativt ædruelige Kevin, havde nøglen og åbnede døren så meget, at man kunne smutte indenfor.

Her lå fadene i flere lag og på række. Jeg bemærkede, at glasset manglede i et par af de små vinduer i gavlen, men det var helt bevidst, oplyste Kevin. Det sørgede for frisk luft. Normalt fordamper 2 pct. af whiskyen på et år – her er fordampningen kun 0,5 til 1 pct. Fra en tønde i et hjørne tappede Kevin et par glas, en 45 år gammel single malt.

Årstallet 1968 var malet på låget. Den havde lagertemperatur, det vil sige kølig, så vi drak den utvivlsomt hurtigere, end den fortjente. Men fuld af karakter og kompleksitet var den. Og så stod vi ikke mindst og drak den lige dér, hvor den blev til. Vi stod lidt, til vi havde tømt glassene. Det er strengt forbudt at tage noget med ud, med mindre det er hældt indenbords.

Whisky, der forlader lageret, skal registreres af det britiske toldvæsen. På Highland Park produceres 1,6-1,9 mio. liter kvalitetswhisky om året. Officielt.

På opdagelse i områdets historie

Highland Park, 1998-årgangen. Foto: Jan Hedegaard.
Highland Park, 1998-årgangen. Foto: Jan Hedegaard.

God maltwhisky giver som bekendt ikke tømmermænd. Selv ikke efter flere glas i Helgis Bar på havnen i Kirkwall aftenen før. Her drejede samtalen sig hurtigt om whisky.

»Whisky was invented for a single practical reason: to offset our weather – the traditional combination of cold, wet and biting wind. In the old days it was left to mature for at least three days and the best of the sublime was so strong it was never served to children under the age of four years,« lød forklaringen fra en mand med strikket hue.

Der var også visdom at hente: »The only thing that should go into a dram of whisky is a wee drop of water – or another dram.« Og så tog vi en mere.

Whiskyen syntes at have skærpet sanserne, da jeg efter et nærende morgenmåltid bestående af te med mælk, en klat havregrød og en svingende tallerken med æg, baked beans, ristet brød og blodpølse drog af sted på sporet efter forsvundne årtusinder.

På øerne er der fundet spor af stenalder-bosættelser, der er tusindvis af år gamle, og flere steder er der kultiske steder med stående sten. Tonstunge, flere meter lange, der er rejst som søjler i lige linjer og i cirkler. Formentlig har de været brugt til beregninger og markeringer af årets gang – midvinter, midsommer, vintersolhverv og sommersolhverv – i forbindelse med en forhistorisk kult.

På Mainland er der The Ring of Brodgar, også bare kaldet Brogar, der både har tyngde i kraft af sin autenticitet og en magi, som man ellers må hale ud af filmeffekterne i »Ringenes Herre«. Det behøver man kun at være på stedet for at konstatere.

Cirklen, der er 104 meter i diameter, er anbragt på en landtange mellem søerne Stenness og Harray. Da jeg stod der, brød Solen pludselig mirakuløst gennem skyerne, og et andetræk flyttede langsomt sin V-formede pilspids mod vest ude over den ene af søerne. Tydeligvis et budskab af en slags.

Stenene anslås at være rejst mellem 2500 og 2000 f.Kr., men en præcis datering er ikke mulig. I 2008 blev der foretaget en videnskabelig opmåling, dog uden at cirklen gav sine hemmeligheder fra sig.

Oprindelig blev den dannet af 60 på højkant rejste sten, af hvilke 27 står tilbage. Den 28. sten faldt i 1980 som følge af et lynnedslag under en sommerlig tordenskylle. I landskabet omkring er der fundet flere andre stencirkler, gravhøje, grupper af rejste sten, enkeltstående sten og levn efter andre konstruktioner. Alt det er med til at gøre Ring of Brodgar til en lokalitet af sælsom tiltrækning.

Skotlands smukke natur

Klipperne ved Yesnaby.
Klipperne ved Yesnaby.

Før turen gik tilbage, kørte jeg ud til øens vestlige kant, The Cliffs of Yesnaby. I græsset langs vejen kan man i juli finde fine violette blomster. Det er den sjældne primula scotica, og den findes kun her. Stedet, hvor skønhed og drama mødes. Drama fordi det er her, alt land får en brat afslutning.

Den lodrette klippevæg i nøddebrune nuancer forsvinder i bølgerne, og foran ligger en enorm ensomhed. Det er så voldsomt, at det er her, det holder op. Jeg stod der med et par andre, mens havet åndede tungt mod den skarpt skårne kyst. Vi sagde ikke noget. Yesnaby behøver man ikke at tale om, når man først står der. Ord rækker ikke.

Lidt nede af kysten står et stykke ude i bølgerne en uformelig søjle af lag af sandsten kaldet The Old Man of Hoy, som frygtløse klatrere bestiger. Men ikke den dag. I det fjerne ligger øens højeste punkter, tågesvøbt og drømmende. Derefter gik jeg hen til bilen og tiltrådte hjemturen. Og flyene blev igen – for hvert hop – større og større.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.