Her er dansk skuespils nye shooting star

Helt grøn og meget pludseligt var hun der, 27-årige Danica Curcic, som hovedrollen i teaterstykket »Lulu« på Store Scene på Det Kongelige Teater. Og her et år senere har hun allerede bidt sig fast. I 2014 er hun med i ikke færre end fire spillefilm, og i februar tager hun til filmfestival i Berlin for at gøre sig som Shooting Star på den røde løber.

Danica Curcic.
Danica Curcic.

MS har bedt tre, der kender Danica Curcic godt, om at fortælle, hvad det er, der gør hende til noget særligt.

FJOLLET

»Hun har en enorm sårbarhed og tager en om hjertet, men samtidig er hun en fjollerøv og en sæk lopper. Hun skal blive ved med at lave teater resten af sit liv – også selvom de piver i Hollywood, når de er nødt til at udsætte en film, fordi hun lige skal være færdig med at spille Medea.«

- Hella Joof, instruktør på filmen »Malta – All Inclusive«, hvor Danica Curcic medvirker.

Filmen hed »Tidsmaskinen«. Den ville sikkert have været et stort hit i Hollywood og kunne måske ses som et forvarsel på den fremtid, der ventede Danica Curcic, men lige i det her tilfælde var filmen en historie-opgave. En opgave, hun lavede med to venner på den katolske privatskole, Institut Sankt Joseph på Østerbro. De syntes, det var for kedeligt bare at aflevere fire sider med ord som alle de andre, og derfor endte det med en film.

»Det var så sjovt. Først var vi i det gamle Egypten. Eller vi var jo i virkeligheden på Glyptoteket og klædt i lagener, men vi gik vildt meget op i det. Så var vi i Kina, og under Anden Verdenskrig lå vi nede i et kælderhjørne og lavede falske bombelyde. Meget hjemmelavet, men rigtig sjovt. Vi brugte så meget tid på det,« siger hun.

Danica Curcic tager hænderne op for munden og forsøger at lave bombelyde. Så kaster hun sit mørke hår tilbage og slår en latter op.

Hun fortæller videre om handlingen i filmen, lige så levende som før, fyldt med små dialoger, og selvom man normalt ikke må afsløre slutningen på en film, som andre endnu ikke har set, røber hun, at de tre venner til sidst i filmen møder en ond troldmand, der vil have fat i tidsmaskinen.

»Vi battlede med troldmanden om, hvem der kendte flest historiske begivenheder, og til sidst slog vi ham ihjel med vores viden og fik tidsmaskinen tilbage. Det var så sjovt. Og rigtig grimt med bøjle og hjemmelavede lydeffekter. Men vi syntes, vi var så fede.«

Når Danica Curcic selv skal sætte ord på, hvordan hun var i skolen, bruger hun sætninger som »jeg var den lille lalleglade« og »jeg fjollede konstant«. Og man kan sagtens mærke det, når man sidder overfor hende.

De fleste sætninger bliver afløst af grin, bremset – nogle gange før hun overhovedet er i gang. Dermed ikke sagt, at alt i hendes liv har været en leg. Det er det sjældent for nogen. Men hendes opfattelse af, hvornår et problem er et problem, er nok anderledes, end hos så mange andre.

Danica Curcic har serbiske rødder, og hendes familie flyttede til Danmark i 1986, da hun var et år gammel, fordi faren fik et job på den jugoslaviske ambassade i København. Her skulle han repræsentere jugoslavisk turisme. Det var planen, at jobbet skulle være midlertidigt, og at familien skulle tilbage til Jugoslavien. Men de første to år blev forlænget til fire, og i 1990 kom Slobodan Miloŝević til magten.

Kort efter brød krigen i hjemlandet ud. Familiemedlemmer rådede Danica Curcics familie til at blive i Danmark, til det blev roligere. Det blev det bare aldrig.

At hun kom fra et krigshærget land var nogle gange svært at forstå for klassekammeraterne, ligesom det også var svært for hende selv at begribe, når hun var så langt væk fra sine rødder. Mens klassen var på udveksling i Frankrig i 1999, blev Serbien bombet, og det medførte ikke mange trøstende ord fra hendes jævnaldrende.

»Vi snakkede slet ikke om det, men det var heller ikke, fordi jeg selv prøvede at bringe det på bane. Det var svært at forstå for både mig og for dem. Samtidig var det sådan, at det var meget yt, hvis man ikke havde problemer. Vi havde den alder, hvor det eneste, der talte som rigtige problemer, handlede om drenge. Det var så absurd. Men jeg var ret ligeglad med, at de ikke mente, at jeg havde rigtige problemer. Jeg mente sagtens, at man kunne feste og have det sjovt uden at drikke og være sammen med drenge.«

Den fjollede tilgang til hverdagen fortsatte – på trods af urolighederne i Serbien – da Danica Curcic startede på det kreative gymnasium, Sankt Annæ. Her spillede hun musik og teater og fortsatte med at producere endnu flere film. Hun producerede blandt andet »Cream« – en parodi på gyserfilmen »Scream«, komplet i forældrenes have og med ketchup som blod – og horrorfilmen »Skuffen« med en, ja, skuffe, der åbnede sig af sig selv.

Da hun startede på gymnasiet, forfulgte hun ellers oprindeligt en drøm om at blive professionel pianist, for hun havde gået til klaver i mange år, og hendes lærer støttede hende i, at det var en mulighed. Men konkurrencen inden for klassisk musik var så stor på Sankt Annæ, at hun mistede troen på det, og hun kunne mærke, at det alligevel ikke var det, hun ville. Derfor besluttede hun sig for at gå filmens vej i stedet. Noget hun også havde talent for.

Filmen med den poetiske titel »Amélie fra Valby«, som hun lavede med nogle andre fra filmholdet på en studietur til Paris, høstede i hvert fald store roser fra deres lærer.

Da Danica Curcic blev student, prøvede hun at søge ind på Ebeltoft Europæiske Filmskole, men med sine bare 17 år var hun for ung, og hun søgte i stedet ind på Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Og kom ind. Men det viste sig ikke at være den vej, hun i virkeligheden gerne ville gå.

»Jeg havde virkelig glædet mig til at få et kunstnerisk og kreativt fællesskab på universitetet. Det var vildt spændende at komme hele filmhistorien igennem og sidde at suge det hele til sig i Cinematekets biograf, men rent socialt og på et mere personligt plan var det ensomt for mig. Jeg kunne mærke på min krop, at jeg helt fysisk havde brug for at lave noget andet. Jeg prøvede på mit tredje år på universitetet blandt andet at tage til Granada i Spanien for at læse og til Sarajevo for at lave en dokumentar fra et ungdomshus dernede, og det var fantastisk... men der manglede noget.«

Det, der manglede i Danica Curcics liv, var fordybelse. En anden slags fordybelse end den, hun fik på universitetet. Hun skulle ikke observere, hun skulle sanse. Være omgivet af liv, af fællesskab. Og af farver.

Danica Curcic fotograferet til MS d. 6 januar 2014
Danica Curcic fotograferet til MS d. 6 januar 2014

FÆNOMENAL

»Alle rygterne om hendes store talent kan du gange med 100. Hun er en fænomenalt talentfuld skuespillerinde. Det er vidunderligt, når man ikke blot lever op til rygterne, men også maner dem til jorden med ens suverænitet. Hun er utrolig tilstedeværende og har en naturlig replik, som jeg ikke mindes at have hørt i så ung en skikkelse.«

- Pilou Asbæk, medspiller i »Fasandræberne« og Bille Augusts kommende »Stille Hjerte«, der begge får premiere i 2014.

Der løb en masse klovne rundt ovre på den anden side af vejen, og det fangede hendes opmærksomhed. Det så spændende ud, syntes hun.

Sådan forklarer Danica Curcic selv, hvordan hun blev grebet af at spille skuespil. Det var sådan, det begyndte for alvor.

Hun var i Nordcalifornien, hvor hendes daværende kæreste kom fra, og han var vokset op lige overfor en skole, der hed Dell’ Arte. Det var en skole med fokus på fysisk teater. Efter at have set klovnene løbe rundt, gik hun derover, og her fik hun lov til at følge en time. Så blev det klart for hende, at det, hun søgte efter, var lige der. Hun blev bidt.

»Jeg fandt det, som jeg havde ledt efter på universitetet. Jeg savnede sådan at fordybe mig i et fællesskab. Først troede jeg jo, at jeg skulle lave film, men jeg kunne mærke, at jeg havde mere lyst til teater, da det kom til stykket. Lyst til at bruge min egen krop til at fortælle en historie. Jeg var helt alene i den skov i Nordcalifornien, da jeg begyndte på Dell’ Arte, men jeg fandt et helt andet fællesskab end det på KUA,« siger hun.

Danica Curcics armbevægelser bliver større, når hun skal fortælle om oplevelserne i USA. Det rammer en nerve. En af de gode af slagsen vel at mærke, selvom de første måneder på den nye skole blev en prøvelse.

»Det var jo ikke ubetinget godt at starte på skolen. Det var en eksplosion. Jeg var helt alene, og de første to måneder var meget... hippie-agtige. Der var øvelser, hvor vi for eksempel skulle være alger...«

Hendes ansigt krøller sig sammen i et forvirret udtryk, mens hun tænker tilbage på de mærkelige øvelser, og pludselig farer hendes arm fremad i en form for følelsesfuldt kast. Et kast med hele kroppen.

»Vi skulle kaste med sten, vi bar på træstammer og sang en sang, og jeg tænkte bare »ååååh, det var ikke lige den slags fordybelse, jeg havde forestillet mig«. Men nu kan jeg godt forstå, hvorfor det skulle være sådan. De første måneder handlede om at rense ud og nå frem til et neutralt sted fri for gamle kropslige vaner. Og så kom alt klovne- og maskearbejdet, som jeg oprindeligt blev grebet af. 

Derefter var det helt fantastisk. Det hele var så uforfængeligt og modigt og legende. Hvad gør mig speciel, hvad gør dig speciel, og hvad gør os specielle sammen? Det var også meget krævende, og jeg lærte, at man ikke altid bare skal gøre, hvad der bliver sagt. Det gav mig en tro på, at jeg selv kunne. Det er guld værd. Også for mit arbejde i dag.«

Det blev et år fyldt med farver for Danica Curcic, og det er stadig vigtigt for hende, at der er farver omkring hende. Både i overført betydning og bogstaveligt talt. Det kan man se i hendes Balkan-inspirerede lejlighed på Nørrebro med grønne, blå, røde, gule og hvide guirlander i loftet, mønstrede puder og malet keramik. Men det handler lige så meget om at omgive sig med farver ved hele tiden at gøre de ting, man beskæftiger sig med og det, man oplever, til sit eget.

»Jeg mærker det blandt andet med mine serbiske rødder. Der er så meget historie i vores familie, og det har altid været vigtigt for mine forældre at fortælle historierne videre til os børn. Men det er vigtigt for mig også at få min verden med ned til dem. At blande det serbiske og det danske. For jeg er jo dansk, og det serbiske er mine rødder.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var til en teaterfestival i Beograd, hvor jeg opførte en lille monolog, jeg havde lavet på Statens Scenekunstskole. Det var så stort og rørende at kunne vise min serbiske familie en del af, hvem jeg er. Jeg taler ikke sproget så godt, at jeg kan have dybe samtaler med dem, så med skuespillet har jeg en mulighed for at vise, hvem jeg er. Det betyder meget, at min familie har fået lov til at opleve mig på den måde.«

Da Danica Curcic var ved at være færdig på skolen i Nordcalifornien, fik hun et tilbud, som hun ikke vidste, om hun skulle tage imod. På Dell’ Arte ville de have, at hun blev i USA i to år og tog en master.

Dette er et af de få tidspunkter, hvor Danica Curcics ansigt lukker sig helt sammen. Hun ser ud til at være tilbage i USA, tilbage foran det valg, hun skulle træffe og de tanker, der fór gennem hendes hoved. Det er ikke, fordi hun ligner en, der har fortrudt sit valg, slet ikke. Forstærket af det tunge, mørke pandehår, forsvinder hendes ellers konstante tilstedeværelse et øjeblik, men så lyser hun op igen.

»Skolen i USA gav mig så meget, men det var ikke en skole, der lagde vægt på hvert enkelt individs instrument. Jeg savnede at arbejde med tekster og at fordybe mig i min egen stemme. Skolen var meget projektorienteret og gik ned i mange aspekter af teatret – instruktion, skuespil, at skrive, og jeg ville gerne fordybe mig i skuespillet. Men det var svært at komme hjem. Svært at tage det valg.

Jeg havde sagt nej til et sted, hvor menneskene føltes som min familie, men det var så stort et skridt at sige ja til to år mere i USA. Jeg ville nok aldrig være kommet tilbage til Danmark, hvis jeg havde sagt ja. Det var et meget stort valg – og risikabelt,« fortæller hun.

Hun sagde nej til en stor mulighed for et liv og en karriere i USA for at tage hjem og søge ind på Statens Scenekunstskole. Hun vidste godt, det var risikabelt, for skolen lukker kun otte ud af omkring 800 ansøgere ind. Men hun samlede alt sit mod og sprang.

Danica Curcic fotograferet til MS d. 6 januar 2014
Danica Curcic fotograferet til MS d. 6 januar 2014

FRYGTLØS

»Hun er unik og skiller sig ud, fordi hun er frygtløs. Samtidig har hun sådan en total kontakt med sig selv, og de to ting sammen gør, at man bliver revet med. Hun er så kontrastfyldt. Hele hendes serbiske vildskab blandet med hendes skønhed blandet med hendes frygtløshed blandet med hendes kæmpe talent. Hun er heftig.«

- Anja Philip, caster på filmene »Fasandræberne« og »Malta – All Inclusive«.

Det var hårdt at komme tilbage til Danmark. Hun flyttede hjem til forældrene, boede i sit barndomsværelse og kæmpede med at genfinde sig selv på dansk. Hun havde boet i udlandet i tre år og havde udviklet sig på engelsk. Levet på engelsk, arbejdet på engelsk. Hun stillede flere gange sig selv spørgsmålet »hvordan er jeg egentlig på dansk nu? Hvem har jeg udviklet mig til at være?«

Første skridt i den rigtige retning kom, da hun flyttede ind i et kollektiv i en villa i Valby. Her fandt hun noget af det, hun manglede ved hjemkomsten.

»Der var så mange farver. Og musik. Folk, som mindede om det sted, jeg kom fra. Kæmpe have, malede vægge, mal hvor du vil, tegn hvor du vil. Spil. Vi lavede mad sammen. Det hjalp til at gøre det hele lidt mere poetisk på en måde. Farverigt. Jeg har brug for den farve omkring mig hele tiden,« fortæller hun.

For at komme igennem den svære tid, hvor det nogle gange føltes lidt som om, hun var slået tilbage til start, begravede hun sig også i forberedelserne til optagelsesprøven til Statens Scenekunstskole. Hun skulle bare ind. Hun fik job i baren i Skuespilhuset og stod der og drømte sig væk, og hun startede hos en polsk skuespil-lærerinde.

»Første gang, jeg mødte hende, kan jeg huske, hun sad henne i hjørnet og storrøg. Der var røg overalt. Hun kastede et blik på mig og sagde så »du er Blanche«. Jeg var helt forvirret og anede ikke, hvad hun snakkede om. »Du er Blanche«, gentog hun og smed en tekst på bordet. BUM!«

Danica Curcic fører endnu en af de små dialoger med sig selv. Man kan se den rygende lærerinde for sig, for Danica Curcics mimik skaber hende i rummet.

Det viste sig, at den »Blanche«, den polske lærerinde snakkede om, var Blanche DuBois fra teaterstykket »Omstigning til Paradis«. Og hende spillede hun det næste lange stykke tid. Blanche. Optagelsesprøverne gik godt, men det hele var ved at falde fra hinanden til den tredje og sidste af slagsen.

»Under en improviseret øvelse skulle vi vågne op som dyr. Jeg skulle være løve. Dyrene skulle interagere med hinanden, og jeg havde udset mig en lille mus, som jeg ville spise. Men vi var lidt for tæt på hinanden og lidt for adrenalin-pumpede, og så fik jeg hendes hoved lige op i næsen. Knæk. Den var brækket. Jeg tænkte »NEJ, det sker bare ikke.

Jeg har været på en fysisk teaterskole, hvor vi ikke lavede andet end at mærke hinanden i rummet, og så sker det her? Men heldigvis viste det kampgejst, for jeg ville bare fortsætte. Jeg sagde, jeg sagtens kunne spille videre med en brækket næse.«

Hun kom ind og tilbragte de næste fire år i den med hendes ord »bedste klasse« og havde det fantastisk. Men at Danica Curcic er frygtløs kom for alvor til udtryk, da hun fik en rolle i stykket »Lulu« på Store Scene på Det Kongelige Teater helt dugfrisk fra skolen. Hun blev faktisk kontaktet allerede på tredje året på skolen og kom til møde med skuespilchefen, Emmet Feigenberg.

Han gav udtryk for, at han gerne ville have hende tilknyttet teatret. På fjerde år kontaktede han hende igen, og efter et møde med instruktøren på »Lulu«, Katrine Wiedemann, var rollen hendes. Hovedrollen som luksusluderen Lulu vel at mærke. I stykket medvirkede store skuespillere som Jens Albinus, Søren Sætter-Lassen og Kirsten Olesen.

Det var meget overvældende for Danica Curcic at være med i den store produktion, og hun måtte ud i nogle kampe for at finde ud af, hvor meget ansvar, hun skulle tage for sin egen rolle.

»Du kan selvfølgelig hente hjælp hos de andre skuespillere, men i den sidste ende er det dig, der skal tage ansvaret for din egen rolle. Det var jeg på en måde slet ikke rustet til. Det var en hård proces. Jeg havde aldrig følt mig utryg på en scene, men det gjorde jeg der, for jeg kunne godt mærke, at det var en helt anden skala end på skolen. Men samtidig var det fedt, at instruktøren gav rum til, at vi kunne prøve alt muligt af. Det var også en meget fri proces,« fortæller hun.

Udfordringerne under »Lulu« stoppede ikke ved små interne kampe. 7. september 2012 væltede en scenevæg, der skulle falde bagover, den forkerte vej. Ud på scenen og ned mod skuespillerne. Danica Curcic sad en meter fra det sted, den ramte, med front mod salen, da hun pludselig hørte skrig bag sig.

»Først troede jeg bare, det var en ny note i stykket, jeg ikke havde bemærket. Men da jeg vendte mig om, lå en meget lille Søren Sætter under en meget stor væg. Det var forfærdeligt, vi troede det værste. Men jeg er glad for, at vi opførte stykket alligevel. Og jeg er stolt af, hvordan jeg selv klarede mig . Mine kollegaer og medspillere var med til at hjælpe mig igennem, men det var en manddomsprøve for mig.

Jeg kom igennem det hårdeste, man kan udsættes for. Helt grøn skuespiller, alt for stor rolle, alt for stor udfordring, egentlig. Kaos, ulykke, ny stjerne, slet ikke klar. Men jeg arbejdede, arbejdede, arbejdede mig igennem. Det er jeg stolt af.«

Om fire uger skal Danica Curcic til Berlin for at modtage prisen som Shooting Star. Hun skal på den røde løber, møde castere og forsøge at skabe sig et netværk. Hun håber, at prisen åbner nogle døre for hende i udlandet, for hun vil gerne bruge sit engelske og sit serbiske noget mere. Og bryde grænser.

»Jeg er selvfølgelig også en bange, lille mus nogle gange, men jeg forsøger at holde fast i de ting, der er mig. Musik, klaver, tegner, læser, venner, familie, kæreste. Rejser. Det hjælper mig, når jeg stiller helt vanvittige krav til mig selv, fordi jeg er så ambitiøs. Jeg vil gerne bryde grænser og komme ud i ekstremer. Så længe det ikke kammer over – jeg skal blive ved med at være mig.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.