Frank Hvam: 40, far og fastlåst

Komikeren Frank Hvam er gift og har to børn og har aldrig følt sig så låst som nu. Det har inspireret ham til mange af de jokes, der er med i showet UPASSENDE, som får premiere 16. januar.

Frank Hvam sidder på sit kontor i Indre By med en bog i hånden. Den handler om god ledelse.

»Så er man fyldt 40, ikk’?« siger den 43-årige Frank Hvam. »Jeg har jo én halvtidsansat. Som jeg gerne vil lede ordentligt.«

Bag ham hænger et stort board med masser af papirlapper i forskellige farver med håndskrevne ord som »voksen«, »far«, »børn« og »cykelhjelm«. Det er nogle af de temaer, som indgår i hans nye liveshow »UPASSENDE«, der har premiere på Bremen Teatret på torsdag.

Showet er »upassende«, synes Frank Hvam, fordi det sætter ord på nogle af de ting, som mange tænker, men ikke tør sige højt. Som lysten til at tæve den fem-årige dreng, der har slået ens søn i børnehaven. Eller følelsen af at være desillusioneret, selv om man har alt, hvad man kunne ønske sig. »Hvordan kan man ha’ alt – og alligevel være utilfreds?« står der netop på tavlen bag Frank Hvam.

»Det er noget mærkeligt noget, at man kan det. Nu er jeg ikke et særlig spirituelt menneske, så jeg vælger at tro, at det er naturen, der har udstyret os med en rastløshed, som får hjulene til at dreje, ellers ville verden gå i stå.

Jeg er heller ikke et menneske, der tror på, at noget er syndigt. Man er udstyret med de instinkter, man har. Man kan lade være med altid at handle på dem, men man kan ikke gøre for, at man har dem,« siger han.

Voksen på godt og ondt

Det er noget af det, showet handler om. At blive voksen på godt og ondt. At føle sig låst fast i kernefamilien. Mærke rastløsheden, som både er en forbandelse og en styrke. Det hele er Frank Hvams egne følelser, som han bruger, når han skriver.

»God stand-up tager altid udgangspunkt i en stærk følelse. Menneskelige svagheder. Som desværre også er mine svagheder. Medmindre jeg møder en troldmand, der kan give mig en pille.

Jeg er et meget rastløst menneske. Uanset hvad man opnår her i livet af ens drømme, så vil rastløsheden altid banke på. Det er en rastløshed, der bringer en frem til ens store mål, men det er også en rastløshed, der sender en langt ud over skrænten. Får en til at fortsætte ud over det, man drømte om. Så sidder jeg her i et hus med en dejlig kone og to dejlige unger. Og så alligevel kan jeg godt blive utilfreds. Hvor utaknemmelig kan man være?« spørger Frank Hvam, som er gift og far til to sønner på to og fem år. Frank Hvam er blevet voksen. Og med voksenlivet følger pligterne. Og så en følelse af at være bundet fast.

»Jeg er pludselig blevet låst. Og det gør bare, at de andre småbrikker eddermame skal flyttes rundt. Så jeg skifter kontor med jævne mellemrum, bare for at der skal ske noget. Altså, der er ikke noget, som er endeligt, før de unger er der. Jeg er låst fast i sådan en superkærlig ske. Den er superlækker at kravle ind i, men at forestille sig, at man skal ligge der i 18 år...« Frank Hvam afbryder sig selv. »Ej, man ligger heller ikke i ske med sine børn. Men et rigtig dejligt kram. Der bare skal holde i 18 år. Det er også lang tid,« siger han.

»I gamle dage var alle muligheder åbne. Selv når man havde en kæreste og var glad for hende. Jeg boede i Reventlowsgade lige bag Hovedbanegården og kunne altid regne ud, at hvis jeg tog toget, kunne jeg være i lufthavnen på i hvert fald 20 minutter. Og formentlig om bord på et fly inden for en time. Og væk. Det var en god fornemmelse. Det kan jeg altså ikke længere. Men heldigvis ændrer de sig også, de unger. Lige når man synes, at nu har man set mønstrene, så ændrer de sig, og så sker der noget nyt.«

Godt at være far

Det meste af tiden har Frank Hvam det da også rigtig godt med at være far. Også med, at han ikke kan gøre sin beslutning om.

»Det er jo skidesjovt at se miniudgaver af sig selv, ikk’?« siger han grinende. »Det er jo sådan, man lever videre. Gennem ens unger. Jeg er sikker på, man også kan få et rigtig dejligt liv uden de unger. Det kom til at lyde, som om det er det, der er meningen. Men det er det nok også for mig. Og det sjove er, at man ikke bliver dårlig til at arbejde, bare fordi man får unger. Engang troede jeg, at jeg havde 24 timer i døgnet, og jeg hyggede mig bare med mig selv og mine noter og satte mig ud på en eller anden tag-gesims og kiggede mod Månen, mens jeg drak rødvin og syntes, jeg var super inspireret. Det kommer der ikke en skid ud af. Børn får en til at fokusere. Og så er de bare de her væsner, man bare… elsker. Altså, der er ikke noget at gøre. Og jeg kan også mærke, at afhængigheden af de børn medfører voldsomme aggressioner, hvis ens barn kommer hjem og har haft en dårlig dag nede i børnehaven. Så har jeg lyst til at spurte derned og skælde nogen ud. For nu er børnene det, man har. Så hvis de vokser op og ikke bliver velfungerende, er det, som om man har bygget på et hus i 20 år, og så bliver det en tipi… Det skal være et slot. Mine unger skal være et slot! Med al den tid, jeg har brugt.«

Frank Hvam tegner kruseduller på et papir og fortæller, at han har læst en undersøgelse, der viser, at forældre, i perioden frem til deres børn flytter hjemmefra, ikke er lige så lykkelige som barnløse.

»Men når man bliver lidt gammel, er det meget rart, at ungerne kommer og besøger bassefar. Og at de ikke sender en på plejehjem, første gang man skider i bukserne, og at de holder lidt af en. Så kan det være, man henter lykken der.«

Var du lykkeligere, før du fik børn?

»Jeg var i hvert fald mere udhvilet. Og jo, jeg havde det også sjovere. For jeg elsker at drikke mig fuld. Og det ville jeg gøre meget mere, hvis jeg ikke havde børn. Men det er bare uforeneligt. Der var engang, hvor når jeg skulle til fest, så var det eneste, jeg havde i hovedet, den fest. Jeg glædede mig til den fest. Livet var den fest. Nu når jeg skal til fest, så tænker jeg: »Åh, hvordan kan jeg komme igennem festen uden at blive så fuld og smadret, at jeg ikke kan nå alt det, jeg skal i morgen, og fucker en vigtig arbejdsdag op?« Det er ret trist, når man begynder at anskue en fest på den måde. Som et overlevelsesprojekt,« siger han.

Ikke den vigtigste

»Når det går op for en, at man ikke er det vigtigste menneske i sit liv længere, er det jo en meget smertefuld erkendelse. Det er meget rarere, når man selv er på toppen af kransekagen. Nu er jeg nummer i hvert fald tre. Muligvis fire efter min kone også. Og det er der bare slet ikke... Det er der ikke så meget showbiz-stemning i. For der er man nummer et.

Men der er jokes i det. Der er jokes i at være prins Henrik. Han er den sjoveste i Kongehuset, og han er nummer fire,« siger Frank Hvam, som, efter at han fik børn, skiftede både bil og adresse.

»Før kørte jeg i en ældre Mercedes. Men den kunne jo slet ikke beskytte børnene sikkerhedsmæssigt. Det er klart. De er i livsfare, hvis de kører i den bil. Den havde jo ikke iso-fix og syv airbags. Så nu har jeg købt sådan en… en livmoder nærmest af en Citroën Grand Picasso. Syv-sæders. Som er. . Ufræk. Den sender simpelthen signalet: Jeg er familiefar! I skal ikke kontakte mig, piger!

Før boede jeg på Vesterbro i ti år. Men så kom børnene, og børn skal have græs. Af en eller anden grund skal børn have græs. Ellers er man et ondt menneske. En ond far, hvis man ikke giver sine børn græs. I store mængder. Det er jeg selv vokset op med,« siger han.

En familie med "noget sjovt"

Frank Hvam voksede op på landet i Ørum Sønderlyng med sin bror og sine forældre i en nedlagt landbrugsejendom omgivet af dyr. Hans mor var sygeplejerske og faderen smed. I hans familie havde de to store interesser: Den første var dyr. Den anden var comedy. Som de dengang bare kaldte »noget sjovt«.

»Alle familier har et indtryk af, at de er en humoristisk familie, men vi fik rigtig meget tid til at gå med pjat og at snakke ondt om naboerne, som ellers var søde nok. Det handlede om bare at tage lort på nogen. Og der var helt sikkert en fascination af det upassende. Der blev altid snakket om folk, der turde gøre noget upassende i en sags tjeneste. Det handlede ikke om at være enig med dem. Men der blev snakket med en vis respekt om Glistrup, som holdt tale i Fælledparken hvert år og fik en spand maling i hovedet hver gang. Og Muhammad Ali,« siger han og griner, »som var familiens store idol, fordi han havde smidt sin OL-guldmedalje i floden, og fordi han nægtede at deltage i Vietnam-krigen.«

Der blev sat pris på skæve eksistenser derhjemme, så Frank Hvam ville gerne selv være skæv. Men han var nærmere en duksedreng, som godt kunne lide ros og tit havde hånden oppe i timerne.

»Det var et godt øjeblik, når nogle af mine ting blev læst højt af dansklæreren i klassen,« siger han stille. »Jeg var et lille dydsmønster. Men altså. Det var også et lykkeligt øjeblik at sidde i hundegården sammen med nogle nye hvalpe på syv-otte uger, som lige havde fået nye, skarpe tænder, som de elskede at lege med, så man kunne sidde og lade sig sønderbide, indtil ens forældre kom hjem. Så at være på. Det kan jeg jo stadig godt lide, må jeg ærligt indrømme. Og så har jeg det svært med at være halvt på. Jeg vil helst være 100 pct. på eller helt væk - som når jeg sad i den der hundegård,« siger Frank Hvam.

Arbejdet som pusterum

I dag fungerer hans arbejde som et pusterum fra det, Frank Hvam beskriver som »det grå i hverdagen«.

»Lige pludselig ved man, hvad man skal inden for det næste lange stykke tid. Man kan ikke bilde sig ind, at der sker et eller andet vildt om 14 dage, for man kan bare åbne sin kalender og se, at det sker ikke. Og... det er der, at jeg kan drømme om, at der kommer et eller andet menneske ind i mit liv og skaber en eller anden katastrofe. Men man skal også bare lære det. Alle der går fra »mig, mig, mig« til »børn, børn, børn« skal lære at sætte pris på det. Og bare glæde sig over alle de byture, man har haft.« Han griner lavmælt. »Det er derfor, jeg laver shows om det. Så kan jeg rejse rundt i tre måneder. Det er en slags sømandsting. Far stikker til søs i tre måneder. Det er en meget privilegeret familiefar, der har det sådan.«

Når du slår op i kalenderen og kan se, hvad der skal ske i lang, lang tid frem – hvordan har du det så med det?

»Det er ligesom at kigge direkte ned i sin grav,« siger han grinende. »Det er kedeligt. Lidt ligesom at snakke pensionsrådgivning. Det bliver man jo hele tiden bedt om nede i banken: »Tænk på din alderdom. Tænk på din fremtid.« De beder folk om at tænke tanken til ende. Og det er helt, helt uoverskueligt. Man kan lige så godt vælge kiste, nu man er i gang. »Det skal være dén pensionsopsparing, og det skal være en flot hvid kiste med messinghåndtag.« Jeg har jo valgt en branche, der er meget usikker, fordi jeg godt kan lide ikke at vide, hvad der sker et halvt år frem. Men lige med familien, der ved jeg det. Og nu har jeg jo selv nogle meget søde forældre, så er jeg nødt til at leve op til det.«

Nødt til?

»Ja!« Frank Hvam bryder ud i latter. »Ej, det er jeg ikke engang herre over selv. Det kommer af sig selv. Men altså... Da vi købte huset i Lyngby, fik vi at vide, at det er »fremtidssikret«. Ejendomsmægleren brugte det som et salgsargument, men jeg var ved at aflyse handelen bare der. For så når børnene blev ældre, kunne de flytte ned i kælderen, og når de flyttede hjemmefra, kunne man lave hobbyværelse i det ene rum og systue i det andet. Det var lige før, at han havde fået lavet sådan en knap, man kunne trykke på, og så kunne huset til sidst foldes sammen sådan duk-duk-duk-duk-duk, og så ville der stå to kister. Det er det billede, jeg får, når nogen siger fremtidssikret,« siger Frank Hvam, som egentlig godt kan lide Lyngby.

»Det er et hyggeligt kvarter. Og et meget stille kvarter. Jeg går rundt i min army-jakke og boots som den eneste. For at sende signalet: »I har ikke fået ram på mig endnu«. Men altså, den er også åndssvag, den army-jakke. Det kan godt være, at jeg ikke har den på næste vinter. Så skal jeg have mig en parka som de andre,« siger han.

»Men det er ikke sikkert, at jeg skal bo i Lyngby for evigt. Det er ikke sikkert, at det flyt til Lyngby er fremtidssikret

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.