Karriereskift

Fra revisorjob til cykelproduktion: »I Danmark er cyklen en mini-Mercedes«

Historien om det dansk-svenske cykelmærke Velorbis er historien om to revisorer, der kvittede international finansrådgivning for at udbrede skandinavisk cykeltradition.

Den ene medstifter Kenneth Bødiker fortæller om en svær opstart, der blev vendt til succes. Foto: Asger Ladefoged.
Den ene medstifter Kenneth Bødiker fortæller om en svær opstart, der blev vendt til succes. Foto: Asger Ladefoged.

Danske Kenneth Bødiker og svenske Christian Linde arbejdede som revisorer for Deloitte i London og sad i en bus på vej til arbejde, da terrorbomberne sprang i undergrunden i juli 2005.

De så, hvordan londonerne piblede op af jorden og i deres iver efter at komme hjem hurtigst muligt for ind i cykelbutikkerne og købte den første og bedste cykel. I ugerne efter begyndte de to revisorer at lægge mærke til forskellene på cyklisterne i den engelske hovedstad og hjemme i Skandinavien.

Hvordan de mørke jakkesæt akavet kørte på racercykler og mountainbikes, der egentlig var beregnet til at dyrke sport. Hvordan den klassiske bedstefar- og bedstemorcykel helt manglede i bybilledet.

»Her var et gap i markedet, der var til at tage og føle på,« forklarer Kenneth Bødiker.

Længere kommer han ikke i sin beretning om starten på Velorbis, for ind ad døren i butikken i Nørre Farimagsgade i København træder en kvinde, der har fået stjålet sin cykel og nu vil se på en ny.

En svær start

Cykelbutikken Velorbis finder du i Nørre Farimagsgade i det indre København. Foto: Asger Ladefoged.
Cykelbutikken Velorbis finder du i Nørre Farimagsgade i det indre København. Foto: Asger Ladefoged.

Han rejser fra sin Ægget-lænestol i skind og viser hende ind i baglokalet, hvor P.H.’s berømte lampe Koglen kaster et lys over cyklen Kopenhagen Ladies. Velorbis arbejder på at blive en del af den danske designtradition ligesom Arne Jacobsen og Poul Henningsen. Og efter den dramatiske start i London er de måske godt på vej til det med eksport til flere udenlandske markeder.

Kenneth Bødiker bliver afløst af en medarbejder – der meget apropos kommer for sent, fordi der var problemer med S-toget – og fortsætter sin fortælling.

»Der manglede de cykler, vi selv var vokset op med og kendte fra vores barndom, Raleigh, S.C.O. og den slags. Først overvejede vi at få agenturet på et allerede eksisterende cykelmærke. Men det var før finanskrisen, og vi havde gode jobs og penge på lommen, så vi sagde til hinanden: »Vi laver sgu vores eget brand!« Så naive var vi,« husker Kenneth Bødiker med et smil.

Og alt gik galt i de første år. De solgte tre containere cykler alene baseret på en hjemmeside med nogle prototyper, som de fik produceret på en fabrik i Indien.

Men samtlige sadler gik i stykker på dem, så de måtte ud og købe dyre engelske Brooks-sadler til de utilfredse kunder.Pedalerne »snappede« på flere af cyklerne, så de nærmest var livsfarlige at køre på. Og navnet »Capital Bike«, som makkerparret ellers syntes var genialt i al sin dobbelttydighed, var allerede taget, så fabrikken i Indien nægtede at sætte klistermærkerne på stellene.

»Vi lærte først og fremmest, hvor meget der kan gå galt,« fortæller Kenneth Bødiker.

»I Danmark er cyklen en mini-Mercedes«

Velorbis har løbende udvidet fra produktion af cykler til diverse cykelrelatede accessories. Foto: Asger Ladefoged.
Velorbis har løbende udvidet fra produktion af cykler til diverse cykelrelatede accessories. Foto: Asger Ladefoged.

Navnet blev skiftet ud allerede i taxien til lufthavnen på vej hjem fra Indien. Inspireret af ismærket med det umulige, men unikke navn, Haägen-Dasz, ville de to iværksættere opfinde et navn, som de havde for sig selv. De satte »velo«, som på flere sprog betyder »cykel«, sammen med »orbis«, som betyder »rotation«, og fandt således frem til Velorbis.

Produktionen af cyklerne blev flyttet til Tyskland – og en ganske særlig dansk bagagebærer kombineret med Kenneth Bødikers første cykelminde pejlede Velorbis ind på firmaets fremtidige spor.

»Mine første minder om at cykle er, når jeg var ude at køre sammen med min far og sad foran i en bulldog-sadel. Han var politimand og havde sådan en gammel tjenestemandscykel med plads til at hænge tasken på bagagebæreren,« husker han.

Denne særlige bagagebærer er ikke udbredt over hele verden, som man måske kunne tro. Men danske BOMI har lavet den siden starten af 1960erne, og den lille detalje med tasken gav Velorbis ideen til at udvide deres cykelproduktion med en lang række accessories, som i dag strækker fra tasker i mange afskygninger til cykelkurve, transportkasser, lad, sadler, bagageremme, ringklokker og cykelhjelme.

»Cykelkulturen spreder sig i storbyer over hele verden. Vi udbreder den kultur, der bl.a. er her i Danmark, hvor mange bruger cyklen, ikke til sport, men som et transportmiddel, der skal kunne fragte alt fra børn og indkøbsposer til sportstasker og celloer. I Danmark er cyklen en mini-Mercedes,« forklarer Kenneth Bødiker.

Cyklerne indtager også erhvervslivet

Foruden succesen med tilbehør til cyklerne har Velorbis også succes med at levere cykler til forskellige virksomheder fra advokatfirmaer og ejendomsmæglere til arkitekter og hoteller som d’Angleterre, Nimb og Kokkedal Slot. Nogle køber en hel flåde, andre som Sticks’n’Sushi, Mads Nørgaard og Profil Optik bruger cyklen som blikfang foran deres butikker.

»Firmaerne kan se, at det er den logiske løsning. De sparer mange penge på taxaregninger, og deres medarbejdere kommer i de fleste tilfælde hurtigere fra a til b. Samtidig er det firmaets ansigt udadtil – både, at man kan se firmanavnet på cyklen, og at man signalerer, at man står for en mere miljøvenlig løsning,« forklarer Kenneth Bødiker – han afviser dog, at cykelbranchen er den hurtige vej til penge.

»Der er mange ting, der kan gå galt på en cykel, fordi den består af så mange enkeltdele. Og kunderne kræver meget kontakt – det er de færreste, der bare køber en cykel på nettet uden at se den først. De skal rådgives og nurses, man skal afdække deres behov. Og bagefter skal cyklen efterspændes, der skal strammes og skrues, sadlen skal have læderfedt en gang imellem. Man skal opdrage lidt på kunderne og få dem til at forstå, at en cykel ikke er en evighedsmaskine. Den skal vedligeholdes,« forklarer Kenneth Bødiker og siger farvel til kvinden med den stjålne cykel, der er blevet ekspederet i over en halv time – og nu vil tage hjem og tænke over det …

Portræt af cykelbutikken Velorbis i indre københavn.
Portræt af cykelbutikken Velorbis i indre københavn.
Foto: Asger Ladefoged.
Foto: Asger Ladefoged.

Velorbis’ cykler starter på cirka 5.000 kroner og koster op til godt 18.000 kr.

velorbis.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.