Christiane Schaumburg-Müller: Jeg er der, hvor jeg skal være

Christiane Schaumburg-Müller har travlt på den gode måde. I maj har hun debut som musicalstjerne i »Den Eneste Ene« i Tivoli, og premiere på filmen »Over kanten«, hvor hun spiller den kvindelige hovedrolle, og til efteråret går det løs med en ny omgang »Vild med Dans«.

Christiane Schaumburg-Müller er aktuel som vært på »Vild med Dans« og »Weekend Weekend«, som komiker i »Live fra Bremen« og snart i musicalen »Den Eneste Ene« og i to kommende film: »Over kanten« og »Den skaldede frisør«.
Christiane Schaumburg-Müller er aktuel som vært på »Vild med Dans« og »Weekend Weekend«, som komiker i »Live fra Bremen« og snart i musicalen »Den Eneste Ene« og i to kommende film: »Over kanten« og »Den skaldede frisør«.

Vært på »Vild med Dans« og »Weekend Weekend«, komiker i »Live fra Bremen«, der kører på TV 2 for tiden, afbrudte prøver på musicalen »Evita« og igangværende prøver på musicalen »Den Eneste Ene«, der har premiere 23. maj. To filmpremierer, i maj i Laurits Munch-Petersens film »Over kanten«, og senere på året i Susanne Biers »Den skaldede frisør«. Og så lige endnu en omgang »Vild med Dans« på TV2 til efteråret. Sådan ser kalenderen ud for den 30-årige tv-vært, skuespiller og entertainer, Christiane Schaumburg Müller, og det har hun det helt fint med.

»Jeg elsker mit arbejde. Det giver mig så meget energi og så meget glæde at deltage i de projekter, og jeg synes, jeg er kommet meget langt på kort tid,« siger Christiane Schaumburg-Müller, der føler, hun er kommet på den rette hylde.

»Mit talent ligger i underholdningsgenren. Det er her, jeg kan lide at sælge varen og gør det rigtigt og ærligt,« siger hun.

»Jeg siger kun ja til et job, hvis jeg føler, at jeg kan tilføre et givent program noget ekstra. Jeg har en bachelorgrad i fransk og kommunikation og er lige så meget akademiker, som jeg er entertainer. En champagne-øl-pige kan man kalde det.«

Det er måske ikke umiddelbart det billede, man får af Christiane Schaumburg-Müller, når man ser hende i ugebladene og på TV. Her virker hun mere underholdende end eftertænksom. Det har hun ikke noget problem med. 

Læs også
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«
Thomas Blachman: Det højrøvede menneske
Steen Jørgensen: »Hvis ikke man har lyst til at udvikle sig, så stopper det bare«

»Den Christiane Schaumburg-Müller, man ser på skærmen, er ægte. Jeg har selvfølgelig også nogle dybere sider, men hver ting til sin tid,« siger hun.

Det var det ultimative – med streg under ultimativt – for hende at blive tilbudt rollen som vært i »Vild med Dans« i efteråret 2010.

Jobbet gav hende mulighed for at bruge sin uddannelse bag kameraet og sin evne til at underholde foran kameraet. Tre måneder før programmet gik i gang, blev hun ansat som tilrettelægger, og mens programmet kørte, var hun med til at planlægge, hvordan udsendelserne skulle struktureres. 

»Jeg mødte ikke bare op fredag aften og fik stukket cue cards i hånden. Jeg var med hele ugen og havde stor indflydelse på, hvad vi skulle sige, og hvordan vi skulle formidle programmet,« siger Christiane Schaumburg-Müller, der netop har takket ja til endnu en sæson som »Vild med Dans«-vært i efteråret 2012.

Grunden til, at hun vil være med i nok en sæson, er blandt andet, at hun får lov til at gøre det, hun er bedst til, nemlig at følge et program fra start til slut og give seerne en oplevelse, der får dem til at slappe af. 

»Jeg vil give folk et Kodak-moment, hvor de tænker »wow, det var fedt,« siger hun, der kalder sig selv sit eget brand.

»Jeg er mit eget firma og bruger lang tid på at forhandle, inden jeg skriver under på en kontrakt. Jeg vil ikke bare være hende kunstneren, der sidder i midten og siger »åh, det er sikkert rigtigt«. Jeg har brug for at nå frem til en aftale, hvor jeg har mig selv med,« siger hun.  

Lukker aldrig et tv ind i sit hjem

Af samme grund er der også programmer, som hun ikke vil deltage i. Og af princip lukker hun ikke et TV-hold ind i sit hjem.

»Mit hjem er mit hellige rum. Det er et skjold, som jeg kan bruge, hvis jeg pludselig får en masse ting imod mig. Som offentlig person kan jeg ikke skjule mit privatliv, men jeg kan lukke min dør og sige »hertil og ikke længere,« siger Christiane Schaumburg-Müller, der heller ikke vil tale om sit forhold til kæresten L.O.C.

»Vi har en gensidig aftale om, at vi ikke udtaler os om hinanden,« siger hun.

I det hele taget er hun meget bevidst om, hvad hun viser af sig selv på skærmen og i medierne.

»Offentligheden har ikke krav på at kende alle mine sider. Det gør mig kun mere sårbar, hvis jeg lukker helt op for mit privatliv. Jeg kender mit værd og er klar over, hvor meget og hvor lidt, jeg skal give af mig selv,« siger hun.

Og når kameraerne kører, er det den professionelle og positive Christiane, offentligheden ser.

»Selv om jeg måske har en dårlig dag, er jeg enormt god til at finde glæden frem, når jeg er på. I mine teenageår, hvor jeg var professionel danser, var jeg altid glad, når jeg var på scenen. Det samme gælder, når jeg skal lave underholdende TV i prime time: Når jeg træder ind ad døren, kommer arbejdsglæden og energien altid, ligegyldigt, hvad jeg så har oplevet tidligere på dagen,« siger Christiane Schaumburg-Müller, som bruger sine nærmeste, når hun har det svært.

»Jeg har helt bevidst holdt fast i mine gamle venner fra folkeskolen, gymnasiet og danseverdenen, fordi de kender mig for den, jeg er, nemlig en meget umiddelbar og begejstret person, der lige som alle andre kan være ked af det,« siger hun. 

Arbejder op til 80 timer om ugen

Christiane Schaumburg-Müller arbejder meget. I perioder når hun op på 80 timer om ugen og arbejder videre, når hun kommer hjem. 

»Det handler om at kunne sige stop i tide, problemet er bare, at stopknappen somme tider er i udu,« siger hun. 

Tre gange har hun været bremset af sygdom. Første gang som 17-årig, hvor hun gik i gymnasiet samtidig med, at hun gjorde karriere som professionel danser.

»Jeg havde stor succes med dansen og havde job i forskellige europæiske hovedstæder torsdag til søndag. Samtidig ville jeg gerne gøre det godt i skolen. Jeg sov nærmest aldrig, kørte bare derudad og havde det sjovt med det. Men på et tidspunkt sagde min krop stop,« siger Christiane Schaumburg-Müller, der valgte at kvitte dansen op til sin studentereksamen. 

Anden gang, hun blev bremset af sygdom, var i maj 2010, hvor hun under optagelserne til »Stjerner på Slottet« væltede på cykel, brækkede kravebenet og fik piskesmæld og hjernerystelse. Alligevel overvejede hun ikke at melde fra til optagelserne på »Vild med Dans«, der skulle starte fire måneder senere. 

»Det var på intet tidspunkt en mulighed, at jeg ikke skulle nå at blive rask,« konstaterer Christiane Schaumburg-Müller, der da også helt som planlagt gennemførte optagelserne til programmet, på trods af hovedpine i ny og næ. 

Tredje gang, hun blev syg i forbindelse med sit arbejde, var kort før, hun skulle have sin musicaldebut i »Evita« i februar i år. Hun overanstrengte sin stemme og fik ødemer på stemmebåndene, hvilket tvang hende til at trække sig fra rollen.

Pludselig stod hun med to måneder, som hun kunne holde fri i. 

Læs også
Arianna Huffington: Kvindelig mediemogul
Jacob Riising - portræt af et professionelt pjattehoved
Meta Louise Foldager: »Jeg sagde ja til næsten alt«

Har svært ved at holde fri

»Da jeg trak mig fra rollen i »Evita«, var der mange der ville snakke med mig angående nye projekter, så i stedet for at slappe af sad jeg i møder, læste manusser og prøvede at få struktur på det hele. Det er utrolig hårdt at være selvstændig, fordi jeg hele tiden skal tænke fremadrettet, så jeg ikke pludselig står uden noget at lave,« siger Christiane Schaumburg-Müller, der efter to hektiske måneder valgte at tage fri og rejse to uger til Thailand og Caribien.

»Det var tiltrængt, men jeg har ikke holdt helt fri i ferien. Jeg kan ikke lade være med en gang imellem at tjekke mails, fordi jeg har gang i forskellige ting og ikke kan lade folk vente på, at jeg kommer hjem og får tid til at svare tilbage,« siger hun og erkender, at hun skal blive bedre til at sige fra og økonomisere med sin tid.

»Det er tåbeligt, men jeg er nødt til at betale 500 kroner for at slappe af hos en massør, og når jeg så ligger på briksen, kan jeg alligevel ikke slappe af, fordi massøren spørger ind til mit arbejde. »Ah, I har det sjovt på Bremen, hvad?« Og »han er sjov, ham Lars Hjortshøj, hvad?« De vil høre alt muligt, mens jeg prøver at slappe af og komme ned i gear. Det er enormt frustrerende,« siger Christiane Schaumburg-Müller.

Men så er det heller ikke værre.

»Jeg ved godt, at jeg en gang imellem siger ja til mange projekter, og at jeg i perioder har meget arbejde. Men jeg går aldrig ind i det med lukkede øjne, og jeg ved altid, hvad det er, jeg siger ja til. Og så ved jeg også, at det kun er i perioder, der er tryk på,« siger hun.

»Så længe jeg kan huske, er jeg vågnet glad om morgenen, og jeg indtager hver dag med et smil og begejstring. Jeg føler mig ikke stresset, men meget travl i perioder, for jeg har det drive, der gør, at jeg får energi af at arbejde og af at fuldføre noget på den bedst mulige måde.«

Debuterer i musicalen "Den eneste ene" 

Netop nu er Christiane Schaumburg-Müller sammen med en række andre kendte danskere, blandt andre Mia Lyhne, Robert Hansen og Linda P., i gang med  forberedelserne til musicalen »Den Eneste Ene«, der får premiere 23. maj. Det bliver samtidig hendes musical-debut.

»Jeg glæder mig meget til det, og jeg er meget glad for den genre, musicalen er i. Jeg kan også godt lide at lukke op for en ny side af mig selv, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået tilbudt den mulighed,« siger hun. 

Når hun kigger i sin kalender, er den – med indlagte pauser undervejs – booket det næste år frem i tiden, og det passer hende fint. Ambitionen er at fortsætte i den samme genre, gerne med en tv-serie undervejs.

»Jeg er stolt over at have gjort en levevej ud af det, som jeg bedst kan lide, nemlig at underholde. Jeg er der, hvor jeg skal være.«

Læs også
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«
Thomas Blachman: Det højrøvede menneske
Steen Jørgensen: »Hvis ikke man har lyst til at udvikle sig, så stopper det bare«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.