Christian Mørk: »For første gang i mit voksne liv lavede jeg ikke noget i hele juli og august«

Hans elskerinde er besidderisk, hun følger ham fra Brooklyn til Paris og lader ikke andre slippe ind i hans liv – og trods jerngrebet giver hun ham stadig en lykkerus af selvforglemmelse. Problemet er bare, at hun er en laptop. Mød forfatteren Christian Mørk, som tog fri fra et forfatterskab, der var ved at gøre ham alvorligt syg.

»Så jeg lavede alt andet end at skrive. Jeg har presset mig selv så meget de senere år, at jeg efterhånden har reageret på det. Hele foråret kunne jeg mærke, at jeg skulle passe på ikke at blive rigtig syg.«
»Så jeg lavede alt andet end at skrive. Jeg har presset mig selv så meget de senere år, at jeg efterhånden har reageret på det. Hele foråret kunne jeg mærke, at jeg skulle passe på ikke at blive rigtig syg.«

En skaldet kvinde bryder ud af et torturfængsel i Vietnam. En tynd bleg mand med falsk pas forsøger at krydse den østrigske grænse. En knogleekspert med en kugle permanent lagret i baghovedet prøver at få et familieliv til at fungere, mens fortiden langsomt indhenter hende.

Se flere billeder af Christian Mørk i galleriet til højre >>


Christian Mørks spændingsroman »Den Åbne Grav« er skrevet på engelsk og udkommer i hans egne danske oversættelse i næste uge som tredje og sidste del af historien om efterforskeren Kit Henson. En knivskarp thriller-trilogi, der udspiller sig på flere kontinenter og har læsere på endnu flere – Christian Mørks bøger udkommer i 21 lande.

45-årige Mørk sidder over en latte på en café i Indre By. Han er i København for at besøge sin familie og for at holde møde med TV2, der vil have ham til New York for at rapportere fra ti-årsdagen for 11. september. Han er barn af skuespillerne Susse Wold og afdøde Erik Mørk, og hornbrillerne kan ikke skjule, at han har arvet sin fars smukke, lettere diabolske udseende. I dag kalder han sin mor og hendes mand, skuespilleren Bent Mejding, for sine forældre – Mejding adopterede officielt Christian som sin søn for et par år siden.

Siden 1988 har han boet i USA. Her har han uddannet sig som journalist og skrevet for bl.a. New York Times og filmmagasinet Variety. I godt 11 år arbejdede han som creative executive på Warner Bros. i Hollywood – hvilket man kan mærke i hans bøger, der nærmest skriger på at blive filmatiseret. Og han har fået tilbud, men indtil videre ikke det rigtige.

Læs også:

Jussi Adler-Olsen: »Jeg trænger til at være menneske igen«
Anne Wivel: Sandheden om Svend
Mikkel Kessler: »Jeg er parat til at dø i en boksering«
Maise Njor: »Måske skal man bare prøve at være sig selv«

»Det kommer, når det kommer. Hvis nogen synes, mine bøger er fede at filmatisere, så mazel tov. Ring til min agent, send mig en check, og så ses vi til premieren. Derudover har jeg ingen interesse i det. Jeg brugte 11,5 år i filmbranchen, og det er nok. Jeg er så færdig, som man kan være.«

Hvorfor så voldsomt?

»Fordi man skal tro på drømmen om, at filmbranchen er fantastisk, og det er den ikke. Jeg elsker film, men branchen er kommet til at handle om alt muligt andet, der ikke har noget med film at gøre. Selviscenesættelse, optrin og pressemøder, hvor folk siger åndssvage ting i stedet for at snakke om filmen. Og så er der backstabbing, narcissisme, jalousi og brutalitet, løgn og latin og pis og lort. Jeg har fået smæk og givet smæk. Det er nok, du! I filmbranchen skal man tro på, at ens egen værdi bliver større, hvis man er tæt på berømtheder, og det har jeg qua min familie aldrig troet på. Mine forældre kom hjem, tog sminken af og lavede frikadeller. Jeg har aldrig troet på, at er man tæt på noget berømt, så er det fantastisk. Nej, Arnold Schwarzenegger går hjem efter endt arbejdstid…«

…og laver frikadeller!

»Ja… Eller hvad han nu gør.«

Hollywood har Mørk lagt endegyldigt bag sig – og ovenstående svada er i øvrigt eneste harme at spore hos en mand, der ellers virker rolig og afbalanceret. Journalistikken er sat på hold på ubestemt tid – selv om New York Times stadig gerne bringer hans artikler, og selv om han kan mærke trangen til at skrive nyhedshistorier særligt i denne tid, hvor Barack Obama er under hårdt pres.

Christian Mørk er med andre ord forfatter på fuld tid. Seks bøger på fem år og en endeløs promotion tour lader ikke meget tid til overs. Alligevel har han, bl.a. for at være tættere på sine forældre, købt en lille lejlighed i Marais-kvarteret i Paris – et »frimærke på 22 kvadratmeter«, som han kalder det. Så han deler nu sin tid mellem Brooklyn og den franske hovedstad, som han endte i ved et tilfælde.

»Jeg var på turné med min bog »Darling Jim« i Frankrig for to år siden. De løj på forlaget og sagde: »Journalisterne kan alle sammen tale engelsk, monsieur.« Men da jeg landede, kunne de ikke tale en skid engelsk. Jeg havde ikke talt fransk, siden jeg var 20, og nu var jeg 43, men det gik faktisk. Det var hverken perfekt eller noget, men folk var venlige, og da jeg først kom i gang, lavede jeg sgu både live-tv og live-radio. Den oplevelse gjorde mig glad. Da jeg tog til USA som meget ung dreng, åbnede alting sig for mig sprogligt, fordi jeg havde gehør og kunne bruge sproget som værktøj. Jeg stammede på dansk, men talte uden problemer engelsk og kunne få det til at lyde, som om det var mit eget sprog. Nu kunne jeg pludselig gøre det samme i Frankrig som voksen mand, og det var meget mærkeligt. Som en muskel, jeg ikke havde anvendt længe.«

Læs også:

Jane Aamund: En indvandrer i et helt nyt land
Jesper Binzer: En hanelefants bekendelser
Tv-vært Hans Pilgaard: Nu er jeg bare Hans

Var det gymnasiefransk?

»Ja, og så var min far, Erik Mørk, frankofil om nogen. Han rettede mig og var meget påpasselig med, at det skulle lyde rigtigt. Jeg har også oplevet det med min agent i Sverige, som jeg talte det der øresundsdansk med den første tid. Jeg synes, det var for latterligt at tale engelsk til hinanden. Og så kunne jeg mærke, at der allerede var pustet luft i den der muskel… det var en dårlig metafor…«

Ehrm… pumpet blod i den?

»Tak! Der var pumpet blod i den muskel, så nu taler vi svensk sammen. I Sverige har jeg et fint gammelt forlag og ved siden af også et rigtig røverforlag, som hedder Pocketförlaget, hvor der var en sælger, som var sådan her (slår over i perfekt svensk): »Vi skal bara sälja en miljon böcker, vi skal bara köra hårt, hårt, hårt.« Altså, det kørte bare for ham, ikke? Han sagde: »Om det er dig, jeg sælger, eller lakridskonfekt , det rager mig en papand, men nu er det dig, så lad os komme i gang.« Jamen, cool! Så ved vi ligesom, hvor vi er henne. Der var ingen fine fornemmelser der. Det var mig eller tivolistænger. Så jeg kørte op og holdt foredrag for nogle svenske sælgere, der sad sådan her (lægger armene over kors, læner sig tilbage og antager en skeptisk mine) og drak kaffe i en mørklagt boghandel. Hvis jeg talte til dem på engelsk, ville det slet ikke gå, men når jeg som dansker forsøger at tale svensk til dem, får man enormt meget goodwill.«

Læs mere om forfatter og journalist Christian Mørk på næste side

Dine forældre repræsenterer finkultur…

»Det gør de også. Men de har også spillet med i »Matador«…«

Men har du aldrig talt med dine forældre om det at skrive spændingsromaner i stedet for Den Store Roman...

Se flere billeder af Christian Mørk i galleriet til højre >>

»Ikke så meget som i ni sekunder. Aldrig. Jeg har ingen ambition om at skrive den store roman, for jeg har ingen ambition om at blive respekteret på parnasset. Det er publikum, jeg skriver for.«

Og for selve det at skrive?

»Helt klart. Jeg har et sundt ego, men jeg har aldrig følt, at jeg var den vigtige. I stedet forsvinder jeg ind i en form for selvforglemmelse. Forfatteren Shelby Foote sagde om det at skrive, at det er som at klatre op på en 20 meter vippe, og… »Once I jump, I’m gone.« Det kunne jeg kun klappe ad.«

Er det en lykkelig tilstand?

»Det er den lykkeligste tilstand overhovedet for en person for mig. Selvforglemmelse i arbejdet.«

Er der andre steder i dit liv, hvor du oplever det?

»Nej, det er næsten som forelskelse. Man er ikke opmærksom på sit ego, men på det, der er lige ved siden af, som man bliver opslugt af.«

Har du oplevet, at selvforglemmelsen ikke kommer?

»Nej, jeg har altid følt, at arbejdet var selvforglemmende, men det bærer jo også straffen i sig selv. For det har så fyldt så meget i mit liv, at det har trængt alle andre ting bort. Man skal have adgang til selvforglemmelsen som forfatter, men hvis man har for meget adgang, er man som en kompasnål, der bevæger sig for meget hen imod den. Og det har meget let ved – som nålen op og ned af armen…«

Læs også:

Jussi Adler-Olsen: »Jeg trænger til at være menneske igen«
Anne Wivel: Sandheden om Svend
Mikkel Kessler: »Jeg er parat til at dø i en boksering«
Maise Njor: »Måske skal man bare prøve at være sig selv«

Nålen? Det forstår jeg ikke...

»Ligesom narkomaner, som – inden de stikker nålen ind – kan køre nålen op og ned af armen og sige »Uh, det er dejligt«, for de ved, hvad der skal ske. Ikke at skriveprocessen er fuldstændig som en rusgift, men man glemmer sig selv, og man skal passe på det, for det er noget farligt stof.«

Mens mange måske ville ønske, at de var bedre til at glemme sig selv.

»Det er da også derfor, jeg både elsker det og skal passe på det. Ingen mennesker vil leve i en selvforglemmende tilstand hele tiden, det kan du gøre nogle gange, men du er nødt til at have en balance, og den leder jeg stadigvæk efter. »Den Åbne Grav« er min sjette bog på fem år, og det kan jeg da godt mærke. Så i sommer lavede jeg for første gang i mit voksne liv ikke noget i hele juli og august.«

Christian Mørk havde i forsommeren skrevet »Den Åbne Grav« færdig og tog fra Paris tilbage til Brooklyn. Og så begyndte han at cykle. 30 kilometer hver dag, rundt på Manhattan, i Brooklyn, The Bronx, New Jersey. Han gjorde det til sit job at cykle og kom i bedre form. Men der skete også noget andet.

»For første gang i mange år havde jeg ikke angsten for, at hvis jeg ikke skriver, så forsvinder evnen som papir i vinden og kommer ikke igen. Eller rettere, angsten blev mindre, den forsvinder aldrig, men jeg kunne håndtere den.«

Ændrede du adfærd?

»Jeg tog langsommere beslutninger, sov bedre, gik mere ud og blev længere til middage, end jeg plejer. Og så tog jeg op og besøgte en veninde, hvis mor og far har en aflagt gård oppe i Buffalo, New York. Gården var blevet en kæmpe skrammelplads med hundredvis af senge og stole og tv-apparater. Der tog jeg op og ryddede op. Så jeg lavede alt andet end at skrive. Jeg har presset mig selv så meget de senere år, at jeg efterhånden har reageret på det. Hele foråret kunne jeg mærke, at jeg skulle passe på ikke at blive rigtig syg.«

Hvad taler vi? Sorte pletter for øjnene eller…

»Nej, jeg fik sådan en svimmelhed, som om jeg havde drukket 20 bajere. Jeg kunne ikke stå op, og når jeg lå i sengen og vendte mig om, måtte jeg holde på sengen. Nu er det der ikke mere, men jeg tror, det var Vorherres måde at prikke mig på skulderen og sige: Nu tager du en pause, ellers bliver du syg.«

Du talte om, at arbejdet kan overskygge andre ting i dit liv.

»Det er jo ikke til at komme en nær som mig, der flyver og farer rundt, og hele tiden skal undskylde sig med, at han lige skal skrive fem sider om dagen. Det koster mig da. Og jeg har længe holdt parforhold ude af mit liv. Jeg har begivet mig ud i mellemlange kærlighedsaffærer, hvor jeg har indset, at mit arbejde fuldstændig har overskygget det – og så er det blevet til sådan noget affære-agtigt noget, som jeg egentlig ikke gider, med den alder, jeg har. Du ved, den her kvinde er dejlig, og så er det lige sagen en måned… Den slags gider jeg jo ikke længere, men det er resultatet. Ønsket om at glemme sig selv i arbejdet burde jo oftere give sig udslag i at forglemme sig selv i et andet menneske, ikke? Det ved jeg godt. Men jeg ved også godt, at jeg ikke har været skidegod til det, og at mit liv har været romantisk, men ikke vedholdende.«

Men sådan som du har det, er en partner vel også en potentiel trussel?

Læs også:

Jane Aamund: En indvandrer i et helt nyt land
Jesper Binzer: En hanelefants bekendelser
Tv-vært Hans Pilgaard: Nu er jeg bare Hans

»Ja, helt sikkert. Og derfor har de kvinder, jeg har været sammen med, lignet mig arbejdsmæssigt. De har haft et stort sundt ego og et arbejdsliv, der lignede mit, så der var en fælles forståelse for, at der ikke var en, der stod ved kødgryderne og sagde: Hvornår kommer du hjem? At man var to mennesker, der var frit om hinanden svævende. Men det er jo også noget vrøvl, for det er heller ikke superholdbart. Det er en mellemløsning: Så finder jeg lige en, der ligner mig selv…«

Du skal finde din Siri Hustvedt?

»Åh ja, hun skriver så skidegodt…«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.