Blærerøven undskylder fortidens synder

Mads Christensen beklager, at han var med til at skabe den metroseksuelle mand – og den moderne snotklatmand. Vi tog en alvorlig snak med »livsstilsfidusen«, som han nu titulerer sig.

"Jeg er her på lånt tid. Det er der ingen tvivl om. Jeg kan ikke lave det her, til jeg dør. Når jeg mister håret og får topmave, er der ingen, som gider høre på mig mere. Der kommer en anden smart en," siger Mads Christensen om, hvorvidt han bekymrer sig om sin fanskare og deres levetid.
"Jeg er her på lånt tid. Det er der ingen tvivl om. Jeg kan ikke lave det her, til jeg dør. Når jeg mister håret og får topmave, er der ingen, som gider høre på mig mere. Der kommer en anden smart en," siger Mads Christensen om, hvorvidt han bekymrer sig om sin fanskare og deres levetid.

Hvorfor overhovedet genudgive »Blærerøven«?

- Jeg hører jo fra bibliotekerne, at de bliver stjålet. Og det er den fineste pseudolitterære anmærkning, man kan få. Så jeg regner med, at der er en ny generation af unge famlende mænd, der efterspørger den, og jeg mener stadig, det er et dueligt og holdbart koncept. Den eneste aktive markedsføring, jeg har tænkt mig at lave, er at sende et eksemplar til Christine Antorini og foreslå, at den bliver fast pensum i landets 6. klasser, for der mener jeg, at den hører hjemme.

Har vi brug for den slags opdragelseslitteratur i en tid, hvor der bliver færre sociale etiketter, vi skal leve op til?

- Der er tværtimod en udbredt mangel på basal etikette. Mange får det hjemme og i skolen, nogle får det på arbejdspladsen – og så er der bare nogen, som aldrig får det. De kommer til at tåge af sted og opføre sig som uskolede og klodsede bonderøve. Og det bryder ingen sig om. Her kan du med ti minutters læsning gardere dig mod det. Mere er der ikke i det.

Er du ikke bare lidt for smart-i-en-fart? Der er vel eksempler fra din første bog, hvor du rammer forbi?

- Cardiganen er en sjov case. I 1998 beskriver jeg den som noget, jeg opfatter som en udpræget gammelmandsting, og i dag har alle 16-årige ungersvende en cardigan. Dengang var jeg meget mere firkantet. Jeg ville hellere drukne i en gylletank end at gå ned til bageren uden slips på. Jeg er jo blevet meget mere blød med årene. Jeg havde også nogle meget skarpere holdninger til gummisko, hvor jeg citerer Thomas Blachman for at sige, at gummisko kun var til folk, der skulle hurtigt væk fra gerningsstedet. Men i dag har jeg både cowboybukser og gummisko. Så jeg er som et glasskår i brændingen og har fået slebet nogle kanter.

Hvis vi nu definerer livsstil som det materielle, vi de seneste 15 år har jagtet for at definere os selv, så er livsstilsbegrebet vel stendødt?

- Min hovedtese er, at jeg tror, vi er blevet endnu mere selviscenesættende i dag, end vi var dengang. Vi bruger bare andre koder. En af de ting, jeg beskæftiger mig meget med, er forbrugerstatistik. Hvis man går ned i de tal, så viser der sig at være et kolossalt hul mellem det, vi siger, og det vi rent faktisk gør. Vi er blevet endnu mere forblommede, forblændede og forløjede, end vi var i 80erne og 90erne. Men bare med nogle andre ting. Vi lader som om, at vi handler økologisk, men statistikken viser, at kun 7-8 pct. handler økologisk. Hvorfor siger vi det? Det er jo løgn! Vi siger, at vi bekymrer os om den globale opvarmning, men det er løgn. Stakkels Ditlev Engel, der jo ingen, der vil have de der møller, de kan kan ikke få lov til at stille dem op nogen steder. Vi siger, at vi er lykkelige, men alle tal tyder på det modsatte. Vi har Europas højeste selvmordsprocent og skilsmisserate og Europas laveste sædkvalitet. Vi siger, at børn er vores første prioritet, men det er også løgn. Det er alt sammen en del af selviscenesættelsen. Derfor er der langt mere blændværk nu.

Vi er blevet endnu mere forfængelige?

- Ja, helt afgjort. Vi mener pludselig, at en Range Rover er pervers, og man vil ikke eje en Jane Birkin taske. Vi er blevet bagstræberiske på en masse punkter, hvilket er udtryk for den samme forfængelighed som i 80erne, når punkerne nøje overvejede, hvor de skulle klippe hullet i cowboybukserne. Det er bare i en anden aftapning. Jeg tror, at forbrugeren på 35 i dag er endnu mere forfængelig, detaljeorienteret og navlepillende, end jeg var for 15 år siden. Vi er også blevet meget mere sensitive. I takt med, at vi får udvidet vores horisont og vi kommer i kontakt med alle de nye subkulturer, der vokser frem, bliver vi mere bevidste og opmærksomme. Vores generation er i besiddelse af et langt mere udviklet perceptionsapparat, end vores forældre havde. Vi afkoder en milliard informationer på et splitsekund.

Du hylder stadig mærkevarerne. Også selvom de hører forbrugssvineriet fra nullerne til?

- Jeg hylder autenticitet. Ægtheden. Hvis man skal have en poloshirt, så skal det være en Fred Perry på grund af historien. Ikke en Ralph Lauren, for den har ikke en skid med polotrøjens historie at gøre. Vi skal have etableret nogle af ægthederne i en verden, som bliver mere og mere forloren. Jeg kan godt lide den ægte vare. Den giver et holdepunkt mod at blive blæst bag over af modeeksprestoget. Det er banalt og på sandkasseniveau, men jeg tror, at det giver en anden ro i forhold til ens tøjvalg.

Hvad er der sket de seneste 14 år, der retfærdiggør en ny tur i ringen med »Blærerøven«?

- Der er blandt andet et stort afsnit om den moderne manderolle. Vi er det svage køn. Alt, hvad vi har af tilgængelige tal, fortæller os, at vores løb er kørt. Vi kan få en fremtid, hvor vi er et slags kuriosum, som kvinden har. Men jeg tror, at der kommer en retromand. Tabermanden er ikke sidste station. Helt banalt er det der fuldskægsboom, vi ser, første trin. Manden gider ikke være pudderkvasten længere. Nu gror jeg mig sgu et fuldskæg og køber en ternet skovmandsskjorte, og hvis min kvinde begynder på et eller andet, banker jeg sgu i bordet og siger, nu holder du din kæft, kælling! Jeg tror ikke, du får nogen kvinde til at indrømme det, men mange kvinder vil nok tænke: Hvor forfriskende, nu får vi endelig lidt modtryk.

Hvornår oplever du tabermanden?

- Rigtigt mange mænd placerer sig i offerrollen. Det ser jeg jo også ude på mit værksted. Min terapigruppe, som jeg kalder den, hvor jeg og et par gutter går og skruer på vores Ferrarier hver tirsdag aften. Der kommer en masse parasitter og siger »Jeg ville også ønske, at jeg havde sådan en gammel Ferrari at skrue på.« Det reagerer jeg altid på og siger: »Det skal du da også have, mester!« Og de svarer ofte, at det må de ikke for deres kone. Hvad for noget? Du er sgu da en voksen mand. Du har din egen indtægt. Der er mange, der gerne vil, men de har placeret sig i en offerrolle, som de har svært ved at komme ud af.

Er du stadig ham blærerøven fra forsiden på bogen? Livsstilseksperten og modeguruen?

- Jeg bliver nogle gange kaldt »Mode-Mads«, hvilket jeg krymper mig lidt ved. Det, der interesserer mig, er stil, det er nonverbal kommunikation og et visuelt virkemiddel. Så jeg vil egentlig hellere tituleres livsstilsfidus. Men jeg har mange kasketter, og en af dem er som samfundsrevser. Jeg kan godt lide at sige alt det, som mange tænker, men ikke kan lide at sige. Og en af de ting, jeg virkelig er bange for, er den der enorme korrekthed, vi har fedtet os ind i. Vi sender danske soldater i døden for ytringsfriheden i lande, vi ikke interesserer os for, samtidig med, at vi herhjemme accepterer at blive beskåret i vores ytringsfrihed igen og igen. Hvis man i dag laver en vits om en rødhåret, en jøde eller en neger – er du tosset – så risikerer man jo at komme i fængsel.

Her vil jeg så påstå, at vi bare er blevet mere dannede og oplyste?

- Nej – tværtimod. Vi er ved at kvæles i regler og retningslinjer. Vi må ikke engang tage billeder til en børnefødselsdag i haven uden at have skriftligt tilsagn fra forældrene. Det er jo fuldstændig perverst. Vores samtid er fuld af skismer, paradokser og mærkværdigheder, og jeg kan godt lide at udpege dem.

Så hvad er dit projekt nu?

- Det ydre interesserer mig meget lidt. Det hjælper ikke noget, at man har en hjemmeside, hvis man ikke har noget at skrive på den. Indhold optager mig nu langt mere end formen. I bogen benytter jeg blandt andet lejligheden til at undskylde metromanden. Jeg føler, at jeg i de år, jeg var på Euroman, var med til at vække et frankensteinmonster i form af den metroseksuelle mand. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive så uhyggeligt. Når jeg troppede op i »Go’ morgen Danmark« og fik vokset min ryg og lagt ansigtsmaske, var det, fordi det metroseksuelle univers var begyndt at spire, og de kunne ikke finde en hetroseksuel mand, der ville stille sig frem. Så gjorde jeg det i den gode sags tjeneste og for at promovere Euroman og danne grobund for en annoncevækst. Men jeg har altid syntes, at det var noget løjerligt noget. Men der sad nogle mænd derude og åd det uden filter, hvilket jo aldrig var meningen. Jeg har selv en Gillette barbercreme og skraber, en Nivea roll-on og en bøtte Nivea creme. Når jeg hører om mænd, der bruger timer på toilettet og lægger eksfolierende ansigtsmasker, tænker jeg: »Har jeg været med til at skabe det? Har jeg været med til at vække det monster der?« Så jeg vil godt benytte mig af denne lejlighed til at undskylde og sige: Det var ikke min mening.

Bekymrer det dig ikke, at din fanskare er ved at uddø? De unge kender dig jo mest som ham, der sælger strømper i Bilka og er reklamesøjle for Invita-køkkener.

- Selvfølgelig bekymrer det mig. Jeg er her på lånt tid. Det er der ingen tvivl om. Jeg kan ikke lave det her, til jeg dør. Når jeg mister håret og får topmave, er der ingen, som gider høre på mig mere. Der kommer en anden smart en.

Men hvad så?

- Jeg finder på noget andet. Der er en skare, som følger med, og når jeg om ti år skriver en bog om at klippe roser, er de med. Alle er på en rejse, og i takt med, at jeg kører den vej, er der en stor gruppe, der kører parallelt. Jeg har været mit eget produkt siden 1998, og det er gået fint. Jeg har en høj grad af personlig integritet, men jeg gør også alt for penge. Jeg har et motto, der lyder: Stik mig 500 kroner oveni, så gør jeg det i bar røv.

»Blærerøven vender tilbage – igen, igen...« udkommer 20. november på forlaget Dusckshoot Media, 249 kr.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.