Bjarne Reuter: »Tvivlen er den korteste vej til sandheden«

Det første, Bjarne Reuter skrev som dreng, var salmer. Siden har kristendommen fascineret ham voldsomt. Men det er aldrig lykkedes ham at tro på Gud. Heller ikke selv om den populære forfatter nu har skrevet en genfortælling af Bibelen.

- Jeg begyndte selv at skrive, da jeg var en 13-14 år, og det første, jeg skrev, var salmer. Jeg kunne godt lide rytmen og det sprog, de er skrevet i, forklarer Bjarne Reuter og citerer fra Brorsons »Op al den ting, som Gud har gjort«: - Gik alle konger frem på rad. Wauw hvor er det altså godt skrevet, siger han
- Jeg begyndte selv at skrive, da jeg var en 13-14 år, og det første, jeg skrev, var salmer. Jeg kunne godt lide rytmen og det sprog, de er skrevet i, forklarer Bjarne Reuter og citerer fra Brorsons »Op al den ting, som Gud har gjort«: - Gik alle konger frem på rad. Wauw hvor er det altså godt skrevet, siger han
Som stor dreng havde Bjarne Reuter et hemmeligt rum. Mens hans jævnaldrende kammerater gik mest op i at bore deres knallerter ud, udviklede han en glødende interesse for salmevers. Ikke at det ene udelukkede det andet, men der var noget i salmernes tekster, der trak i ham. Noget, der gjorde, at han som 12-13-årig begyndte at liste i kirke for at høre dem blive sunget.

I det hjem, Bjarne Reuter voksede op i, gik man ellers ikke meget op i den slags. Det var et almindeligt middelklassehjem, hvor de kun gik i kirke til jul, og når der var konfirmation eller barnedåb. I halvtredserne og tressernes Brønshøj, det kvarter, Bjarne Reuter har uddødeliggjort gennem bøger som »Busters verden«, »Zappa« og »Når snerlen blomstrer«.

Fascinationen begyndte i skolen. I religionstimerne, hvor salmeversene skulle læres udenad.

- Af en eller anden grund ville vores religionslærer have, at vi stod op, når vi skulle citere salmer, så vi stod 31 børn der i Brønshøj en tidlig februarmorgen og sagde: »Op al den ting, som Gud har gjort«. Vi remsede salmerne af. Når de blev sagt så slagfast, var der måske en modsætning i det, men også en rytme, som jeg syntes, var lækker. Her var der en hel masse ord, som jeg ikke forstod, men som lå godt i munden, fortæller Bjarne Reuter.



Han er kendt og elsket for sine historier om Bertram, Buster, Bjørn, og hvad de nu ellers alle sammen hedder i hans over 80 bøger for børn, unge og voksne.

Men denne gang er det noget ganske andet, han har kastet sig over. I sin nye bog genfortæller han 60 af Bibelens største historier og gør dem til sin egne.

- Jeg begyndte selv at skrive, da jeg var en 13-14 år, og det første, jeg skrev, var salmer. Jeg kunne godt lide rytmen og det sprog, de er skrevet i, forklarer han og citerer fra Brorsons »Op al den ting, som Gud har gjort«:

- Gik alle konger frem på rad. Wauw hvor er det altså godt skrevet, siger han og fortsætter:

- De magtede ej det mindste blad at sætte på en nælde. Jeg kunne virkelig mærke det, og jeg har så tit gået rundt nede i Utterslev Mose, når mosekonen bryggede, og tænkt: Det er derinde, kongerne går. De prøver alle sammen at sætte blade på en nælde, men de kan ikke. Det kunne jeg godt lide, og det var min dør ind til det univers.




 Men der manglede noget. For selv om han interesserede sig vildt og inderligt for kristendommen, kunne han ikke tro.

- Der er en masse i Bibelen, jeg har dyb respekt for og elsker højt, men det er altså ikke lykkedes for mig at tro på Gud, siger Bjarne Reuter.

Derfor besluttede han også, at han ikke ville konfirmeres.

- Jeg kunne ikke. Det var fuldstændig... i Brønshøj i 1964 blev man altså konfirmeret. Det gjorde man bare, det var lige så stensikkert, som at man spiste pølser oppe ved pølsevognen om lørdagen. Jeg kan da huske, at jeg stod der oppe i kirken, da mine kammerater blev konfirmeret. Det var en lille sorg inden i mig, at jeg ikke kunne gå ind for det. Det havde da været meget nemmere, og det var jo også ret festligt at blive konfirmeret. Jeg sad bare derhjemme, fortæller Bjarne Reuter og søger en forklaring på, at han sagde fra.

- Man skal passe på med at sætte sig selv op på en piedestal, men jeg tog det så alvorligt, at jeg sagde nej. Jeg elskede de tekster, jeg elskede salmeversene, men jeg kunne ikke tro på Gud. Jeg var ikke i stand til det. Jeg betragtede det lidt på samme måde som, at jeg havde nogle kammerater, der gik til atletik og kunne kaste det der spyd så langt, og det kunne jeg altså ikke. Jeg havde ikke evnen, og så kunne jeg altså ikke stille mig op foran Gud og alle mennesker.

Læs også:


Bjarne Reuter tænker sig lidt om og tilføjer:

- Nej, det kunne jeg altså ikke. Så jeg fik en spolebåndoptager i stedet, og det var så det.

Vi møder den 62-årige forfatter i hans hjem. Han har villa i Lyngbykvarteret Fuglevad, Volvo i carporten, og i vindueskarmen sidder hans store hankat Bamse og troner. Selv om han aldrig har fået troens nådegave, som Bjarne Reuter udtrykker det, har fascinationen af kristendommen fulgt ham hele livet.

Da han var i tyverne, læste han teologer som Johannes Sløk og K.E. Løgstrup, mens hans kammerater var mere optaget af asiatiske religioner, som var oppe i tiden omkring 1970.

- Mange af mine venner konverterede til buddhismen. Det er jo også i orden, buddhismen er en fin religion, men jeg var så hooked på min egen. Det var kristendommen, der trak i mig. Jeg kunne kende mig selv i den.

Bjarne Reuter går stadig jævnligt i kirke, og han synes egentlig ikke, at det er så paradoksalt.

- Man kan sige, at hvis man skal afvise reglerne, forudsætter det, at man kender dem. Jeg afviser egentlig ikke noget, men jeg synes, jeg er ateist på et godt grundlag. Jeg har så også altid haft det sådan, navnlig i forhold til Det Nye Testamente, at jeg aldrig har lukket døren helt i, siger han og uddyber:

- Jeg synes ikke, man skal lukke dørene i med noget som helst, og så har jeg altid ment, at tvivlen var den korteste vej til sandheden. Hvis man bliver ved med at være lidt i tvivl, bliver man også ved med at søge. Det gør man ikke, hvis man har lukket døren i.

Da Bibelselskabet for et par år siden henvendte sig til Bjarne Reuter for at få ham til at skrive en genfortælling af Bibelen, måtte han tænke sig grundigt om. Det brugte han et års tid på.

- Min første reaktion var: Nej, ellers tak. Det var næsten ligesom at blive spurgt, om man ville med op på Mount Everest. Det virkede helt uoverskueligt.

Og så har han altid foretrukket at skrive sine egne historier.

- Men hvis man skal genfortælle en historie, hvorfor så ikke tage den største? spørger Bjarne Reuter med et smil og forklarer, hvad der er så fantastisk ved Bibelen.

- Jeg bliver konstant forbløffet over de lag, der ligger i de historier. Det er næsten som at se ned af en uendelig stor spindeltrappe, der bare går længere og længere ned, og dernede løfter sig et Atlantis af historier op af vandet, som man bare kan begynde at fortælle. Man opdager også, at alle historierne har mindst to ansigter, det er ikke bare lige ud ad landevejen.

Uanset om man tror eller ej, er der masser at hente i Bibelen, mener Bjarne Reuter.

- Hele vores verdensbillede ligger forankret i de historier, vores opfattelse af etik og moral. Jo mere man ved om den sokkel, man selv står på, jo større tror jeg også, ens horisont bliver, og jo stærkere bliver vi, når vi møder andre trosretninger eller andre måder at se verden på.

Det budskab vil han gerne gøre mere tilgængeligt med sin genfortælling af Bibelen.

- Når man tænker på den kraft, der er i de historier, så er det faktisk lidt synd, at de er så vanskelige at komme ind i. Det har været et af mine absolutte formål – udover at puste liv i personerne – at sige: Kan det ikke lade sig gøre at lave et sprog næsten skrevet i vand, så det er let tilgængeligt, og man får lyst til at læse det? Bibelen er kompleks og den er dyb, men den behøver ikke at være indviklet. Det her er et forsøg på at gøre det store her i livet lettere. Det bliver ikke mindre stort af, at vi kan forstå det, synes jeg.

Men det var med en vis bæven, han gav sig i kast med opgaven.

- Når man læser de gamle tekster, kan man jo se, at der mellem linjerne ligger porøse lag af guldtråde, og dem måtte jeg for alt i verden ikke viske ud. Det er jo både at bevare og restaurere, det, jeg har haft gang i.

Men han fandt et sprog. En fortællestemme, der var hans egen. Hans genfortælling er da også skrevet så klart og enkelt, at man kan læse den for børn. Og det er ikke tilfældigt. For da han skrev den, tænkte han på en situation, han oplevede med sin egen yngste søn Max for nogle år siden.

- Vi har sommerhus i Rørvig, og han var med i kirke – det er han ikke altid – men han sidder så der og kigger adspredt rundt, og på et tidspunkt får han øje på den klassiske kristusfigur på korset og spørger så: »Hvem er han?« Jeg svarede: »Det er Jesus«. Så går der et øjeblik, og så siger han: »Hvorfor hænger han der?« »Det er en længere historie,« sagde jeg.

Bjarne Reuter griner. Dengang var Max syv år, i dag er han 15. Sidste år blev han konfirmeret. Det er alle Bjarne Reuters fire børn blevet. Ikke fordi han har sagt, de skal det, men fordi de selv har valgt det.

- Jeg synes, religion er et personligt anliggende, og hvad enten jeg er det ene, det andet eller det tredje, så skal jeg ikke trykke det ned over hovedet på dem. Det må de selv nærme sig, siger han og fortæller om Max’ konfirmation.

- Vi holdt stor konfirmation herhjemme med mange mennesker og alt det, der hører til. Til sidst rejste han sig op og slog på glasset og takkede for talerne og for gaverne, som man jo også gør. Han er normalt ikke en mand af mange ord, men så sagde han, at det med gaverne nu ikke var det vigtigste, det var konfirmationen. Pludselig gik det op for mig, at min egen søn sikkert har reflekteret lige så meget over det her, som jeg har, men bare er kommet til et andet standpunkt. Det synes jeg er smukt, siger Bjarne Reuter.

Han tænker sig lidt om og tilføjer:

- Og vi lader det ligge. Vi behøver ikke sætte ord på det. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på børneopdragelse, men sommetider skal man lade børnene være. Give dem et frirum. I særdeleshed, når det gælder sådan nogle fine ting, som det her.

Læs også:

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.