Berlin blev en åbenbaring

I 2005 var forfatteren og tegneren Nikoline Werdelin for første gang i Berlin. Hun blev overvældet af byens puls og historie. Året efter flyttede hun til den tyske hovedstad, hvor hun har boet siden. Hun er glad for det, men kalder det for »svært på den gode måde«.

For godt tre år siden fortalte Nikoline Werdelin i et interview i Berlingske Tidende om sine planer om at flytte til Berlin. Hun glædede sig og drømte om, at flytningen ville give hende ny inspiration.
For godt tre år siden fortalte Nikoline Werdelin i et interview i Berlingske Tidende om sine planer om at flytte til Berlin. Hun glædede sig og drømte om, at flytningen ville give hende ny inspiration.

»Ser jeg for Stasi-agtig ud?«

Nikoline Werdelin står i sin lejlighed i Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin og er ved at tage sin læderjakke på. Nu vil hun så vide, om fotografen og journalisten synes, at jakken går an, når hun nu skal fotograferes.

Se flere billeder af Nikoline Werdelin i Berlin i galleriet til højre


Et mærkeligt spørgsmål. Nikoline ser lige så mild og sød ud, som hendes fornavn lyder. Hun ville være en vittighed i rollen som Stasi-agent. Hun er 49 år og kalder sig selv en »midaldrende dame med hund«.

Det med hunden – en boxer med navnet Cleo – er rigtigt nok. Men rollen som »midaldrende dame« er også svær at få til at passe. Hun ser godt ud og er nogle gange pjattet på sådan en pigeagtig måde.

På en måde er hun et paradoks. En sjov blanding af etableret borger og anarkist. Af altmodisch og hip. På den ene side har hun et knivskarpt øje for nutiden og det moderne, hvilket fremgår af hendes tegneserier og teaterstykker. På den anden side dyrker hun gamle dyder. At være »kultiveret«, »belæst« og »høflig« er absolutte plusord i hendes terminologi.

Nu vil hun vise sit lokalområde frem – særligt det mindesmærke, der i 2005 slog benene væk under hende og fik hende til at flytte fra Hellerup til Berlin året efter.
 
Cleo har snuden i asfalthøjde og trækker i snoren hen ad Wörtherstrasse. 300 meter henne ad gaden kommer vi til en af Berlins skønneste, grønne pletter, Kollwitzplatz. Midt på pladsen er der en ufriseret park, hvor skolebørn, hundeluftere og mødre med klapvogne går tur. Pladsen indrammes af ejendomme med lejligheder og i gadeplan restauranter og cafeer med kulørte lamper. Om aftenen er her et leben uden lige.

»Der sådan en looseness her. Der er liggestole, cerutter, parasoller og gamle møbler. Det hele er lidt forkert, selv om kvarteret også er ved at blive mondænt. Men der er stadig så mange mærkelige påhit hernede. I en gade lige i nærheden var der en tom butik. En dag, hvor jeg gik forbi, sad der en pige på fortovet. Der stod en ølkasse med en blomst i et syltetøjsglas, og så var der sat et skilt op på døren med teksten: »Brudekjoler sys«.

Aftenen efter var der sat et nyt skilt op: »Vi har også stand-up«. Så gik jeg forbi en aften, og så stod der en pige derinde i fuld burka og lavede stand-up. Der var folk helt ud på gaden. Det er rart at bo et sted, hvor nogen kan finde på noget, der er så langt ude og uetableret,« siger Nikoline Werdelin.

Så går turen med Cleo logrende i spidsen 100 meter ned ad Kollwitzstrasse, inden vi når målet, et nedlagt vandtårn. I 30erne indrettede nationalsocialisterne her – meget demonstrativt midt i det jødiske kvarter – et forhørscenter.

Det tilhørende maskinhus og kedelhus blev brugt til forfærdelige ting. Foran det høje, potente vandtårn er der opstillet et monument til minde om modstandsfolk, der mistede livet her. På en mindeplade slutter teksten med ordene: »Ehret die Toten durch den Kampf für das Leben« (Ær de døde gennem kampen for livet, red.).

Det var denne tekst, Nikoline Werdelin læste, kun fem dage efter hun i 2005 var startet på en måneds ophold i Jyllands-Postens legatlejlighed i nærheden. Det var oven i købet første gang, hun nogensinde besøgte den tyske hovedstad.

»Da jeg så det, tænkte jeg: Jeg bliver nødt til at bo et sted, hvor jeg ser sådan en sætning, når jeg går tur med hunden om morgenen. For det forandrer jo noget og giver livet et andet perspektiv. Historien og hele den bodsgang og selvransagelse, som fulgte efter Anden Verdenskrig, går gennem hele Berlin.

Vi er jo alle partikler, der – tjuuuh – bare er smidt ned et sted i verdenshistorien, og dér fik jeg fornemmelse af at være en lille del af noget meget større. Jeg fik nogle proportioner ind i mit liv og kunne mærke, at de køkken- og badeværelsesfliser og ombygninger, som jeg gik så meget op i derhjemme i Hellerup, ikke bare var noget sekundært, men langt, langt nede på prioriteringslisten. Jeg havde følelsen af at komme hjem til noget.«

Andre interviews og portrætter:

Cleo slubrer vand og logrer fornøjet, da vi er tilbage i lejligheden, der ligger lige ved den jødiske kirkegård. Fra Nikoline Werdelins stue og soveværelse har man vid udsigt til store linde- og kastanjetræer.

Træernes blade, som her i efteråret farver Berlins gader orange, daler langsomt ned. Her er fuldstændig stille, selv om man befinder sig midt i metropolen.

For godt tre år siden fortalte Nikoline Werdelin i et interview i Berlingske Tidende om sine planer om at flytte til Berlin.

Hun glædede sig og drømte om, at flytningen ville give hende ny inspiration. »Tror du ikke, at man som indvandrer – selv på 1. klasse – bliver mere nysgerrig, sårbar og modtagelig?« spurgte hun. Hun havde netop solgt villaen i Hellerup, og 3. oktober 2006 på den tyske genforeningsdag flyttede hun ind i sin nye lejlighed.

»Det var en tilfældighed, at det var den dag, og der var en mild stemning i kvarteret. Alle havde fri, var fornøjede og ønskede hinanden »Schönen Feiertag«. Undtagen nogle af de gamle ossier, der ærgrer sig over alle forandringerne.«

Der var flere grunde til, at hun – ligesom mange andre danske kunstnere har gjort det de senere år – flyttede til Berlin. Hun havde brug for at finde ny inspiration som kunstner. Livet i villaen i Hellerup var blevet for sat og ensformigt, og så havde hun en fornemmelse af, at livet i Danmark med friværdi og næsten uendeligt forbrug efterlod hende i et eksistentielt tomrum. Det blev legatopholdet i Berlin i 2005, der afgjorde sagen.

»Da skete der noget meget mærkeligt. I løbet af de første fem dage, jeg var hernede, fik jeg nærmest en slags feber og tænkte: »Det her kommer til at forandre mit liv.«

Jeg var lykkelig, men også urolig. Det var som om, der kørte et indre tog, som jeg ikke kunne stoppe. Jeg har engang hørt en kvinde forklare, hvordan det var at være godt gift og så møde en anden. Det startede noget, hun ikke kunne standse, selv om alle fornuftsgrunde sagde, at hun havde det godt. Man har nogle gange nogle slumrende instinkter, som man ikke kender og først opdager, når de begynder at brøle.«

Cleo ser ret sød ud. Hun har underbid, og man kan hele tiden se spidsen af hendes lyserøde tunge på den sorte boxertud. Hun bor pænt. Hvor mange hunde kan prale med, at de har to hvidpigmenterede fletkurve i herskabelig stil, foret med puder i smukke farver – én i stuen og én i soveværelset?

Den store lejlighed med egen lille have var helt nyinstandsat, da Nikoline Werdelin flyttede ind. Hun har indrettet sig med en usædvanlig omhu og æstetisk sans. Her er lyst, fyldte bogreoler, smukke møbler og grønne planter.

Det var ikke kun Berlins fortræffeligheder, der var bestemmende for, at hun flyttede til byen. En oplevelse, hun havde hjemme i Hellerup, lige inden hun rejste på sit legatophold, var med til at give hende lysten til at flytte.

En dag, da hun skulle ind til glarmesteren i Hellerup, så hun en sort jeep parkere lige ved butikken. En lyshåret dame i dynejakke og hendes tre små børn i dynejakker steg ud og gik ind i butikken og smækkede døren lige i hovedet på hende.

»Ud af morens lomme hang en Louis Vuitton nøglesnor – sådan en der i sig selv kan betale for 20 afrikanske børns skolegang, og hun var utilfreds og uartig over for glarmesteren og gik uden at sige farvel. Det fik mig til at lægge mærke til uforskammetheden og utaknemmeligheden og ensretningen med alle de der jeeps, dynejakker og sushirestauranter. Jeg syntes, at det var svært at blive ved med at finde inspiration i Hellerup. Der manglede forskellighed og taknemmelighed. Vi bor i et lille solsideland, som trods sine fejl er et privilegeret sted at være, og så er det underligt, at der ikke kommer mere livsglæde ud af det.«

Oplevelsen fik også Nikoline Werdelin til at kigge kritisk på sig selv.

»Jeg begyndte at synes, at det var mærkeligt, at jeg selv var nærmest fetichistisk besat af fliser. Jeg fantaserede om nye fliser i badeværelserne, og så skulle jeg også have det i køkkenet, og det snakkede jeg meget med mine venner om.

Vi var jo midt i en friværdibølge, hvor vi renoverede vores huse, og når vi så var færdige med dem, kom turen til sommerhusene. Det er helt klart min egen fejl, at jeg var så optaget af den slags gøremål, men jeg syntes, at det var trist, at sådan en som jeg, der kan læse og er vokset op i et belæst hjem, og som har så gode vilkår, ikke var gladere og kunne investere det i noget større. Selvfølgelig har jeg investeret meget i mit arbejde, men jeg syntes, at der var nogle brikker oppe i hjernen, som sad fast og trængte til at blive brudt op.«

Nu bor hun i en by fuld af historie. Her har Napoleon, tyske kejsere, Hitler og Honecker, Stasi og franske, engelske og amerikanske tropper sat deres spor. I Berlin bliver man hele tiden konfronteret med historien og de store moralske spørgsmål. Det var blandt andet dét og så de mange kulturelle tilbud i byen, som Nikoline Werdelin gerne ville have adgang til.

Cleo vender sig dovent og lægger sig med alle fire ben i vejret, mens hun vellystigt gnubber ryggen mod et tæppe på stuegulvet og brummer af velvære.

Andre interviews og portrætter:

»Jeg drømte om, at der kom noget nyt ind i mit hoved, og det er der kommet. Jeg sanser på en helt anden måde hernede, og jeg forholder mig til altet – eksistensen og universet – på ny måde.

Her føler man sig også tæt på Europas historie, og jeg læser mere nysgerrigt. Både det, som danskere hernede skriver om – blandt andre mine gode venner Peter Wivel og hans kone Henriette Harris og Peter Tudvad – og det, andre forfattere, for eksempel den tyske historiker Sebastian Haffner, har skrevet. Alt det er med til at give mening.«

Nikoline Werdelin har en populær brevkasse i ugebladet Søndag, hvor hun svarer på spørgsmål fra læserne. Den bruger hun ugens tre første dage på. Derefter bruger hun tid på andre opgaver, blandt andet bogillustrationer.

Hun er også i gang med to nye spændende projekter. Hun arbejder på en graphic novel – en kombineret roman og tegneserie, og så er hun i færd med at udvikle en ny tegneserie, som hun måske vil starte, hvis hun kan få historierne til at fungere.

Hun arbejder også stadig med teater og har skrevet en børneforestilling, mens hun har boet i Berlin. Men efter at hun i 2007 gik ned med stress, da hun skulle skrive og selv iscenesætte en ny forestilling til Husets Teater, har hun skruet ned.

»Jeg er blevet meget opmærksom på, at jeg ikke skal have alt for mange både i søen på én gang. Det bliver for stressende. Efter »Natmandens datter«, som jeg lavede til Grønnegårds Teatret i 2006, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg skulle skrue alvorligt ned, hvis jeg skulle gøre mig håb om at bevare min fulde fornuft.

Nu vil jeg også gerne have tid til at have mit eget gode liv. Sådan var det ikke før. Da var jeg meget mere interesseret i at give hele mig selv til værket, men der kommer en tid i enhver midaldrende dames liv, hvor man begynder at prioritere sin nattesøvn og den almindelige glæde ved bare at være til.

Når man er workaholic, så ligger hele motivet til at eksistere i arbejdet. Jeg led af stress og var tæt på at blive udbrændt. Det har jeg tænkt meget over i de tre år, jeg har levet her i Berlin, og det har måske også gjort, at jeg har gået mere til yoga og vejrtræningsteknik end til sprogkurser på Goethe Instituttet.«

Trægulvet er blevet for hårdt at ligge på. Cleo strækker sig dovent og går over til sin kurv, som udover de lækkert polstrede puder har endnu en feature. Lige over kurven hænger en gruppe indrammede børnetegninger, som nogle af hendes venners børn har tegnet. Netop i dag synes Cleo dog ikke at finde inspiration i tegninger, og hun lægger sig ned med et dybt suk. Luksusdyr.

Det første år i Berlin var uventet hårdt, siger Nikoline Werdelin. Sproget og det tyske bureaukrati viste sig at være en hurdle. Hun skulle registreres som bosiddende i Berlin, tegne forsikringer, have tysk læge, tysk gynækolog, tysk høreapparat-mand, og bilen skulle indregistreres. Det var altsammen besværligt. Hun skulle finde de rigtige kontorer, gå gennem kafkaske gange og blev mødt af stramme damer med gummidutter på fingrene.

»Jeg havde ikke forudset tyskernes nøjeregnenhed. Jeg var jo faldet for forskelligheden og alt det skæve og sære, man kan se i gaderne: En transvestit, et par gamle Ossier og det emanciperede og bohemeagtige.«

Nikoline Werdelin havde troet, at hun hurtigt ville komme efter det tyske. Hun blev ganske vist smidt ud af gymnasiet med 05 i tysk, men hun havde troet, at hendes gode sprogøre ville komme hende til hjælp, lige som da hun lærte engelsk.

»Jeg havde bare glemt, at jeg taler så godt engelsk, fordi jeg var seks år, da min familie flyttede til USA. Da jeg flyttede herned, var jeg 46 år! Sproget gav mig kæmpeproblemer. Jeg kunne ikke træde i karakter som en tænkende, vittig person. Jeg plejer at kunne klare vanskelige situationer ved at være lidt sjov. Jeg er god til at bonde med folk og kan lide at hyggesnakke med fremmede. Sådan var det derhjemme, men ikke her. Man lyder jo svagt begavet, når man ikke taler særligt godt. Jeg har også prøvet med lidt selvironi, men det går ikke. Tyske kvinder lærer bestemt ikke hinanden at kende ved at starte med at fortælle noget morsomt om sig selv.«

Hun havde også glædet sig til at bo i en by, hvor hun ikke er kendt lige som hjemme i Danmark, hvor hun ofte fik særlig opmærksomhed og behandling, fordi folk kendte hende.

»Når jeg var inde og købe et par Wolford strømper, sagde ekspeditricen, »Najj, er det dig. Jeg læser dine ting, og min søster har set et af dine stykker,« og så fik man en lille ekstra ting med.

Den der følelse af at blive forkælet er selvfølgelig rar, men også lidt forstyrrende. Min oprindelige idé med fortælle historier var, at jeg var et usikkert menneske, der ikke helt kunne finde ud af, hvordan tingene forholder sig, og dét ville jeg gerne videregive. Den fortælling kommer jo blandt andet af være lidt usikker på benene. Det var jeg måske ved at miste, men det kommer igen, når man flytter til et andet land. På den anden side fandt jeg jo også ud af, at det var svært at miste den status, jeg havde derhjemme i kraft af mit arbejde. Da jeg kom herned, var jeg pludselig bare en bleg midaldrende dame med hund.«

Andre interviews og portrætter:

Om flytningen på længere sigt vil give hende nyt kunstnerisk overskud og fornyelse, synes hun, er for tidligt at vurdere. Men hun lader sig inspirere af byens mangfoldighed. Folk i Berlin er langt mere forskellige, end de er hjemme i København.

»Det skyldes både, at der er flere fattige mennesker, men også at byen tiltrækker mærkeligheder. Når man tegner, som jeg gør, så kan jeg bare gå ned på lørdagsmarkedet hernede på Kollwittzplatz og se, at folk er meget forskellige. Det sætter mange fantasier i gang om deres historier.«

Nikoline Werdelin synes også, at man kan mærke, at Berlin ligger længere mod syd. Det er mere naturligt at gå ud, både privat og jobmæssigt.

»Der er så mange gode steder at gå ind og spise og drikke kaffe i brugte gamle sofaer. Der er en helt anden lethed ved at gå ud – og der er også en helt anden lethed ved at ekspedere folk, der går ud. Man sidder ikke og stritter med en kop kaffe til en formue. På det punkt kan man godt mærke, at vi i Danmark er nordboere.«

Berlin har også vækket Nikoline Werdelins nationale følelser. Hun har slet og ret følt hjemve, og når hun sidder i sin bil og hører danske CDer med for eksempel »Jeg elsker de grønne lunde«, så kommer gråden frem.

»Jeg er blevet klar over, hvor dansk jeg er. Det danske kan slet ikke opereres ud af mig. Det første år hernede var det fantastisk, at ingen vidste, hvem man var, at man var helt alene, og at alt var nyt. Men når man oplever det sådan hele tiden, så trykker det. Det bliver sejt, hvis man år efter år går på gaden og ikke ved, hvad folk taler om og samtidig vide, at hvis man gik hen til dem og talte om Blicher, Johannes V. Jensen eller »Hvalen Valborg«, så ville de ikke ane, hvad man talte om. Hernede kender jeg ikke folkedybet.«

Berlin har ikke den samme skønhed som byer som Paris og Rom, men Nikoline Werdelin føler, at hun kan spejle sig i byens æstetik. Berlin er et svar på en indre tilstand, siger hun.

»København jo sådan en yndig 1700-tals dukkehusby. Hernede er der meget grimhed, men der er også skønhed i de privilegerede kvarterer. Der er en form for tilfredsstillelse ved denne kombination. Måske fordi man også spejler sig selv i den. Man er jo også selv både grim og pæn. Rædsom og sød. Når man går rundt i Berlin, så ser man, at byen er nøjagtig lige så sammensat og langt ude som en sjæl. Jeg føler, at jeg og Berlin passer sammen på den måde.«

Beder man Nikoline Werdelin om at gøre status, siger hun, at der er både minusser og plusser. Hun har fået mange nye venner blandt danskere og andre udlændinge, som hun taler engelsk med, men hun har ikke meget kontakt med tyskere, og det savner hun. Sproget er stadig et problem, selv om det går bedre, men følelsen af at være uden for samfundet er ikke forsvundet.

På plussiden tæller, at tyskerne er mere venlige og imødekommende, blandt andet i trafikken, end danskerne, og at de er meget formelle og respektfulde. Man er Des og siger Frau og Herr til hinanden. Til gengæld kan det være svært at komme ind på livet af dem, når man hverken er tysk gift eller arbejder i landet.

Andre interviews og portrætter:

»Hvis jeg skal vælge mellem godt eller dårligt, så vil jeg sige, at det har været godt at bo hernede. Men det er svært på den gode måde. Man kommer ikke sovende til at få en hjemlighedsfølelse.

Til gengæld kommer man let til at snakke om emner, som ligger på de øverste væsentlighedsetager. Berlin er fuld af historie. Der er hele tiden udstillinger og mindesmærker, som inspirerer til samtaler med kalorier. Derhjemme kan man godt føle, at man hele tiden kører på en løjpe, der er kørt for godt til. Her kører jeg hele tiden i nysne.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.