Bendtner: »I kan ikke røre mig«

»End ikke den mindste knogle i min krop har bevæget sig, når jeg har læst, hvad I har skrevet, og hørt, hvad I har sagt om mig. Og tro mig. Jeg har hørt på sååå meget pis.«

Det er tid til at stå frem. I et halvt år har Danmarks mest målfarlige og kontroversielle angriber nægtet at udtale sig om andet end formaliteter. Men nu fortæller han om sine skandaler, sin søn og sin vaklende karriere i et eksklusivt interview med Berlingske.

»Nogle gange er stilhed det bedste våben. Jeg har med vilje undladt at deltage i interviews de seneste seks måneder. Jeg har ikke fortalt, hvad jeg føler. Der skulle lidt ro på. Der blev skrevet så meget om mig. Noget af det er desværre sandt, men halvdelen af det er direkte løgn.«

»Men da folk før Italien-kampen påstod, at jeg pludselig ikke kunne spille fodbold længere - når det lige pludselig er hele min person og mit talent, der står for skud - der blev det for lavt. Jeg læste hver dag i aviserne, at jeg var sløv under træningen og end ikke gad ramme målet. Vi spiller på lørdag, og så får I at se, tænkte jeg.«

»Men I rører mig ikke. Det kan I slet ikke. End ikke den mindste knogle i min krop har bevæget sig, når jeg har læst, hvad I har skrevet, og hørt, hvad I har sagt om mig. Og tro mig. Jeg har hørt på sååå meget pis

Nicklas Bendtner på golf-resortet Grove Club ved Watford nord for London.
Nicklas Bendtner på golf-resortet Grove Club ved Watford nord for London.


Nicklas Bendtner lægger et tryk på det sidste ord, så en ellers udmattet sætning får en aggressiv finale. Dét er lyden af en iskold angriber i forsvarsposition. Under det timelange interview har han hidtil blottet smilehullerne konstant, men i dette øjeblik omfavner alvoren hans ansigt. Han snakker om »heksejagten«, som han har døbt månederne før, under og efter foråret 2013. Bemærk at 2. marts i år var natten, hvor han blev standset af politiet - kørende mod trafikken på Gammel Strand, med et udløbet engelsk kørekort i pungen og en promille på 1,74 i blodet. Men selv om dommen - frakendelse af køreretten i Danmark i tre år og en bøde på 842.000 kroner - var kulminationen på den mørkeste tid i landsholdsangriberens liv, nager de øvrige kulørte historier, der dukkede op i pressen, ham lige så meget.



Nogle havde set ham kaste et ølglas på en taxi. Andre havde oplevet ham hælde en drink i hovedet på en kvinde på en bar. Var der ikke også noget med, at han slog en ung mand i hovedet på et hotel i Helsingør under en landsholdssamling? Krydret med anonyme øjenvidneberetninger endte samtlige historier i formiddagsaviserne. Men ingen af dem førte til tiltaler fra politiet. Han ryster på hovedet, mens han remser overskrifterne op.

»Der var så mange løgne i de historier. Og der er mange journalister, jeg aldrig vil tale med igen. Men jeg vil ikke løbe fra, at det var en vanvittig tid for mig. Der skete så meget i mit liv, og meget af det var negativt.«



»Men jeg har min familie, mine venner og min kæreste. Deres støtte til mig vakler ikke - ikke et sekund - lige meget hvad tabloidpressen skriver. Det jeg taber, er alle de folk, der ikke kender mig, og som tror på, at jeg er denne slemme dreng, denne Bad Boy Bendtner. Men tro mig: Uanset, hvordan medierne vender og drejer sandheden, så er jeg er altså bare Nicklas. Og jeg vil altid være Nicklas.«



Stop. Interviewet bør ikke starte med slutningen. Vi skal to timer længere tilbage. Forbi de øjeblikke, hvor han fortæller om sin søn, han sjældent får lov til at se. Forbi det sekund, hvor han slår fast, at mænd aldrig må græde. Hastigt over passagerne om sin mors kræftsygdom, dovenskaben i skolen, sit had til reality-tv og sin kærlighed til tonerne fra Frank Sinatra og Rolling Stones.

Vi starter ved begyndelsen af Bendtners første personlige medieoptræden i et halvt år. Fotografen og jeg mødes med den 195 centimeter høje fodboldspiller på golf-resortet Grove Club ved Watford nord for London.

Han er kørt de ti minutter fra sit hjem i sin sølvgrå, potente Mercedes coupé. Han har med vilje valgt den mindst flashy bil i sin garage, for havde han startet sin Porsche eller den røde Ferrari, ville der være alt for meget opmærksomhed på køretøjet. Og han er træt af altid at blive spurgt til sine biler, forklarer han venligt.



Han hilser og viser sine smilehuller for første gang. Hans håndtryk er langtfra hårdt.

»Jeg har glædet mig til interviewet,« fortæller han.

Vi sætter os ind i en sofa. Diktafonen tændes, interviewet starter.

»Lige nu har jeg det egentlig meget godt, selv om der var utroligt meget hurlumhej om det der klubskifte, der ikke blev til noget i sommer,« starter han.

Sidste sæson var Bendtner udlejet fra Arsenal til den ikoniske italienske klub, Juventus. Men opholdet i Torino, der ellers startede godt med masser af spilletid, blev kort inde i fodboldåret forpurret af en skade, og danskeren fik blot ni kampe i alt i den stribede trøje.

I sommer, da lejeaftalen var slut, forhandlede Bendtner med en række klubber - både i England og Tyskland, da han var uønsket hos Arsenal, hvor han ellers har været på kontrakt siden 16-års alderen.

»Jeg havde alt mit på plads – der var tre klubber, der blot ventede på, at jeg skulle sige ja tak til en af dem,« fortæller han.

Men på selve dagen, hvor transfervinduet lukkede, blev han ringet op af Arsenals manager, Arsene Wenger. Franskmanden konstaterede tørt, at Bendtner ingen steder skulle, for klubben kunne ikke finde en afløser for ham.

»Det var slet ikke det mindset, jeg havde. Jeg blev utroligt skuffet, da han ringede, for jeg var klar på at rykke videre. Og jeg troede faktisk ikke, at de ønskede at holde på mig.«

Allerede dagen efter skulle han flytte sit træningstøj fra reservernes omklædningsrum og ind på førsteholdets. Et sted, han ikke havde opholdt sig i to år på grund af sine lejeophold i Sunderland og Juventus. Helt frem til Wengers opkald 1. september havde han udelukkende trænet for sig selv.

»Da jeg havde været i klubben, siden jeg fyldte 16, fandt jeg det totalt latterligt, at de havde placeret mig hos reserverne og lod mig træne selv. Pludselig var alt tilbage ved det gamle: Jeg trænede med førsteholdet, jeg hang ud med førsteholdet, jeg havde en kostvejleder igen. Fra at være helt ude til at være helt med igen,« forklarer Bendtner.

Han mønstrede al sin professionalisme for ikke at bære synligt nag over for klubledelsen.

»Dér blev jeg nødt til bare at crack on. Hvis jeg skulle gå og være sur over, at de ikke havde behandlet mig pænt nok, ville jeg kun sætte mig selv yderligere tilbage i selve førsteholdstruppen i denne sæon,« siger Bendtner og beklager alle de engelske ord, han kaster ind i sine sætninger. Han har boet i England i ni år, nævner han.

Nicklas følte ingen nervøsitet under de første træningspas tilbage i klubben, for hans venskaber i truppen var stadig intakte. Og han havde overskud til at svare på holdkammeraternes jokes om hans uventede genopstand med sit vanlige smil.



»Venskabs- og respektmæssigt var jeg selv under min tid på reserveholdet på lige fod med alle de andre. De kender min person. At jeg tror på retfærdighed og siger min mening uanset hvad. Derfor var det nemt for dem at rette ind til mig.«

Fodboldmæssigt er det noget andet. Når man har været helt ude, slentrer man ikke bare ind i startopstillingen igen. Bendtner var både i september og er skrivende stund et af de yderste mandater på førsteholdet.

»Jeg skal kæmpe dobbelt så hårdt under hver kamp og skal også score for overhovedet at have en chance for at starte inde næste gang. Hvilket i sig selv er svært, når jeg stort set ikke har spillet et år på grund af skader og heller ikke har haft en opvarmningssæson sammen med de andre på holdet.«

Indtil videre er han startet inde i to Liga Cup-kampe og har derudover fået nogle få minutter hist og her i Premier League og Champions League. Dette interview finder sted dagen efter, at han startede inde mod Chelsea. Han udrettede intet målfarligt i løbet af de 66 minutter. Dog havde hele Arsenal-holdet en skidt dag. Det påvirkede ham »ikke det fjerneste«, at klubbens mere iltre fans sendte buh-råb og bandeord ned mod ham gennem hele kampen. For modstanden er ikke en ny ting. Han har læst hadefulde beskeder fra hundredvis af fans gennem de seneste måneder på de sociale medier.

»Jeg bliver ikke ked af den slags. Sådan er det at være fodboldspiller. Men jeg skal holde mig stærk, for begynder jeg at lytte eller ligefrem tro på dem, kan jeg hurtigt tvinge mig selv ned i et sort hul.«

»Lige nu er jeg det lette offer for dem, fordi jeg vil væk fra klubben, og Arsenal ikke ønsker at beholde mig. Og de her haters - de vælger altid den nemme løsning. Dybest set er det unfair at svine mig til, da jeg havde mit klubskifte på plads i sommer, og Wenger befalede mig at blive.«



Kritikken mod Nicklas Bendtner stammer dog ikke kun fra briter. Han beskyldes ofte af danske fodboldinteresserede for ikke at forvalte sit talent seriøst nok. Det falder mange for brystet, når han bruger tid på at bygge sit eget smykkefirma op, at uploade billeder på de sociale medier og at gå i byen i stedet for at »koncentrere sig om fodbold«.

Ligesom det vakte forargelse, da han trak op i sine Paddy Power-underbukser i et sponsor-stunt efter en EM-scoring i sommeren 2012.

»Jeg kan ikke gå rundt og opføre mig på en måde, så alle danskere bliver tilfredse. Altså, jeg ryger cigar af og til. Hvis jeg har lyst til det, så er det det, jeg gør. Det rager mig, at mange ikke mener, en fodboldspiller kan tillade sig det. Tænk lige over det: Tilbage i tiden røg alle spillere. Der var det ikke et problem. Lige pludselig har nogle mekanismer ændret sig, og fodboldspillere skal være de her ansigtsløse dydsmønstre. Til det siger jeg én gang for alle: Gu skal jeg ej. Jeg skal være MIG. Og hvis nogen har ondt i røven over, at jeg er rødvinssamler eller kører i dyre biler, så er det deres problem. Det kan aldrig blive mit problem.«

»Samtidig forsøger jeg heller ikke at skjule, hvem jeg er. Jeg uploader billeder af, hvad jeg foretager mig på Instagram og Twitter. Så kan de folk, der er oprigtigt interesserede i mig, være en del af min succes eller min ikke-succes.«



Han tager en dyb indånding og understreger så, at fodbolden stadig kommer før hans interesser, laster og sidebeskæftigelser.

»Hvad folk ikke ved er dette: Jeg havde min mest seriøse periode nogensinde i starten af sidste sæson. Jeg trænede hårdt, og jeg drak ikke engang et glas vin til maden. Jeg troede virkelig, at Juventus skulle være starten på noget smukt, og klubbens ledelse snakkede allerede efter få uger om at skrive kontrakt med mig i vinterpausen,« forklarer Nicklas Bendtner.

»Men så kom skaden. Og da jeg endelig var klar igen sidst på sæsonen, havde vi vundet mesterskabet. Så gik der hyggebold og fester i den,« siger han og understreger, at han nu igen er inde i en god fase.

»Jeg træner langt mere seriøst i dag, end jeg nogensinde har gjort i Arsenal. For jeg er i gang med at bygge mig op, så jeg bliver denne stærke maskine, den perfekte salgsvare. Jeg vil starte så stærkt så muligt i min næste klub,« siger han og tilføjer, at han er åben over for klubber overalt i Europa, og at blot et mirakel vil holde ham i London-klubben.

Tidligere var han altid hjemme fra træning klokken 13. Nu bliver klokken ofte 16.

I sommer mente fodboldeksperter og -fans, at landsholdsspilleren burde gå på kompromis med sin høje løn i Arsenal, så det var muligt for mindre klubber at skrive kontrakt med ham. At det ville gavne både ham, landsholdet og dermed danskerne.

»Jeg fulgte med i alt det der. Jeg synes altid, det er morsomt at høre folks holdninger til, hvad jeg bør og ikke bør. Men jeg havde alt på plads med tre forskellige klubber. Det er sandheden. Der kommer så mange dumme kommentarer fra folk, der intet aner om mekanismerne i moderne fodbold,« siger angriberen og retter fokus mod danskernes forventninger.

»Jeg elsker at spille for landsholdet. Det har jeg sagt mange gange, og det kan man se på mine præstationer, for jeg leverer altid på banen. Men at jeg skulle skylde hele Danmark noget som helst, fordi jeg har et talent? Det er altså for stort et pres at lægge over på én person.«



Han ryster på hovedet og uddyber: »Hør lige, hvor absurd det lyder: »DU skal træffe de valg, som VI ønsker, DU skal træffe i DIT liv«. Det kunne jeg da aldrig drømme om at føje. Jeg træffer de valg, jeg vil i mit liv. Det vil jeg gøre resten af mit liv. Jeg vil aldrig lytte til nogen, der siger, at jeg skal gøre noget, for at de vinder ved det. De få mennesker, jeg stoler på, kommer med på råd. Ingen andre.«




To af personerne fra Nicklas Bendtners inderkreds er hans forældre.

»I min familie er vi meget tætte, og da jeg var yngre, delte vi alt. I essens var min mor min bedste veninde og min far min bedste ven.«

Men for halvandet år siden, da Nicklas var på besøg i barndomshjemmet i Tårnby, overbragte forældrene ham en skelsættende nyhed. Hans mor havde fået brystkræft.

»Tanken om, at min mor kunne dø, var jeg slet ikke klar til at have. Jeg sad i dét øjeblik og tænkte på, hvordan livet ville være uden hende. Det ville ikke være et godt sted at være.«




»Til min mors kredit, var hun simpelthen så sej. Meget sejere, end jeg havde forestillet mig. Det gjorde det nemmere for mig at håndtere sygdommen. I stedet for at blive et offer tog hun alt, som det kom. En ægte kæmper. Det gør mig stolt.«

Efter kemoterapi og to operationer kom den modsatte nyhed: Moderen var helbredt. Og det var dén begivenhed, der skulle fejres 2. marts i år - den aften, der for Nicklas sluttede med både mentale og fysiske tømmermænd på en politistation. Han skammer sig over, at det blev »den berømte søn«, der atter tog al opmærksomheden på det, der skulle have været hans mors største fest.

»Det var komplet uansvarligt af mig at køre med for høj en promille i blodet. Andet er der ikke at sige om det. Og det tåbeligste var, at min ven og jeg kun skulle 100 meter ned ad vejen. Men jeg var så glad og lykkelig på min mors vegne, at jeg følte mig uovervindelig i det øjeblik - hævet over alt.«

Moderens sygdom var ikke det eneste, der langtfra kørte optimalt det seneste år. Udover skaden i Juventus og den klubmæssige usikkerhed, gennemlevede han flere ting på det personlige plan. Nogle af dem skal ikke frem i denne artikel, understreger han. Men det værste var og er dog savnet af hans næsten treårige søn, Nicholas, som han ikke ser så ofte.

At bede Nicklas om at beskrive sin søn er som at tænde for stikkontakten juleaften og se træet lyse op: »Faktisk minder han i store dele om mig selv. For eksempel råber og skriger han, når han ikke får sin vilje. Det gør jeg måske ikke sådan rent bogstaveligt længere, men mentaliteten har jeg stadig. Helt blondt hår, blå øjne. Virkelig sød dreng, virkelig charmerende. Enormt sporty allerede. Og så har han den der afmålte frækhed – kører den lige til grænsen og charmerer sig så ud af hele situationen. Virkelig, virkelig dejlig dreng. Andet kan jeg ikke sige,« beretter Nicklas.

At navnet ligger så tæt på hans eget var et kompromis, han og ekskæresten Caroline Fleming indgik. Hun ville gerne have døbt ham Nicklas Jr. Nicklas indrømmer, at han som 20-årig ikke var klar til at blive far. Men stiller straks det retoriske spørgsmål, om man nogensinde - uanset alder - kan vide, hvad man går ind til? Til gengæld er det ganske normalt i fodboldverdenen at få børn tidligt, forklarer den unge mand fra Amager. I sportsverdenen ligger uddannelsen i teenageårene, mens man som 20-årig formentlig er fastansat på førsteholdet og klar til voksenlivet.



»Jeg måtte bare step up. Heldigvis havde Caroline to børn i forvejen, som jeg havde lært at kende godt og var sammen med hver dag. De erfaringer trak jeg på.«

»At skifte ble blev jeg aldrig stor fan af – jeg har selvfølgelig gjort det et par gange og nok også mere til - men det blev aldrig min stærke side. Det var til gengæld leg og at få ham til sove middagslure. Jeg sover selv til middag, så det var fantastisk at ligge med sit eget barn på brystkassen. De øjeblikke glæder jeg mig allerede til med mine næste børn.«



En udvidelse af søskendeflokken ligger dog nogle år ude i fremtiden for ham og den nuværende kæreste, skuespiller Julie Zangenberg. De har ikke travlt, siger han. Men kampen for at få lov til at have Nicholas i flere timer foregår lige nu.

»Den tid jeg har sammen med ham, er den tid, jeg prioriterer højest i hele mit liv. Nu bor jeg jo i London lige ved ham, og efter træning kunne jeg reelt se ham hver dag.«

Ifølge Nicklas Bendtner har han ret til at have sønnen hver anden weekend og en dag i løbet af ugen. Det sker også som regel, indskyder han. Men Caroline Fleming har ifølge fodboldspilleren endnu ikke ladet Nicholas overnatte hos faderen siden parrets brud for omkring to år siden. »Det gør mig ked af det, for det er jeg klar til, og det er han klar til. Der er intet, der står i vejen for det - intet ud over Caroline.«

»Vi er ikke enige om fordelingen lige nu. Om vi nogensinde bliver det, vil tiden vise.«

Når far og søn er sammen går de i parken og spiller fodbold, eller løber rundt derhjemme, så Nicholas kan få brugt noget af al sin energi. Svingture, der får sønnike til at storgrine og far til at blive rundtosset, er obligatoriske. De spiser middage, ser på biler, tager på shopping. Nicklas nyder at købe masser af mærketøj og sko til sin toårige.

»Det er hyggeligt. Men jeg ville elske at kunne tage et bad med ham og putte ham. Jeg har jo gjort det tidligere. Lægge ham til at sove og læse godnathistorie med ham. Jeg har intet imod at stå op klokken 6 om morgenen, hvis det er tidspunktet. Hvis jeg kunne bestemme, lå han altid og sov i sengen hos mig.«

»Jeg håber, at Caroline og jeg når til det punkt, hvor vi kan deles mere om ham. Jeg var kun 20 år, da vi fandt sammen, og folk har tit sagt til mig, at jeg troede, jeg var klogere og ældre, end jeg egentlig var. Det er sikkert sandt. Men det er sandt lige meget, hvor gammel du er. Der er altid noget at lære gennem livet.«



Han holder en pause og tænker over, hvordan det føles, når han og Nicholas tager afsked efter deres korte møder.

»Det gør ondt hver gang, jeg skal af med ham. Også på ham. Jeg kan se det på den måde, han kigger på mig, når vi vinker farvel.«

Tosprogede Nicholas har netop lært tre livsbekræftende ord, fortæller den stolte far. Men han siger dem ikke tit. For to uger siden - under farvelvinkningen - sagde sønnen det pludselig. »Jeg elsker dig«. Øjeblikket efter skete noget sjældent. En tåre løb ned ad Nicklas Bendtners kind.

»Det er jeg ikke meget for at indrømme, for jeg græder aldrig. Men at være far giver mig noget, jeg ikke får andre steder. Jeg mener faktisk ikke, at mænd bør græde overhovedet. Man kan godt vise følelser – men derfra til at græde er der altså langt.«

Ved én anden lejlighed i sit liv lod Nicklas dog følelserne tage over.

»Fødslen! Det var voldsomt. Jeg troede egentlig ikke, jeg ville græde, men jeg kunne ikke kontrollere det. Det var som om, jeg græd uden at være bevidst om det. Jeg kunne ikke mærke dem, alle lykketårerne. Varmen fyldte kroppen. Ubeskriveligt.«

Varmen eksploderede også i kroppen på Bendtner for præcis en måned siden, da han to gange steg til vejrs i landsholdstrøjen i Parken og headede boldene ind bag Italiens målmand, Gianluigi Buffon. Pludselig var Bendtner atter helten efter et helt år blottet for personlig succes. Havde det ikke været for en italiensk udligning i overtiden, levede håbet om VM-kvalifikation stadig.




»2-1-målet smadrede det hele, du ved. De følgende ti sekunder føltes som om, vi var 40.000 mennesker samlet i én stor boble. Alle os spillere, trænerne, fans… Jeg ville ønske, tiden gik i stå, men den gik alt, alt for hurtigt. Jeg smed trøjen, for det skulle jeg bare. Mens jeg jublede, tænkte jeg overhovedet ikke på hævn, det strejfede overhovet ikke min tankegang, at nu skulle de holde deres kæft.«

Hvad mennesket Nicklas og fodboldikonet Bendtner tænkte var dette: »HVOR ER DET DEJLIGT AT VÆRE TILBAGE,« siger han og slår ud med armene, som var han tilbage på grønsværen i Parken.

»I de sekunder oplevede jeg et moment af lykke,« tilføjer han og holder en for ham sjælden talepause: »Ja, det må næsten forklare sig selv. Jeg oplevede et moment af lykke.«

Berlingske har forelagt Caroline Fleming udtalelsen om fordelingen af samvær af hendes og Nicklas Bendtners fælles barn. Hun har ingen kommentarer.

Nicklas Bendtner er fotograferet af Berlingskes Søren Bidstrup.
Nicklas Bendtner er fotograferet af Berlingskes Søren Bidstrup.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.