Andrea Rudolph: Da jeg endelig fik succes, gik jeg ned

Udefra kan Andrea Elisabeth Rudolphs liv se let ud. Hun var en usædvanlig populær tv-vært, og nu er hendes hudplejeserie Rudolph Care blevet en god forretning. Men set indefra ofrede hun så meget for at projektet skulle lykkes, at hun gik ned.

»Hej jeg hedder Andrea.«

Andrea Elisabeth Rudolph smiler og rækker hånden frem. Overfor hende står en ansat i Magasin i Århus. Hun genkender straks Andrea Elisabeth Rudolph, skaber og ejer af Rudolph Care. Men også Andrea Elisabeth Rudolph, tv-værten, kendt fra Vild med Dans. A-liste kendis, der stadig sorterer i henvendelserne fra pressen. »Vil Andrea være med i et talkshow?« »Vil Andrea fortælle om shopping?«

Når hun ankommer til et arrangement, knitrer fotografernes blitz lidt mere. Det er den Andrea, den unge ansatte står overfor en mandag eftermiddag. Ekspedienten siger sit navn.

»Åh, er det dig, vi har talt i telefon sammen, jeg ved da godt, hvem du er,« siger Andrea Elisabeth Rudolph.

Et par dage senere, klokken lidt i 22 om aftenen, står hun i en butik i Køge, hvor hun har holdt foredrag. En midaldrende kvinde med smukke øjne og langt hår sat sirligt op står ved siden af hende ved et bord fyldt med hudplejeprodukter. Da de fleste andre kunder er gået, siger hun lidt genert:

»Jeg vil bare lige fortælle, at din deodorant er den eneste, jeg kan tåle. Alle andre får mig til at klø, så jeg har gået rundt og kløet mig under armene som en abe. Tak.«

På vej hjem i bilen til København er kvinden en af dem, Andrea Elisabeth Rudolph nævner.

»Det er så rørende, når folk fortæller mig, at noget JEG har lavet betyder noget for dem. Det er så vildt. Eller når jeg har stået hos en forhandler, og folk kommer ind med ønskesedler med mine ting på. Tænk, at der er nogen, der når de kan vælge, hvad de allerhelst vil have, så vil have mine ting. Det er alting værd.«

Den uakademiske barndom

Historien om Andrea Elisabeth Rudolph kan fortælles rimeligt kort. Hun var radiovært, blev seerdarling som vært i Vild med Dans og lancerede for næsten seks år siden siden sit eget svanemærkede og økologiske hudplejemærke.

Det er den korte historie, og den er er såmænd rigtig nok, men der er flere kapitler, flere kampe og flere omveje, så MS er taget med hende på tur til Jylland for at få den lange udgave. Hun skal besøge laboratoriet OG produktionen, som hun ellers aldrig lukker pressen ind i, og et par forhandlere.

På forhånd kommer der en mail fra hendes PR-manager.

»Andrea henter dig klokken 7, hun har morgenmad med, men tag selv kaffe med, for Andrea drikker te, men hun kan hjælpe med en kørekop, hvis du ikke har en.«

Præcis på aftalt tidspunkt ruller Audien op på aftalt sted. Morgenmaden består af stadig lune æggewraps med sprøde grøntsager. Hun stegte dem til datterens madpakke efter Louisa Lorangs madpakkebog og lavede lige et par ekstra. Og så er der i øvrigt kaffe i en kørekop, men »den er uden mælk, går det?«

København og forstæderne glider forbi, mens hun fortæller. Hun kommer fra et hjem med fire søskende, hun er ældst og vokset op på en gård uden for Vejen med forældre, der var iværksættere og selvstændige.

Hendes far er seminarieuddannet og har været lærer i kreative fag, sådan noget med »at være nøgen, mens man laver rakubrænding,« siger hun med et grin, men det holdt han op med, og i mange år solgte hendes forældre tøj sammen i butikker i Odense, Århus og København, både andre mærker og de ting, hendes mor designede. Af og til kommer der en kvinde op til Andrea Elisabeth Rudolph, når hun holder foredrag og siger »jeg har en af din mors kjoler.« Andrea fik tit kollektionsprøver fra Valentino og Kenzo, som hun gik rundt i. Resten af tiden brugte hun i idrætscenteret.

Det var valget i Vejen: ville man hænge ud med de forkerte, der røg lidt for meget hash og begik indbrud, eller ville man være i idrætscenteret. Andrea Elisabeth Rudolph valgte svømningen. Ni år, de sidste par år fem gange om ugen. Hun har stadig arme med muskler, der er blevet brugt igen og igen.

Hun blev aupair som 17-årig i Luxembourg – og flyttede ret hurtigt fra den første familie, hun var blevet ansat hos, da faren ville kysse godnat, læste HF i Odense og havde nogle år, hvor hun var alt det, ingen ung må være i dag uden at give enhver politiker åndenød: skibums, bartender på en bodega i Svendborg, ansat i en juletræsplantage og nogle somre hjemmehjælper for sin mormor og morfar, når de flyttede i sommerhus i en anden kommune.

»Der var ingen forventninger til mig om, at jeg skulle læse på universitetet, jeg kommer ikke fra et akademisk hjem, men på et tidspunkt havde mine forældre fået arrangeret, at jeg kunne komme en uge i praktik på P1’s ungdomsradio, fordi jeg altid hørte radio.«

Den ene uge blev til flere, hun lavede reportager fra sit liv som skibums, og hun fik plads på sidste udgave af DR’s talenthold sammen med Simon Juul, Adam Duvå og Signe Muusmann. Hun var først på P1, så på P3, så Boogie tv, men kun den første sæson.

»Jeg var opdraget på P1, så jeg syntes, det var pinligt at spørge folk om, hvad deres yndlingsfarve var. På det tidspunkt havde jeg også en frygtelig kærestesorg, så jeg sagde op og tog til Costa Rica for at være alene i tre måneder. Jeg kan huske, at folk var helt sådan ’det KAN man da ikke’, men jeg har altid tænkt, at hvis man opfører sig ordentligt og ikke smækker med døren, kan man komme tilbage.«

Da hun kom hjem, blev hun en del af Morgenhyrderne på 100 FM, før hun blev ansat til at lave Vild med Dans. Danskerne lærte hende gennem seks sæsoner i den grad at kende, og hun, der var en drengepige, lærte at gå i kjoler.

Andrea Elisabeth Rudolph, skaber af Rudolph Care samt radio- og tv-vært.
Andrea Elisabeth Rudolph, skaber af Rudolph Care samt radio- og tv-vært.

Vendepunktet

Men i 2006 blev hun som seks måneder gravid testet af Greenpeace i en kemikaliekampagne.

Konkurrencemennesket Rudolph havde forestillet sig, at hun ville være den i testgruppen, der suverænt ville snuppe prisen som sundeste deltager. I stedet havde hun flest kemikalier i blodet, mange af dem kom fra de skønhedsprodukter, hun havde brugt gennem årene. Da hendes datter var 14 dage gammel, var Andrea Elisabeth Rudolph til det første møde på fabrikken om udvikling af luksushudpleje, der ikke fyldte kroppen med kemikalier.

»Jeg har selv elsket alle de dyre mærker, man kan få i Magasins underetage, men dem kunne jeg ikke bruge, hvis jeg ville have svanemærkede produkter, der også var effektive. Man kunne ikke få noget, der var lækkert, effektivt og sikkert at anvende.«

Hun gik i gang som en journalist ville researche. Googlede »creme plus fremstilling«. Vendte krukker i alle de butikker, hun kom i nærheden af, og hun gjorde det, hun er god til. Lavede et koncept og fandt så folk, der kunne hjælpe med det, hun ikke selv kan. Det er praktiske ting som en bogholder og en marketingsansvarlig, folk, der kan sælge cremerne.

Men også helt basalt at udvikle og derefter producere cremerne. Hun fandt en fabrik, der kan producere, men hun foreslår i dag alle produkter og er med til at lave dem. En kemiker kommer med et udkast. Hun kommenterer. Kan man skrue op for en ingrediens og ned for en anden? Er produktet for fedtet, for lidt fugtende, dufter den for meget, er den for hvid, for blank, for klar?

Da Andrea Elisabeth Rudolph siger »Jeg har tænkt på noget, jeg tror, jeg har ombestemt mig i weekenden,« griner chefudvikleren og siger »virkelig? Sikke en overraskelse.«

»Jeg vil kun lave favoritprodukter. Det er lidt som at lave mad. Hvis du bruger en god olivenolie i stedet for en dårlig, bliver maden bedre. Vi bruger dyre råvarer, men kvaliteten af en olie betyder også noget i en creme. I begyndelsen gik vi meget op i certificeringerne, når vi fortalte om produkterne. Nu er det mere, hvad de kan, det andet er en selvfølge.«

Hun kører Audien fra borde i Århus, bilen finder nærmest af sig selv vej mod den fabrik, der fremstiller hendes produkter. Hun kommer der tit.

»Jeg ELSKER produktionen. Min morfar havde sammen med sin far startet firmaet Epoke, der laver vejmaskiner og snerydningsudstyr, og jeg kan huske, hvordan det var at være ude i produktionen med ham. Der lå store plader af stål, som blev bøjet og bearbejdet, før de blev til maskiner. Min morfar vidste alt, hvad der skete, og han kendte navnet på alle de ansatte. Jeg kan godt lide, at man skaber noget.«

På fabrikken hilser hun på alle, hun møder, med navn. Regnskabsmanden får et knus, før de diskuterer, hvordan en forhandler, der ikke betaler, skal håndteres. Damerne i produktionen snakker om, hvor fin hun var, da hun lavede Vild med Dans’ Knæk Cancer-udgave. Hun returnerer hver kompliment med »ja, vi fik da samlet en del penge ind.«

Hun taler jysk på fabrikken, ikke rigsdansk som normalt. Hun spørger interesseret til alle processer, kigger ned i de store beholdere, hvor der i dag blandes body scrub.

På mødet med fabrikkens chefudvikler diskuterer de prøver af et hemmeligt produkt. Andrea Elisabeth Rudolph har haft det med hjemme. Hun er ikke tilfreds med konsistensen. Kunne den blive mere hvid? Det må endelig ikke ligne sæd, siger hun, og så griner de begge.

»Det er umuligt, det er der ingen, der kan lave,« siger kemikeren om et særligt ønske.

»Kunne vi så ikke blive de første i verden?« spørger Andrea Elisabeth Rudolph. Ikke for sjov.

Når man laver økologiske hudplejeprodukter, der også er svanemærkede, er der mange hensyn at tage. Den økologiske certificering tager hensyn til, hvordan råvarerne er produceret. Svanemærkningen til, hvordan produktet nedbrydes i kroppen og i miljøet. Skal et produkt blive på huden, er der andre krav til, hvad det må indeholde, end hvis det skal skylles af. Emballagen skal kunne nedbrydes, så der må f.eks. ikke være metal i pumpen.

»Skønhedsbranchen minder egentlig mere om mad end om mode. Du kan prøve en kjole, før du køber den, men du kan ikke vide, om en creme passer til dig, før du har brugt den, lige som du ikke ved, om du kan lide mad, før du har spist det. Det svære for os er ikke at sælge den første, men at få folk til at komme igen. Det gør man kun, hvis man virkelig gør sig umage.«

Andrea Elisabeth Rudolph, skaber af Rudolph Care samt radio- og tv-vært.
Andrea Elisabeth Rudolph, skaber af Rudolph Care samt radio- og tv-vært.

At gøre sig umage

Det er ord, der går igen, når hun taler. Man skal gøre sig umage. Gøre det ordentligt. Dem bruger hun om det, hun selv gør, og hun bruger dem på sine ugentlige redaktionsmøder med sine ansatte, hvor de fordeler opgaver og diskuterer driften. Fra frokosten på kontoret, der skal være ordentlig mad (altid avokado og gerne ingredienser til en Rudolph Speciel, rugbrød, dijonnaise, kogt skinke og Prima Donna ost) – til undervisningen af ansatte hos nye forhandlere, som skal gøre det ordentligt, eller sin egen opførsel, når hun er ude blandt fremmede: »Selvfølgelig hilser jeg på alle. Jeg er da ordentligt opdraget. Man siger goddag.«

Det kan Andrea Rudolph bestemme, for hun ejer selv sit firma. Det giver frihed nu, men hun finansierede selv udvikling og opstart. Hun havde været heldig på boligmarkedet, og i 2006 kunne alt lade sig gøre, når det handlede om banklån. Vær så artig, og så blev lånet forhøjet igen. Men 2006 blev til 2007, der blev til 2008 og i 2009, hvor finanskrisen for alvor var slået igennem, var det venlige »vær så artig« afløst af et noget mere bestemt »nej«. Andrea Elisabeth Rudolph manglede penge og talte med forskellige investorer.

»Men det føltes forkert, jeg var bange for, at de ville noget andet end mig. Jeg havde ikke kæmpet så længe, for at en anden skulle overtage 51 procent og beslutte, at certificeringerne var ligegyldige.«

Løsningen blev, at hendes mor, som havde solgt familiefirmaet, investerede i Rudolph Care.

»Jeg havde investeret ALT, hvad jeg selv ejede, og lidt til. Min mor var den bedste investor, jeg kunne have fået, men hun var jo ikke bare en rig investor, der havde taget en chance. Det var min families penge og deres muligheder for at gøre, hvad de havde lyst til, der stod på spil. Det SKULLE lykkes.«

Det er lykkedes. For to år siden gav firmaet for første gang overskud, det samme sidste år og i år forventer Andrea Elisabeth Rudolph »et flot overskud«.

Hendes bestyrelsesformand, Jørgen Meyer, der også er statsautoriseret revisor og med egne ord »er tæt på økonomien« i firmaet på måden, hvor han får omsætningstal hver uge, er først stille, så ler han, da han bliver spurgt, om han har været i tvivl om, hvorvidt det ville lykkes.

»Der har da været tidspunkter, hvor det gik langsommere, end både Andrea og jeg havde troet, men når det har været svært, har Andrea villet det så meget. Det er det, hun har, en passion. Hun er jo et konkurrencemenneske, og det skulle lykkes for hende.«

Det gjorde det. Solserien, som blev lanceret denne sommer, blev så stor en succes, at den var udsolgt i maj, hvilket var så tidligt, at man kunne nå at producere en ekstra portion. Rudolph Care er blevet valgt som et af fem key brands i Magasin, sammen med mastodonter som Kiehls, MAC, CHANEL og Clarasonic. Kritikken af, at hun bare er endnu en kendis med et merchandisemærke, hun kun har lagt ansigt til, er forstummet.

I butikken Naturskøn i Århus står hendes produkter på en hel hylde. Hun snakker med ejeren om et vindue, der skal pyntes til jul. Rudolph Care laver en julekugle, en lille til kunder, der handler i webshoppen, en stor til de særligt gode forhandlere.

»Vi vil gerne hænge et billede op med behandlingerne, vi sælger mange gavekort,« siger indehaveren Kirsten.

»Vi har vist kun et med mig, jeg tjekker,« siger Andrea Rudolph. Hun er ansigt på alle kampagner, og på lageret på fabrikken holder de to kvinder øje med hendes instagramkonto, for de ved godt, at når hun lægger et billede på instagram med et af sine produkter, får de travlt med at sende ordrer ud fra webbutikken. Men hun viser ikke for mange produkter, folk må ikke blive trætte af dem. På samme måde har hun brandet sit mærke, som hun brandede sig selv, da hun lavede fjernsyn.

»Når man laver tv, er der ingen, der passer på dig, så det gik op for mig ret tidligt, at jeg selv skulle sørge for, at jeg ikke blev overeksponeret. Det kan godt være, at man kan lave tre programmer samtidig, men så hænger du folk ud af halsen efter et år og er brændt ud som vært. På samme måde skulle mærket ikke sælges alle steder med det samme. Først i de mere eksklusive butikker, så bredere. Lige nu har vi omkring 120 forhandlere i Danmark, måske skal vi have 30 mere, men vi skal ikke have 200.«

Andrea Elisabeth Rudolph, skaber af Rudolph Care samt radio- og tv-vært.
Andrea Elisabeth Rudolph, skaber af Rudolph Care samt radio- og tv-vært.

Alt var egentligt godt

Ud af Århus. Ned gennem Jylland. Lillebæltsbroen, over Fyn. Mørket lægger sig blødt over bilen. Andrea Elisabeth Rudolph fortæller i mørket i bilen, hvor kun instrumentbrættets cirkler lyser op. For halvandet år siden havde hun for første gang ikke lyst til at tage på arbejde. Hun var ked af det, sådan helt ind i knoglerne, og havde ikke lyst til ret meget. Det var sådan, det var, men hun FORSTOD det ikke. For alt var jo faktisk blevet godt. Firmaet gik godt, hun var meget forelsket i håndboldspilleren Claus Møller Jacobssen. På hendes telefon står der bare »ham«, når han ringer.

»Jeg havde jo mødt mit livs kærlighed. Det var første gang, jeg lænede mig ind i et andet menneske, og at et andet menneske lænede sig ind i mig. Det havde jeg aldrig prøvet før, og det var så trygt. Jeg havde en dejlig datter, og firmaet var gået i nul.«

Men hun var ked af det. Hele tiden. Kunne det være stress, foreslog hendes kæreste. Hun afviste det. Hun var ikke sådan en, der får stress.

»Jeg er stærk! Jeg har en stærk krop. Jeg kan klare det. Jeg havde ikke stress.«

Men Andrea Elisabeth Rudolphs kæreste var ikke enig. Han googlede stress og symptomer og læste op fra listen med symptomer. Tjek, tjek, tjek, hun havde dem alle sammen og lovede ham at gøre noget. Første skridt var at fortælle bestyrelsen det.

»Jeg brød fuldstændig sammen, da jeg havde sagt det. Men de var så cool. De tog over og sendte mig til en stress-psykolog, der gav mig en række redskaber. Jeg forstod, at det var en efterreaktion. Jeg havde svømmet rundt på det dybe vand SÅ længe. Jeg havde været gennem en skilsmisse, Isoldes far og jeg var ikke gift, men vi havde et barn sammen, jeg havde flyttet meget, jeg havde været gennem en seks år lang retssag, før jeg vandt i Højesteret, jeg havde kæmpet så hårdt for firmaet, så da det hele endelig var lykkedes, og jeg var kommet ind på det lave vand, faldt jeg sammen. I virkeligheden er det ret almindeligt, at man reagerer sådan.«

Løsningen blev 14 dage væk fra kontoret og flere besøg hos stresspsykologen, der gav hende en række værktøjer til at undgå stress. Hun læser ikke ret mange mails mere. Det gør hendes assistent.

»Mails stressede mig helt vildt, så dem har vi fjernet. Folk sender alt for mange mails om alt for mange ting. Nogle gange har jeg det sådan ’ring da!’ så får vi styr på det.«

Psykologen lærte hende også, at hjernen kun kan koncentrere sig i 45-50 minutter. Bliver man forstyrret i løbet af den periode, tager det 12 minutter at koncentrere sig igen. Man har kun fem sekunder til at afvise forstyrrelse. Derfor har ansatte hos Rudolph Care ofte en rød post it siddende på deres skærm. Den betyder »nej, du må ikke forstyrre. Heller ikke selvom du bare liiiiiiigee vil spørge om noget«. Til gengæld øver alle sig i at holde pauser, når de har arbejdet i knap en time.

»Jeg har lært meget af min stress. Når jeg møder andre, som jeg kan mærke er pressede, spørger jeg, hvordan det går, for man må ikke komme så langt ud, som jeg var.«

Men hun har også lært noget andet. Det at have et firma er ikke bare at få fremstillet nogle produkter og sælge dem. Det er også at lede – og at indse, at den slags tager tid. Det kan godt være, at hun ankommer på kontoret, hvor der er tre fuldtidsansatte, to deltidsansatte, en student og en piccoline, og kommer hjem med en to-do-liste, der er lige så lang, som da hun åbnede døren, men det er okay, for ledelse tager tid. Ledelse er en vigtig del af hendes arbejde. Hun skal lære det, og hun skal bruge tid på det. Det er også en opgave at blive en god leder.

Næste ambition er at få Rudolph Care lanceret internationalt. Lige nu kan mærket købes i Norge, Spanien og et enkelt sted i England. Forretningen, som den er nu, kunne hun såmænd sagtens leve af og endda leve udmærket, men det er ikke nok.

»Jeg skal ikke være Estee Lauder. Men vi skal videre.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.