Anders Agger er mester i at fortælle andres historie - her fortæller han sin egen

Selv om man er rundet af vestjysk muld og et mafialignende familiesammenhold, kan man godt rende ind i en midtlivskrise.

Da jeg blev 40, gjorde jeg alt det, alle andre griner ad. Men jeg gad ikke vente, til jeg blev 60, før jeg kunne køre i den bil, jeg havde lyst til. Kan du huske »Dallas«? Som dreng sad jeg og så Sue Ellen køre i den der røde Mercedes og tænkte: »Wow. Kan man lave så smuk en bil?« Jeg havde med andre ord længe barslet med ideen om at få sådan en. Og så lige der omkring, hvor jeg fyldte fire-nul, fandt en af min storebrors venner et fantastisk eksemplar på Falster. Så jeg sagde: »Det gør vi!« Og så kørte vi over og hentede den.«

Anders Aggers version af den moderne mands midtlivskrise har ikke en gang et twist. Den er lige efter bogen. Midtlivskrise classic. Og han ved det, så her som 51-årig kan han ikke lade være med at grine ad det. Så bliver han alvorlig igen.

»Jeg havde det ikke sådan, da jeg blev 30. Dengang var jeg fuldstændig ligeglad. Jeg havde børn og kæreste og fedt arbejde, og fodbold spillede jeg endnu. Så jeg var ligeglad. Men 40 blev sådan lidt mere hmm. Også fordi der var nogle ting i livet, der blev svære lige deromkring. Hold da op …«

Fællesskabet og de tætknyttede bånd

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

Det er fredag eftermiddag i februar. Vi sidder i Anders Aggers nye og noget mere nedtonede Mercedes firhjulstrækker på vej fra DR i Aarhus til hans hjem i Ringkøbing. Der er cappuccino to go i kopholderne og Sufjan Stevens’ seneste album i højttalerne. Den forløbne arbejdsuge har han brugt på at researche på et program om Armin og Christine – Danmarks to største »youtubere«, der hver har 300.000 følgere på deres egen YouTube-kanal.

Det bliver til endnu et afsnit af »Indefra«, Anders Aggers populære udsendelsesrække, som her i tredje sæson blandt andet har handlet om en konkursramt landmand, rockbandet Dizzy Mizz Lizzy, retsmedicinsk afdeling, en kvinde med en hjernetumor samt et kig ind i toppen af Novo Nordisk – temmelig forskellige emner, men med det til fælles, at »Anders Agger lukker os ind i verdener og skæbner, vi sjældent er en del af«, som det lyder i traileren.

Evnen til at få mennesker til at åbne sig viste han allerede i sin første dokumentarfilm »Heavy Agger – 14 år senere« fra 1999 om en gruppe heavyrockere i den lille vestjyske by, der tilfældigvis bærer hans efternavn.

Siden er Anders Agger nærmest blevet synonym med journalistisk empati i prisbelønnede udsendelser om kostskoleelever på Herlufsholm og døende på et hospice samt i flere feel good sommerudsendelser med TV-kokken Anne Hjernøe.

Med sin rolige og fortrolige stil er han blevet en stjerne blandt danske journalister med over 45.000 følgere på Facebook. Det afholder hans vestjyske beskedenhed ham naturligvis fra selv at sige. Til gengæld har han indvilliget i at fortælle sin egen historie denne fredag eftermiddag. Eller rettere forberede en historie, der siger noget om ham selv.

»Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle en historie, hvor min far og jeg stod i et træværksted. Du ved, spånerne fløj, og så lige i det helt rette lys, mens solen stod ind, og der var støvpartikler i luften, sagde han noget i retning af: »Husk at være nænsom, min søn.« Eller »Du skal vide …« Eller at han sad på en bænk og skar et æble med lommekniv. Men sådan en historie har jeg ikke,« begynder han.

»Jeg kom til gengæld til at tale med min storebror om det forleden til hans fødselsdag. Og den store fortælling om os er nok, at vi altid har været omsluttet af fællesskaber. Min far er den ældste af syv brødre. Min mor hører til de yngste af 11 søskende. Og jeg er den yngste af tre brødre.«

»Så helt basalt har jeg været nødt til 1) at indordne mig 2) prøve at forstå, hvad der foregår omkring mig for at kunne agere i det. Jeg har ikke »gjort mig til«. Jeg har været nødt til at vente og forstå, at der nogle gange kom nogen før mig. Fordi man var en del af noget større. Det er nok noget pli, jeg har fået med hjemmefra. Specielt på min fars side oplevede jeg de her syv brødre, der simpelthen hang sammen som ærtehalm. Det var næsten helt »mafiosisk«…«

»Jeg voksede op i 70erne med en familie, der fungerede med omsorg og præcise rammer«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

Anders Aggers farmor og farfar boede i Struer. Farfaren havde et gartneri. Farmoren lagde rent tøj frem til de syv sønner hver morgen, når de kom ned fra 1.-salen. Man spiste klokken 8, 12 og 18. Tung mad og rigeligt kogte grøntsager fra gartneriet. Hænderne blev foldet ved måltiderne, og igen når man gik til ro.

»De her syv brødre lignede hinanden på en prik. De var alle ekstremt patriarkalske. Sad for bordenden. Sang vildt godt. Var dygtige til idræt. Og de samledes hjemme hos deres forældre, så meget de kunne, selv om de selv havde fået børn. Så sad vi der ved et kæmpe langbord. De spiste og fortalte historier og grinede højt.«

»Bagefter samledes de inde i stuen og sang salmer og røg cigarer, og så kørte vi hjem igen lørdag aften. Det er det, jeg vokset op med. Og det sidder virkelig fint og tungt i mig. Min mor var husmandsdatter, og alle de kvindelige værdier har jeg fra hende. Den side af familien hang også rigtig fint sammen bare på en anden måde.«

Er det kristendom, vi taler her?

»Det er i hvert fald en udgave af det. Min farmor og farfars hjem var kirkeligt velbevandret. Troen var central. Og af de syv brødre var det min far, der tog det mest til sig. Min far var kirkesanger, og både han og min mor har et naturligt forhold til det at komme i kirke og overgive sig til noget, der er lidt større end dem selv. Det har de seks andre ikke på samme måde. Men det med at synge og være sammen og kunne hinandens historie, det er nedarvet hos dem alle,« forklarer Anders Agger.

»Og så skal det heller ikke lyde mere frelst. Vores familie er jo præcis lige så dysfunktionel som alle andre familier med skilsmisser og skøre typer. Det får man heldigvis øje på – at ingen familier fungerer 100 procent på alle cylindre. Men det har altid været en prioritet for dem at være ordentlige over for dem, de var tættest på og havde forpligtelser overfor. Der var en omsorg for hinanden. Og det er også blevet vigtigt for mig.«

»Ikke sådan at jeg står op hver morgen og tager en jakke på og praktiserer næstekærlighed – det er simpelthen for irriterende at høre på. Men jeg ar fået en stor portion næstekærlighed af min mor og far – og næstekærligheden er også gennemgående i mit arbejde, som jo ofte kredser om, hvad vi er i forhold til hinanden.«

Næstekærligheden kommer mest på prøve, når der opstår konflikter.

»Ja, og der var også konflikter mellem min fars brødre. Men de har fundet ud af det sammen. Og det er måske i virkeligheden det, vi børn har været vidne til. I 1970erne købte en af mine farbrødre et stort gartneri. Der var oliekrise, og det var det værste tidspunkt at investere i den slags, men han købte det, min farfar kautionerede, og det endte med et brag.«

»Pludselig var der syv brødre, der skulle finde ud af, at arven var væk, fordi min onkel skulle dækkes ind af den. Og det gjorde de. Der var stormøde, og de var rygende uvenner. Men de fik lagt det til side, selv om de ikke arvede en klink. Det hele røg ned i et stort sort hul til tvangsauktion. Det er opbyggeligt at opleve, at voksne mennesker godt kan finde ud af den slags.«

Hvad med jeres egen lille familie. Fik I tre brødre redskaber til at håndtere konflikter?

»Jeg voksede op i 70erne med en familie, der fungerede med omsorg og præcise rammer. Vi var elsket, men vores forældre blandede sig ikke så meget. Min mor gav mig ikke seksualundervisning. Tak for det! Og selv om min far var meget sportsinteresseret, var det en mærkedag, når han kom for at se mig – jeg spillede håndbold, fodbold, badminton, alt muligt. Vi var elsket, men jeg tror bare, tiden var sådan. For vi vidste godt, at hvis tingene var helt slemme, var der altid nogle at gå til.«

Kan du huske engang, hvor tingene var helt slemme?

»Jaeh. Jeg var engang voldsom på kant med en lærer. Han tampede mig en …«

»Så jeg gik bare forbi ham på vej ind og sagde - Har du trukket dit dommerkort i en automat?«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

Anders Agger var fem år, da familien flyttede fra den lille by Bøvlingbjerg nord for Ringkøbing til Juelsminde i Østjylland, fordi faren fik job som viceforstander på en efterskole. Og det var her i 6. klasse på Juelsminde Hovedskole, at Anders Agger med egne ord blev tampet en.

»Jamen, jeg blev simpelthen slået af en lærer. Og jeg tror aldrig, jeg har tilgivet ham. Jo, det har jeg måske, men jeg blev simpelthen så forskrækket over det,« begynder han.

»Vi var ude at spille fodbold, drengene, og jeg følte mig blodigt uretfærdigt behandlet. Jeg har altid kunnet hævde mig i idræt. Og så tabte vi den kamp, og jeg var rasende, fordi læreren havde dømt noget, jeg var uenig i. Så jeg gik bare forbi ham på vej ind og sagde »Har du trukket dit dommerkort i en automat?« Det var noget af det vildeste, man kunne sige dengang. Og så sagde han ikke noget …« forklarer Anders Agger og holder en pause.

»Vi gik ind i omklædningsrummet. Jeg satte mig ned … Og så slog han mig med ydersiden af hånden,« forklarer Anders Agger og viser med et langt sving hvordan. »Og jeg blev simpelthen så forskrækket. Jeg ved ikke, om jeg faldt ned ad den bænk eller hvad. Men jeg vågnede i hvert fald lidt op. Jeg havde jo ikke nogen retsinstans at gå til, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var helt sådan … »Gjorde han virkelig det?« Men det gjorde han.«

»Jeg ved ikke, om det var almindeligt dengang, jeg havde bare aldrig været i nærheden af den slags … Min mor sad i skolebestyrelsen, og på en eller anden måde fik hun det at vide. Hun har aldrig sagt noget til mig om det, men jeg tror, at hun rejste sagen, og jeg tror, den her lærer fik en reprimande, der var til at forstå.«

Hvorfor talte du ikke med hende om det?

»Jeg ved det ikke … Der var sikkert også et barns tvivl om, hvorvidt det var mig, der var gået for langt i at provokere en lærer, fordi jeg var hidsig eller følte mig uretfærdigt behandlet ... Det var et underligt miskmask af modsat rettede følelser.«

Begyndte du at græde?

»Ikke lige i øjeblikket. Men jeg var noget paf, da vi gik ud fra omklædningsrummet og gik så ind på et af toiletterne for lige at synke spyttet og finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Der var et element af Lektor Blomme i det. Bagefter sagde en af eleverne, at man kunne se lærerens ring på kinden. Så det har jo været ret fysisk, ikke?«

Hvordan forklarer du, at din mor ikke taler med dig om det og siger: »Ham skal du ikke tænke på mere. He’s sleeping with the fish…«?

»Hehe. Han har ikke noget ben mere! Jeg har faktisk aldrig talt med min mor om det, men jeg gætter på, at hun ikke ville skabe en situation, hvor jeg måske følte, at jeg var skyld i, at han fik en reprimande. Jeg tror, det blev ordnet i mindelighed med den daværende skoleinspektør. Det kunne jeg forestille mig …«

Det har i virkeligheden været en måde for din mor at være nænsom på.

»Præcis… Præcis.«

Bindeleddet, den generøse bror og en rød Mercedes

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

Efter knap ti år vendte familien tilbage til Vestjylland og var atter tæt på klanen, den vestjyske mafia. De tre brødre forgudede især Onkel Knud og den yngste af farens brødre, Onkel Nicolai. Nicolai spillede på håndboldlandsholdet, havde taget studentereksamen og læste til dyrlæge i København. Han kom på besøg i afghanerpels og forærede brødrene sine gamle sko og spillertrøjer og tog spolebånd med hjem med Simon & Garfunkel, Beatles og Moody Blues.

»Han var bindeleddet til vores verden. Min far var allerede gået ind i de voksnes rækker og var tweedagtig. Det var hans andre brødre også. De repræsenterede voksenlivet. Sådan som livet ser ud, når man har tre børn. Man ankommer i en bil. Man er der. Man møder op. Man er en del af et fællesskab.«

»Min fars andre brødre har jo ikke været mere end 30-35 år, men jeg tænkte allerede: »Ok, det er sgu ikke sikkert, vi ser dem næste gang.« Og så kom Nicolai hjem og var 20. Han var hippien, han var ungdomsoprøret. Og han blev selvfølgelig kæreste med en smuk, islandsk kvinde, som han siden hen fik to børn med, og som man var forelsket i på den der børneagtige måde. Han var alt det, man gerne ville være.«

Senere var det Anders Aggers ældste storebror, Henrik, der blev et forbillede og allerede fra gymnasietiden hjalp sin lillebror. »En Kofi Annan« og »en udpræget storebror« kalder Anders Agger ham i dag.

»Han finansierede mig gennem min gymnasietid og var i det hele taget bare ekstremt generøs. Det er han stadig. Så jeg havde vildt gode betingelser i forhold til at få kærester og den slags, for jeg kunne invitere dem ud at spise og lave alle de billige tricks. Henrik sagde: »I skal da spise ude på Henne Kirkeby Kro« og den slags … Han hjalp mig og var der. Han er meget storebror.«

Efter gymnasiet blev Anders Agger uddannet journalist fra Ringkøbing Amts Dagblad. Hans mellemste bror bosatte sig i Canada og har ikke boet i Danmark i 25 år. Forholdet til den ældste storebror blev mere jævnbyrdigt i takt med, at lillebror blev voksen – de to købte blandt andet et sommerhus sammen. Privat fandt Anders Agger sammen med en kvinde, som han fik en søn med, og hvis to børn fra et tidligere forhold han blev papfar for.

Ved sin 40 års fødselsdag var han godt i gang med karrieren som journalist på DR. Men i tiden omkring købet af den røde Mercedes og midtlivskrisen havde livets alvor også sneget sig ind på ham i en grad, så hverken onkler eller storebrødre slog til.

»Der kom nogle andre kanter på voksenlivet, tror jeg. Med den modgang, som man jo også kan opleve, når man ryger ind i alle de her voksenrelationer. Så vi flyttede fra hinanden, børnenes moder og jeg. Og så kommer der jo per definition en masse ting i spil,« forklarer han.

»For det største mysterium er jo, hvordan det lykkes os gang på gang at rage en masse ting til os, selv om vi ikke vil det«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

Samtidig begynder Anders Agger for alvor at træde i karakter som TV-journalist. Efter flere år, hvor han laver indslag til »21 Søndag«, begynder han at med dokumen-tarudsendelser. Han følger eleverne på Herlufsholms Kostskole i 2005, og i 2011 laver han portrætter af tre døende på et hospice i udsendelsen »Sømanden og juristen« – sidstnævnte blev i forbindelse med DRs 90 års fødselsdag kåret af seerne som den bedste dokumentarserie i DRs historie.

»Jeg vil gerne kunne sige, at det primært hænger sammen med, at jeg ser knaldgodt ud, hahaha. Men jeg ved, at det handler om, at på det tidspunkt for fem-seks år siden, drejede sendefladen sig stort set kun om vores egen forfængelighed. Om botox og – med al respekt – Chris McDonald og vores hund og vores slankekure. Og pludselig kom der et program med en sømand og en jurist og en vognmand, der skulle dø. Hvor seerne fik en eksistentiel kæberasler, der mindede dem om, at »Nåeh ja, det her findes også.« Og der er jo ikke noget nyt i det.«

»Det var bare lang tid siden, at nogen havde fortalt de historier. Udover Anders Lund Madsen blev der ikke produceret noget TV, der handlede om, hvordan vi lever med hinanden, og som viste, at der findes nogle vilkår i livet, som vi ikke kan botoxe os ud af, som vi ikke kan løbe maraton uden om,« forklarer Anders Agger.

»For mit vedkommende var det et meget fint billede på, at man godt kan oversætte noget fra sine egne relationer og måde at se verden på og så gøre det universelt. »Sømanden og juristen« blev lavet på en bund af sorg over, at en af mine bedste venner døde – eller valgte ikke at ville være her mere. Det var grunden til, at jeg lavede noget om døden, for ellers er det jo ikke naturligt som 40-45 årig, synes jeg, at lave en stor serie om døden.«

»I forhold til at være opdraget i en stor familie kan jeg godt se, at de historier, jeg fortæller i mit arbejde, handler om en basal interesse for, hvad vi er rundet af. Venskaber, kærlighed, konflikter og bare det at være til. For det største mysterium er jo, hvordan det lykkes os gang på gang at rage en masse ting til os, selv om vi ikke vil det. Konflikter og modgang, og heldigvis også masser af kærlighed og glæde og lys. Det er inde i det konglomerat, jeg synes, det er sjovest at fortælle historier. De steder, hvor der ikke er to streger under facit, men hvor der er abstraktioner, og hvor det handler om, hvad vi gør ved hinanden og med hinanden,« forklarer Anders Agger.

Tilbage til den røde Mercedes

Den røde Mercedes. Foto: Søren Bidstrup.
Den røde Mercedes. Foto: Søren Bidstrup.

Faktisk har han stadig den coloradorøde Mercedes 350 SL. Den står inderst i garagen og bliver kun luftet på varme sommerdage, hvor han kører i en stor bue uden om opmærksomheden i Ringkøbing og ud til Vesterhavet. Han har tænkt på at skille sig af med den, men det synes hans to voksne sønner ikke. Og det gør han egentlig heller ikke selv. Der er stadig nogle måneder til, at den skal luftes igen. Til gengæld er han lige kommet hjem fra en af de længere rejser, som han tager på hver vinter med børnenes mor, børnene, deres kærester og nu også to børnebørn.

»Altså, et brud mellem to elskende er præcist så svært, som de siger på forsiderne af alle mulige magasiner. Det er uoverstigeligt. Men der er altid en lille lagerforvalter, der med sin gaffeltruck sætter tingene ind på de rigtige hylder igen. Det har vi lært. Vi har lige været ni af sted nu her. Der får man prøvet af, hvad man kan finde ud af sammen. Jeg synes, at det ser ud til, at vores børn har lært, hvordan man indgår i et fællesskab. At vi kan finde ud af det sammen. Uden at påstå, at vi er venner. For det er vi ikke. Vi er familie,« forklarer han.

»Jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg sætte mig ud over, hvad andre tænker. Jeg er lidt ligeglad. Op gennem 40erne kommer der en befriende følelse af, at det må jeg godt, at det er helt okay. Jeg har altid været vant til at være den yngste på redaktionen og den slags. Det er først nu, det er ved at gå op for mig, at de andre kigger på mig og tænker: »Hvad fuck siger den gamle?« Det er først nu, jeg er ved at absorbere, at jeg ikke længere er den yngste på redaktionen, på fodboldholdet, at jeg rent faktisk er det, jeg er. Midt i livet. Midaldrende. Og det tror jeg også, der er noget okay i at nå frem til. Det bliver man jo nødt til.«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.