Det er på tide, at Sundhedsstyrelsen træder i karakter og får styr på autorisationen af udenlandske læger, mener Venstre.
1. marts 2010, 08:21
Det halter tilsyneladende med at få tjekket udenlandske lægers kvalifikationer, inden de får ansættelse på danske sygehuse. Efter 21 Søndags afsløringer af problemer med udenlandske læger, slår Venstres sundhedsordfører i bordet.
- Jeg kan som sundhedspolitiker ikke stå over for de danske borgere og patienter og se dem i øjnene og sige, at det er godt nok. For det er det langt fra, siger Birgitte Josefsen, sundhedsordfører i Venstre.
LÆS OGSÅ: Flertal vil tjekke udenlandske læger
Hun mener, det er på tide, at Sundhedsstyrelsen får lavet et eftersyn på de procedurer, der følges i forbindelse med autorisation af udenlandske læger.
- De udenlandske læger agerer på de overordnedes ansvar. Så enten må de overordnede tage ansvaret på sig, eller også må de sige, at de ikke vil stå inde for personen med de gældende regler. Og så må vi jo se på, om systemet fungerer.
Hun understreger, at hun ikke mener, der er noget i vejen med loven om autorisation, men hun er klar til at se nærmere på, om reglerne administreres godt nok. Sundhedsstyrelsen har netop iværksat en redegørelse, der skal skabe klarhed om procedurerne omkring udenlandske læger.
- Det er godt at se, at Sundhedsstyrelsen begynder at rykke på det her område. Men jeg er meget forundret over den afslappede holdning, styrelsen har til sagen. Sådan som det bliver beskrevet, frygter jeg, at det kun er toppen af isbjerget, vi har set, siger hun.






























