22. januar 2010, 22:47

Pia er i tvivl. Pia ved ikke, hvad hun skal mene om islam og islamisme.
Og hvor bemærkelsesværdigt er det ikke?

Normalt er stoffet en win-win for Pia Kjærsgaard. Muslimer, voldtægt, terror, ytringsfrihed. Normalt er islam og Dansk Folkepartis indbyrdes forhold som legeme og vand. Når førstnævnte trykkes ned og dukkes, stiger sidstnævnte. Denne politiske lovmæssighed ophørte tilsyneladende før jul. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, udtalte, at massevoldtægt af piger »er der intet galt i, set fra et islamisk perspektiv«. Hedegaard sagde yderligere: »de voldtager deres børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«.

Som en dolk flænser Dannebrog, skar udtalelsen en flænge skråt ned gennem det islamkritiske nationalpolitiske Danmark. Naser Khader (K) og Søren Pind (V) forlod trykkefrihedselskabet i protest mod dæmoniseringen af muslimer som befolkningsgruppe. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti udråbte derimod Hedegaard til en helt.

Pia Kjærsgaard var mundlam i flere uger. Derpå brød hun endelig tavsheden: »Jeg ville ikke have udtrykt mig på den måde. Det var for generaliserende.«

Udtalelsen stemte for det første ikke overens med kronprins Kristian Thulesen Dahls »på mange stræk er vi antimuslimske« fra sidste år. Og antog man udtalelsen som udtryk for ugers moden overvejelse, kunne man tværtimod torsdag se Pia Kjærsgaard på trods af sine forbehold mod generaliseringer udtale til Information: »Jeg har sværere og sværere ved at skelne mellem islam og islamismen.«

Lederen af Dansk Folkeparti svajer i lufttrykket fra den forbifarende godstrafik fra ytringsfundamentalisterne. Og hendes parti og dets politiske grundpille svajer med.

De ideologiske fædre

På den ene side er Kjærsgaard presset af partiets ideologiske fædre. Fætrene og præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup. De to forfattede i 2002 med daværende integrationsminister Bertel Haarder den udlændingelov, som partiet har paradebåret rundt i dansk politik samt vogtet nidkært lige siden. Fætrene har aldrig været bange for »generaliseringer«.

»Islam er en ny totalitær pest over Europa,« sagde Krarup eksempelvis til B.T. i 2002. Jesper Langballe ekkoede kort efter: »Der er tale om at bekæmpe en religion, som med det gamle udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa.«

Det er mellem denne uflyttelige væg af en opfattelse – som ikke bare er nødtørftigt opført af præsterne i partiet, men også har solid grund i Dansk Folkepartis kernevælgerskare – og så på den anden side den politiske virkelighed, at Pia Kjærsgaard synes fanget.

Kørte Lars Hedegaard samt Krarup og Langballe den ene vej, kunne Kjærsgaard mærke, statsminister Lars Løkke Rasmussen øge trykket på sig og skubbe yderligere til svajet ved helt uafhængigt at køre i den stik modsatte retning i sin nytårstale. Statsministeren sagde her henvendt til samtlige nationens indvandrere: »Vi får brug for hver eneste af jer,« og Løkke tilføjede blandt andet: »Jeres bidrag er meget velkomne. Det var udenlandske påvirkninger, der skabte den danske guldalder. Meget af det mest pæredanske kommer udefra. Juletræet, balletten, arbejderbevægelsen! Kultur trives ikke i et drivhus. Men der skal være vilje til at få det udenlandske til at sætte danske blomster. Det skal være slut med parallelsamfund. For så går sammenhængskraften fløjten.«

Selv ikke fodnoten til sidst i udsagnet ligner en ordentlig partering af kamelen, så den kan sluges af regeringens støtteparti.

En ny politisk virkelighed synes at tone frem. Præget af tvivl, uro og tvetydige meldinger i et bestemt parti. Og denne gang er det ikke Socialdemokraterne, de Radikale eller de Konservative, der roterer om sin egen akse på udkig efter eget værd. Partiet, der med stort udbytte har angrebet andre for vankelmodighed i udlændingepolitikken, synes selv at have fået samme problem. Dansk Folkeparti, der er vant til at styre dagsordenen, oplever nu at være offer for den.

De selvretfærdige

Pia Kjærsgaard bryder sig ikke om generaliseringer. Det vil sige om urimelige og urigtige beskyldninger mod en befolkningsgruppe som eksempelvis muslimer. Men når nogen fremsætter dem, nøjes hun med at udtale, at hun ikke selv ville have udtrykt sig på samme måde. Informations kommentator, Rune Lykkeberg, skrev for nylig, at »episoden afslører en fundamental relativisme«, som udgør den nye bemærkelsesværdige præmis for lederen af Dansk Folkeparti og hendes parti:

»Hun kan altid udpege de selvretfærdige, men hun kan ikke redegøre for, hvad der er retfærdigt. Hun kan sige fra og fra og fra, men hun kan ikke sige til. Når det kommer til stykket, ender hun med at sige »det er din mening«, og »det er min mening«, og »det er Sørens mening« uden at kunne henvise til fælles grunde og en fælles fornuft, som sætter os i stand til at afvise vrøvl som vrøvl og urimelighed som urimelighed. Det står tilbage som en falliterklæring, at Pia Kjærsgaard ikke kunne sige noget, da hun skulle sige det mest indlysende.«
Håbede Kjærsgaard, at den opflammende tale ville dø hen, bliver hun modfalden over Berlingske Tidende i dag. Her kaster DFer Jesper Langballe tørt brænde til ild, der for tiden rister partiet lige så meget som det rister dets antipartier:

»Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab)...«

Pia Kjærsgaard kan naturligvis sige, som hun gjorde, da hun blev bedt om at tage stilling til Søren Krarups støtte til Lars Hedegaards generaliseringer: »Hvorfor skulle jeg lade mig jage rundt i manegen af forskellige, der ønsker, at jeg skal tage stilling?«