Socialdemokraterne beder nu statsministeren svare på, om han er enig med sin spindoktor i, at politik er noget, man leger med.
17. februar 2010, 21:20 – opdateret 18. februar 2010, 10:14
Statsministeren bliver nu tvunget til at forklare, om han er enig
med sin spindoktors udmelding om, at partierne på Christiansborg ikke
tager politik alvorligt, men at der er tale om ”leg”.Onsdag skrev Lars
Løkkes særlige rådgiver, Søs Marie Serup, på sin Facebook-profil, at
”Danmark er et dejligt land at lege med politik i:-).”
LÆS OGSÅ: Thomas Larsen: Fuldtonet amatørisme i Statsministeriet
Den ytring har nu ført til, at Socialdemokraterne har stillet
statsministeren en række skriftlige spørgsmål om, hvorvidt han er enig
med sin spindoktor.
Et af spørgsmålene lyder:
- Er statsministeren enig med sin spindoktor i at "Der er i hvert
fald dage, hvor man har følelsen af, at alle partier leger en leg, vi
kalder politik. Hvis det hele var alvor og blev taget alvorligt, så
ville det være nemmere", som statsministerens tætteste betroede
medarbejder har udtalt på Facebook, og er statsministeren dermed også
enig med sin særlige rådgiver i, at Venstre opfatter politik som en leg
jf. Berlingske.dk 17. februar 2010?
Socialdemokraterne ønsker også følgende besvaret:
- Er statsministeren enig med sin spindoktor, Søs Marie Serup, der
som følge af sin frustration over danskernes holdning til regeringens
skattereform på Facebook udtaler, at "Skattelettelsernes natur: Først
vil vi ikke have dem, når vi så får dem, er de aldrig store nok, men
hvis nogen truer med at tage dem fra os, så flejner vi på tværs!
Danmark er et dejligt land at lege med politik i", og mener
statsministeren ligesom sin spindoktor, at politik er en leg jf.
Politiken.dk 17. februar 2010?”
Når Socialdemokraterne vælger at stille Lars Løkke Rasmussen
ovenstående spørgsmål, skyldes det, at arbejderpartiet har svært ved at
forstå udtalelserne fra statsministerens spindoktor:
- Hvis Søs (Serup, Lars Løkkes særlige rådgiver, red.) har svært ved
at se forskel på kommunikationen i politik og det indholdsmæssige, så
kan jeg kun blive bekymret. Som politikere har vi behov for at træffe
beslutninger, der ikke er del af en skønhedskonkurrence, siger Benny
Engelbrecht (S).
Ifølge ham er Facebook ”en del af det offentlige rum”, hvorfor man
må forvente, at ytringer i cyberspace opfattes ligeså offentligt som
ytringer, der råbes ud på Rådhuspladsen.
Foruden at stille Lars Løkke Rasmussen en række skriftlige spørgsmål
har Socialdemokraterne også formuleret følgende spørgsmål til
skatteminister, Kristian Jensen (V):
- Er skatteministeren enig med statsministerens spindoktor, Søs
Marie Serup, der som følge af sin frustration over danskernes holdning
til regeringens skattereform på Facebook udtaler, at
"Skattelettelsernes natur: Først vil vi ikke have dem, når vi så får
dem, er de aldrig store nok, men hvis nogen truer med at tage dem fra
os, så flejner vi på tværs! " jf. Politiken.dk 17. februar 2010?”
Det er ikke første gang, Søs Marie Serup er åbenmundet på Facebook.
Efter COP15 i december sidste år anklagede hun pressen for at være
»sølle«, fordi den ikke havde gennemskuet, at et gennembrud var på vej
under topmødet, og at hendes chef, statsministeren, var i gang med »en
lille genistreg«.
Dengang beklagede hun efterfølgende sine udtalelser. Hendes holdninger var private, sagde hun.
- Det er jo ikke statsministeriets pressechef, men mig som
privatperson, der gav udtryk for et øjebliks frustration og træthed
over for mine Facebook-venner«, sagde Søs Marie Serup dengang til
Berlingske Tidende.






























