En helikopter tilhørende en gruppe dyreaktivister er blevet udsat for lydangreb og beskydning med vandkanon. Blot en advarsel, udtaler japanerne.
18. december 2009, 10:35 – opdateret 18. december 2009, 10:43
Japanske hvalfangere har bragt en helikopterpilot i fare ved at benytte et apparat, der udsender højfrekvente lyde. Det oplyser den radikale aktivistgruppe Sea Shepherd.
Hvalfangerne skal ligeledes have søgt at beskadige helikopteren med en vandkanon, efter den landede på Sea Shepherd-skibet "Steve Irwin".
- Det var en ekstremt uansvarlig handling, siger helikopterens pilot Chris Aultman.
- Udstyret kan fremkalde kvalme og desorientering og at bruge det mod et luftfartøj er både meget farligt og groft uansvarligt, mener piloten.
Konfrontationen fandt sted ud for den antarktiske kyst. Japans Institut for Hvalforskning, der er ansvarlig for landets hvalfangst, hævder at lydudstyret skulle advare aktivisterne, ikke gøre dem ondt.
- Vi brugte et langtrækkende akustisk apparat for at sende dem et signal, oplyser en talsmand fra instituttet.
- Og vi sprøjter med vand for at undgå, at de kommer for tæt på.
Ifølge japanerne, chikanerede aktivisterne hvalskibet Shonan Maru No.2 med en laser-pointer.
Japan nedlagde 700 hvaler sidste år ved hjælp af et hul i den lovgivning, der tillader "dødbringende undersøgelser". Af samme grund har de japanske fangstskibe "reseach", det engelske ord for forskning, skrevet på siden.
- Vi har bevidst ledt det japanske skib ind i tyk is i et forsøg på at uskadeliggøre det. Isbjergene kan let komme til at skade begge fartøjer, advarer kaptajn Paul Watson.
Både Australien, New Zealand og Holland har opfordret begge sider til at beherske sig, efter en kollision sidste år, samt en række episoder, hvor aktivister har kastet harsk smør og stinkbomber efter hvalfangerne.

































