Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Glostrup og Amager styrer fri

To af de andre store hospitaler i Region Hovedstaden har også en anstrengt økonomi, men kan klare sig med mindre drastiske indgreb.

Mens flere hospitaler i hovedstadsområdet bebuder massefyringer, styrer Glostrup og Amager hospitaler fri.

Glostrup Hospital har nok en anstrengt økonomi, men problemerne er ikke så store, at det bliver nødvendigt af afskedige personale.

Det er meldingen fra hospitalets direktør Klaus Lunding.

-Der er ikke udsigt til en fyringsrunde på Glostrup Hospital som det er set på andre hospitaler. Der vil blive nogle ledige stillinger, som ikke vil blive genbesat. Lige nu ved vi ikke hvor mange, men vi prøver at friholde de kliniske funktioner, siger han ifølge hospitalets hjemmeside.

Hospitalet kommer ud af 2009 med et underskud på ca. 6 mio.kr, som skal spares i 2010. Derudover skal der spares 6 mio.kr. yderligere, så man ikke får underskud igen, og samtidig skal aktiviteten stige, så den når 2009-niveauet plus i alt 3,6 procent.

Konkret betyder det, at der indføres en række restriktioner, f.eks. kan aftaler om honorering af frivilligt ekstraarbejde for sygeplejersker kun indgås, hvis der er ledige stillinger i afdelingen. Der bliver også holdt nøjere øje med indkøb, men samlet kan de økonomiske udfordringer klares uden afskedigelser.

På Amager Hospital er forventningen, at regnskabet for 2009 vil være tæt på at være i balance.

Det betyder, at Amager Hospital ikke har en større gæld, som skal afvikles gennem et tilsvarende mindre forbrug i 2010. Der er altså ikke ekstraordinære besparelser på vej i den anledning, meddeler hospitalet.