Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Elever: Bedre at spare på ældre

Elev-organisation kalder besparelser på folkeskolen for dumme. - Helt ærligt, kommunerne må tage sig sammen, siger formanden for Danske Skoleelever.

- I ødelægger vores skole, og I ødelægger Danmarks fremtid.
Sådan kontant lyder meldingen fra elev-organisationen Danske Skoleelever, som er foruroligede over, at flere kommuner varsler besparelser i folkeskolen. Bl.a. Kolding, Haderslev, Silkeborg og Vejle vil fyre lærere, og en rundspørge blandt Danmarks Lærerforenings kredse, der blev offentliggjort i dag klokken 15.00, viser, at mindst 22 % af landets kommuner nedlægger lærerstillinger i 2010.
Elevorganisationen kræver besparelserne taget af bordet og skriver i en pressemeddelelse, at folkeskolen er det absolut dummeste sted at finde penge, hvis kommunerne skal spare.
- Hvis vi skal skabe en skole i verdensklasse, så nytter det ikke noget at fyre de lærere, der netop skal skabe en god skole, siger Troels Boldt Rømer, formand for Danske Skoleelever.
Han mener, at kommunerne må finde andre steder at spare.
- Der findes masser af kommunale opgaver, der er langt mindre vigtige end folkeskolen og som bør holde for, når kommunerne svinger sparerkniven. Vi elever er ikke en udgift – vi er en investering, siger Troels Boldt Rømer.
Hvor kan man spare, hvis det ikke er i folkeskolen – på f.eks. ældre- eller institutionsområdet?
- Jeg synes, at det ud fra et samfundsmæssigt perspektiv er meget bedre at spare på ældreområdet end folkeskolen. Når kommunen sparer på folkeskolen, så er det vores fremtid, man sparer på, og det er ikke holdbart, for det vil ramme kommunerne i nakken som en boomerang, når det er os der om nogle år skal ud og tjene penge. Det er os – folkeskoleeleverne – der i fremtiden skal  tjene penge til kommunekasserne og staten, siger Troels Boldt Rømer
Er det ikke en kynisk holdning?
- Jo, det er meget kynisk, men man er som både borger og kommunalpolitiker i disse år nødt til at være meget kynisk. Politikerne skal prioritere. Deres opgave er ikke at sidde og ryge smøger og drikke kaffe og så bare svinge sparekniven der, hvor de tror, det vil koste færrest stemmer. De skal sikre en god fremtid og offentlig service, og derfor bliver man nødt til at have en god folkeskole, siger Troels Bold Rømer, som mener, at man bør vurdere, hvordan man kan bruge pengene til folkeskolen bedre.

- Vi har en folkeskole, der er ret dyr, og vi vil gerne være med til at kigge på, hvordan man kan bruge pengene noget bedre. Man bør kigge på specialundervisningen, som optager 20 pct. af folkeskolens budget. Det er uforholdsmæssigt meget for en ordning, der skal hjælpe et fåtal af eleverne. Udgiften er eksploderet i de seneste år. Man ved ikke hvorfor, og hvor meget det hjælper. Hvis man som kommune skal finde nogle besparelser, så er det der, man skal kigge. Så i stedet for at ramme eleverne med kortsigtede og hovedløse lærerfyringer, burde kommunerne fokusere på, hvordan de kan få styr på specialundervisningen, hvor vi i dag hælder en femtedel af folkeskolens budget ud, uden nok viden om, hvorvidt indsatsen virker. Helt ærligt – kommunerne må tage sig sammen, siger Troels Boldt Rømer.

Ifølge elevorganisationen har følgende kommunerne på nuværende tidspunkt truffet beslutning om, at nedlægge lærerstillinger: Aalborg, Assens, Brønderslev, Fredensborg, Gladsaxe, Gribskov, Hedensted, Helsingør, Hvidovre, Hørsholm, Kalundborg, Kerteminde, Langeland, Lolland, Mariagerfjord, Randers, Ringkøbing-Skjern, Rødovre, Skive, Solrød, Varde og Vejle.