Den danske journaliststuderende Niels Krogsgård er anholdt i den iranske hovedstad Teheran.
6. november 2009, 10:42 – opdateret 6. november 2009, 10:45
Den danske journaliststuderende Niels Krogsgård, 31 år, er anholdt i Irans hovedstad Tehran.
Det oplyser Dansk Journalistforbund, som har fået nye oplysninger fra IFJ, det internationale journalistforbund.
- Den besked, vi har fået, er, at han er blevet anholdt under en demonstration. Det var under en stor protestmarch, hvor politiet har anholdt alt, hvad de kom i nærheden af, siger Mogens Blicher Bjerregård.
LÆS OGSÅ: Flere journalister anholdt i Iran
Journalistforbundet tager nu kontakt til Udenrigsministeriet.
- Vi vil gøre, hvad vi overhovedet kan nu. Jeg har ringet til Udenrigsministeriet. De må kunne få den danske ambassade til at tage affære.
I Teheran siden 13. oktober
Niels Krogsgård er studerende ved Syddansk Universitetscenter, hvor han rejste til Tehran 13. oktober for at skrive en afsluttende opgave som led i sin uddannelse. Da Krogsgård udeblev fra en aftale onsdag, henvendte hans rejsefælle, studiekammeraten Henrik Fallesen, sig til den danske ambassade.
Onsdag var der voldsomme demonstrationer i anledning af 30-året for belejringen af den amerikanske ambassade i Tehran, hvor journalist Farhad Pouladi fra det franske nyhedsbureau, AFP, blev tilbageholdt.
LÆS OGSÅ: Flere journalister anholdt i Iran
AFP er en af de sidste nyhedsbureauer med tilladelse til at dække demonstrationerne, efter at det iranske Kulturministerium 16. Juni forbød "udenlandske medier i at deltage i eller dække demonstrationer organiseret uden tilladelse fra Indenrigsministeriet".
Dekretet fik en række udenlandske journalister til at forlade Iran, hvor der ifølge Journalister Uden Grænser sidder mere end 100 iranske journalister fængslet.
I en pressemeddelelse skriver Journalister Uden Grænser, at de er "stærkt bekymret for pressefriheden i Iran".
Niels Krogsgård er efter det oplyste rejst til Iran på turistvisum. Som led i sin uddannelse var Niels Krogsgaard i praktik på Berlingske Tidende.
Udenrigsministeriet har rettet henvendelse til de iranske myndigheder, men Borgerservice ønsker ikke at kommentere sagen.































