Politiet kan ikke finde nok hold i sagen mod præsten Per Ramsdal, der blev anklaget for at være med til at skjule flygtninge.
5. januar 2010, 16:23 – opdateret 5. januar 2010, 16:35
Københavns Politi opgiver nu sagen mod præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal. Den sigtelse, han har haft hængende over hovedet siden oktober 2009, bliver frafaldet.
Sigtelsen var baseret på en båndet samtale mellem Per Ramsdal og en B.T.-journalist, der udgav sig for at være en person, der ville hjælpe de afviste irakere. Samtalen kom i forlængelse af rydningen af Brorsons Kirke i august 2009.
I den båndede samtale fortæller Per Ramsdal, at han har givet adresser til flygtninge videre til personer, der ønskede at hjælpe dem. Efterfølgende blevet ordet "bagmand" brugt om Ramsdal i en B.T.-artikel. Et ordvalg og en fremgangsmåde, der siden er blevet kritiseret som henholdsvist grundløst og betænkeligt i Pressenævnet.
Samtalen kan høres her.
Den fallerede afsløring rejste en politisk storm mod præsten, og politiet valgte at rejse sigtelse mod præsten, men efter tre måneders granskning har politiets jurister nu vurderet, at der ikke er hold i beviserne.
"En dejlig julegave"
Per Ramsdal kalder i en meddelelse til Ritzau politiets konklusion for "en dejlig julegave".
- Dermed er jeg blevet renset for enhver mistanke om, at mit præsteløfte skulle være blevet plettet. Jeg ønsker ikke at gøre noget ulovligt - kun at hjælpe de mennesker, som beder om min hjælp, skriver han.
Københavns Politis begrundelse for at frafalde sigtelsen er, »at videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at De findes skyldig til straf«.
Sigtelsen mod Per Ramsdal har ikke fået konsekvenser for hans arbejde som ungdomspræst. Han virker fortsat ved Brorsons Kirke.
































