Nordkorea bekræfter »succesfuld prøvesprængning«

Tirsdag den 12. februar 2013, 05:34

Ifølge Nordkorea forløb den underjordiske prøvesprængning »succesfuldt« og under sikre forhold. Der var tilsyneladende tale om en »formindsket atombombe« med en større kraft end landets to tidligere prøvesprængninger.

NORDKOREA: Det nordkoreanske styre bekræfter tirsdag morgen, at man i løbet af natten har gennemført en atomprøvesprængning. Det oplyser nyhedsbureauet KCNA ifølge Reuters.

Ifølge Nordkorea forløb den underjordiske prøvesprængning »succesfuldt« og under sikre forhold. Der var tilsyneladende tale om en »formindsket atombombe« med en større kraft end landets to tidligere prøvesprængninger.

270 målestationer har målt aktivitet

Mens en diplomat fra USAs nationale sikkerhedsråd har oplyst til Reuters, at der er tale om en atomprøvesprængning i Nordkorea, bekræfter det internationale atomagentur The Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty Organization (CTBTO), der har mere end 270 målestationer verden over, at den seismiske aktivitet har »tydelige eksplosionslignende kendetegn«.

»CTBTOs overvågningssystem har registreret usædvanlig seismisk aktivitet i Nordkorea. Vores analytikere er i øjeblikket ved at studere data,« skriver CTBTO på Twitter ifølge Reuters.

I mellemtiden oplyser Sydkoreas forsvarsministerium, at skælvet i Nordkorea kan være 10 kiloton eller endnu stærkere.

Meldingerne fra USA kom efter, at USAs geologiske overvågningscenter (USGS) registrerede seismisk aktivitet i Nordkorea svarende til et jordskælv på 4,9 på Richterskalaen. Men da seismisk aktivitet normalvis ikke forekommer i Nordkorea, tyder meget på, at landet har gennemført sin tredje atomprøvesprængning.

TV: FNs sikkerhedsråd hasteindkaldt

 

Ifølge USGS fandt skælvet sted klokken 11.57 lokal tid, og epicentret lå i en dybde af blot én kilometer og tæt på Nordkoreas mest kendte atomprøvesprængningsområde.

Det sker efter ugers spekulationer om, at endnu en atomprøvesprængning i Nordkorea var nært forestående.

To timer inden, USGS registrerede den usædvanlige aktivitet, havde Nordkorea truet med at foretage en »handling af høj intensitet... så landet umiddelbart efter, en ordre er blevet udstedt, kan ødelægge Amerika og den sydkoreanske marionet-hær...«

Truslen kom på et møde i det regerende parti og blev rapporteret af det statsdrevne nyhedsbureau KCNA.

I sidste måned strammede FNs Sikkerhedsråd sanktionerne mod Nordkorea som en reaktion på, at landet i december foretog en raketaffyring.

BNB/Reuters