20-årig kvinde kørt ned af lægeambulance er uden for livsfare
Tirsdag den 1. januar 2013, 10:30
Den 20-årige kvinde, der ved 6-tiden i morges blev kørt ned af en lægeambulance, er uden for livsfare.
Nytårsaften fik en fatal afslutning for en ung kvindelig fodgænger i København, der ved seks-tiden i morges blev kørt ned af en lægeambulance. Hun er nu blevet opereret for knoglebrud, og hendes tilstand betegnes som stabil. Det skriver bt.dk.
- Knogleskader er ikke i sig selv livstruende, så ud fra hvad jeg har hørt, tror jeg, hun er uden for livsfare, siger overlæge Claus Skak fra Region Hovedstadens AMK-vagtcentral til bt.dk.
Den 20-årige kvinde blev ramt i krydset ved H.C. Andersens Boulevard og Studiestræde af lægeambulancen. Den fulgte efter en ambulance, der var kaldt ud til et knivstikkeri og kørte over for rødt med udrykning, oplyser overlæge Claus Skak fra Region Hovedstadens AMK-vagtcentral.
- Hun har måske været beruset, siden hun ikke har set den, siger Claus Skak til bt.dk.
Behandlet af lægeambulancen
Kvinden blev i første omgang behandlet af mandskabet fra selv samme lægeambulance, som kørte hende ned, fortæller overlæge.
- De steg selvfølgelig ud og behandlede patienten. Men eftersom uheldet skete tæt ved hovedbrandstationen, hvor lægeambulancerne kører fra, kom der kort tid efter en ny lægeambulance og overtog behandlingen, siger han bt.dk.
Herefter blev kvinden ifølge Københavns Politi kørt til Rigshospitalets traumecenter, hvor hendes tilstand trods alvorlige kvæstelser nu betegnes som stabil. Familien er underrettet.
BNB