Porno gør mænd handlingslammede

Fredag den 21. december 2012, 10:42

Tysk studie viser, at porno forstyrrer mænds såkaldte arbejdshukommelse.

Porno kan gøre mænd handlingslammede. Det tyder et nyt tysk studie på, skriver Livescience.com ifølge videnskab.dk.

Pornografi lader nemlig til at forstyrre mænds såkaldte arbejdshukommelse. Det er den, vi bruger, når vi gemmer en information i hjernen, som vi senere skal bruge til at løse en opgave eller træffe en beslutning.

»Seksuel ophidselse forstyrrer vores arbejdshukommelse, som er vigtig, når vi skal udføre en handling,« siger undersøgelsens forfatter, Christian Laier, ph.d.-studerende i psykologi ved universitetet i Duisburg- Essen.

Læs også på Videnskab.dk: Porno slukker en del af kvindens hjerne

Forskerne inviterede 28 mænd – alle heteroseksuelle og i gennemsnit 26 år – til at se på en række billeder på en computerskærm. Nogle billeder var pornografiske, og andre var ikke seksuelle.

De ikke-seksuelle billeder forestillede for eksempel mennesker der lo, dyrkede sport eller bar et våben.

Alle billederne blev vist flere gange på computerskærmen. Når de frivillige så et billede, skulle de trykke på en ’ja’ eller ’nej’-tast for at angive, om de havde set det tidligere.

Læs også på Videnskab.dk: Dine Facebook-billeder kan ende som porno i Ekstra Bladet

Det viste sig, at mændene svarede forkert markant flere gange, når det drejede sig om porno-billederne.

Når mændene så ikke-seksuelle billeder, svarede de i gennemsnit korrekt 80 procent af gangene.

Men når de så pornografiske billeder, var tallet 67 procent.

Resultatet opstod ikke, fordi mændenes interesse for porno-billederne var lille. De erkendte nemlig over for forskerne, at pornoen gjorde dem seksuelt ophidsede, og gav dem en øget trang til at onanere.

Læs, hvad forskerne kan bruge opdagelsen til, på Videnskab.dk.