Mikroskopisk dværg-punktumbille lever i Danmark
Fredag den 30. november 2012, 11:24
Se verdens måske mindste bille, der for første gang er fundet i Danmark.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men verdens måske mindste bille lever altså i Danmark.
Således kan Statens Naturhistoriske Museum meddele, at den såkaldte dværg-punktumbille på blot 0,4 mm nu er fundet herhjemme.
Billen er opdaget i et samarbejde mellem svampeekspert Christian Lange og billeekspert Jan Pedersen fra museet.
I anledningen af fundet er det muligt at se en dværg-punktumbille i et mikroskop på Zoologisk Museum fra i dag og frem til 9. december.
Billen har ikke været let at finde, men et godt sted at lede efter den er i den svamp, pile-ildporesvamp, som den er tæt knyttet til.
- Dværg-punktumbillen blev opdaget for første gang i 1989 i Sverige, og der har været en klar forventning om, at den også måtte findes i Danmark, forklarer Jan Pedersen:
- Men grundlæggende ved vi meget lidt om billen. Den lever formentlig hele sit liv, fra æg til voksen bille, på svampen, hvor den spiser de næringsrige svampesporer. Men vi ved ikke, hvor gamle de kan blive, eller hvor længe de er om at udvikle sig.
Ud over Danmark er billen kun fundet i Sverige, Norge og Finland, men den er højst sandsynlig overset i hele svampens udbredelsesområde, hedder det i en pressemeddelelse fra museet.