Minister skal forklare sig efter Greenpeace-aktion

Lørdag den 24. oktober 2009, 20:47

Efter en miljøaktion skal fødevareministeren fortælle Folketinget, hvorfor det er i orden at fiske med trawl i et område, der er beskyttet af EU. Professor siger, at ministeren kun må tillade det, hvis hun kan udelukke, at området tager skade.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) skal nu fortælle Folketinget, hvorfor hun mener, det er i orden at fiske med trawl i et område i Kattegat, der er beskyttet af EUs habitatdirektiv.

Det er konsekvensen af en Greenpeace-aktion, der fik sat sagen på dagsordenen i sommer, da organisationen dumpede et par hundrede granitblokke i et svensk havområde tæt på Læsø og Anholt. Det skete for at forhindre fiskere i at fiske med trawl i det naturbeskyttede område. Og efter et samråd i Folketinget, er ministeren nu af oppositionen blevet presset til at gøre nærmere rede for spørgsmålet om, hvorvidt fiskeri med trawl i området er foreneligt med EUs regler. Havbiolog i Greenpeace, Hanne Lyng Winter mener, at ministeren har pligt til at gribe ind.

»Så længe regeringen ikke har en plan for, hvordan den vil forvalte beskyttelsen af områderne, skal den sikre, at der ikke sker skade, indtil planen foreligger. Og det kan regeringen jo ikke vide, før det er undersøgt. Så nu venter vi på at se hvilke undersøgelser, regeringen har gennemført,« siger Hanne Lyng Winter.

Strid om ret til fiskeriet   

Professor i miljøret ved Københavns Universitet Peter Pagh har udarbejdet et notat til Greenpeace om det EU-retlige spørgsmål. Hans vurdering er, at ministeren kun kan tillade fiskeriet, hvis hun kan udelukke, at det skader.

»Fiskeri af den pågældende type er formentlig at betragte som et projekt i lovens forstand. Og ministeren kan kun give tilladelse til et projekt, hvis hun har vished for, at projektet ikke skader den beskyttede natur. Og for at kunne udelukke skadevirkninger, skal hun have videnskabelig dokumentation som grundlag,« siger Peter Pagh.

Vicedirektør i Fiskeridirektoratet Birgit Bolgaan afviser, at fiskeriet i området er et projekt.

»Der er tale om et eksisterende fiskeri, der ikke løbede kræver nye tilladelser. Så den aktivitet må fortsætte, med mindre vi bliver opmærksomme på, at der er noget galt. På længere sigt skal der opstilles mål for området og inden 2012 en plan for, hvordan målene nås. Og i den forbindelse kan det være, at vi må se på, om fiskeriet kan fortsætte som hidtil,« siger hun.

Mindre fiskeområde

Eva Kjer Hansen ville i første omgang slet ikke forholde sig til spørgsmålet, fordi hun var rasende over aktionen fra Greenpeace. Hun mener, at Greenpeace bør benytte mere civiliserede metoder end at smide granitblokke i havet. Og hun forsøgte i sommer at få svenskerne med på at forhindre aktionen i det svenske farvand. Men den svenske miljødomstol har netop givet regionmyndigheden Länstyrelsen ret i, at aktionen var lovlig.

De danske fiskere er stærkt utilfredse med, at svenskerne kan tillade dumpning af store granitblokke der, hvor også danske fiskere fuldt lovligt fisker efter jomfruhummer, tunger og rødspætter.

»Vi har fået at vide, hvor stenene er dumpet, så vi undgår at fiske i de pågældende områder. Men det betyder jo, at det område, vi kan fiske i, er blevet begrænset,« siger formanden for Strandby Fiskeriforening, Claus Hjørne Pedersen.