Brandvæsenet lader KB-hallen brænde ud

Onsdag den 28. september 2011, 10:18

Det kommer til at tage resten af dagen, før KB-hallen er brændt ud, men ilden er nu under kontrol.

Selv om flammerne ikke længere rejser sig fra taget af den efterhånden nedbrændte KB-hallen, har Københavns Brandvæsen erkendt, at hallen ikke står til at redde.

Ilden får derfor lov til at rase ud, oplyser brandvæsenet til Berlingske. Forventningen er, at det vil tage resten af onsdagen, før hallen er helt nedbrændt.

Se billederne: 73 års oplevelser i KB-hallen

- Vi tør stadig ikke gå ind i hallen. Dele af tagkonstruktionen er væk, og vi er selvfølgelig bange for, hvad det betyder for stabiliteten, siger Lars Rosenwanger, vicebranchef fra Frederiksberg Brandvæsen, til Berlingske.

- Jeg tror desværre, at vi kommer til at bruge hele dagen herude. Det bliver en stor opgave at slukke det sidste. Problemet er, at vi ikke kan komme ind til ilden, siger han.

KB-hallen står ikke til at redde

Et massivt opbud af politi og brandvæsen har hele onsdag morgen kæmpet for at få branden under kontrol. Klokken 10.00 havde flammerne stadig overtaget, fortæller Berlingskes reporter på stedet:

- Jeg kan se direkte ind ad den nedbrændte hovedindgang. Det er som at se lige ind i en brændeovn. Ilden er meget voldsom, siger hun.

Ifølge brandvæsenet er der intet tilbage af forhallen, hvor man mener at ilden opstod i nogle papkasser. Det forlyder dog, at den gamle Pejsesalen - en lavere bygning, der støder op til KB-hallen - er sikret. 

Se video: Kraftige flammer på KB-hallens tag

Røgen er ikke giftig, understreger brandvæsenets ene indsatsleder på stedet, Lars Rosenvanger, til Berlingske. Men røg er aldrig godt at indånde, så beboere tæt på enten branden eller den kraftige røgsøjle bedes holde sig indendøre og lukke vinduer.

Den årlige sexmesse skulle senere i dag have været åbnet i KB-hallen. Derfor overnattede 20 personer i hallen - andre sov i campingvogne udenfor. Én person er indlagt til observation for røgforgiftning.

Opdateret 11.50: Københavns Politi oplyser, at branden nu er under kontrol.

For at kunne se WebTV kræves den seneste udgave af Adobe Flash Player installeret, den kan hentes på http://get.adobe.com/flashplayer/