Folkets fælles rum for afmagten

Lørdag den 18. juni 2011, 22:30

Jakob Wolf, Universitetslektor, afdelingsleder for Afdeling for Systematisk Teologi, Københavns Universitet, og Lise Trap, Sognepræst i Soderup og Kirke Eskilstrup sogne: Hvis Folkekirken bliver til en institution, der leverer færdige svar på det uforklarlige og redskaber til at klare vores afmagt, så gør den sig selv overflødig.

»Hvorfor skulle jeg egentlig ikke melde mig ud af Folkekirken?« spørger den 22-årige. »Jeg kommer der jo alligevel ikke.« »Det skal du ikke, for hvis mange gør det, så har vi ikke længere en Folkekirke.« »Og hva’ så?« spørger han videre, »hvorfor er den vigtig?«

Folkekirken er vigtig, fordi den helt fundamentalt tager sig af det, som vi alle sammen er fælles om, og det er der ingen andre samfundsinstitutioner, der gør. Nogle tager sig af, at vi er syge, raske, unge, gamle, rige, fattige, bilister osv. Folkekirken tager sig af, at vi er mennesker og dermed af det, som også er i ethvert menneskes liv: det uforklarlige og det, vi ikke har magt over.

Generelt er vi i samfundet optaget af det, vi har magt over – eller kan få magt over. Forskning, udvikling, fra brobygning og bakteriebekæmpelse over børnepasningsordninger og bruttonationalprodukt. Det er vi generelt ret gode til i Danmark, og det er godt. Tilværelsen består imidlertid ikke kun af, hvad vi har magt over og kan forklare og finde løsninger på. Den består også af det uforklarlige, af uløselige problemer og erfaringer af afmagt. Ikke fordi vi endnu ikke er blevet kloge nok, men fordi der er noget, et menneske ikke kan få svar på og magt over.

Vi kan ikke forklare, at der overhovedet er en verden, eller at liv og bevidsthed opstår. Vi kan ikke forklare, at der findes betydning og mening i vores liv. Vores helt grundlæggende erfaring af vores liv er, at vi er kastet ind under nogle livsvilkår, som vi ikke har haft den mindste indflydelse på. Livet og universet er hen over hovedet på os indrettet på en ganske bestemt måde, som vi er nødsaget til at affinde os med. Vi har ikke bestemt, at vi bliver født, eller at alt liv skal dø. Vi har ikke bestemt, at kærlighed ikke kan købes, men kan kun modtages gratis. Vi har ikke bestemt, at ondskab og lidelse er en del af tilværelsen. Selvom det altsammen er afgørende for vores liv og lykke, er det ikke noget, vi har magt over. Det er op til os, hvordan vi vil leve under de vilkår, vi har fået, men de er bestemt på forhånd – og er uforklarlige. Hvis ikke vi forholder os til det uforklarlige og til det, vi ikke har magt over, så er det en meget stor del af livet, vi ikke forholder os til. Folkekirken har gennem historien været det sted, hvor vi går hen i Danmark, når vi rammes af det, vi ikke kan forklare. Kærligheden til den elskede, fødslen af et nyt lille barn, døden der tager den elskede fra os.

Det er begivenheder i den enkeltes liv, men det er ikke noget, vi er alene om. Det er ikke privat, men fællesmenneskeligt, og derfor er det nærliggende at have en fællesmenneskelig institution til at tage vare på det. Vi er som mennesker forenet i et omfattende skæbnefællesskab, vi kun aner dybden af. Hvilken institution formulerer og tager sig af dette forhold? Det gør Folkekirken – som den eneste.

Jamen, er Folkekirken ikke for de religiøse og dem, der tror på Gud Fader, den Almægtige, Himmelens og Jordens skaber og Jesus Kristus og alt det, man nu siger videre i trosbekendelsen? Det er den. Traditionelt er religionen og dens kultiske institution det sted, hvor mennesker forholder sig til det uforklarlige og almægtige, og det sted, hvor spørgsmålene om, hvor vi kommer fra, hvor vi går hen, og om der er mening undervejs, bliver stillet. I Danmark er denne institution præget af den kristne religions tradition i Europa, så derfor spiller kristendommen en afgørende rolle i Folkekirken, og den gør det på en ikke-ekskluderende måde. Sagt på en anden måde, så insisterer den på at være folkets kirke, altså kirke for et folk med tro og tvivl og tvivl og spørgsmål og mærkelige meninger om det ene og det andet. Folkekirken er for dem, der siger, de kan mærke Guds nærvær i deres hjerte og lige så meget for dem, der siger, at talen om næstekærlighed er det eneste vigtige.

Folkekirken handler nemlig ikke om meninger, og den kristne forkyndelse bliver til en ideologi, hvis man opfatter troen som en mening, og kirken som et fællesskab om bestemte meninger, men at tro er ikke det samme som at mene. Vi kan argumentere og overbevise hinanden, så vi må skifte standpunkt og mene noget andet, men troen kan vi ikke på den måde gøre til en mening, vi kan skifte ud med en anden, fordi vi beslutter os for det. Den kommer til os – fra Gud – og er derfor ikke en mening, vi har dannet os. Religionens måde at forholde sig til svaret på det uforklarlige og vores afmagtserfaringer er at hævde, at svaret ligger hos Gud. Vi kan ikke have troen, som vi kan have en mening.

Dermed giver religionen et svar på det uforklarlige og vores afmagt samtidig med, at den fastholder vores uvidenhed og afmagt. Svaret og magten bliver aldrig vores, og det er det afgørende. Verden er fuld af både religiøse og ikke-religiøse svar og forsøg på at lukke munden på os, så vi ikke spørger for meget. Folkekirken er altså ikke at sammenligne med et politisk parti eller en venneklub, derfor er der heller ingen grund til at melde sig ud, fordi man hører en præst, der er idiot, eller fordi man ikke mener det samme som den, man kunne risikere at sidde ved siden af på kirkebænken.

Folkekirken er først og fremmest det sted, hvor det uforklarlige og almægtige formuleres og reflekteres ud fra de religiøse tekster og udtryk, der for os er klassiske, og det vil sige, at de har overlevet deres egen aktualitet. Den skal holde spørgsmålet om det uforklarlige og vores afmagt åbent. Det er mindst ligeså vigtigt som at pege på et muligt svar. Den skal ikke lukke dette spørgsmål for hurtigt, så bliver svaret uvægerligt blot en mening, som vi alle sammen skal påduttes. Troen som svar, hvis der kommer et, og det er ikke sikkert, der gør det, er i sidste ende en personligt eksistentiel erfaring, der ikke kan almengøres som en mening.

Folkekirken er derfor en åben institution, hvor vi er fælles om at stille de grundlæggende spørgsmål og gøre det så dybt og vedholdende som muligt. Her er vi alle lige i forhold til afmagten og det uforklarlige, ingen har en mere rigtig tro eller et mere rigtigt svar end andre.

Det fælles er det åbne spørgsmål. Folkekirken skal ikke missionere med rigtige meninger eller trossætninger. Derfor skal Folkekirken ikke styres af egne valgte folk i form af en kirkelig synode, men af dem, der i øvrigt tager sig af fælles anliggender, nemlig Folketinget, og derfor skal vi i Folkekirken ikke være så optaget af, hvem der hører med, og hvem der ikke gør, eller hvem der mener det rigtige eller forkerte. Alle hører med, og alle er lige i kraft af, at vi stiller det samme spørgsmål, og at ingen af os, heller ikke kirken som sådan, har et svar. Det tilhører alene Gud, og om vi får del i det, er alene Guds sag.

Vi frygter, at Folkekirken er på vej til at udvikle sig til et meningsfællesskab, der forudsætter, at vi for at være med, skal have de rigtige svar og meninger ikke bare om Gud, Kristus, det evige liv, frelse, ægteskab, men også om homoseksualitet, flygtninge, klimakrise, islam, fedme, usund levevis osv. Sker det, mister Folkekirken på stedet sin berettigelse.

Hvis Folkekirken bliver til en institution, der leverer færdige svar på det uforklarlige og redskaber til at klare vores afmagt, så gør den sig selv overflødig, for det har vi i forvejen nok af dygtige institutioner og meningsfællesskaber, der vil. Folkekirken skal være en institution, der »henvender sig til alle, ikke for at løse verdens problemer for den enkelte, men for at tilsige ’nåde og fred’ fra den magt, der opretholder verden« (Knud Hansen).

Alle, der ikke er engageret i Folkekirken og overvejer at melde sig ud, alle, der er engageret i Folkekirken og dens organisation, alle, der er overbeviste om, at synoder og kirkeforfatninger er det eneste rigtige for Folkekirkens fremtid – husk, hvilken rigdom vi har ved at have en institution, der inkluderer os alle og er mere optaget af afmagt end af magt.