Hvor svært kan det være?

Lørdag den 10. september 2005, 03:30

Kan man lære at blive forfatter ved blot at læse en bog? Robert Zola Christensen har skrevet en »Manual til skrivekunsten«, der hjælper den skrivelystne på vej og samtidig rummer en guidet tur i litteraturens maskinrum.

»Man snakker ofte om, at man ikke må undervise i skrivekunsten, som om der er en eller anden hemmelighed, man ikke må give fra sig. Men hvis det er så enkelt, at man bare kan indvie alle, så er det en meget kedelig hemmelighed,« lyder det helt nøgternt fra forfatteren Robert Zola Christensen efter en times samtale om hans nye bog »Manual til skrivekunsten«.

Robert Zola Christensen bor i Lund i Sverige sammen med sin familie. Hans svenske kone arbejder på byens universitet, og selv underviser han en uge om måneden skrivelystne højskolekursister på Rødding Højskole i Sønderjylland. Selv om det er tidligt på eftermiddagen en almindelig hverdag, er fortovscafeen på stortorvet i midten af Lund proppet med mennesker. Der er semesterstart i den svenske universitetsby, og flere kuld af videnshungrende studerende defilerer forbi og ligner umiddelbart gefundenes fressen, for en forfatter, der falbyder opskriften på litteraturens mysterium.

»Men der er ingen hokus pokus i det her, vil jeg gerne understrege. Jeg bilder mig ikke et øjeblik ind, at man bliver en stor forfatter af at læse min bog eller tage et kursus i creative writing. Men jeg underkender heller ikke, at kendskab til sproget og dets virkemidler kan være en interessant start.«

Behovet for at skrive en manual til forfattergerningen opstod, fordi de få bøger der findes om emnet ikke faldt i forfatterens smag.

»Til den ene side var der sådan en højtravende og åndelig forståelse af det at skrive. Skrivekunsten som sådan lidt zen-agtig, hvor man bare skal åbne sig, og lade det hele fosse ud, helst så uberørt og ubesmittet som muligt. På den anden side er der de der meget pædagogiske og gymnasielæreragtige skriveprocesorienterede tilgange, som har et alt for håndfast syn på det at skrive.«

Robert Zola Christensens bog blev derfor en let læselig indføring i alt fra, hvordan man strikker et plot sammen til kapitler om bipersoner, litterære klicheer og fortælletempo. Bogen indeholder også mere end 130 skriveøvelser, og som en sidste, meget underholdende feature, har forfatteren medtaget et væld af eksempler på gode og ikke mindst dårlige eksempler fra litteraturhistorien - heriblandt forklaringen på hvorfor Peter Høegs »Kvinden og aben« er et mislykket værk!

Lær at skrælle af
»Jeg har brugt mit eget virtuelle bibliotek og har plukket helt genrefrit til denne her bog. Det er dels en slags poetik, en guide rundt i litteraturen som jeg ser den, og dels en learning by doing-bog ved hjælp af øvelser.«

Hvordan læser man sig til originalitet?

»Originalitet er meget vigtigt. Men min erfaring siger mig, at det ikke så meget gælder om at lære at bygge noget op, det handler mere om at lære at skrælle af; at afprogrammere. Det værste, der kan ske, er, når folk møder op på mine kurser og allerede har en klar forestilling om, hvad god litteratur er. Så spidser de blyanten, sætter sig ned og gør sig umage. Sagt uden filter er det noget lort, der kommer ud af det. Det gælder om at give dem et kendskab til, hvordan sprog arbejder og hvordan det virker. Det er helt tydeligt, når jeg underviser i Rødding, at dem, der er bedst, er dem, der kommer ind fra markerne og ingen forestillinger har om, at nu skal de sørme skrive flot litteratur. Det handler meget om indstilling. Lidt karikeret kan man sige, at den værste type kursist man kan få, er en kvindelig gymnasielærer på 50, for de har ofte en fast forestilling om litteraturen på sådan en besserwisser måde, og det duer simpelthen ikke.«

Hvordan afprogrammerer man så folk?

»Det handler om, hvordan vi bruger sproget. Når man begynder at bruge sprog til at beskrive et eller andet objekt, så trækker det i sig selv, sproget er sådan et selvvirkende maskineri, hvor det ene ord tager det andet. Det er den vane, det gælder om at bryde. Dvs. på den ene side gælder det om at komme uden om om sproget og samtidig komme ind til det, man vil skrive om. Det kan man gøre ved hjælp af øvelser. Man kan eksempelvis bruge et stilleben af en citron og påtvinge sig selv at skulle beskrive, hvordan den ser ud uden at bruge ordene oval, gul og sur. Det fremtvinger en ny sprogbrug, og derfor er regler gode, selv om det kan lyde som et paradoks. Jeg tror jo også på, at der i kunsten kan forputte sig store ting, der indimellem kan forandre verden og mit liv. Men til at begynde med er litteratur sprogkunst, ord der virker på en læser, og derfor mener jeg, at jo større bevidsthed man har om, hvordan sprog fungerer, jo bedre.«

Afprogrammeringen handler også om, at man ikke ligger sig i slipstrømmen af de litterære forbilleder. Skrivekunsten er iflg. Robert Zola Christensen ikke en statisk størrelse, men forandrer sig i takt med, at læserne også ændrer vaner.

»Hvis du tager et eksempel som Rifbjergs roman »En hugorm i solen« fra 1974, så forstår vi jo godt, at titlen henviser til drengens gryende seksualitet og kastrationsangst. Men den går ikke længere, det bliver simpelthen for gumpetung symbolik. Jeg har stadig kursister, der ikke vil være med til at stryge ting i deres tekster med henvisning til, at en rekvisit har en eller anden symbolsk betydning - så begynder alle mine alarmklokker straks at ringe. Det er ikke fordi litteraturen partout skal være ny, men den må ikke være epigon, eller abe efter på en dårlig måde. Det må ikke være en lightudgave af Blicher eller Martin A. Hansen.«

Hvorfor er det så, at »Kvinden og aben« af Peter Høeg er en dårlig bog?

»Jeg vil sige det sådan, at »Frøken Smillas fornemmelse for sne« er en god fortælling med drive og smæk for skillingen. En rigtig god lufthavns-roman, ikke et ondt ord om den. Men hvis man har et eksempel på noget, der virkelig er mislykket i nyere dansk litteratur, så er det »Kvinden og aben«. Specielt det sted, hvor kvinden Madelene og aben er trængt op i en krog af deres forfølgere. Her åbner dyret pludselig munden og siger »Så går vi«, tager Madelene under armen og bliver væk. Det samme gør handlingen og den realistiske effekt, romanen har bygget op undervejs. Her knækker teksten og falder i to halvdele.«

I kapitlet om »Litterære klicheer« skriver du, at Jens Christian Grøndahl og Ib Michael er blevet beskyldt for henholdsvis at skrive »Parfumeprosa«, og bruge et for blomstret sprog - hvad mener du selv?

»Hvis vi holder os til Ib Michael, skriver jeg i bogen, at han er blevet beskyldt for at gøre sig i den florissante stil og bruger et eksempel fra hans seneste roman »Grill«: »Hendes daglige udsigt er byens tårne. Skyerne danser mellem vejrhaner, kirkespir og forgyldte kugler. Ind over tagene går blæsten, og skorstenene rejser et kor af panpiber.« Og så spørger du mig, hvad jeg selv synes ... Ja, det er vel en berettiget kritik, men man kan udsætte noget på os alle sammen. Men hvis der er en slagside hos Ib Michael, så er det den blomstrende sprogstil,« siger Robert Zola Christensen forsigtigt - og gør straks opmærksom på, at han selv skriver på en ny roman, hvor en masse af reglerne fra »Manual til skrivekunsten« allerede er blevet overtrådt.Robert Zola Christensen: »Manual til skrivekunsten«, 264 sider, 249 kr. Gyldendal. Er udkommet.