Prognose: Indvandrer-kriminalitet vi stige voldsomt

Søndag den 22. maj 2005, 03:30

Der bliver voldsomt mange flere unge kriminelle med indvandrerbaggrund i de kommende tyve år. Og det er én af de væsentligste grunde til, at der skal flere politifolk på gaden. Det viser Visionsudvalgets prognoser for fremtidens politi.

Antallet af unge, kriminelle indvandrere stiger så meget de næste tyve år, at det alene øger behovet for flere betjente på gaderne. Det fremgår af en prognose fra Visionsudvalgets rapport om fremtidens politi, som blev lagt frem i onsdags.

Formanden for Visionsudvalget Erik Bonnerup kalder prognosen for et alarmsignal til politikere og myndigheder om, at kursen må ændres betragteligt: »Det bliver én af de vigtigste udfordringer for politiets arbejde. Ganske vist bliver der færre unge, men flere unge med en etnisk baggrund, som fører til større og mere alvorlig kriminalitet.«

Årsagen er dramatiske ændringer i befolkningssammensætningen.

Danskerne bliver markant ældre i de næste 20 år og vil dermed automatisk blive mindre tilbøjelige til at begå kriminalitet.

Men lige præcis gruppen af efterkommere af indvandrere i alderen 16-24 år bliver mere end tredoblet. Og det er gruppen af unge med rødder i Mellemøsten, Østeuropa og Asien, som har en markant højere kriminalitetshyppighed end gennemsnittet.

Alene denne gruppe tegner sig for en stigning i ungdomskriminaliteten på mellem 15 og 20 procent over de næste tyve år, viser tallene fra Danmarks Statistik og Rigspolitiet. Kriminaliteten blandt etnisk danske unge vil derimod falde.

Dyre for samfundet
De unge efterkommere begår langt hyppigere vold og røverier, hvilket ikke bare er alvorlige forbrydelser, men de er også meget dyre for samfundet i afledte omkostninger.

Da disse unge har en kraftig øget tilbøjelighed til ikke at ville tilstå de forhold, som de bliver anholdt for, nødvendiggør det, at deres sager ofte må køre ved domstolene som domsmandssager. Det betyder indkaldelse af domsmænd, vidner og politifolk, som skal i vidneskranken, hvilket gør dem meget dyrere end tilståelsessagerne.

Politimester Ole Scharf fra Helsingør siger, at politiet allerede i dag bruger kolossalt mange ressourcer på denne gruppe af unge. »De har alle de faktorer, der skal til for at blive kriminelle - dårlig social baggrund, ingen forældrestøtte, intet job og i den dur. Det er desværre i høj grad en afledet effekt at en integration, som ikke har virket,« siger han.

Koster politiet ressourcer
I dag bruger Helsingør Politi - som andre politikredse - mange mandetimer på at mandsopdække de unge kriminelle efterkommere og på at bringe dem i job med videre.

Ifølge politimester Ole Scharf bliver politiet også nødt til at fortsætte den indsats i fremtiden, selv om Visionsudvalget mener, at det er kommunernes og ikke politiets arbejde. Politiet i Helsingør har således fulgt en gruppe på 10 unge fra Kokkedal, og det er lykkedes at få to af dem i arbejde.

»Vores folk har jo den direkte kontakt til dem på gaden. Vi ved, hvem vi skal holde øje med. Det er et stort arbejde at placere dem på den rette hylde, men jeg mener, at vi har noget at tilbyde,« siger Ole Scharf.