Navnet er Bond, Walter Bond

Søndag den 6. marts 2011, 16:03

Poul Høi: Han ligner ikke den største indenlandske terrortrussel mod USA - med røde briller og »veganer« tatoveret på halsen. Men Walter Bond er øko-terrorist og en repræsentant for, hvad FBI kalder »den største hjemlige terrortrussel.«

DENVER: Han er en helt, og han er en terrorist, og hans navn er Bond, Walter Bond.

For den lille gruppe af tilhængere, som sidder på de forreste bænke i retssalen, er han en helt. »Godt gået, Walter,« råber en af dem. En anden har oprettet et website, som støtter ham, og et par af dem har krydset statsgrænser og tidszoner for at være her i dag.

Men for den lille familie, som sidder på en af de bageste bænke, er Bond en terrorist. En ældre mand med olivenfarvet hud og stålgråt hår kniber øjnene sammen, og hans datter græder sagte; hun forsøger at samle sig, bider sig i underlæben, plirrer med øjnene - og græder igen.

Mellem de to opfattelser - mellem helten og terroristen - står og sidder politibetjente, retsbetjente, forbundsagenter og en bombehund.

Det er lokale 602 i forbundsretten i Denver.

Klokken 03.25 fangede et sikkerhedskamera en mand i mørket. Han var iklædt en sort langærmet trøje og en hætte, og i den ene hånd havde han en rygsæk.

Hvis kameraet ikke bare kunne tage billeder, men også tænke over dem, ville det undre sig over, hvad han foretog sig på den tid af natten.

Selvfølgelig kunne det være en gæst fra de nærliggende hoteller, fra Hilton eller Holiday Inn, og det kunne også være en afblanket gæst fra Shotgun Willies, en stripbar lidt herfra, men hvorfor havde vedkommende så kurs direkte mod en skindhandel, som var nattelukket? Og hvorfor gik han om til bagsiden af skindhandlen?

Kameraet opfangede ikke, hvad den mørkklædte mand foretog sig dér - at han knuste en rude og trængte ind i forretningen, og at han vædede vægge og varer med brændvæske og satte en tændstik til det hele. På rekordtid blev skindhandlen omspændt af flammer, bygningen styrtede sammen, og brandfolkene kunne intet gøre

På naboejendommen filmede sikkerhedskameraet stadigvæk. Det filmede brand og brandbiler, politi og tilskuere, og det filmede også en mand, som stod i udkanten af begivenhederne og så på, mens skindhandlen brændte ned. En mand med mørk trøje og hætte og rygsæk.

Det var Walter Bond.

Vi behøver ikke sige »hvis,« »måske« og »angiveligt;« vi ved, at det var ham, som 30. april sidste år satte ild til Sheepskin Factory i Denver, og vi ved det, fordi han selv har underskrevet en ti-siders tilståelse, som Berlingske er i besiddelse af.

Tilståelsen siger, hvordan han brændte bygningen ned, men ikke - og det er, hvad der adskiller Walter Bond fra ordinære ildspåsættere - hvorfor.

For han gør, hvad han gør, fordi han er, hvad myndighederne kalder en »økoterrorist,« og dermed er han en repræsentant for, hvad forbundspolitiet FBI kalder »den største hjemlige terrortrussel.«

Ved en senatshøring i 2005 sagde FBIs antiterror-chef, at »der ikke i USA er andre, som over de senere år har gennemført så mange voldelige forbrydelser og terrorangreb« som netop øko-terroristerne. På det tidspunkt havde de taget ansvar for 1.200 aktioner i USA siden 1990.

For to år siden gentog en anden FBI-terrorekspert den samme vurdering: »De er stadig den førende nationale terrortrussel,« sagde Richard Kelko til nyhedsbureauet AP. Siden 1990 har øko-terrorismen kostet skader for mellem 100 og 150 mio. dollars i USA alene.

Læg dertil aktioner i den øvrige verden.

IBMs nanoteknologicenter i Schweiz blev sidste år forsøgt sprængt i luften, en villa tilhørende en chef for en medicinalkoncern i Østrig blev i 2009 brændt ned og en canadisk naturgasledning angrebet med sprængstof, og over alt er mink og kyllinger sluppet løs fra landbrug. I Danmark er 25.000 mink blevet sluppet løs i de seneste ti år, og i 2009 brød dyreværnsgruppen Anima ind på 34 danske minkfarme og filmede, hvad gruppen sagde var »dyremishandling«. Optagelserne blev senere brugt i udsendelsen Operation X på TV2.

Walter Bond er en dyreven, og det er ikke til at tage fejl af.

Halvdelen af hans ansigt er tatoveret med, hvad der skal forestille et ulvemønster - »Ensomme ulv« er hans nom de guerre - og tværs over halsen har han ordet »veganer« tatoveret.

På webstedet »Voice of the Voiceless«, som redigeres af en dømt økoterrorist, har Walter Bond forklaret, hvordan han endte som aktivist. Som 19-årig - i 1995 - fik han et job i et håndværkersjak, som byggede slagterier over hele det midtvestlige USA, og vendepunktet blev et job på et gammelt svineslagteri i Iowa. I sin artikel fortæller han i hårrejsende detaljer om forholdene for dyrene, og han fortæller bl.a. om en enkelt orne, som slap løs, og hvordan jagten på ornen udviklede sig til et sandt blodorgie. Forinden havde forholdene »fuldstændig bedøvet mine sanser … og dræbt min sjæl,« men blodorgiet fik dråben til at flyde over, og dagen efter holdt han op med at spise kød.

Kort efter stoppede han med arbejdet og har siden viet sit liv til at kæmpe for dyrene, skriver han.

Det er uvist, hvornår og hvorfor han gik fra at være aktivist til at blive terrorist, men han flyttede til Salt Lake City, hvor en af de førende aktivister, Peter Young, også bor. Peter Youngs handlinger førte til syv år på flugt og to års fængsel. Han er nu, hvad Salt Lake City Weekly kalder for »en rock-stjerne for økoaktivisterne«, og også konstant i forbundspolitiets søgelys.

Walter Bond er lige som Peter Young gået over til »direkte handling.« Han nedbrændte i april i fjor Sheepskin Factory i Denver, og senere brændte han en skindhandel i Salt Lake City og forsøgte at at brænde en restaurant, som solgte gåselever.

Efter de to første brande skrev han til Voice of the Voiceless og tog ansvaret for dem under sit nom de guerre, »Ensomme Ulv«: Brandene var »en advarsel om, at brug og misbrug af dyr ikke vil blive tolereret … Bliv veganer. ALF. Ensomme Ulv.«

»ALF« er en forkortelse for Animal Liberation Front, den ene af de to store økoterrorgrupper; den anden hedder »ELF«, Earth Liberation Front.

Politiet vidste med beskeden, at det var »Ensomme ulv« og »ALF«, som stod bag, men det var alligevel ikke dem, der fældede Walter Bond, men derimod hans egen forfængelighed.

I efteråret sidste år blev Walter Bond tilfældigvis kontaktet af sin bror. De havde ikke talt sammen i 12 år, og han var glad for igen at tale med sin bror.

»Hvad har du så lavet,« spurgte broderen i telefonen, og Bond guidede ham til bloggen Voice of the Voiceless og til indlægget om Sheepskin Factory. »Dét er, hvad jeg har lavet,« sagde Bond til ham.

Broderen kontaktede FBI, som udstyrede ham med en hemmelig mikrofon, og broderen mødtes med Bond og optog deres samtaler, og på optagelserne pralede Bond igen af at have brændt Sheepskin Factory af.

»Bygningen brændte som en pakke tændstikker,« sagde han, og også, at han »vill vende tilbage og brænde den af igen om et par måneder.«

20. september anholdt FBI ham, og i hans rygsæk fandt agenterne en bog med titlen: »Krigserklæring: At slå mennesker ihjel for at redde naturen«.

To måneder senere tilstod Walter Bond branden i Denver og underskrev tilståelseserklærigen.

Derfor er der ikke i dag noget stort opgør om beviser og ikke-beviser. Han gjorde det, og han har indrømmet det.

Walter Bond står midt i lokalet, iklædt en orangefarvet fangedragt. Han blev ført ind i lokalet iført håndjern og fodlænker, men betjentene har taget begge dele af nu.

»Har De noget at sige til retten inden domsafsigelsen,« spørger dommeren.

»Ja,« svarede Bond. Hans stemme er klar, han tiltaler dommeren med alle formalia, men hvis manden med det stålgrå hår - ejeren af Sheepskin Factory - havde håbet på bare en smule bodfærdighed, så er han gået forgæves. Bond siger til ham:

»Jeg håber, at du bliver kvalt i de penge, du tjener på døde dyr, og jeg håber, at du havner i helvede,« og til sine tilhængere siger han: »Når I forlader retslokalet, skal I ikke være desillusionerede. Ilden brænder stadig i mit hjerte … og den brænder hver gang, et dyr slipper ud af sit bur, og den brænder hver gang nattehimlen lyser op af ruinerne af endnu en dyremisbrugers forretning.«

»Ærede dommer,« slutter han. »Jeg er klar til at gå i fængsel.«

Efter hans tale er der en stilhed, som om hele retssalen kollektivt holder vejret og fordøjer, hvad den har været vidne til - en total mangel på skyld og skam. Den unge kvinde græder hørligt og ryster, og hun er i sig selv bekræftelsen af, at ejerne af Sheepskin Factory den nat mistede noget, som var meget mere værd end penge, og dermed et dementi af økoterroristernes fornemmeste argument - at de kun går efter ejendom, ikke mennesker. For når mennesker mister følelsen af sikkerhed, har de mistet meget mere end ejendom.

Betjentene giver Walter Bond håndjern og fodlænker på, og han forlader retslokalet og går ind til fem års fængsel og et erstatningskrav på 1,2 mio. dollars.

En af Walter Bonds tilhængere, som er fløjet ind fra San Fracisco-området for at støtte sagen, er ikke i tvivl om, at andre vil tage over.

»Så længe vi fortsætter med at behandle dyrene ondt, vil aktionerne fortsætte,« siger hun. For nogle er det et løfte, for andre en trussel, og for nogle er hun en helt, for andre en terrorist.