Danmark topper i demokrati-test

Mandag den 31. januar 2011, 15:42

Schweiziske og tyske forskere har undersøgt 30 demokratier. Danmark er mere demokratisk end bl.a. Schweiz, Sverige og USA, hedder det.

BERLIN: Danmark er det mest demokratiske land i Vesteuropa, skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel i sin seneste udgave.

I en undersøgelse, foretaget af Zürich Universitet og et forskningscenter i Berlin, topper Danmark også over lande som Norge, Sverige, Finland og Schweiz, der almindeligvis anses som førende, når det gælder demokrati.

Ifølge det såkaldte demokratiindeks har Danmark 88,3 point, mens Norge har 82,1, Sverige 82,9 og Finland 87,7 point. Schweiz, der har mange folkeafstemninger, må nøjes med 67,8 og Storbritannien skraber bunden med 44,6 point. Tyskland ligger i midterfeltet med 73,2 point.

Målt på 10 indikatorer

Forskerne har undersøgt i alt 30 lande rundt om i verden ud fra omkring 100 indikatorer, der drejer sig om frihed, lighed og kontrol. Der er kategorier som individuelle frihedsrettigheder, retsstatslighed, åbenhed, transparens, politisk konkurrence, adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt samt regeringsduelighed, oplyser den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung.

Danmark står øverst også i forhold til lande uden for Europa, f.eks. Canada, USA og New Zealand.

Schweiz udnyttes af rige, gamle mænd

Schweiz er mindre heldig i sammenligningen, fordi kvinder er underrepræsenteret i de demokratiske organer og lavindkomstgrupper deltager ikke så meget i valgene. Medbestemmelsen i Schweiz udnyttes navnlig af "rige, gamle mænd", hedder det i Der Spiegel.

De dårligste pladser i undersøgelsen, som har kigget på tiden fra 1995 til 2005, er Polen, Sydafrika og Costa Rica.

Ifølge en anden undersøgelse fra forskere ved Københavns Universitet er danskere generelt tillidsfulde, fremgår det af den netop udkomne bog "Små og store forandringer". Hovedforklaringen her er, at uddannelsesniveauet er stigende, siger forskerne.